Helligånden og enhed - et pentekostalt perspektiv

Af Leif Petterson, Underviser på Mariager Højskole



Enhed er en bibelsk udfordring for alle kristne. Kirkehistoriens mange kontroverser, inklusiv pinsebevægelsens mange splittelser, demonstrerer at enhed nemt forbliver en religiøs floskel, vi kun praktiserer med dem, som ligner os. Enhed er altid nemmest inden for min egen etniske, kulturelle og kirkelige komfortzone, hvorimod bibelsk enhed paradoksalt nok er rummelig og pluralistisk.

I denne artikel vil jeg belyse Helligåndens virke og enhed som et bibelteologisk og pentekostalt perspektiv på enhed. Pentekostal enhed retter vores forståelse og praksis mod økumenisk enhed, et pluralistisk nådegave- og tjenestesyn, og inklusion af de marginaliserede og hjælpeløse.
Helligånden og enhed mellem alle kristne

Pinsekirker bekender sig til de klassiske trobekendelser, som bl.a. siger, vi tror på "én, hellig, almindelig, apostolsk" kirke.[1] Udtrykket "én kirke" giver pinseteologen Amos Yong tre grundlæggende Helligånds-perspektiver på, som de fleste kirker, herunder pinsekirker, vil være enig i. For det første er Ånden den personlige virkelighed, som bringer individer sammen til et fællesskab. Helligånden er kilden til enhed midt i en forskellighed og pluralitet, som ikke skal ensrettes, eftersom Ånden sikrer den enkeltes integritet blandt de mange. For det andet, selvom Kristus er grundlæggeren og hovedet for kirken, er det Kristi Ånd, der gennemsyrer hele kirken. Kirkefædrene kaldte derfor Ånden "the soul of the Church". For det det tredje vil Åndens enhed ses i de troendes hverdagsliv, i de kristnes solidaritet og praktiske kærlighed (Yong, 2005, s. 135-136).

Den globale kirke er i en eller anden forstand enige om, at Helligånden skaber kirken og til stadighed arbejder på kirkens enhed samlet om troen på Kristus. I den ene ende at spektret tolker katolikker Helligåndens virke institutionelt (det kirkelige hierarki og ikke mindst pavedømmet),[2] mens pinsekirker er mere spontane (ad hoc struktur), organiske og pragmatiske i sin pneumatologiske ekklesiologi,[3] hvilket den danske pinsebevægelse er et eksempel på.

Troen på "én kirke" forpligter alle kristne på at være bevidst om Helligåndens "økumeniske" dagsorden og arbejde i den globale kirke. Dermed skal man ikke nødvendigvis give køb på sin egen teologiske overbevisning eller ekklesiologiske praksis, tværtimod bør vi omfavne og samarbejde, når vi genkender Helligåndens mangfoldige virke i sammenhænge, som accepterer kristendommens klassiske bekendelser. Ånden driver os til at bygge "én kirke" i vores byer og i vores nation i samarbejdet med alt Guds folk.

Fra pinsevækkelsens begyndelse skabte den nye åndserfaring åndelig enhed. Det er en velkendt historie, at vækkelsen på Azusa Street nedbrød sociale skel. Kristne, som havde en længsel efter Helligåndens dåb, mødtes fra forskellige kirkelige retninger. Sorte og hvide kom til gudstjeneste sammen i en tid med raceopdelte kirker. Kvinder fik en større plads i kirkerne og tjente side om side med mænd, som vi f.eks. også kender det fra den danske Anna Larsen Bjørner (som var evangelist i den danske pinsevækkelses begyndelse). De etablerede kirker havde det imidlertid svært med deres medlemmers nye erfaring af Helligånden, og bl.a. derfor endte man med at skabe selvstændige pinsekirker, som endda også oplevede modstand fra andre kirker (Sundstedt, 1969-1973). I dag er billedet anderledes i takt med pinsebevægelsens egen modningsproces, samtidigt med at den pentekostale spiritualitet ("lovsang" og karis-matik) er blevet alment accepteret i de fleste kirkelige sammenhænge.

Pinsekristendommen kan drage nytte af sin historiske arv og arbejde for enhed og forsoning mellem alle kristne og samtidigt forvalte et pentekostalt udtryk for kirken, som forkynder evangeliet med Guds kraft. Arbejdet med kirkelig enhed har i mange år været gode tværkirkelige tiltag som ledersamlinger og bønne- og lovsangsfællesskaber, men måske er det næste skridt, Ånden leder os til, at samarbejde omkring evangelisation og diakoni i vores byer, såvel som menighedsplantning og mission?

Åndens enhed i menighedens mangfoldighed

Pinsevækkelsens begyndelse reflekterer Helligåndens komme på pinsedag. Her grundlagde Gud en "eskatologisk" tid (den sidste tid), som er kendetegnet ved en profetisk enhed mellem ung og gammel, mand og kvinde, slave og fri. De sociale, religiøse og etniske skel, som hindrer os i at erfare Gud, er nedbrudt, og fra da af kan alle erfare livet med Gud (Yong, 2005, s. 137). At den profetiske åndsudgydelse skaber enhed i menighedsfællesskabet kan yderligere ses, idet de "kom i enighed i templet hver dag" (Apg.2,46), under forfølgelse råbte de til Gud, "alle som én" (Apg.4,23), og Lukas beskriver kirken med, "Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind" (Apg.4,32).

Når Paulus underviser kirken i sine breve lægger han også vægt på at forstå, hvad "Åndens enhed" er (Ef.4,1-16). Enhed er en udfordrende spænding mellem tjenesternes forskellighed og enhed og modenhed i troen, som vi skal lære at håndtere og værdsætte, både i vore lokale kirker og kirker imellem. Vores tjenestegaver giver os præferencer for bestemte typer opgaver og ønsker, som ikke nødvendigvis deles med samme engagement af en anden type tjeneste, og vise versa.

Paulus velsigner den lokale kirke med ønsket om, at "Helligåndens fællesskab" må være med de troende (2.Kor.13,13), netop fordi det er Helligånden, som opbygger enheden i kirkefællesskabet.

Enheden kommer helt ned på et lavpraktisk plan, når han formaner kirken til at lade sig "fylde af Ånden" (Ef.5,19), hvilket resulterer i et menighedsfælleskab, som formaner og opbygger hinanden med sang og musik, og ved at leve sammen i respekt og kærlighed i ægteskabet, i forældre-barn relationer, og på arbejdspladsen (Ef.4,17-6,9). Alle disse formaninger om ”hellig enhed” med hinanden, ville blive ”lovtrældom” og svære at efterleve, hvis ikke grundlaget var, at Helligåndens fylde er Kristus selv, der skaber enhed i sin kirke.

Klassisk pinsekristendom har altid lagt vægt på tungetale som et tegn på Åndens fylde, men måske glemmer vi, at der er et stort bibelsk belæg for at søge kristen enhed, både lokalt og globalt, som en synlig konsekvens af Guds Ånds virke.[4] Som med Åndens frugt og Åndens gaver er der er en vekselvirkning mellem, at vi gør noget, og at Gud gør noget. Vi bliver fyldt af Ånden, når vi stræber efter kristen enhed. En åndsfyldt kristen udtrykker sig ikke kun igennem ”Åndens gaver” (1.Kor.12,8-10), men forstår at værdsætte og samarbejde med hele Kristi legeme (1.Kor.12,12-26), fordi vi forstår at ”alt dette virker den ene og samme ånd” (1.Kor.12,11). Selvom splittelser og åndelig selvhævdelse var Korinthermenig-hedens problem,[5] var Paulus’ formaning ikke at droppe karismatikken, men at leve i kærlighed og enhed (1.Kor.13) og at stræbe efter profetisk opbyggelse (1.Kor.14).

Når Helligånden fylder et lokalt menighedsfællesskab, skabes der ifølge Paulus enhed midt i nådegavemangfoldighed. I enhedens navn giver vi plads til de forskellige åndsudrustede nådegaver og tjenester. Her tror jeg på linje med Gordon Fee,[6] at Rom.12,6-8 og Ef.4,11 skal ses som ad hoc eksempler, fremfor låste nådegavekategorier. Min pointe er, at alle nådegaver, tjenester og funktioner er en udrustning fra Helligånden, og at Paulus’ undervisning sigter mod frihed til mangfoldigheden – et pluralistisk udtryk for Guds nåde, frem for overbetoning af én slags spiritualitet, én type nådegave, og én bestemt tjeneste. Den samme Ånd manifesterer sig, når én "falder i Ånden", og en anden ikke gør det, når én bliver mødt gennem lovsangstjenesten, og en anden i forkyndelsen, når én vil tjene med socialt arbejde og en anden med profetisk evangelisation. Princippet er, at enhed kun skabes i et pluralistisk udtryk af nådegaver og forskelligheder.

Man kan sige, at enheden gled i baggrunden i Apg.6, hvor der skete en favorisering af de jødekristnes fattige enker, som gjorde, at de hellenistiske enker følte sig tilsidesat. Dette fik apostlene til at standse op og bede menigheden vælge syv mænd, som var fulde af "ånd og visdom" (v.3), ikke mindst Stefanus, som var "fuld at tro og Helligånd" (v.7). Læg mærke til Helligånden som kendetegn i udvælgelsen af disse mænd, hvis tjeneste sikrede, at menigheden nu kunne enes og fortsat vokse (v.8). Når Helligånden får lov til at bruge de tjenester, Kristus har udrustet sin menighed med til at betjene tilsidesatte grupper, skabes der vækst og fremgang for evangeliet.

Enhed forudsætter gudgiven forskellighed i form af nådegaver og tjenester i Kristi legeme, som frigøres og støttes af åndelige ledere. Måske vil Åndens harmoni mellem åndelig pluralitet og enhed skabe en større bredde af missionale menighedsfælleskaber i alle mulige former, som rækker ud til et pluralistisk samfund, ligesom mere rummelighed i det lokale menighedsfællesskab bliver et vidnesbyrd for verden om den enhed, Jesus bad om måtte kendetegne kirken (Joh.17,21).

Åndens enhed inkluderer de hjælpeløse

Åndens enhed starter i hjertet på den enkelte og flyder ud til alle samfundslag og kirkelige grupperinger. Den første kirkes enhed fik evangelistisk og diakonal betydning for samfundets laveste. Amos Yong nævner, at resultatet af pinseerfaringen var, at Gud sammenførte samaritanere, etiopiere og andre hedninger med jødekristne i en verden af etnisk og racemæssig fjendtlighed. Materielle goder blev delt ud til de trængende (som Barnabas i Apg.4,36-37), eller Dorcas’ og Lydias diakonale tjeneste (Apg.9,36-43 og 16,13-15). Enheden inkluderede endda en etiopisk hofmand, "eunuk", som var kastreret på grund af sin tidligere religion: Selvom han var forment adgang til jødedommens forsamling, blev han inkluderet i Kristi legeme. Med Yongs ord "de-marginaliserede" evangeliet de marginaliserede grupper og skar igennem etniske, sociale og politiske fragmenteringer, såvel som fysisk marginaliserede grupper af mennesker (Yong, 2005, s. 137).

Lukas’ tosidige fokus på Helligåndens kraft og social retfærdighed i Jesu tjeneste og efterfølgende i den første menighed har kendetegnet den globale pinsebevægelse i to, næsten modsigende, strømninger. Den ene vej flyder den karismatiske strøm af tungetale, helbredelse og profeti, mens der den anden vej flyder en diakonal strøm af mad- og tøjuddeling til de fattige, oprettelse af børnehjem for de faderløse, rehabiliteringshjem for misbrugere, osv.[7] Den diakonale dimension er ved at få en renæssance blandt unge, som i stigende grad involverer sig i socialt arbejde blandt hjemløse, tidligere misbrugere, integration og arbejde imod menneskehandel. Flere pinsekirker arbejder også med julehjælp og andet hjælpearbejde som en voksende strøm af Åndens enhed, der flyder ud over kirkens mure og inkluderer de socialt udsatte. Diakoni og social ansvarlighed er ikke bare et moderne udtryk, som er politisk korrekt, men det er den åndsfyldte kirkes dagsorden at inkludere og være ét med de hjælpeløse og marginaliserede.

Opsummering

Jeg har givet et pneumatologisk perspektiv på enhed, som peger på Helligånden som kilden og agenten, der skaber "én kirke". Pentekostal pneumatologi viser det paradoksale, at når Ånden virker, skabes der ikke ensartethed, men en spænding mellem nådegavernes pluralitet og enhed, og mellem den hellige kirke og dens sociale engagement i det sekulære samfund. Ånden arbejder ikke i det ekskluderende eller sekteriske, men leder os til at samskabe en åndelig enhed, som er inkluderende, økumenisk, missional, karismatisk og diakonal. Det er denne vision for åndelig enhed, pentekostalismen altid har stået for, og som Ånden stadig tilskynder os til at arbejde for i dag.


Henvisninger:

Fee, G. (1987). The First Epistle to the Corinthians. Eerdmans Publishing.

Fee, G. (2009). God’s Empowering Presence-The Holy Spirit in the Letters of Paul. Baker Academic.

Migliore, D. L. (2004). Faith Seeking Understanding. Michigan: Eerdmans.

Sudgen, V. (1999). Mission as Transformation. Carlisle: Peternoster Publishing.

Sundstedt, A. (1969-1973). Pingstväckelsen. Stockholm: Norman Förlag.

Yong, A. (2005). The Spirit Poured Out on All Flesh. Grand Rapids: Baker Academic.



[1] Se www.frikirkeleder.dk og www.folkekirken.dk/om-troen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter.

[2] Se Amos Yong, The Spirit Poured Out on all Flesh, Baker Academic, 2005, s.137 for en kort beskrivelse af dette.

[3] Dette kunne også kaldes et "helligåndsperspektiveret kirkesyn". Jeg vælger bevidst, at bruge de teologiske begreber, når der refereres til en systematisk teologi, som ekklesiologi, læren om kirken, og pneumatologi, læren om Helligånden.

[4] Dette skal ikke læses, som om jeg er for eller imod ”tungetale, som et efterfølgende tegn” på Helligåndens dåb.

[5] De fleste bibelkommentarer vil være enig i, at dette var ét af deres store problemer. De ”åndelige” i Korinth, var muligvis dem som overdrev tungetalen, for at hævde sig over de andre, ifølge Gordon Fee, The First Epistle to the Corinthians, Eerdmans Publishing, 1987.

[6] Gordon Fee, God’s Empowering Presence-The Holy Spirit in the Letters of Paul, Baker Academic, 2009.

[7] Se Sugden, V. S., Mission as Transformation (Carlisle: Peternoster Publishing, 1999), som giver en indsigtsfuld beskrivelse af pentekostalismens sociale ansvarlighed.

Enhed i mangfoldighed

Af Jesper Veiby, stifter af Kristent Institut


Der er næppe tvivl om, at alle kristne ønsker enhed. Trods alt er enhed jo essentielt i Jesu ypperstepræstelige bøn.[1] Når det kommer til, hvad enhed er, og i særdeleshed hvordan enhed virkeliggøres, er det til gengæld så som så med det fælles fodslag.

Kirkehistorisk og teologisk kan man få øje på en lille håndfuld af tilgange, som med nuanceringer og ofte med en del overlap har kendetegnet forskellige dele af kirken.

En stor del af kirken har lagt vægt på, at enhed er lig med eller dog udspringer af underordnelse under det rette lederskab. Mest udtalt i den katolske kirke, hvor anerkendelse af pavestolen eller "Peters embede" er det, som formelt skiller rettroende fra såkaldte "skismatikere", men også i varierende grad i andre kirker, hvor enheden skabes af underordnelse under f.eks. biskopper, apostle eller ældste og/eller den kirkelige struktur, som har valgt og indsat disse.

Andre og store dele af kirken har lagt vægt på, at enhed udspringer af eller defineres af læren eller bekendelsen. Konservative lutherske og reformerte kirker har altid lagt hovedvægten på dette aspekt, omend også andre kirker forventer eller forlanger tilslutning til givne læresætninger.

Andre tilgange kan findes, men har ikke i samme grad været dominerende. Nogle kirker har lagt vægt på den historiske kobling til den første kirke, og disses historiske forbindelse hertil, f.eks. både den katolske og den ortodokse kirke. Andre kirker igen har lagt vægt på det levede liv og dettes lighed med den første kirkes og/eller Bibelens forskrifter, her oftest i frikirkelige kredse.

Meget mere kunne siges om dette, men dette er først og fremmest ment som en skitsering.

2.

Fra pentekostalt hold har man typisk været mere eller mindre skeptisk overfor de traditionelle tilgange, men man må nøgternt konstatere, at man de facto ikke har adskilt sig synderligt. Man har måske distanceret sig fra pavens rolle i den katolske kirke, men utvivlsomt har der været tjenester, man i praksis har skullet anerkende for at kunne fungere i givne sammenhænge.[2] Og samtidig med, at man fra pentekostalt hold har taget afstand fra dogmet om pavens ufejlbarlighed, kan man let finde eksempler på, at prædikanters ord er blevet modtaget lige så ukritisk, som hvis man havde haft et formelt dogme herom.

Tilsvarende har man traditionelt blandt pentekostale være skeptiske overfor (for detaljerede) læresætninger og dogmer, men man har naturligvis haft nogle uformelle, men lige så klare dogmer om f.eks. Åndsdåben, ligesom man i sin selvforståelse kobler sig på urkristendommen og dermed søger samme støtte og autoritet herfra, som andre kirker søger i kirkehistorien.

I praksis har forskellen måske mere handlet om den konkrete uenighed i læresætninger og den konkrete forskel i kirkeledere, end det har handlet om en helt anden grundlæggende tilgang.

Man må også konstatere, at disse aspekter hver for sig er nødvendige, men at de samtidig hver især er utilstrækkelige.[3] Ingen af os ønsker en kirke med karismatiske, men vranglærende ledere, eller med retlærende, men inkompetente ditto. Kirkelig enhed kan næppe heller være sand og ægte, hvis den er helt koblet af kirkehistorien og det, som er gået forud, og en vis ensartethed i moral og etik må i praksis forudsættes. Det ene aspekt er altså aldrig nok i sig selv. Man kan hver især lægge mere vægt på det ene end på det andet, men ikke aldeles nægte betydningen af de andre aspekter.

Her vil jeg for egen regning tilføje, at den protestantiske kultur, som vi i frikirkekredse i sidste ende er udsprunget af, og som primært har fokuseret på læren, i mange tilfælde har gjort det vanskeligt at rette op på fejl i lederskab og stil. Kirker er blevet splittet over læremæssige uenigheder, og har implicit baseret sin egen eksistensberettigelse på sådanne med den underforståede forudsætning, at hvis man bekendte sig til en given lære, burde man melde sig ind i den lokale kirke, som repræsenterede denne, uanset dennes kvaliteter i øvrigt og dens lederskabs samme. Da det derfor har været tabu at melde sig ud på grund af manglende anerkendelse af det konkrete lederskab, kan man mistænke, at utilfredse og frustrerede medlemmer nogle gange har følt sig tvunget til at hænge deres utilfredshed op på læremæssige forskelle, når den reelle årsag var menneskelig,[4] og forsøget på at adressere det stråmandsargument, som læreforskellene i praksis var, har naturligvis ikke løst det bagvedliggende personlige problem.

Det er næppe forkert sagt, at alt det her sagte har pendanter i den praktiske enhed, vi finder i verden omkring os. En dynamisk og karismatisk virksomhedsleder eller politiker kan skabe en bevægelse, og en ideologi kan samle folk om nogle værdier og mål. Tilsvarende er der i spændingsfeltet mellem ledere, lære og liv lidt af samme elementer som i den klassiske balance mellem pathos, logos og ethos.[5]

3.

Når alt dette er sagt, så er det alligevel, som om den bibelske enhed ikke lader sig indfange i de simplificerede tilgange, vi er tilbøjelige til at falde tilbage på. De kan på sæt og vis være valide og indgå som et element også i den enhed, som Bibelen eksemplificerer, men de beskriver den ikke fyldestgørende.

Hvis man skulle drage nogle bibelske eksempler frem, som skiller sig ud i så henseende, så kunne et af disse være, at Paulus først efter 14 år drager op til apostlene i Jerusalem for at få deres formelle accept af hans tjeneste og forkyndelse.[6] Der er dog næppe tvivl om, at han allerede før det var anerkendt som tjener for evangeliet. Pointen er derfor, at man praktiserede en vis, praktisk enhed uden årlige lederkonferencer, formelle indsættelser og udsendelser og tilsvarende, som i de fleste kirker er med til at skabe retning og fodslag, og som ville være nødvendigt, hvis fundamentet for enheden var de indsatte og formelt anerkendte personer hhv. den vedtagne lære og fælles inspiration.

Et andet og sigende eksempel er Peters ord om Paulus,[7] hvor selv apostlen Peter synes at indrømme, at noget af Paulus' undervisning er svær at kapere. Som læser føler man næsten, man får den indrømmelse fra Peter, at denne helt sikkert ikke ville have sagt tingene på samme måde som Paulus, selv på trods af den formelle enighed fra f.eks. apostelmødet[8] og det evangelium, de begge troede på og forkyndte. Eller også afspejler Peters ord den "lavkirkelige" Peter, den jævne fisker, der ikke fandt det helt let at rumme den "højkirkelige" Paulus, den lærde og tydeligvis mere belæste teolog. Hvor man nok let kan finde eksempler på kirker, hvor man har holdt salvede, men ulærde lægfolk ude af tjenesten - eller omvendt finde lavkirkelige bevægelser, hvor uddannede teologer har været uglesete og måske er blevet frosset ud - så forholdt det sig anderledes i den første kirke og mellem Paulus og Peter, uanset den spænding mellem dem, som svagt antydes. Man var ét, i samme kirke og med samme mission, og det faldt næppe nogen af parterne ind at udelukke modparten fra tjenesten eller fællesskabet.

Interessant er også Paulus' undervisning overfor korinterne.[9] Nogle spiser kød, andre ikke, konstaterer han. Nogle holder sabbatten hellig, andre gør ikke, konstaterer han derefter. Det kan man mene om, hvad man vil, synes han at sige, men det må ikke påvirke kirkens enhed. Paulus er ikke en laissez faire leder, der blot lader stå til, og som godtager alt, men man kan næppe nægte, at kirken dengang praktiserede en rummelighed, som ikke altid har kunnet genfindes i senere vækkelsesbevægelser. Her kunne man nok finde eksempler på kirker og bevægelser, hvor man ikke kunne være en del af fællesskabet, hvis man afveg for meget fra de gængse normer og gældende synspunkter.[10]

Konflikter undgik man dog ikke i den første kirke. En af de notorisk kendte er den personlige konflikt mellem Paulus og Barnabas, om hvorvidt Johannes Markus skulle have en chance til eller sættes af holdet.[11] Hvem havde ret? Bibelen giver os ikke svaret. Måske handlede de begge forkert og tacklede konflikten på en ubibelsk måde, selvom Barnabas vel i sidste ende viste sig at få ret.[12] Barnabas glider ganske vist ud af Bibelens fortællinger, fordi vi i Apostlenes Gerninger følger Paulus, men der er ingen indikation af, at han gled ud af kirkens fællesskab eller ud af en frugtbærende tjeneste på trods af konflikten med en anden og stærkere tjeneste. Kirken kunne rumme dem begge, uanset deres indbyrdes (og antageligvis midlertidige) konflikt, hvilket naturligvis også gælder idag, når vi taler om Kirken med stort K, men næppe altid, når talen falder på lokale kirker og mindre fællesskaber.

4.

Det må samlet set stå klart, at Bibelens enhed vægtlægger personers plads og lærens betydning samtidig med, at den eksemplificerer rummelighed i en ånd af generøs dogmatik og ydmyg frimodighed.[13]

I den forbindelse er konflikten i Galaterbrevet også interessant. Her er det "nogle fra Jakob", som skaber forvirring i den lokale kirke i Galatien, fordi de tilsyneladende insisterede på, at jøder og hedninger skulle spise adskilt - og implicit formodentligt være underlagt forskellige regelsæt, hvilket Paulus netop udelukker og endda påpeger, at selv Peter som jødeapostel ikke havde praktiseret.[14] Man tøver med at tro, at Jakob som leder eller fremtrædende medlem af kirken i Jerusalem skulle være i direkte modstrid med den klare undervisning fra både Jesus og Paulus om det rent midlertidige i disse regler.[15] Omvendt kan man ikke nægte, at der var problemer i relation til de jødekristne, hvilket også Paulus' besøg i Jerusalem indikerer.[16] Tænkeligt hænger forklaringen sammen med ensidigheden hos Jakobs jødiske "fanskare". Alt tilhører jer, både Paulus og Apollos og Peter, slår Paulus fast andetsteds.[17] Med andre ord: Enhver tjeneste bidrager med sin særlige styrke og vinkel, men kan ikke stå alene. Med andre ord kunne Jakob have forkyndt om kærligheden til Guds bud, og Paulus om nåden og friheden fra Moseloven, uden at der heri lå en egentlig konflikt.[18] Men hvis man kun hørte forkyndelse fra Jakob og tolkede denne ind i en snæver jødisk kontekst, ville man have meget svært ved at kapere det, man hørte fra Paulus. Hvis dette er tilfældet, er den konkrete konflikt blot en frugt af den forudgående og ubibelske isolation hos nogle troende.

Ret læst er Paulus og Jakob derimod et prototypisk eksempel på den enhed i mangfoldighed, som kendetegner Bibelen og dens beskrivelse af den første kirke, og hvor begge anerkendtes uden at den anden af den grund forkastedes eller nedvurderedes, fordi de begge bidrog med hver deres
(sande og bibelske!) del af det store billede, og hvor de hver især skal forstås og fortolkes i lyset af den sandhed, som den anden formidler.

Det kan ikke undre, at det må være sådan. Hver af os kan i Jesus finde noget, vi kan identificere os med, men ingen af os kan afspejle ham i hans fylde. Apostlen kan spejle sig i apostlen Jesus. Evangelisten kan spejle i evangelisten Jesus. Bibellæreren i bibellæreren Jesus. Forretningsmanden eller kunstneren eller fabriksarbejderen kan spejle sig i andre sider af Jesu liv og person, som i parentes bemærket ikke er inferiøre i forhold til de mere "åndelige" sider. Vi rummer ikke fylden, men kun den lille del, som er givet os i kraft af vores kaldelse og vores personlighed. Og vi ser gennem briller, som er farvet af samme, som når profeten ser synden, der skal konfronteres, mens hyrden ser mennesket, som skal omfavnes.

Den eneste måde, hvorpå Jesus kan afspejles i kirkens liv og tjeneste er derfor ved enhed i mangfoldighed, hvor forskellige og forskelligartede tjenester tjener sammen i gensidig anerkendelse, også hvor denne er udfordret af de selvsamme tjenesters begrænsede udsyn.

5.

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så lad mig understrege, at kirken skal sige fra overfor overdrivelser, vranglære og synd, samt sætte en stopper for mennesker, som misbruger kirkens tillid eller som fremturer i tjenester, de ikke har.[19] Men når det er sagt, er der et stort rum af ufuldkommenhed samt personlige og tjenestemæssige forskelle, som omfattes og rummes i Bibelens enhed.

I den kontekst af en grundlæggende fælles forståelse af evangeliet kan og bør enheden i mangfoldigheden komme til udtryk blandt andet gennem bredden af tjenesten. Man støder ind imellem på synspunkter i retning af, at "lærerne har haft deres tid, nu er det evangelisternes tur" eller på proklamationer af "menighedsplantningens årti" eller tilsvarende, hvor én enkelt tjeneste, her f.eks. evangelisten eller apostlen, gøres mere central, end der er bibelsk belæg for. Omvendt har den traditionalistiske forståelse i nogle kirker været, at f.eks. apostle og profeter ikke længere fandtes i kirken, og her har man omvendt afskåret en eller flere tjenester og det, de kunne og skulle bidrage med. Begge dele vil uundgåeligt føre til en ubalance, som er fjernt fra den bibelske enhed, selvom de respektive sammenhænge måtte være meget enige og tilsyneladende "ét" i deres daglige arbejde.

Tæt knyttet hertil er behovet for gensidighed i lederskabet og mellem de forskellige tjenester. Jeg ynder at sige det sådan, at evangelisten skal lade sig belære af bibellæreren, og bibellæreren skal lade sig inspirere af evangelisten, men noget tilsvarende vil selvsagt gælde mellem ethvert tænkt modpar af tjenester. Det er ikke blot et spørgsmål om, at der skal være en given bredde i en kirkes lederskab, men også at de respektive ledere skal bøje sig mod hinanden, underordne sig hinanden og være villige til at tage imod, hvad andre og anderledes tjenester har at give. Det er synligt i Antiokia, hvor der var både "profeter og lærere" i kirkens lederskab.[20] Det er synligt i apostelmødets rådslagning med måske til dels forskellige synspunkter i udgangspunktet, men med en enig konklusion.[21] Det er synligt i Paulus' anerkendelse af både sin og Apollos' tjeneste som ligeværdige,[22] og som før nævnt i Peters anerkendelse af Paulus' tjeneste på trods af, at denne var forskellig fra hans egen.[23] I dagens fragmenterede kirke tillader vi ofte kritik og splittelse udover det, som er rimeligt og bibelsk funderet, men på Bibelens tid anerkendtes tjenesterne med disses særtræk og forskellighed, så længe disse gensidigt anerkendte de andre tjenester, Gud havde sat i kirken.[24]

6.

Enheden i mangfoldighed antydes også i udtrykket "apostlenes lære". Ikke nogen enkeltpersons lære, som f.eks. Luthers lære eller Calvins lære.[25] Ikke engang "Jesu lære", selvom den vel dybest set kommer fra ham. Nej, apostlenes lære, fordi det er gennem dem, den formidles. Og alligevel én lære på trods af de forskellige betoninger. Ikke Jerusalem-læren og Antiokia-læren; eller Peter-, Paulus- og Jakob-læren; men apostlenes lære.

Dette siger to ting. For det første, at det, som Bibelen kalder lære og kræver enighed om, ikke er ethvert bibelsk synspunkt, men en kerne af centrale dogmer. Den vranglære, som Bibelen samtidig advarer mod, handler tydeligvis også om mere alvorlige ting end forskellige syn på nådegaver eller på tusindårsriget, men derimod ting, der grundlæggende underminerer den enkeltes sunde vandring med Gud.

Den anden ting, man bør bide mærke i, er den betydning, personer spiller i Guds plan. Jesus kom ikke med en lære, som han derefter ledte efter nogen til at formidle. Han udvalgte nogle personer til at være sammen med sig, som stykkevist og ufuldkomment kunne videreformidle det, han havde sagt og gjort, og som Helligånden efterfølgende ville udpensle og uddybe til en mere eller mindre formel lære. Forkyndelsen skal være sund og bibelsk, men først og fremmest skal forkynderen være kaldet, hvorefter denne skal lade sig "slibe til" i Kirkens tjenestefællesskab. Man behøver vel ikke være enige i alt eller have gået på samme bibelskole eller samme teologiske læreanstalt, og man bør heller ikke nødvendigvis være forenet af fælles stil og sprog og præferencer i øvrigt. Men man må og skal være forenet af den fælles kaldelse og indbyrdes forpligtelse. Her vil enheden komme til syne i mangfoldigheden, og mangfoldigheden afspejle Kristus bedre.

7.

Afslutningsvist må det nævnes, at enheden i mangfoldighed på trods af den tilsyneladende anstødssten i form af mangel på fuld enighed og universel anerkendelse af respektive ledere faktisk bedre formår at forankre kirken i den grundlæggende lære og det grundlæggende liv med Gud.

De tilgange, som er nævnt i starten,[26] vil de facto hænge læren og livet op på enten en given leders evne til fremadrettet at tackle læremæssige og ledelsesmæssige udfordringer eller på historiske personers held eller dygtighed med hensyn til at formulere et vandtæt læresystem. De fleste karismatikere tøver selvsagt med at give paven fuldmagt til at lede kirken og betvivler tilsvarende Luthers hhv. Calvins evne til at få det hele med i teologien. Men man kan godt blive lidt mere nærgående og spørge klassiske pinsevenner, om de betragter Lewi Petrus' tjeneste som fejlfri eller deres personlige favoritprædikant som ufejlbarlig...

Det er en farlig øvelse at hænge sit liv og lære op på enkeltpersoner, selv ikke når disse er åndelige kæmper. Det er usikker grund, hvis ikke hø og strå. Læren og livet må have et mere sikkert "anker" end som så, og det er netop dette, som kommer til udtryk i de nytestamentelige beretninger.

Den enhed i mangfoldighed, som synes åbenbaret i Skriften, hænger nemlig ikke læren og livet op på én person, men på et tjenestefællesskab. Først på tolv apostle. Ikke kun Peter. Ikke kun Johannes. Ikke kun Paulus.[27] Efter den tidligste kirkes tid hænges det op på et fælles forum af apostle og ældste i Jerusalem.[28] Derefter på et fællesskab af profeter og lærere i Antiokia.[29] Så på apostolske teams med indtil flere apostle, såvel som andre tjenester.[30] Selv Paulus ville her være blevet konfronteret, hvis han havde fraveget Jesu vidnesbyrd og Helligåndens kollektive ledelse og åbenbaring.[31]

Tilsvarende må det forudsættes, at det tjenestefællesskab, som til enhver tid har udgjort Kirkens lederskab, vil kunne og blive ledt til den aktualisering af Bibelens ord, som hører enhver tid til, og den korrektion af kirkens lære og praksis, som måtte være nødvendig. Helt på samme måde som Kirkens lederskab holder hinanden "i snor" og indenfor den fælles og bibelske fortolkningsramme.[32]

Hvis man skal illustrere enheden i mangfoldighed med nogle lavpraktiske eksempler, kan man nævne en række klassiske arketyper eller stereotyper som f.eks. "omvendelsesprædikanten", hvis grundlæggende og bibelske omvendelsesbudskab nogle gange kører af sporet. I et tjenestefællesskab, hvor vedkommende korrigeres og fastholdes på bibelsk grund af andre tjenester, og hvor han lytter og lader sig belære, kan vedkommende være til velsignelse og bidrage med et væsentligt input i kirken. Men isoleret fra andre tjenester kan omvendelsesprædikanten ende i et ubibelsk overdrev. Tilsvarende kan man finde "kirkevæksteren", som har hjerte og forståelse for kirkens vækst og den hertil hørende aktuelle og relevante formidling af evangeliet. I en kontekst af et bibelsk tjenestefællesskab vil kirkevæksteren kunne opbygge sunde og voksende kirker; isoleret fra modspil kan tjenesten køre i grøften med Åndsforladte teknikker og mulige kompromisser. I samme åndedrag kan nævnes "bibelnørden", "forbønsaktivisten" eller "den radikale kristne", som hver især qua deres Gudgivne tjeneste og unikke personlighed har noget at give kirken, men som kun kan give det ret i en kontekst af et større tjenestefællesskab.

En sådan tilstand af enhed i mangfolddighed på lederplan vil forplante sig i hele kirken og lægge linjen for hele kirkens samspil og harmoni.

Nu er det desværre ingen hemmelighed, at tjenester, som det store flertal afviser, i praksis får lov at tjene i andre kirker, som førnævnte flertal af kirker alligevel opretholder fællesskabet med, og hvorigennem de pågældende tjenester derfor fortsat øver en indirekte indflydelse. Ligeledes er der åbenlyst spredte grupper i det kirkelige og frikirkelige landskab, som formelt er medlemmer i samme, men som de facto anser mange af de tjenester og ledere, som anerkendes og bruges i de respektive sammenhænge, som værende mere eller mindre frafaldne eller vildledte. Tilsvarende kan man finde eksempler på kristne, som via selvvalgt synlighed i kristne og verdslige medier får en platform og de facto tegner kirken i et omfang, som er ude af trit med deres ofte manglende anerkendelse i egne sammenhænge og i kirken bredt betragtet.[33] Alt dette er milevidt fra bibelsk enhed og kan gøres langt, langt bedre.

Det er rigtignok svært at følge dem, der f.eks. peger på enhed under paven som en løsning på dette, men man kan måske til nød forstå den frustration, som driver dem til at efterlyse et eller andet, der kan kalde kirken til orden og enhed. Min påstand er imidlertid, at den bibelske enhed i mangfoldighed repræsenterer en oplagt og bedre løsning, samt bedre afspejler såvel den urkirkelige som den oldkirkelige praksis og enhed.

Historisk vil man nemlig kunne læse alle disse principper ind i den fælles udformning af de såkaldte oldkirkelige trosbekendelser, som trak læren op overfor diverse vildfarelser, såvel som i den omtrentlige konsensus, som senere hen og på forskellige områder har vundet indpas i kirken på verdensplan, f.eks. omkring slaveriets ophævelse eller kvinders frihed i tjenesten. Det er svært at benægte, at oversete sandheder her har haft fremgang i kirken, samt at sandheden og troværdigheden af disse kan ses gennem den stigende og konsekvente anerkendelse indenfor Kirkens tjenestefællesskab,[34] og hvor mindretallet bør tage dette til efterretning og lade sig belære, som det op gennem kirkehistorien er sket omkring andre spørgsmål, her også de bekendelser, man tidligt i Kirken nåede til klarhed over. Pointen er her ikke de konkrete eksempler men det faktum, at Kirkens kollektiv af tjenester gennem en enhed i mangfoldighed har kunnet følge Jesus bedre, end en kirke bundet til bestemte personer eller rigide dogmer ville kunne. Dette gælder, selvom enigheden aldrig er fuldstændig og ubetinget og næppe heller kan forventes at være det i en ufuldkommen verden.

Den grundlæggende pointe er, at den bibelske enhed i mangfoldighed ikke er en udvandet enhed, som mere teologisk fastlåste grupper indenfor kirken kunne hævde, men netop den enhed, som sandest og bedst afspejler Kristus, og som bedst formår at binde kirken til hans Ord.

I velfungerende kirker vil man i det små og måske ubevidst praktisere mange af de ovennævnte principper om at have bredde i tjenesten og om at have tjenester, der anerkender og respekterer hverandre. Her vil man tilsvarende oftest evne at aktualisere Evangeliet uden at ende i ekstremer eller kompromisser. Men selvklart kan man også finde eksempler på kirker og sammenhænge, der er faldet i en dogmatisk grøft, hvor spidsfindige lærespørgsmål fylder mere, end godt er; eller hvor der er en ukritisk og usund opbakning om ensidige og måske isolerede ledere. Det triste er her, at man kan være indbyrdes enige og ét i den overordnede linje og i praktiske gøremål og af den grund føle sig ét og se ned på den bibelske enhed som en "udvandet" form for enhed, når man i virkeligheden selv rammer forbi skiven. Den enhed, som sandest og bedst afspejler Kristus, og som bedst formår at binde kirken til hans Ord, er nemlig enhed i mangfoldighed.



[1] Se Johs.17

[2] Fra overlokale skikkelser som Lewi Petrus til lokale, karismatiske prædikanter i uafhængige kirker.

[3] Jeg anvender her den logisk set stringente skelnen mellem "tilstrækkelige" og "nødvendige" årsager eller betingelser. Hvis noget er tilstrækkeligt, indebærer det sprogligt og logisk, at dette alene er nok og alene fremkalder den ønskede virkning, her enhed. Hvis noget blot er nødvendigt, indebærer det, at den ønskede virkning, her enhed, ikke kan opnås uden denne faktor, men ikke blot gennem denne alene, men også gennem andre og heraf uafhængige.

[4] Bibelen er anderledes kontant og lægger ikke skjul på den personlige uenighed mellem f.eks. Paulus og Barnabas (se Apg.15,36-40), som ikke indfortolkes i nogen læremæssig ramme.

[5] Simpelt sagt angår pathos evnen til at præsentere en sag med følelse og indlevelse, hvilket lægger sig tæt op ad den karismatiske (kirke)leder. Logos angår de fornuftige og rationelle argumenter, hvilket hænger godt sammen med den gennemarbejdede og konsekvente teologi. Og ethos angår etikken og den personlige troværdighed, hvilket igen kobler sig på det levede liv, fremfor det forkyndte ord.

[6] Jvnf. Gal.2,1-

[7] "...Det har også vor kære broder Paulus skrevet til jer med den visdom, som han har fået, sådan som han jo skriver i alle sine breve, for så vidt han kommer ind på dette emne. I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå..." (2.Pet.3,15-16)

[8] Se Apg.15

[9] Rom.14,2.5

[10] Alt fra tøj- og musiksmag, og hvad dertil hører, til brugen af alkohol, praktisering af nadver i hjemmene eller helligholdelse af hviledagen kan i flæng nævnes som oplagte eksempler.

[11] Se igen Apg.15,36-40

[12] Jvnf. Paulus' rosende ord om Johannes Markus senere hen i 1.Tim.4,11.

[13] Vendingerne kan forekomme modsigelsesfyldte, men rummer den dynamik, som ligger i, at man står ved sin overbevisning, men med det praktiske forbehold, at man kun tøvende trækker sig fra fællesskabet med andre (og her typisk kun ved alvorlig vranglære eller splittelse hhv. afvisning af fællesskabet fra anden side); samt at man har i baghovedet, at man selv ser stykkevist (jvnf.1.Kor.13,12) og farvet af egen tjeneste, baggrund og ballast.

[14] "Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?" (Gal.2,12-14)

[15] Det ville også rejse en række problemstillinger om Jakobs hele forkyndelse og hans brevs plads blandt Bibelens bøger, som man i kirken aldrig har rejst. Konflikten må derfor ikke have angået Jakob, men som Bibelen selv siger det "nogle fra Jakob", som handlede uovervejet og udover det, deres læremester og forbillede kunne sige god for.

[16] Se Apg.21,20-

[17] Jvnf. 1.Kor.3,21

[18] Mange ville se en egentlig konflikt heri, men ofte findes sandheden i spændingsfeltet mellem tilsyneladende eller delvist modstridende synspunkter. I det konkrete tilfælde vil kærlighed til Guds bud og den ubetingede accept af Guds ord, som ligger heri, også måtte anvendes på bud, som ophæver gamle og kritisable bud (se f.eks. Hebr.8,7-8 og 10,9). Forkyndelsen af kærligheden til Guds bud kobler jødedommens historiske respekt for Moseloven sammen med Kirkens kærlighed til evangeliet på en måde, så den ene glider over i den anden, og den anden ikke opstår som en trodsreaktion overfor Guds bud eller som følge af normløshed og ligegyldighed.

[19] Den enhed, jeg beskriver og advokerer for som bibelsk, er derfor ikke tjenestemæssig enhed med personer i periferien af den kristne kirke hhv. det frikirkelige landskab, som skiller sig ud pga. ekstreme synspunkter eller som kun nyder en lille og isoleret fanskares støtte og opbakning. Dette forbehold sigter dog ikke til den grundlæggende enhed i troen, den fælles erfaring af frelsen og den indbyrdes anerkendelse heraf, men alene praktisk samarbejde, håndslag og sanktion på tjenestefællesskab.

[20] Apg. 13,1

[21] Se Apg.15

[22] Jvnf. 1.Kor.3,6

[23] Se igen 2.Pet.3,15-16

[24] Det er naturligvis tilladt at være uenig med kirkeledere og forkyndere og udtale sig sagligt, men kritisk om ting, man finder kritisable. Tilsvarende kan der være ærlig og tilladelig uenighed om, hvorvidt en given person har en given tjeneste og/eller skal mødes med tillid og anerkendelse. Men man støder ind imellem på en så skarp og fordømmende kritik af navngivne kristne forkyndere og ledere, at denne forekommer uforenelig med fællesskab og samarbejde med kirker og tjenester, som anerkender disse. I datiden havde man uden tvivl mistet Paulus' støtte, hvis man med et sådant ordvalg undsagde hans medarbejdere og medtjenere, men idag synes nogen at mene, man kan gøre det ene uden det andet. Tjenestefællesskab må være betinget af anerkendelse af de andre tjenester i fællesskabet for gensidigt at kunne give og modtage.

[25] ...som man med en vis ret kan beskylde lutherske hhv. reformerte kirker for at følge.

[26] Hhv. lederskab og lære som definerende for enheden.

[27] Det konsekvente princip om et kollektiv af tjenester til at bære Guds åbenbaring udelukker også den i nogle kredse så populære opfattelse, at Paulus alene var betroet et særligt og anderledes evangelium til hedningerne, end det evangelium, som de tolv var betroet overfor jøderne.

[28] Jvnf. Apostelmødet som før nævnt.

[29] Apg.13,1

[30] F.eks. omtales også Barnabas som apostel i Apg.14,14 og Priskva og Akvila, såvel som Føbe, med deres respektive lærertjenester indgik også i teamet omkring Paulus.

[31] Jvnf. hans egne ord i Gal.1,8, som fordømmer enhver, ham selv inklusive, som måtte forkynde en anden Kristus og et andet evangelium end den ene og sande.

[32] Her er det oplagt at minde om Jesu ord i Johs.14,26, om at Helligånden vil påminde og undervise os, hvilket i Kirken til alle tider er blevet tolket som en forsikring om, at sandheden vil sejre og at Helligånden vil holde Kirken på sporet uanset lejlighedsvis "slinger". Den største fejl er nok at anvende dette på ens lokale kirke eller kirkesamfund, hvilket den katolske kirke har gjort udfra tesen om, at den har skrevet Skriften, derfor må den også udlægge den. Løftet gælder Kirken med stort K. Lokale kirker og lokale forkyndere er ikke fejlfri og gives ikke en sådan garanti.

[33] Nogen vil indvende, at vi da alle skal forkynde evangeliet, når vi får anledning til det. Dette er rigtigt. Alle skal vi gøre regnskab for det håb, vi har, og kunne pege på Jesus, når vi bringes for retten, både i konkret og i billedlig betydning. Men dette angår alene frelsesbudskabet. En videre uddybning af kirkens position og lære er ikke nødvendigvis omfattet heraf, og denne opgave ligger både i og udenfor kirken naturligst hos dem, der også i kirken er anerkendt og betroet opgaven med forkyndelse og undervisning. Isolerede enkeltpersoner og tjenester savner derimod i min optik et mandat til at indtage en platform på kirkens vegne, ikke mindst i den offentlige debat.

[34] Jeg anerkender, at også ubibelske synspunkter kan vinde indpas eller lejlighedsvist have fremgang, men lakmusprøven er hvad der over tid slår rod blandt genfødte og bekendende kristne, og hvilke skriftmæssige argumenter, som over tid evner at trodse modsigelse og indledende indvendinger.

Enhed - for Guds skyld

Af Lars Due Christensen, Præst i Lyngby Frikirke


Overgivelsen til enhed er muligvis den stærkeste form for tilbedelse, vi kan praktisere. Det er måske også den sværeste.

Jesu ypperstepræstelige bøn fra Johannes 17 har ubestrideligt enheden som absolut fokuspunkt. Det er en naturlig fortsættelse af formaningen i Johs.15, hvor vintræsbilledet, der taler om vores essentielle sammenhæng med Jesus, udmønter sig i befalingen, "I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer". Enheden er åbenlyst frugten af lydighed mod kærlighedsbuddet.

Det specielle ved enhed er, at det synes at være det eneste, vi skal arbejde med. Ef.4 taler om Jesus, der gives som gave til menigheden, om tjenester, der gives til menigheden, og gaver, der gives. Alt gives – også enheden. For det kaldes for Åndens enhed. Men med den tilføjelse, at den skal vi stræbe efter at fastholde. Gud selv fastholder os i kærlighedens relation, og giver os alt, hvad vi trænger til. Vi skal fastholde hinanden. Det bliver ganske enkelt den naturlige følge – forpligtelsen, der følger med Guds gave. "Vi elsker, fordi han elskede os først," siger Johannes.
Sådan er det. Men hvorfor er det sådan?

Formentlig fordi Guds essens er kærlighed, som udtrykkes i enhed. "Lad os gøre mennesket i vort billede," sagde Faderen, Sønnen og Helligånden til hinanden – og som sagt, så gjort. Skal vi forstå os selv, skal vi derfor ikke blot søge ind i os selv, men også hen til Gud. I ham ser vi et uudgrundeligt paradoks, der afspejles som et dilemma i vore liv; Gud er fri og afhængig på én gang. Han kan alt, men han er ikke selvtilstrækkelig. Selve hans grundstruktur består i et fællesskab – ikke i alenehed. Han er tre personer, som er så tæt sammenknyttede, at de er ét. "Lad os gøre mennesket.." var ikke konklusionen på en lang diskussion, men en fællesvilje i det guddommelige fællesskab. Selvom de er tre i et fuldkomment fællesskab, er de altså ikke selvtilstrækkelige. Gud er Gud, og han gør alt, hvad han sætter sig for. Der er intet, der binder ham – intet, som kan standse ham i at udføre sin vilje. Han kan alt, ved alt, er allestedsnærværende og evig. Han er fri. Da han skabte mennesket i sit billede, manifesteredes paradokset i menneskets længsel. "Det er ikke godt for mennesket at være alene," sagde Gud og skabte et medmenneske. Til begge gav han fuld bevægelsesfrihed og autoritet i hele skaberværket. Forbuddet om frugten handlede om menneskets mulighed for at bevare deres frihed, som var bundet op på deres fællesskab med Gud og hinanden. Så snart de forsøgte at overskride den naturlige grænse mellem dem selv og Guds autoritet, ville de miste deres menneskelighed. At være selvtilstrækkelig dømmer os nemlig til en umenneskelig alenehed. Aleneheden var måske den største byrde, Jesus bar, da han på korset råbte: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"

Derfor er korsets grundlæggende frugt en genoprettelse af enheden, og derfor er den stærkeste tilbedelse af Jesus og hans fuldbragte værk min hengivelse til være ét med ham ved at hengive mig til enheden med hans krop – menigheden.

Det er også den ypperste modtagelse af min egen menneskelighed. Her finder jeg hjemme i centrum af mit grundlæggende DNA – et Jeg, som er skabt til at være viklet ind i et Vi.

Hvorfor er enhed muligvis den sværeste form for tilbedelse?

Fordi jeg har spist af æblet, rakt til mig af ham, hvis navn udtrykker hans egen essens og formål – Satan (Diabolos="adskillelse"). Derfor kan Paulus’ beskrivelse af Åndens og kødets natur også betragtes som mit indre oprør mod mig selv og min egen grundstruktur – min medskabte afhængighed af Gud og andre. I kulturen kaldes det for kampen mellem individualismen og kollektivismen. I kirken får det andre udtryk, men kampen er der. Når Åndens gaver i højere grad kommer til at handle om formidleren frem for modtageren (menigheden), når tjenesterne i højere grad har fællesskabet som springbræt frem for at være udgydt for de andre, når succes måles i, hvordan min menighed klarer sig i forhold til andres, når tilbedelseskorene begynder at summe af "jeg" i stedet for "vi" etc.

Lederens balancegang

Vi kan miste det personlige ansvar og drive i en misforstået kollektivisme – det er en risiko. Vi kan blive ekstremt ensomme og miste vores menneskelighed i individualismen – det er en stor fare. Som ledere bevæger vi os i et fint balancefelt, hvor vi i den grad har brug for hinanden som samtalepartnere, Helligåndens gave til at bedømme og sund fornuft. Lige nu fornemmer jeg egentlig to bevægelser; en, der går mod enhed, og en, der går mod ensomhed. På menighedsplan fornemmer jeg en voksende ydmyghed og vilje til at ville hinanden og gå enhedens vej. I spiritualiteten fornemmer jeg at det går en anden vej – hvor den enkeltes personlige erfaringer bliver doktrinen. En antropocentrisk tilbedelse, der sætte individets erfaringsunivers i centrum. En udvikling, der truer arven, den fælles tro og bekendelse med Jesus som absolut centrum.

Hvordan registreres denne udvikling? Vi kan se den i kulturen, ved at spørgsmål om tro er blevet en helt normal del af et kulturelt portræt. Men det er ikke den kristne tro, der efterspørges eller præsenteres. Det er en subjektiv udgave. Det er med eksklusivt fokus på, hvad troen kan gøre for dig – hvad du får ud af den. Helt i forlængelse af den moderne kærlighedsfortolkning, hvor kærligheden, jeg elsker dig med, er blevet proportional med det, jeg får ud af dig;
"I love you, because you complete me"[1] – centrum er ikke "you" – men "me". I kirken er vi kaldet til at være modkultur, men har ofte svært ved det. Så vi har det med at følge med og skaber en kristen variant af den forskydning, der sker i kulturen. Risikoen er, at vi skaber en terapeutisk gudstjeneste, hvor lovsangen mest handler om, hvad den gør ved mig, tjeneste og nådegaver kommer til at handle om selvrealisering, og forkyndelsen motiveres af "hvad du kan få ud af det".

Enhedens grundlag

Enhedens tilsyneladende største udfordring har været mangel på enighed. Interessant nok er frikirkeverdenen i Danmark begyndt at ligne den politiske verden. Der er voldsom trængsel på midten. De fleste af os er ret enige om langt det meste, og der er langt mellem store særstandpunkter. Flertallet synes også at være mere optaget af, hvad vi er enige om, end at gå på jagt efter uenighederne. Så langt, så godt. Udfordringen er bare, at enighed, selvom det hjælper, ikke er grundlaget for enhed. Tillad mig at give et personligt eksempel; jeg var en af 90'ernes glade pilgrimme, der tog til Toronto for at opleve den særlige åndsudgydelse, som fandt sted i Toronto Airport Christian Fellowship. Ved en samling, hvor omkring tusinde ledere var tilstede blev der bedt for forskellige nationer – og som eneste dansker måtte jeg stå på mål for Danmark. Jeg stod ikke særlig længe, men lod benene slå væk under mig af en aldeles kraftfuld atmosfære – pinlig bevidst om at jeg som den eneste lå på gulvet foran tusinde mennesker. Efter en lille halv times tid havde det fysiske tryk af Guds nærvær lettet så meget, at jeg kunne sætte mig op. Det første, der mødte mit fortumlede blik, var en anden mands mindst lige så overraskede udtryk. Det viste sig at være en græsk, ortodoks præst i fuld ornat, der havde været udsat for samme omgang som jeg. Da vi så i hinandens øjne, var der ingen af os, der tænkte et øjeblik på vores forskelle og uenigheder. Vi var brødre, som lige havde været i verdens bedste legeland med vores fælles himmelske far.

Sagt helt banalt, enhedens grundlag er ikke enighed – det er kærlighed. Derfor kan der reelt være enhed i alle vores livsarenaer, også med mennesker som ikke tror. Med Magnus Malms ord deler vi alle samme Skaber og rummer, bevidst eller ubevidst, både en længsel efter og en modstand mod Gud.

Dette betyder også, at enhedens mål ikke er at blive enige. Enhedens mål er det samme som dens kilde, at elske hinanden med en ubetinget kærlighed. Den bibelske reference for disse betragtninger er omfattende og summeres perfekt op i 1.Kor.13, hvor kærligheden netop beskrives som en kraft, der rummer paradokser og modsætninger – det uperfekte. Vi beskrives også som uperfekte i kærlighedens vandring – som børn, der skal vokse i indsigt og dømmekraft. Derfor er enheden ej heller noget, vi når frem til, men noget, vi kan være på vej mod.

Betyder uenighed ikke noget?

Jo. Enigheden sætter grænser for, hvad vi kan gøre sammen. Den sætter også grænser for, hvorvidt vi kan lade os repræsentere i en fælles reference. I enhedens navn har vi måske haft det lidt svært med dette. Vi har gerne villet have så mange med som muligt, når vi har lavet repræsentative bevægelser, organisationer eller paraplyer. Vi ville måske have været hjulpet ved at være endnu skarpere, end vi har været. Det kunne formentlig have give os en større handlingskraft i mindre fællesskaber. I dag står vi jo med den interessante udvikling, at forskelle kirker imellem ikke længere så meget skal findes mellem kirkesamfundene, men snarere indenfor de respektive samfund. Så på den ene side kunne vi nok lige så godt samle os på midten i et meget (eller relativt) stort frikirkeligt fællesskab i en omfattende paraply. På den anden side kunne det måske være gavnligt med opbrud indenfor de eksisterende samfund, så der på ny kan skabes handlekraftige fællesskaber. Reelt har kirkefællesskaberne vel ikke skabt noget særligt i form af menighedsplantning, skoleplantning eller afgørende missionsindsatser i de seneste tyve år? Vi har bare flyttet lidt rundt på brikkerne og forsøgt at holde sammen på de eksisterende samfund uden måske helt at vide hvorfor.

Hvis præmisserne i det hidtil skrevne er valide, kunne man vel sige det på denne måde: Tag imod Jesu kærlighed, Elsk alle. Stræb efter at bevare åndens enhed. Altså, bliv ved med at elske din kristne bror og søster, selvom de er langt sværere at elske end dem udenfor. Og lav handlekraftige, visionsdrevne fællesskaber med dem, du er enige med.



[1] Omtrentligt "Jeg elsker dig, fordi du fuldender mig" eller "...fordi du gør mig hel".

Enhed mellem generationer

Dialog mellem Dan S. Jacobi, Præst i Aalborg Citykirke og formand for Frikirkeleder
og Jesper Veiby, Forfatter og stifter af Kristent Institut


Et aspekt af enhed i kirken angår enheden mellem generationer, fra de ældre over erhvervsaktive og børnefamilier til singler og teenagere. Her debatteres, hvor vigtig enhed er på dette område, og hvordan den etableres.


Jesper: Hvis jeg skal provokere lidt, så kunne jeg sige, at det med enhed mellem generationer egentlig er noget pjat. Det er ikke anderledes eller vigtigere end enhed mellem køn, racer eller andre områder. Så jeg kan godt forstå, hvis nogen mener, man ved at sætte fokus på det, gør det til mere, end det er.

På den anden side er der f.eks. det ord i Skriften, om at Gud vil vende fædrenes hjerter til sønnerne,[1] så der er måske en profetisk dimension i det. Og hvis man skal se denne i kontekst, så ved vi jo, at generationskløften har været der i alle samfund til alle tider. Selv blandt de gamle grækere var der forfattere, som harcelerede over ungdommen, så det er som om det er en forbandelse, der har ligget over alle samfund siden syndefaldet. I lyset af det kunne man godt se et løfte fra Gud, om at den forbandelse, som rammer alle samfund, skal være ophævet i kirken, og så er der måske trods alt et særligt perspektiv i det.

Dan: Jeg synes i hvert fald, at det er et aktuelt spørgsmål, for vi ser idag, hvordan Kirken vrides i stykker på stilspørgsmål. Og når vi snakker stil, så kommer det med generationer i særlig grad ind i billedet. Det kan handle om musik, lyd, belysning eller varighed og stil af prædikenen. Det er virkelig noget, som skiller kirker. Vi har set for nyligt i Norge indenfor pinsekirkerne, at ungdomspræster har taget de unge med sig og har plantet ungdomskirker og ladt den ældre generation tilbage.

Ungdomskirker er jo et forholdsvist nyt begreb, både i USA og Danmark. Noget, som særligt har været interessant efter min mening, er den bog, Egil Svartdahl har skrevet.[2] Han siger, at hvis man skal have en flerdimensionel kirke, så er man nødt til at have fokus på nøglegenerationen, som er de 20- til 40-årige. Han mener, det rent pragmatisk er nødvendigt, for hvis forældregenerationen kommer, så kommer også børnene og bedsteforældrene. Det er klart, at mange kirker i vores netværk forsøger at gøre det, men særligt i storbyerne er det en udfordring, hvis der plantes en kirke, som er endimensionel, som kun satser på de unge, og som ikke tager hensyn til andre generationer, hvilket man er nødt til i en flerdimensionel kirke.

Jeg er ikke i tvivl om, at i Himmelen er vi alle ét, og at der er et løfte om, at både unge og ældre skal forenes under Helligåndens udgydelse og være ét. Men samtidig ser jeg i skriften, at evangeliet tales ind i specifikke tider og på specifikke sprog. Vi har f.eks. fire evangelier med hver sin målgruppe, og idag kan man tale om ungdomskulturen som en særlig målgruppe med sit eget sprog og sin egen stil. Skal man være missionær til den målgruppe, må man også tilpasse sig den, ligesom Paulus var jøde for jøde og græker for grækere.[3] Her tror jeg, at ungdomskulturen globalt set har en stil, hvor man må tilpasse sig den for at nå ind i den. Hele missionsteologien er jo tydelig i Skriften. Jesus kommer til jøderne, taler sproget og er en del af kulturen, og Paulus tager i Athen udgangspunkt i deres kultur. Så hvis vi skal nå de unge med evangeliet, må vi også tænke på dem som en kultur for sig.

Jesper: Du rammer ind i et spørgsmål, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. Det at nå unge er jo ikke forskelligt fra at nå andre målgrupper, men jeg kan godt på et eller andet niveau betvivle det rigtige i, at kirken opdeles i ungdomsmøder, ældremøder osv. Jeg er med på, at man kan holde møder for unge, ældre, mænd, kvinder eller forskellige etniske grupper, for at betjene dem på en specifik måde eller tale om ting, som særligt er relevante for dem. Men jeg kan spørge, om den udtryksform i en mere fundamental betydning er kirke. Som jeg ser det i Skriften, så er kirken en samling om troen på Jesus, men som jeg ser det, er det også en form, som rummer alle - eventuelt i et givet område. Så jeg spørger, er det egentlig kirke, hvis det kun er for unge, eller kun for ældre, eller for kvinder eller for mænd? Her vil jeg reservere mig lidt overfor det bæredygtige i et koncept, som er meget snævert.

Dan: Men umiddelbart vil du jo nok heller ikke plante en ungdomskirke og bortvise dem, som ikke er unge. Det er vel mere et spørgsmål om at plante noget i en kultur, som man ellers ikke ville få i tale. At række ud med et sprog og i en stil, som gør at de bliver tiltrukket. Det vil jo ikke være anderledes, end hvis vi sendte en missionær til Afrika. Her ville vi jo synes, det var tåbeligt, hvis han ikke satte sig ind i den kultur, han skulle ned til. Og her kan hver generation i en globaliseret verden og med mediernes påvirkning godt opfattes som en kultur for sig. Det er også tydeligt, at de kirker, som ikke søger at nå unge, mister dem, og de, som søger at nå de unge, vokser.

Jesper: Jeg er enig langt hen ad vejen. Når man evangeliserer grupper, som er kulturelt fremmede for en selv, vil man skulle bygge bro over de ting, som skiller. Men man vil jo samtidig forsøge at kalde folk ud af deres specifikke baggrund og ind i et kristent udtryk. Og spørgsmålet er her, om en ungdomskirke kan være et selvbærende koncept, eller om det blot er et "front-end", hvormed man når ud til den pågældende gruppe.

Mit bud ville i stedet være, at kirken tager farve af de mennesker og de tjenester, som er i den. Og de tjenester tager farve af den kultur, de er en del af, såvel som sin egen alder og baggrund. Det er ikke forkert, så længe man ikke tager farve af synden og de dårlige sider af det omliggende samfund. Men man kan godt tage farve af almindelige kulturelle udtryk og i vore dage f.eks. i brugen af sociale medier. Vi synger jo heller ikke de samme lovsange, som Paulus gjorde, ligesom Paulus hverken havde mikrofoner eller højttaleranlæg.

Enhver generation må derfor prøve at implementere eller inkarnere evangeliet i deres samtid, så de bliver relevante for deres omgivelser. Så hvis man har en prædikant eller kirkeleder i 20'erne, så vil hans eller hendes stil nok være en anden end hos en, som er i 60'erne, og over tid vil det forandre kirkens udtryk, uden at der i sig selv er noget forkert i det. Så måske når vi frem til det samme, men ad forskellig vej. For jeg tænker, at det er der, hvor tyngden af tjenesten er, som vil definere en kirke. Og hvor ligger tyngden? Næppe blandt teenagere og næppe blandt pensionister, men måske i et eller andet interval omkring 25-45 år? Her ligger tyngde og momentum og en kombination af erfaring og arbejdsevne. Problemet er snarere, hvis man har en gruppe i kirken, som siger, at man ikke må forandre sig. For så stopper man det momentum.

Dan: Jeg er ikke i tvivl om, at som præst når man bedst sin egen generation, medmindre man har en særlig missionærgave. Her er det jo interessant, at en af de bevægelser som pt. regnes for allermest forbilledlig mht. at nå unge, ledes af en person på lidt over 60 år, nemlig Brian Houston fra Hillsong. Det er interessant, at han lykkes med i en moden alder at tænke så relevant, og jeg er ikke i tvivl om, at det også skyldes, han har løftet en ny generation af ledere med sig op. Det, tror jeg, er en af hemmelighederne. Kan man frigøre unge ledere, kan man også tænke i generationer i kirken. Gud er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, generationernes Gud, og kan vi rejse tjenester, som er team-baserede, og som rummer ledere fra forskellige generationer, tror jeg der ligger en nøgle i det, og enheden mellem dem vil smitte af på enheden i kirken.

Derudover tror jeg, at hvis man studerer generationsteologien i Bibelen, så er det som om, Gud gør noget nyt i hver generation. Der står, at David tjente Gud i sin generation,[4] og det er, som om der er en særlig frelsesplan i hver generation, ligesom Salmerne igen og igen taler om generationer. Så man kan godt tænke generationelt i kirkerne, og selv om kirken er intergenerationel, i og med at alle er ligeværdige og lige i Kristus, så åbenbarer Gud ifølge sit ord noget særligt i hver generation.

Jesper: Jeg tror heller ikke, vi er uenige i det rent praktiske med at nå og favne og opfostre de forskellige generationer. Men hvis jeg skulle spille bolden tilbage med en lille tvist, så er det jo ikke kun et spørgsmål om et generationelt fællesskab mellem en selv og ens forældre. Det angår jo også ens tipoldeforældre og helt tilbage til de første kristne, hvor der et eller andet sted bør være en form for enhed eller følt kontinuitet.

Her tænker jeg nogle gange, om der er behov for nogle elementer i kirkelivet og gudstjenesten, som bygger bro i et større perspektiv. Ordet liturgi er jo nok et forkætret ord i pinsesammenhænge, men jeg tænker i betydningen nogle faste elementer i gudstjenesten og i kirkelivet, som både en selv og ens bedsteforældre kan nikke genkendende til. Altså en kerne, som er uforanderlig, og her sigter jeg ikke til en bestemt kirkelig tradition eller "de gode gamle samler", for dem sang man jo altså ikke på Paulus' tid. Men man kunne tage nadverfejringen som et eksempel på noget, som er indstiftet af Herren, og man kunne måske også forestille sig andre elementer, f.eks. de oldkirkelige trosbekendelser eller noget tilsvarende.

Min pointe er, at man tager brodden af generationskløften, hvis der er elementer i gudstjenesten og kirkelivet, som hverken er "de unges" eller "de ældres", men givet os a priori, og hvor kirken formidler noget mere tidløst. Vækkelsesbevægelser kan være så relevante og målrettede det skal være, men kirken, som de udspringer af, skal også rumme tidløse elementer.

Dan: Jeg synes, det er en god refleksion at gøre sig, og ungdomskulturen er jo heller ikke nogen entydig størrelse, f.eks. er der mange unge, som søger fordybelse i f.eks. i Taizé i Frankrig, eller i København, hvor lutherske kirker samler unge omkring de her mere oprindelige modeller.

Men vi må holde fast i, at den første kirke holdt fast i apostlenes lære, brødsbrydelsen og bønnerne, og hvordan det kommer til udtryk mener jeg personligt ikke er vigtigt. Som en bevægelse, der er forholdsvis lavkirkelig føler vi jo heller ikke, vi står i gæld til praksis og liturgi, og det er en svær debat, fordi nogle som går ind for det, har mistet de unge - måske fordi man har praktiseret det på en måde, som de unge ikke følte sig hjemme i.

Hvis vi så spørger om, hvordan vi sikrer enheden mellem de forskellige generationer, så tænker jeg jo også på verset om at vende fædres hjerter til sønnerne, og sønnerne til fædrene. Der må ske noget i vore hjerter, både i fædregenerationen og i sønnegenerationen. Hvor kirken er ét og intergenerationel, har man har et ydmygt hjerte og starter ikke i år 0, men erkender og respekterer og ærer, at der er kommet noget forud. Winkey Pratney, som var en autoritet indenfor ungdomstjenester i 80'erne, sagde engang til mig, at enheden i 1.Kor.12 står og falder på at ære, og så længe man som ungdomspræst kan ære sit lederskab og løfte det op, så fremmer man enheden i kirken. I det hele taget tror jeg, at enhed mellem ledere er afgørende for at binde kirken sammen generationelt.

Her tænker jeg også på billedet fra Skriften, hvor Moses står på bjerget og løfter hænderne og staven, og Josua er nede i dalen og bekrige amalekitterne. Moses repræsenterede den ældre generation og Josua den yngre, og her var det ikke kun det, at Josua var god til at bruge et sværd, som sikrede sejren. Det er et billede på forbøn, men måske også på enhed mellem generationerne. Vi må både have staven og sværdet for at lykkes, både den ældre og den yngre generation. En ældre generation af mødre og fædre, og en yngre generation, som forstår, at det de opnår, ikke kun skyldes deres egen styrke eller uddannelse, men også en generation, som løftede dem op og gav dem stafetten.

Og så tror jeg personligt, at vi, som begynder at blive modne, må være villige til at give stafetten videre. Kirkehistorien og vækkelseshistorien viser, at det ofte er blandt unge, at Gud gør noget nyt. Jesus valgte unge disciple - nogle mener at Peter f.eks. var omkring 20 - og der er ingen tvivl om, at det i kirkehistorien ofte er unge, som er blevet brugt, f.eks. i Jesusbevægelsen. Unge udgør en ressource, men ikke uden de ældres velsignelse og visdom og mentorering. På den anden side er noget af det mest skadelige i Kristi legeme lige nu tabet af modne ledere, fordi det i dag handler om "de unge og de smukke", mens det måske for 50 år siden var sådan, at de unge ikke fik lov at komme til.

Jesper: Hvis jeg skulle gribe fat i billedet med Moses og Josua, så er det også interessant, at Josua havde en anden kaldelse end Moses. Han gjorde tingene på en anden måde end Moses, men alligevel velsignede Moses ham. Man kunne jo godt forestille sig nogen i den ældre generation, som ville sige, at nu har vi gået 40 år i ørkenen og egentlig haft det godt og fået manna hver dag. Lad os blive ved med at gøre det på samme måde. Så når man siger, at den unge generation skal ære den ældre generation, så er man også nødt til at sige, at den ældre generation skal ære de unge tjenester, som Gud oprejser.

Det er ikke et spørgsmål om at ære en bestemt alder, men om at ære de mennesker, Gud bruger, også selvom tingene bliver gjort anderledes.

Her vil jeg også gerne knytte en kommentar til, at vi altid ser Guds gerning gennem de mennesker, han bruger. Det er ikke kun et spørgsmål om at ære "det unge" eller "den unge" eller en tilfældig ung prædikant eller for den sags skyld en tilfældig ældre. Her kan man gå fejl og komme til at ære nogen, som ikke er kompetente, eller som Gud ikke har kaldet. For mig at se handler det om, at Gud både oprejser unge og ældre, og når man skal ære den gave, de har, så er man nødt til at ære den, de er. Så når du taler om at ære unge hhv. ældre tjenester, så handler det jo om at ære de kompetente, modne, vise etc. Det er ikke spørgsmålet om unge kontra ældre, men om konkrete unge og ældre, som man kan og skal have respekt for.

Dan: Apostlen Peter skriver, at de unge skal underordne sig under de ældre,[5] og jeg tror også, der idag er behov for, at de unge løfter de ældre op, fordi kulturen nu om dage er sådan, at det er de unge, som er på banen. Men jeg tror, du har ret i, at det samme må gælde den anden vej.

Kirkens største dilemma og det kritiske punkt i alle kirker, både lokalt og i kirkesamfund, er overgangen mellem generationerne og at få givet stafetten videre. Vi ved, at når man løber stafetløb, så er det kritiske øjeblik, når stafetten gives videre, og hvor begge har fat i stafetten. Her er det afgørende med de såkaldte "smooth transitions", altså at man som ældre generation ikke løber for længe med den, fordi man har manglende tillid til den unge generation.

Josuabogen starter jo med, at Moses er død, og gentagne gange må Josua opmuntres til at være frimodig og stærk. Det er, som om at Moses var en så stor leder, at Josua var i tvivl om, hvorvidt han kunne tage over, men heldigvis havde han ikke veget fra Moses' side, og der står, at Moses havde lagt sine hænder på ham, så der var en impartation mellem generationerne, som jeg også mener, det er vigtigt at få fat på idag.

Ånden har jo ikke nogen alder, og det evangeliske og karismatiske og det liv, Gud giver, skal flyde mellem generationerne, så vi ikke skal starte forfra hele tiden. Men det er vigtigt, at vi får givet stafetten videre og hele tiden er optaget af at give videre til næste generation og rejse næste generation op, så der ikke bliver et "missing link" mellem generationerne. Jeg tror, det ærer Gud, når vi får det flow og den kontakt mellem generationerne.



[1] Jvnf. Luk.1,17

[2] Egil Svartdahl har været præst i Filadelfia i Oslo og er en kendt tv-prædikant.

[3] Jvnf. 1.Kor.9,19-

[4] Apg.13,36

[5] 1.Pet.5,4

Enheden udfordret

Af Jakob Vagner, Underviser på Mariager Højskole


For et par år siden udfordrede en ung nyreformert kristen sin præst til en samtale om Guds suverænitet og menneskets fri vilje. Da de mødtes over en kop kaffe, gik der ikke ret lang tid, før præsten var klædt fuldstændigt af med henblik på argumenter for den frie vilje, og den unge kunne uhindret buldre frem med gennem-reflekteret teologi omkring Guds suverænitet.

Enheden blev sat på prøve, og inden længe var den unge mand ikke længere en del af menigheden.

I disse år presses de danske frikirker særligt fra to kirkelige bevægelser; den emergente og den nyreformerte. Herhjemme lever disse strømninger med "kun" nogle hundrede unge, men med den vækst bevægelserne har i særligt USA, skulle det ikke undre mig, at vi kommer til at se mere til dem i de kommende år.

Emergent kristendom dukkede for alvor op i Danmark med fortalere som Brian McLaren og Rob Bell for ca. 15 år siden, og kendetegnes hovedsageligt ved dekonstruktion af vestlig, evangelikal kristendom med dens til tider poppede tænkning og overfladiske praksis, og et forsøg på at formulere en postmoderne, missional teologi. I disse sammenhænge har man i særdeleshed set sig sur på de frikirkelige strømninger, der arbejder med søgervenlige gudstjenester og megakirker. Med udgangspunkt i sociologiske analyser afvises disse praksiser som irrelevante i en postmoderne kultur og udfra et meget socialt Evangelium peges i stedet på en Guds Rige vision med refleksion, omsorg og social mission som omdrejningspunkter.

Den nyreformerte bevægelse er lidt nyere og fik for alvor sit gennembrud med fortalere som John Piper og Mark Driscoll for ca. 10 år siden. Her er de centrale temaer bibeltroskab og radikal efterfølgelse af Jesus. Sjovt nok er denne strømning en reaktion på emergent liberalisme og anden lignende tænkning, og med udgangspunkt i reformatorer som Luther og Calvin fremlægges et nærmest fundamentalistisk bibelsyn og en meget rationel teologi omkring Guds suverænitet og forudbestemmelse. Dette har så igen ledt til kontroversielle holdninger med indskrænkning af menneskets fri vilje og imod kvinder i lederskab.

Begge bevægelser har udmærket sig ved ret gennemtænkt teologi, nogen profetisk inspiration og enkelte virkeligt brillante ledere, men desværre har de også fra start båret på nogle indbyggede problematikker.

Emergent kristendom er til tider endt i ukonstruktiv kritik af kirken og i ubibelsk liberal etik. De har været dygtige til at stille kritiske spørgsmål og være dekonstruktive i forhold til usunde kirkelige tendenser, men de er kommet til kort, da det gjaldt at konstruere noget alternativt i form af både livsstil og fællesskaber. Liberale etiske holdninger uden objektive holdepunkter og "flydende" kirker uden faste rammer har ikke vist sig hverken sunde eller levedygtige.

Den nyreformerte bevægelse har nogle gange taget en fundamentalistisk fordømmende og religiøs drejning. Kærligheden til Bibelen har drevet folk ud i overdreven rationalistisk og kulturbestemt Skriftfortolkning. Det har så igen ledt til forenklet teologi omkring f.eks. kvindeligt lederskab, børneopdragelse og menighedsstruktur, og i nogle sammenhænge kan kvinder ikke lede, børn opdrages meget hårdt, og kun én menighedsstruktur betragtes som bibelsk korrekt. Med andre ord er en nærmest profetisk bevægelse blevet en sekterisk strømning.

Vejen frem

I de danske frikirker har reaktionen på emergente og nyreformerte unge desværre som oftest været nedslående. Disse menneskers stærke teologi har i mange tilfælde skabt usikkerhed og frygt blandt ledere og forkyndere, og derfor har de sat fokus på mangler og svagheder fremfor mulighederne i disse nye og friske bevægelser.

Frikirkernes egen ignorance, overåndelighed og indadvendthed har parkeret missionale og radikale disciple fra emergente og nyreformerte sammenhænge i små ligegyldige kirkelige enklaver. Enheden er brudt og synergi umuliggjort.

Selvfølgelig er der kristne, der er så sovset ind i vranglære og uretfærdighed, at de ikke er værd at bruge tid på, men min oplevelse er, at de fleste provokerende unge faktisk bare længes efter mere af Jesus og hans rige, og at de har et stærkt behov for åndelige ledere og forældre, der kan dirigere deres drive i den rigtige retning.

En af de ting, der de seneste år har fascineret mig ved Paulus i Ny Testamente, er at han ved flere lejligheder irettesætter mennesker, der i den grad er rodet ind i usund lære og vanvittig praksis, men at han på intet tidspunkt bryder relationen og menighedstilhørsforholdet til dem.

Han formaner f.eks. kristne i Korinth, som er ekstremt overåndelige og seksuelt umoralske, og beder dem omvende sig, men han er ikke sen til at stå ved, at han har startet menigheden, og at de til stadighed er hans brødre og søstre i troen.

I Galaterbrevet giver Paulus en flok religiøse kristne en ordentlig skideballe, da de er faldet tilbage i usunde religiøse ritualer, fremfor et liv i en personlig relation til Kristus. Igen er han ret klar i mælet, men han antyder på intet tidspunkt, at han vil afbryde forbindelsen til dem.

Hvis vi i dag skal finde en anden vej frem i forhold til emergente og nyreformerte unge, så har vi noget at lære af Paulus, og jeg mener, at identitet og relationer er to afgørende faktorer i den sammenhæng. Ledere og meningsdannere, der hviler i Gud og sig selv, vil ganske naturligt blive i relationer, hvor meningsudvekslinger er en del af pakken, og det vil på sigt kalde det sunde frem hos unge idealistiske kristne.

Alt for mange indflydelsesrige ledere og kristne er "ukultiverede"! De har aldrig gennembearbejdet deres familiemæssige og kirkelige baggrund, de ejer ikke en gennemreflekteret og velafprøvet teologi – og derfor bliver de usikre, når de støder på dygtige, men lidt kantede unge kristne.

Da bliver det nemmere at isolere sig lidt på toppen eller måske omgive sig med en flok rygklappere, så forstyrrende missional og kritisk tænkning kan holdes tre skridt fra livet. Det kunne jo gå hen og blive en trussel mod etableret tænkning, praksis og lederskab.

Der er ingen tvivl om, at vi skal have grænser i de danske frikirker, både når det gælder vores tænkning og praksis. Bedømmelse er måske tidens vigtigste nådegave, og vi skal ikke sluge alt, der bliver serveret for os.

Når det er sagt, så kunne en mere sagtmodig og rummelig tilgang til unge emergente og nyreformerte kristne i Danmark være særdeles frugtbar.

Disse unge er egentlig ikke ude på ballade, de længes bare efter mere af Gud og Hans rige. De har i deres søgen efter mere fundet inspiration til efterfølgelse og mission i det emergente og nyreformerte. Alt, de behøver, er modne kristne, der kan hjælpe dem til at skille skidt fra kanel. Bringes de på ret spor, kunne de meget vel blive en generation, der lykkedes med at bringe Evangeliet til vores gennemsekulariserede land. Da er enheden ikke længere udfordret – men så er det enheden, der udfordrer!

Sand eller falsk enhed

Interview med Bruno Knutzen, Seniorpastor for ImpactChurch i Roskilde

Op gennem kirkehistorien og for den sags skyld også i Skriften ser man eksempler på falsk enhed side om side med den sande og bibelske enhed. Hvordan vil du beskrive forskellene?

Der er grundlæggende to typer enhed. Den ene har sin grund i treenigheden, Faderen, Sønnen og Helligånden - den anden i treenighedens modstykke, djævelen, antikrist og den falske profet.

Den ene finder vi før skabelsen af mennesket, når treenigheden taler med sig selv og siger: "Lad os gøre mennesker i vort billede." En enhed, som er født i hellighed, enhed og uselviskhed. En enhed, som har til hensigt at skabe, udvikle og tilføje skønhed og mening til universet.

Den anden finder vi i det store oprør ved Babelstårnet, hvor mennesket taler med hinanden og siger: "Lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til Himmelen, og skabe os et navn." En enhed som er født i vanhellighed, oprør og egoisme. En enhed, som har til hensigt at kontrollere, styre og give magt til mennesket. En enhed, som ultimativt vil samle hele verden, når Antikrist får alle til undrende at følge efter sig. Enhed for enhver pris har sit udspring her.

Babeltårnets enhed er fokuseret på os. Lad os bygge os en by og skabe os et navn. Tre gange "os" i et vers. Den er fokuseret på ulydighed, vores egen vilje og vores egen gavn. Målet er, at mennesket skal få magt, blive store og stærke. Vi skal være synlige og få indflydelse i denne verden.

Det er om en sådan enhed, profeten profeterer, når han råber ud: Ve dem, som slutter forbund, uden min Ånd er med.

Her bliver nikolaitternes[1] gerninger til nikolaitternes lære - hvor den personlige salvelse er ligegyldig, og Helligåndens frihed erstattes af ritualer, som gør, at man ikke længere kan bevæge sig frit i frihed. Denne enhed fører ultimativt til forvirring og splittelse.

Her mister brødrene modet, og her bygges der med træ, hø og strå.

Helligåndens enhed er fokuseret på Guds Rige. Hvor det ikke drejer sig om personlig magt, men om at fremme himmelens sag på jorden. Fokus er på åndelige værdier og på Guds vilje. Også selvom det betyder, at vi er mindre synlige og har mindre magt i verden. Vi kan være kendt i himlen uden at være kendt på jorden.

Denne enhed taler Paulus om, når han formaner menigheden i Efesus til at stræbe efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd. Det er samme enhed, som gav ur-menigheden ét hjerte og en sjæl - ingen kaldte noget for sit eget, men de havde alting fælles.

Denne enhed kan kun komme, når olien begynder at flyde, og mennesker fyldes af Helligånden og skaber Åndens enhed i fredens bånd. Det er ikke den kunstige enhed, man kan købe i stearinlysenes skær, men den guddommelige, som tændes ved, at ilden fra himlen falder.

Her fatter brødrene nyt mod - og ved Guds nåde bygger de i ly af Åndens vind med guld, sølv og ædle stene.

Åndens enhed kan ses i det store mirakel, som finder sted, når et ægteskab indgås og to bliver et - her opstår sand enhed. Her udviskes alt, som løfter den ene over den anden, men i Guds billedes lighed kommer det bedste ud af begge - ja der kommer ting frem, som aldrig kunne komme, hvis der kun var en! Denne "en" er Babeltårnets enhed. En enhed, som løfter den ene op og udsletter den anden. Som binder, lænker og forkrøbler.

Guds riges enhed fordobler, tidobler, dobler uden grænse, fordi denne enhed frigør og forløser.

Dette er en stor hemmelighed - når Kristus og menigheden er et, forløses skjult potentiale i Åndens kraft! I Åndens enhed. Det er som ilden, der svejser sammen. Som vinden der blæser hvorhen den vil, uden politiske lænker og bindinger - uden tilladelse fra politisk korrekthed, men enkel lydighed mod åndernes far. Et sted hvor tørre ben samles og rejses op til en vældig hær. En hær hvor den enkelte er usynlig, og hvor titler og positioner intet betyder, men hvor troslydighed er altafgørende!

Det er længslen efter en enhed, som forener himmel og jord, som får den nidkære Jesus til at sige: giv mig min menighed tilbage!

Vi spørger ham så, hvem han vil have menigheden tilbage fra, og han svarer: Fra alle som har villet kontrollere, styre og politisere eller mele deres egen kage - deres egen ego og deres egen dagsorden! Fra dem, som har troet, at menigheden var deres, så de kunne behandle den, som de vil.

Når Jesus får menigheden tilbage, vil ilden brænde, Guds ånd vil falde, herligheden vil skinne og her forløses Guds kraft til dybgående forvandling fra åndens dyb i menneskets indre!

Åndens enhed vil genkendes i en vidunderlig regn, der falder som et skybrud, gør tørre egne frugtbare og rejser Guds folk op i glæde og begejstring. Jubelråbet, som runger gennem atmosfæren, og begejstringen, som får himmel og jord til at forene sig, er produktet af denne Åndens enhed og dette åndsnærvær!

Det lyder langt hen ad vejen som en kritik af det, man kunne kalde den institutionaliserede kirke. Men falsk eller usund enhed kan vel også forekomme i frikirker, selv huskirker og fritstående frikirker? Hvordan genkender man den, og hvad skal man være på vagt overfor her?

Mit budskab er ikke ment som en kritik af nogen kirker. Det er ment som et kald til at forstå, at Guds rige ikke er af denne verden og aldrig vil blive det. Kristendommen - Jesus selv - vil aldrig blive accepteret i verdens samfund. Dertil er den - og han - for radikal og for smertelig for det sekulære, humanistiske menneske, som aldrig vil acceptere, at verdens problemer begynder i det enkelte menneskes ondskab.

Babels enhed er en leflen for jeg'et - et forsøg på at vinde sig indflydelse ved politiske midler. Jesus sagde klart, at hans rige ikke var af denne verden.

Åndens enhed er det diametralt modsatte - her falder hvedekornet i jorden og dør.

Jeg er overbevist om, at falsk eller usund enhed ikke opstår pga. systemer. Den kan opstå alle steder, selv i det enkelte menneske, og den genkendes ved at se på motiverne bag handlinger og beslutninger. Hvis man f.eks. er mere optaget af, hvad mennesker mener om en - ære fra mennesker - er det et tydeligt tegn på, at ånden fra Babel lever i bedste velgående.

Åndens enhed kan i selve sin natur udelukkende gro, vokse og trives der, hvor mennesket søger Guds ære og vilje først. For Ånden vil aldrig acceptere noget andet.

Mit ærinde er udelukkende at vække samvittigheden, så den enkelte kan vurdere, hvorvidt hans motiver er mere den ene vej eller den anden. Jeg har absolut ingen lyst til at pege fingre af nogen og dømme det, som er skjult i mennesket. Jeg ved, at jeg selv skal dømmes med den dom, jeg dømmer andre med. Det er sket alt for ofte, at vi har skudt andre motiver i skoene, som de aldrig har haft.

Derfor er al økumenisk arbejde og forsøg på at bygge bro på tværs af forskellige kirkelige traditioner ikke automatisk ånden fra Babel.

Et af de mennesker, jeg i mit liv har haft den allerstørste respekt for - og ønsket at ligne - har også været en af dem, som mere end nogen anden forsøgte at få mennesker fra alle kirkesamfund til at tale sammen. Han blev kaldt Mr. Pinse og var den første åndsfyldte pinseven som forkyndte sandheden om Helligåndens dåb til bl.a. paven i Rom og ærkebiskoppen af Canterbury. Hans navn var David du Plessis - og han blev udstødt af mange pinsevenner på grund af det, han gjorde. Han søgte dog aldrig en trone for sig selv eller havde en længsel efter politisk indflydelse. For ham var det tilstrækkeligt at være en røst, som råbte i ørkenen, og udføre det, som han var overbevist om, at Gud havde kaldet ham til.

Det er ikke vanskeligt at genkende Babels ånd, når den først har bygget Babelstårnet og praler med bevidst ulydighed mod Guds bud, fordi Babels ånd laver sine egne bud og regler. Her råder uenighed, splittelser og spidse albuer. Det ville ikke overraske mig, hvis det var ud fra denne jordbund, at antikrist selv kommer til at vokse frem.

Det er heller ikke vanskeligt at genkende Åndens enhed. Her råder fred som floden - Guds fred som overgår al forstand - og hvem der står forrest er af allermindste betydning.

Det afgørende her er at være lys og salt - og gøre Guds vilje som hans tjener.

Vi kender utvivlsomt alle til oprigtige og genfødte troende, som har befundet sig i rammer med en falsk eller usund enhed af den ene eller den anden grund. Hvordan relaterer man til disse? Og kan der være enhed "på tværs" af rammer og strukturer, man ellers ikke ville bifalde eller koble sig på?

Hvordan relaterer man til mennesker, som er klatret op ad Babelstårnet? Som man relaterer til alle andre mennesker. Du skal elske din næste som dig selv, sagde vores Mester.

Når det så er sagt, er det farlige ved at tale om disse ting, at vi lynhurtigt dømmer andre mennesker og putter dem i en boks med tydelig inskription på. Og i det øjeblik vi gør det, er vi selv begyndt at kravle op ad Babelstårnet. Jeg kommer i centrum. Jeg ved bedre! Jeg kan se. Jeg forstår.

Ydmyghed er et must, så vi bevæger os forsigtigt og ikke tillægger andre motiver og planer, som de ikke har. Skriften siger, vi skal være barmhjertige, fordi barmhjertighed træder frimodigt op imod dommen. Vi skal møde mennesker, som Jesus mødte dem. Og Jesus mødte mennesker med ubetinget og ufortjent kærlighed.

Han sablede de mennesker ned, som lagde byrder på andre, som de ikke selv var parate til at bære. Farisæerne var en af de grupper. Men selv her trak Jesus ikke alle over en kam, for han havde både tid og hjerte til at tale med farisæeren Nikodemus. Med andre ord gik Jesus altid efter bolden og aldrig efter manden.

Hvis man imidlertid lukker øjnene for den falske og usunde enhed, så baner man i virkeligheden vej for den. Det er derfor det er vigtigt at forstå de to slags enhed. Det vil bevare - det kan bevare - den enkelte fra at falde i Satans snare.

Men kan der være enhed "på tværs" af rammer og strukturer, man ellers ikke ville bifalde eller koble sig på?

Babelstårnets enhed findes absolut hverken i rammer eller strukturer. Den findes i hjerterne - og bliver synlig gennem personlige ambitioner og hovmod. Da Djævelen stadigvæk var i Himlen som en ærkeengel, byggede han det første Babelstårn, da han besluttede sig for at storme Guds trone og indtage den plads, som han mente, han var bedre egnet til end Gud selv.

Dette sataniske princip ligger så snublende tæt på det faldne menneskes allerinderste, at vi alle står i fare her. Derfor hedder det: "den som står - se til at han ikke falder."

Gud hjælpe os til at tale sammen på tværs af alle kirkesamfund og teologiske forskelligheder og vise samme kærlighed og omsorg for hinanden, som Jesus gjorde. Men midt i dette kan vi selvsagt aldrig give køb på Bibelens ord. Ikke uden grund sagde Jesus: "I farer vild, fordi i hverken kender Skrifterne eller Guds kraft." Dette gælder i allerhøjeste grad også i dag.

Når Jesus bad: "Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig", så var det en bøn om en Åndens enhed i fredens bånd, hvor man aldrig sælger Guds vilje bort for at blive accepteret i samfundet! Kun Herren kan hjælpe os til dette!



[1] Nikolaitterne er omtalt i sendebrevene i Johannes Åbenbaring. ordet betyder folkeherskere. fra at kirken var et legeme hvor alle lemmer havde en funktion, udviklede kirken gennem historien et professionelt præsteskab som overtog de enkelte lemmers funktion. Hvis man betragter sendebrevene som et profetisk kronologisk scenarie, betyder det at gerninger forandredes til lære gennem de første århundreder af kirkehistorien.