Generation Z - den næste generation

Af Thomas Willer, præst i regen


I 1989 var jeg 12 år, og måske var jeg en lidt mærkelig 12-årig. I hvert fald var jeg altid meget interesseret i at se TV-Avisen (måske var det fordi, der ikke var andet at lave om aftenen), men jeg husker tydeligt, da Berlinmuren faldt. Jeg husker billederne af unge østtyskere, som kravlede op på muren og begyndte at banke løs på muren for at få den til at falde sammen. Men jeg anede ikke, at netop de begivenheder ville blive symbolet for, hvordan min egen generation kom til at opleve og opfatte verden. Berlinmurens fald blev på mange måder et profetisk tegn for Generation X.

Spol så tiden 12 år frem. Jeg står som ungdomsmedarbejder i en kirke og er i gang med at gøre klar til eftermiddagens rykind af socialt udsatte og alt for kække teenagere fra Københavns vestegn. Jeg får en opringning fra en af de frivillige, som siger, jeg skal tænde for fjernsynet. Jjeg tænder og når lige at se røgen fra de bombede tårne i New York, og jeg aner ikke, at 9/11 bliver tegnet og symbolet, man skal forstå den næste generation igennem.

I denne artikel vil jeg gerne gøre rede for, hvorfor det er vigtigt, at vi forstår de generationer, som er ved at vokse frem.

Jeg vil kort beskrive Generation X, som er en generation, som er vigtig at have kendskab til for at forstå Generation Z, som jeg vil giver en længere beskrivelse af, og hvordan deres opfattelse af verden giver nogle forskellige udfordringer for, hvordan de forstår og oplever troen, verden og dem selv, så vi kan være kirke for den næste Generation.

Hvorfor så optaget af den næste generation?

Når vi taler om den næste generation, så henviser vi som oftest til “den unge generation”. Generelt i vores kultur kan man spore en enorm interesse omkring ungdomskultur. Alle ønsker at være unge, og vi søger efter måder, hvorpå vi kan udtrykke vores ungdommelighed. Vi taler om 40’erne som de nye 20’ere. Forældre bytter tøj med deres teenagebørn. Medier og virksomheder investerer enorme summer af penge for at nå det unge segment.

Men hvordan skal man forstå det at være ung. Traditionelt set har man forstået ungdom på to forskellige måder: livsunge og aldersunge.[1] Aldersunge henviser til en særlig aldersgruppe, og det afhænger meget af konteksten, hvordan man ligger snittet for, hvornår man forstår nogen som ung. Nogle taler om 18-30 år, andre taler om 13-25 år. Det er meget vanskeligt at definere, hvornår man er ung. Derfor er man begyndt at tale om livsunge. Altså mennesker i forskellige aldre, som udlever de idealer, som vi forstår som ungdommelige. Når vi i denne artikel taler om generationer af unge, så beskriver vi særlige karakteristika ved en gruppe af aldersunge, som er vokset op på et særligt tidspunkt.

I den kristne tradition har der altid været fokus på oplæringen af “vores børn”. Vi kan se det i visdomslitteraturen i Gamle Testamente. Vi kan spore det i discipelkulturen omkring Jesus. Flere NT forskere mener, at disciplene var teenagere altså ca 15-18 år med undtagelse af Peter.[2]

Men første gang vi hører om vigtigheden af den næste generation, er i forbindelse med jødernes vigtigste bøn shema, som vi finder i 5. Mos.6,4-7. Her står der:

”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op.”

Som man kan se, så er der allerede fra tidlig tid i jødernes historie en forståelse af at oplære den næste generation, at give det videre, som man selv har fået, og den tone finder vi igennem hele Bibelen, og det er måske derfor, at der altid i Kirken har været fokus på oplæring og uddannelse af den næste Generation.

George Carey, tidligere ærkebiskop udtrykker det samme fokus på den næste generation på følgende måde: Kirken er kun en generation fra at uddø. Hvis vi ikke formår at give de gode nyheder videre til den næste generation, så får Kirken et problem.

Hvis Careys udsagn er sandt, så er det bydende nødvendigt, at vi som kirke forstår den verden, som de unge vokser op i, så evangeliet kan inkarneres ind i den næste generation. Hvis vi ikke forstår deres verden, bliver det vanskeligt at kontekstualisere de gode nyheder, og så får vi en kæmpe udfordring i kirken, for hvordan skal budskabet om Gud så give mening for dem.

Før vi kigger på den generation, som er ved at vokse frem, så vil jeg kort give en beskrivelse af Generation X. Dette er vigtigt, fordi Generation Z, som vi kalder dem i denne artikel på mange reagerer imod Generation X.

Generation X

Der er sagt meget om den tid, vi befinder os i. For 10 år siden talte man meget om det postindustrielle, postmoderne, senmoderne samfund. Man forsøgte at beskrive de forandringer, man så i kulturen. Zygmunt Baumann, en af vor tids mest citerede sociologer, skrev i 2000 bogen Liquid Modernity, som beskriver et samfund, hvor alt er til forhandling, hvor alt bliver flydende.[3] At de systemer og store historier, man tidligere havde navigeret efter, begyndte at blive dekonstrueret. Douglas Coupland skrev sin klassiske bog, Generation X, om en generation som var på jagt efter mening, men som samtidig var kyniske og skeptiske. Der er lidt forskellige meninger om alderen på Generation X. Men generelt siger man, at personer, som er født mellem 1968 og 1980 er en del af Generation X.

Mark Sayers, austalsk præst og kulturanalytiker, beskriver i sin bog The Road Trip that Changed the World,[4] hvordan Jack Keuracs episke bog On the Road nærmest blev et profetisk billede og et pejlemærke for hele Generation X. Bogen handler om to unges roadtrip tværs igennem USA, og dybest set handler det om, hvordan de besøger by efter by, og de finder ikke den mening, som de længes efter, men de håber, at den næste by bliver bedre. Så det ender med en endeløs søgen efter mening og formål.

Sayers mener, at dette præcis er, hvad der kendetegner Generation X. En rastløshed efter mening, en mening man aldrig finder, fordi man er opdraget med at stille spørgsmål og dekonstruere systemer. Med Zygmunt Baumanns ord, så er det flydende blevet et livsvilkår for Generation X.

Zygmunt Baumann taler om, hvordan fællesskaber er blevet til garderobe-fællesskaber, hvor man kun er fællesskab, når man deltager i samme event. Når eventet er overstået, er man ikke længe en del af fælleskabet, så fællesskab er blevet en meget flydende størrelse.[5] Tid og rum er blevet flydende. Med internettets fremkomst kan vi sidde i Danmark og tale med folk i Japan, Nigeria og Brasilien på én gang; man kan være i de samme rum men befinde sig fysisk på forskellige kontinenter. Det giver en fornemmelse af tid og rum, der flyder.

På den måde mener Baumann, at alt er til forhandling og er flydende. Den usikkerhed, som det flydende giver, er ikke et problem for Generation X, for det er en usikkerhed, som de selv har skabt ved at stille kritiske spørgsmål. Det giver selvfølgelig en kæmpe udfordring for Generation X, når det handler om tro. For ligesom i andre aspekter af livet, så har Generation X også en flydende og roadtrip-agtig tilgang til tro. Det betyder, at det godt kan være, at en oplevelse af det åndelige i en kirkelig sammenhæng kan give mening her og nu, men det betyder ikke, at det nødvendigvis giver mening i morgen. Kirken som institution får også en udfordring i mødet med Generation X, fordi Generation X er opdraget til at være kritiske og stille dekonstruerende spørgsmål. Derfor oplevede man også for 10-15 år siden en hel generation, der stillede spørgsmålstegn ved den etablerede kirke, og mange forlod Kirken, fordi man ikke oplevede, at der var plads til spørgsmål og kritiske spørgsmål.[6]

Generation X var altså en generation, som dekonstruerede alt det etablerede og befandt sig godt i sammenhænge, der var flydende, og hvor alt var til forhandling. Der er selvfølgelig meget mere at sige om Generation X, men pladsen tillader det ikke. Men jeg vil i det følgende vise, hvordan Generation Z reagerer imod Generation X og give et billede af den generation, vi som kirke er kaldet til nu.

Generation Z

Udfordringen ved at beskrive Generation Z er, at det er en generation, som stadig er ved at blive formet og dannet, så der er ikke lavet mange undersøgelser af dem. Derfor vil jeg i det følgende også bero mig på mine egne sociologiske og kulturelle observationer.

Generelt siger man, at Generation Y er født fra 1980-1990, og Generation Z er født fra 1990-2000. Det hersker der dog en del debat omkring. Min observation er, at de unge som jeg her betegner som Generation Y er en mellem-generation, som både kan genkende træk fra Generation X og Generation Z. Derfor vil jeg udelukkende koncentrere mig om Generation Z i denne artikel.

Generation Z søger svar

Hvor Berlinmurens fald blev et symbol for Generation X og deres trang til at dekonstruere, så blev 9/11 symbol for den næste Generation Z. Hvor Generation X selv skabte usikkerheden og det flydende ved at stille spørgsmål til det etablerede, så har Generation Z oplevet, hvordan det er noget udefra kommende, der har skabt det flydende. Både 9/11 og den senere finanskrise, som har været en del af Generation Z’s opvækst har skabt ustabilitet og har dekonstrueret en virkelighedsforståelse af, hvad der var sikkert. Så for Generation Z er dekonstruktion og det flydende ikke noget positivt. Man oplever nemlig masser af ustabilitet, som man ikke selv har skabt, og derfor er Generation Z også en generation som i langt højere grad end Generation X søger svar og modeller for, hvordan man kan leve.

Generation Z søger at forandre verden

Når sociologer skal beskrive identitetsdannelsen hos mennesker, så siger de, at vi alle tager udgangspunkt i tre spørgsmål[7]

Hvem er jeg?

Hvor hører jeg til?

Hvordan kan jeg bidrage med noget unikt, som kan forandre verden?

I enhver generation vil der dog altid være et af spørgsmålene, som er vigtigere end de to andre. De fleste sociologer vil være enige om, at for Generation Z, så er det spørgsmålet om at bridrage med noget unikt til denne verden, som er det vigtigste spørgsmål. Man tror på, at man kan forandre verden, og de er vokset op med budskabet om, at de er noget særligt. De er vokset op med reality programmer som X-faktor, Idol osv. Programmer der fortæller historien om, at en helt almindelig pige kan blive hele verdens popstjerne. Så Generation Z vil altid spørge, inden de engagerer sig i et fællesskab eller et projekt, om det kan være med til at forandre verden, ellers er de ikke med.

Generation Z søger at bygge og skabe

Ifølge flere “spil-hjemmesider”, så er Minecraft det mest populære computerspil blandt Generation Z. Minecraft er et spil, som handler om at bygge og skabe byer, veje, huse mm. Med ankomsten af Generation Z lavede Lego et kæmpe turnaaround og begyndte at give overskud, efter man igen begyndte at fokusere på legoklodsen. Generation Z er vokset op med tablets, smartphones og apps, og enhver, der har adgang til disse ting, kan lave sin egen musikvideo, udgive sin egen bog eller skabe sin egen film. Generation Z er skabere og nybyggere. De er kommet ud til en verden, hvor Generation X har dekonstrueret alt, og derfor er der nu tid til at bygge og skabe. De har oplevet, at ting er faldet sammen, men som sagt har det altid været noget udefra, som har fået det til at falde sammen, derfor ønsker de at skabe og bygge noget nyt. De har en tro på, at det kan lade sig gøre.

Generation Z søger familie

Generation X formåede at dekonstruere familien. For Generation X blev venskabsgruppen det vigtigste henvisning. Sådan forholder det sig ikke med Z’erne. For ti år siden lavede jeg en række undersøgelser for Børnerådet af den gruppe af børn/-teenagere, som vi i dag beskriver som Generation Z. Hvor undersøgelser ikke tidligere havde vist, at teenagerne efterlyste, at forældrene kom mere på banen, så var det meget tydeligt, at i de undersøgelser jeg var med til at lave, så ønskede børnene, at forældrene spillede en endnu større rolle i forhold til at sætte grænser, valg af fremtid, regler osv. Familien er vigtig, og måske hænger det også sammen med, at Generation X fik dekonstrueret familiebegrebet, så det, som i tidligere generation syntes sikkert, er nu også blevet flydende. Generation Z søger væk fra det flydende, og her bliver det at være en del af en familie en modvægt til usikre og overfladiske relationer.

Generation Z og Kirken

I 2010 udkom et meget interessant studie af amerikanske teenageres tro.[8] Vi lever i en global kultur, der selvfølgelig har nogle lokale særlige nuancer, men på mange måder oplever teenagere de samme globale fænomener, de lytter til de samme sange, ser de samme film, er på de samme sociale medier, så på mange måder bliver de formet af de samme ting. Derfor er det ret interessant at se på, hvad de fandt frem til. Man interviewede teenagere, som var vokset op i kirkelige miljøer, og det interessante var, at lige meget om det var konservative, karismatiske, evangelikale hjem eller mere liberale kristne hjem, så var den måde, man udtrykte troen på den samme, og den tro, som kom til udtryk, kan bedst beskrives som en moralistisk terapeutisk deisme.

I praksis betyder det, at man tror:

- At Gud eksisterer og holder øje med jorden

- at Gud ønsker at mennesker skal være gode mod hinanden, hvilket bibelen og alle andre verdensreligioner også tror på.

- at det centrale i et godt liv er, at man skal være lykkelig og have det godt med sig selv.

- at Gud ikke er involveret i mit liv, medmindre han skal løse et problem for mig.

- at gode mennesker kommer i himmelen, når de dør.

Nogle vil måske argumentere for, at sådan forholder det sig ikke for danske kristne teenagere. Men har vi undersøgt det? Men hvis vi ser på den kontekst og den verden, som de befinder sig, så er det jo lige præcis det, som vores kultur forkynder. Det er jo en superindividualiseret tro. I Danmark ligger vi gang på gang højt i de internationale lykkestudier. Vi bliver betegnet som verdens lykkeligste folk, så selvfølgelig vil Generation Z i Danmark også tænke, at det vigtigste i dette liv er at være lykkelig. Hvis de unge i vores kirker har samme tilgang til troen, så står vi overfor en stor discipelskabsudfordring. For den tro, som Dean beskriver, er ikke et klassisk evangelium, men mere et moderne selvhjælps-lykke-evangelium.

Opsummering

Vi har altså at gøre med to meget forskellige generationer. Vi oplevede som kirke generelt, at Generation X forlod kirken og stillede sig meget kritisk overfor kirken som institution. De stillede nogle meget relevante spørgsmål i forhold til, hvordan kirken forholder sig til, at kulturen forandrer sig. Ligesom missionærer ved, hvor vigtigt det er at forstå den kultur, som de skal leve i, så mente Generation X, at det var vigtigt for kirken at forholde sig til, at man var kirke i en ny tid. For at bruge Baumanns billede gik man fra et konsolideret samfund til et flydende samfund, og det fik betydning for Generation X’s måde at tale tro og Gud på.

Generation Z derimod er vokset op med, at usikkerhed og det flydende er noget, som kommer udefra. Derfor har de mere behov for at bygge og skabe noget, som holder. Der er masser af perspektiver for os som kirke i forhold til at hjælpe Generation Z med at bygge og invitere dem ind i vores familier, så de oplever at kunne stå på sikker grund i en verden som flyder; men ikke bare blive lukket inde i kirken, for det er en generation, som ønsker at forandre verden, og hvis de ikke her fornemmelsen af at være med til at forandre verden, så forsvinder de også ud af kirken.

Så spørgsmålene til os som kirke, hvis vi gerne vil være kirke for Generation Z er:

Giver vi dem plads til at bygge?

Inviterer vi dem ind i vores familier?

Er kirken et sted, som er ved at forandre verden, eller forsøger vi at beskytte vores medlemmer mod verden?



Bauman, Zygmunt Liquid Modernity. Cambridge, Polity, 2000

Bauman, Zygmunt, Community, Cambridge, Polity, 2001

Dean, Kenda, Almost Christian, Oxford, Oxford University 2010

Oestreicher, Mark youth ministry 3.0, Grand Rapids, Zondervan, 2008

Sayers, Mark The Road Trip that Changed the World, Chicago, Moody 2012

Willer Thomas, Østergaard, Søren Generation Search, youthresources, 2001

Willer, Thomas, Østergaard, Søren Jeg tror på det hele…, København, Unitas, 2004

Young, Bradley Meet the Rabbis: Rabbinic Thought and the Teachings of Jesus, Peabody, Ma : Hendrickson, 2007



[1] Generation Search, Østergaard og Willer, Youth Resources, 2001

[2] Meet the Rabbis: Rabbinic Thought and the Teachings of Jesus, Peabody, Young Ma : Hendrickson, 2007

[3] Liquid Modernity. Bauman Cambridge, Polity, 2000

[4] The Road Trip that Changed the World, Sayers, Chicago, Moody 2012

[5] Community. Seeking Safety in an Insecure World, Bauman, Cambridge, polity, 2001

[6] Jeg tror på det hele, Østergaard og Willer, København, Unitas, 2004

[7] Youth Ministry 3.0, Oestereicher, Grand Rapids, Zondervan, 2008

[8] Almost Christian, Dean, Oxford, Oxford University 2010

Enhed mellem generationer

Dialog mellem Dan S. Jacobi, Præst i Aalborg Citykirke og formand for Frikirkeleder
og Jesper Veiby, Forfatter og stifter af Kristent Institut


Et aspekt af enhed i kirken angår enheden mellem generationer, fra de ældre over erhvervsaktive og børnefamilier til singler og teenagere. Her debatteres, hvor vigtig enhed er på dette område, og hvordan den etableres.


Jesper: Hvis jeg skal provokere lidt, så kunne jeg sige, at det med enhed mellem generationer egentlig er noget pjat. Det er ikke anderledes eller vigtigere end enhed mellem køn, racer eller andre områder. Så jeg kan godt forstå, hvis nogen mener, man ved at sætte fokus på det, gør det til mere, end det er.

På den anden side er der f.eks. det ord i Skriften, om at Gud vil vende fædrenes hjerter til sønnerne,[1] så der er måske en profetisk dimension i det. Og hvis man skal se denne i kontekst, så ved vi jo, at generationskløften har været der i alle samfund til alle tider. Selv blandt de gamle grækere var der forfattere, som harcelerede over ungdommen, så det er som om det er en forbandelse, der har ligget over alle samfund siden syndefaldet. I lyset af det kunne man godt se et løfte fra Gud, om at den forbandelse, som rammer alle samfund, skal være ophævet i kirken, og så er der måske trods alt et særligt perspektiv i det.

Dan: Jeg synes i hvert fald, at det er et aktuelt spørgsmål, for vi ser idag, hvordan Kirken vrides i stykker på stilspørgsmål. Og når vi snakker stil, så kommer det med generationer i særlig grad ind i billedet. Det kan handle om musik, lyd, belysning eller varighed og stil af prædikenen. Det er virkelig noget, som skiller kirker. Vi har set for nyligt i Norge indenfor pinsekirkerne, at ungdomspræster har taget de unge med sig og har plantet ungdomskirker og ladt den ældre generation tilbage.

Ungdomskirker er jo et forholdsvist nyt begreb, både i USA og Danmark. Noget, som særligt har været interessant efter min mening, er den bog, Egil Svartdahl har skrevet.[2] Han siger, at hvis man skal have en flerdimensionel kirke, så er man nødt til at have fokus på nøglegenerationen, som er de 20- til 40-årige. Han mener, det rent pragmatisk er nødvendigt, for hvis forældregenerationen kommer, så kommer også børnene og bedsteforældrene. Det er klart, at mange kirker i vores netværk forsøger at gøre det, men særligt i storbyerne er det en udfordring, hvis der plantes en kirke, som er endimensionel, som kun satser på de unge, og som ikke tager hensyn til andre generationer, hvilket man er nødt til i en flerdimensionel kirke.

Jeg er ikke i tvivl om, at i Himmelen er vi alle ét, og at der er et løfte om, at både unge og ældre skal forenes under Helligåndens udgydelse og være ét. Men samtidig ser jeg i skriften, at evangeliet tales ind i specifikke tider og på specifikke sprog. Vi har f.eks. fire evangelier med hver sin målgruppe, og idag kan man tale om ungdomskulturen som en særlig målgruppe med sit eget sprog og sin egen stil. Skal man være missionær til den målgruppe, må man også tilpasse sig den, ligesom Paulus var jøde for jøde og græker for grækere.[3] Her tror jeg, at ungdomskulturen globalt set har en stil, hvor man må tilpasse sig den for at nå ind i den. Hele missionsteologien er jo tydelig i Skriften. Jesus kommer til jøderne, taler sproget og er en del af kulturen, og Paulus tager i Athen udgangspunkt i deres kultur. Så hvis vi skal nå de unge med evangeliet, må vi også tænke på dem som en kultur for sig.

Jesper: Du rammer ind i et spørgsmål, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. Det at nå unge er jo ikke forskelligt fra at nå andre målgrupper, men jeg kan godt på et eller andet niveau betvivle det rigtige i, at kirken opdeles i ungdomsmøder, ældremøder osv. Jeg er med på, at man kan holde møder for unge, ældre, mænd, kvinder eller forskellige etniske grupper, for at betjene dem på en specifik måde eller tale om ting, som særligt er relevante for dem. Men jeg kan spørge, om den udtryksform i en mere fundamental betydning er kirke. Som jeg ser det i Skriften, så er kirken en samling om troen på Jesus, men som jeg ser det, er det også en form, som rummer alle - eventuelt i et givet område. Så jeg spørger, er det egentlig kirke, hvis det kun er for unge, eller kun for ældre, eller for kvinder eller for mænd? Her vil jeg reservere mig lidt overfor det bæredygtige i et koncept, som er meget snævert.

Dan: Men umiddelbart vil du jo nok heller ikke plante en ungdomskirke og bortvise dem, som ikke er unge. Det er vel mere et spørgsmål om at plante noget i en kultur, som man ellers ikke ville få i tale. At række ud med et sprog og i en stil, som gør at de bliver tiltrukket. Det vil jo ikke være anderledes, end hvis vi sendte en missionær til Afrika. Her ville vi jo synes, det var tåbeligt, hvis han ikke satte sig ind i den kultur, han skulle ned til. Og her kan hver generation i en globaliseret verden og med mediernes påvirkning godt opfattes som en kultur for sig. Det er også tydeligt, at de kirker, som ikke søger at nå unge, mister dem, og de, som søger at nå de unge, vokser.

Jesper: Jeg er enig langt hen ad vejen. Når man evangeliserer grupper, som er kulturelt fremmede for en selv, vil man skulle bygge bro over de ting, som skiller. Men man vil jo samtidig forsøge at kalde folk ud af deres specifikke baggrund og ind i et kristent udtryk. Og spørgsmålet er her, om en ungdomskirke kan være et selvbærende koncept, eller om det blot er et "front-end", hvormed man når ud til den pågældende gruppe.

Mit bud ville i stedet være, at kirken tager farve af de mennesker og de tjenester, som er i den. Og de tjenester tager farve af den kultur, de er en del af, såvel som sin egen alder og baggrund. Det er ikke forkert, så længe man ikke tager farve af synden og de dårlige sider af det omliggende samfund. Men man kan godt tage farve af almindelige kulturelle udtryk og i vore dage f.eks. i brugen af sociale medier. Vi synger jo heller ikke de samme lovsange, som Paulus gjorde, ligesom Paulus hverken havde mikrofoner eller højttaleranlæg.

Enhver generation må derfor prøve at implementere eller inkarnere evangeliet i deres samtid, så de bliver relevante for deres omgivelser. Så hvis man har en prædikant eller kirkeleder i 20'erne, så vil hans eller hendes stil nok være en anden end hos en, som er i 60'erne, og over tid vil det forandre kirkens udtryk, uden at der i sig selv er noget forkert i det. Så måske når vi frem til det samme, men ad forskellig vej. For jeg tænker, at det er der, hvor tyngden af tjenesten er, som vil definere en kirke. Og hvor ligger tyngden? Næppe blandt teenagere og næppe blandt pensionister, men måske i et eller andet interval omkring 25-45 år? Her ligger tyngde og momentum og en kombination af erfaring og arbejdsevne. Problemet er snarere, hvis man har en gruppe i kirken, som siger, at man ikke må forandre sig. For så stopper man det momentum.

Dan: Jeg er ikke i tvivl om, at som præst når man bedst sin egen generation, medmindre man har en særlig missionærgave. Her er det jo interessant, at en af de bevægelser som pt. regnes for allermest forbilledlig mht. at nå unge, ledes af en person på lidt over 60 år, nemlig Brian Houston fra Hillsong. Det er interessant, at han lykkes med i en moden alder at tænke så relevant, og jeg er ikke i tvivl om, at det også skyldes, han har løftet en ny generation af ledere med sig op. Det, tror jeg, er en af hemmelighederne. Kan man frigøre unge ledere, kan man også tænke i generationer i kirken. Gud er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, generationernes Gud, og kan vi rejse tjenester, som er team-baserede, og som rummer ledere fra forskellige generationer, tror jeg der ligger en nøgle i det, og enheden mellem dem vil smitte af på enheden i kirken.

Derudover tror jeg, at hvis man studerer generationsteologien i Bibelen, så er det som om, Gud gør noget nyt i hver generation. Der står, at David tjente Gud i sin generation,[4] og det er, som om der er en særlig frelsesplan i hver generation, ligesom Salmerne igen og igen taler om generationer. Så man kan godt tænke generationelt i kirkerne, og selv om kirken er intergenerationel, i og med at alle er ligeværdige og lige i Kristus, så åbenbarer Gud ifølge sit ord noget særligt i hver generation.

Jesper: Jeg tror heller ikke, vi er uenige i det rent praktiske med at nå og favne og opfostre de forskellige generationer. Men hvis jeg skulle spille bolden tilbage med en lille tvist, så er det jo ikke kun et spørgsmål om et generationelt fællesskab mellem en selv og ens forældre. Det angår jo også ens tipoldeforældre og helt tilbage til de første kristne, hvor der et eller andet sted bør være en form for enhed eller følt kontinuitet.

Her tænker jeg nogle gange, om der er behov for nogle elementer i kirkelivet og gudstjenesten, som bygger bro i et større perspektiv. Ordet liturgi er jo nok et forkætret ord i pinsesammenhænge, men jeg tænker i betydningen nogle faste elementer i gudstjenesten og i kirkelivet, som både en selv og ens bedsteforældre kan nikke genkendende til. Altså en kerne, som er uforanderlig, og her sigter jeg ikke til en bestemt kirkelig tradition eller "de gode gamle samler", for dem sang man jo altså ikke på Paulus' tid. Men man kunne tage nadverfejringen som et eksempel på noget, som er indstiftet af Herren, og man kunne måske også forestille sig andre elementer, f.eks. de oldkirkelige trosbekendelser eller noget tilsvarende.

Min pointe er, at man tager brodden af generationskløften, hvis der er elementer i gudstjenesten og kirkelivet, som hverken er "de unges" eller "de ældres", men givet os a priori, og hvor kirken formidler noget mere tidløst. Vækkelsesbevægelser kan være så relevante og målrettede det skal være, men kirken, som de udspringer af, skal også rumme tidløse elementer.

Dan: Jeg synes, det er en god refleksion at gøre sig, og ungdomskulturen er jo heller ikke nogen entydig størrelse, f.eks. er der mange unge, som søger fordybelse i f.eks. i Taizé i Frankrig, eller i København, hvor lutherske kirker samler unge omkring de her mere oprindelige modeller.

Men vi må holde fast i, at den første kirke holdt fast i apostlenes lære, brødsbrydelsen og bønnerne, og hvordan det kommer til udtryk mener jeg personligt ikke er vigtigt. Som en bevægelse, der er forholdsvis lavkirkelig føler vi jo heller ikke, vi står i gæld til praksis og liturgi, og det er en svær debat, fordi nogle som går ind for det, har mistet de unge - måske fordi man har praktiseret det på en måde, som de unge ikke følte sig hjemme i.

Hvis vi så spørger om, hvordan vi sikrer enheden mellem de forskellige generationer, så tænker jeg jo også på verset om at vende fædres hjerter til sønnerne, og sønnerne til fædrene. Der må ske noget i vore hjerter, både i fædregenerationen og i sønnegenerationen. Hvor kirken er ét og intergenerationel, har man har et ydmygt hjerte og starter ikke i år 0, men erkender og respekterer og ærer, at der er kommet noget forud. Winkey Pratney, som var en autoritet indenfor ungdomstjenester i 80'erne, sagde engang til mig, at enheden i 1.Kor.12 står og falder på at ære, og så længe man som ungdomspræst kan ære sit lederskab og løfte det op, så fremmer man enheden i kirken. I det hele taget tror jeg, at enhed mellem ledere er afgørende for at binde kirken sammen generationelt.

Her tænker jeg også på billedet fra Skriften, hvor Moses står på bjerget og løfter hænderne og staven, og Josua er nede i dalen og bekrige amalekitterne. Moses repræsenterede den ældre generation og Josua den yngre, og her var det ikke kun det, at Josua var god til at bruge et sværd, som sikrede sejren. Det er et billede på forbøn, men måske også på enhed mellem generationerne. Vi må både have staven og sværdet for at lykkes, både den ældre og den yngre generation. En ældre generation af mødre og fædre, og en yngre generation, som forstår, at det de opnår, ikke kun skyldes deres egen styrke eller uddannelse, men også en generation, som løftede dem op og gav dem stafetten.

Og så tror jeg personligt, at vi, som begynder at blive modne, må være villige til at give stafetten videre. Kirkehistorien og vækkelseshistorien viser, at det ofte er blandt unge, at Gud gør noget nyt. Jesus valgte unge disciple - nogle mener at Peter f.eks. var omkring 20 - og der er ingen tvivl om, at det i kirkehistorien ofte er unge, som er blevet brugt, f.eks. i Jesusbevægelsen. Unge udgør en ressource, men ikke uden de ældres velsignelse og visdom og mentorering. På den anden side er noget af det mest skadelige i Kristi legeme lige nu tabet af modne ledere, fordi det i dag handler om "de unge og de smukke", mens det måske for 50 år siden var sådan, at de unge ikke fik lov at komme til.

Jesper: Hvis jeg skulle gribe fat i billedet med Moses og Josua, så er det også interessant, at Josua havde en anden kaldelse end Moses. Han gjorde tingene på en anden måde end Moses, men alligevel velsignede Moses ham. Man kunne jo godt forestille sig nogen i den ældre generation, som ville sige, at nu har vi gået 40 år i ørkenen og egentlig haft det godt og fået manna hver dag. Lad os blive ved med at gøre det på samme måde. Så når man siger, at den unge generation skal ære den ældre generation, så er man også nødt til at sige, at den ældre generation skal ære de unge tjenester, som Gud oprejser.

Det er ikke et spørgsmål om at ære en bestemt alder, men om at ære de mennesker, Gud bruger, også selvom tingene bliver gjort anderledes.

Her vil jeg også gerne knytte en kommentar til, at vi altid ser Guds gerning gennem de mennesker, han bruger. Det er ikke kun et spørgsmål om at ære "det unge" eller "den unge" eller en tilfældig ung prædikant eller for den sags skyld en tilfældig ældre. Her kan man gå fejl og komme til at ære nogen, som ikke er kompetente, eller som Gud ikke har kaldet. For mig at se handler det om, at Gud både oprejser unge og ældre, og når man skal ære den gave, de har, så er man nødt til at ære den, de er. Så når du taler om at ære unge hhv. ældre tjenester, så handler det jo om at ære de kompetente, modne, vise etc. Det er ikke spørgsmålet om unge kontra ældre, men om konkrete unge og ældre, som man kan og skal have respekt for.

Dan: Apostlen Peter skriver, at de unge skal underordne sig under de ældre,[5] og jeg tror også, der idag er behov for, at de unge løfter de ældre op, fordi kulturen nu om dage er sådan, at det er de unge, som er på banen. Men jeg tror, du har ret i, at det samme må gælde den anden vej.

Kirkens største dilemma og det kritiske punkt i alle kirker, både lokalt og i kirkesamfund, er overgangen mellem generationerne og at få givet stafetten videre. Vi ved, at når man løber stafetløb, så er det kritiske øjeblik, når stafetten gives videre, og hvor begge har fat i stafetten. Her er det afgørende med de såkaldte "smooth transitions", altså at man som ældre generation ikke løber for længe med den, fordi man har manglende tillid til den unge generation.

Josuabogen starter jo med, at Moses er død, og gentagne gange må Josua opmuntres til at være frimodig og stærk. Det er, som om at Moses var en så stor leder, at Josua var i tvivl om, hvorvidt han kunne tage over, men heldigvis havde han ikke veget fra Moses' side, og der står, at Moses havde lagt sine hænder på ham, så der var en impartation mellem generationerne, som jeg også mener, det er vigtigt at få fat på idag.

Ånden har jo ikke nogen alder, og det evangeliske og karismatiske og det liv, Gud giver, skal flyde mellem generationerne, så vi ikke skal starte forfra hele tiden. Men det er vigtigt, at vi får givet stafetten videre og hele tiden er optaget af at give videre til næste generation og rejse næste generation op, så der ikke bliver et "missing link" mellem generationerne. Jeg tror, det ærer Gud, når vi får det flow og den kontakt mellem generationerne.



[1] Jvnf. Luk.1,17

[2] Egil Svartdahl har været præst i Filadelfia i Oslo og er en kendt tv-prædikant.

[3] Jvnf. 1.Kor.9,19-

[4] Apg.13,36

[5] 1.Pet.5,4