Myten om den sidste reformation

Af Jesper Veiby, stifter af Kristent Institut


Det har i flere år været populært at tale om ”reformation” og om, at Kirken har brug for en ny reformation eller eventuelt en sidste reformation med en tilbagevenden til det bibelske og nytestamentelige udgangspunkt og/eller genopdagelse af indtil nu oversete sandheder, ligesom retfærdiggørelsen af tro, troendes dåb og Helligåndens dåb over tid er blevet genopdaget af Kirken. Betegnelser som ”restaurationsvækkelse” eller ”genoprettelsesvækkelse” bliver nogle gange brugt om denne udvikling, selvom der næppe findes nogen entydig og gængs betegnelse.

Op gennem kirkehistorien har forskellige kredse forsøgt at koble andre sandheder på i forlængelse af de førnævnte. Nogle adventister har forsøgt at koble sabbatsspørgsmålet på som det sidste og afgørende punkt. Nogle Oneness Pentecostals[1] har på sin side proklameret opgøret med Treenigheden som den sidste og nødvendige genoprettelse. Hos mere mainstream kredse har nogle apostoliske netværk set genoprettelsen af aposteltjenesten som et punkt, der kommer efter pinsebevægelsens opdagelse af åndsdåben. Eksemplerne er legio, og på det seneste er huskirker (eller organiske kirker) af nogle blevet proklameret som det sidste og manglende led.

Selvfølgelig er der ting, som undervejs i kirkehistorien har været gået i glemmebogen eller er blevet undertrykt af den etablerede kirke, og som hver til sin tid har fået sin tiltrængte renæssance. Det er også let at tænke den slags ind i en større ramme, når man befinder sig i et frikirkeligt miljø. Her passer hele forestillingen om en løbende reformation nemlig langt bedre ind i selvforståelsen, end den ville hos en katolik eller en lutheraner.

Problemet er, at det er en tvivlsom fortælling med mange faldgruber; og en fortælling, som let kan gøre mere skade end gavn.

Før vi går videre, så lad mig for klarhedens skyld understrege, at jeg ikke angriber det faktum, at bibelske sandheder og bibelske praksisser har været gået tabt og over tid er blevet genfundet af mænd og kvinder, som Gud brugte til dette. Heller ikke, at der her og nu kan være ting, som Kirken kunne gøre på en bedre og rigtigere måde. Nej, jeg angriber forestillingen om, at dette er sket, vil ske eller skal ske som et led i en Guddommeligt overstyret proces – endsige kulminerende i en sidste genoprettelse før Jesu genkomst.

2.

Den første indvending mod en sådan forestilling er, at den ganske enkelt ikke stemmer med erfaringen.

Præmissen for en restaurationsvækkelse må jo dels være, at brik på brik i puslespillet falder på plads, indtil det nytestamentelige kirkeliv er genoprettet; men også at nye ”brikker” falder de steder, hvor de forrige er lagt. Fortalere for en restaurationsvækkelse ser jo ikke for sig, at retfærdiggørelsen af tro kom til én sammenhæng, hvorefter sandheden om troendes dåb kom til anden sammenhæng, der ikke havde taget imod dogmet om retfærdiggørelse af tro, hvorefter åndsdåben kom til en tredje sammenhæng, der hverken godtog retfærdiggørelse af tro eller troendes dåb. Selvom dette vel teoretisk kunne forekomme, så er det ikke den bærende tanke bag forestillingen om en løbende genoprettelse. Her er tanken selvfølgelig, at nye reformationer bygger videre på de eksisterende, selvom der vel kan være kristne, som ikke tager imod hele pakken.

Dette billede er imidlertid langt fra entydigt, når man ser udover Kirken. Man behøver blot nævne den karismatiske bevægelse som et eksempel på, at åndsdåb og karismatik slog ned i sammenhænge, der ikke anerkendte troendes dåb (Oase bevægelsen) eller som anerkendte paver og helgener (katolske karismatikere). Nogle vil påpege, at den karismatiske bevægelse blot var en efterfølgende udbredelse af en eksisterende og tidligere opdaget sandhed, og at genopdagelsen af denne hos de første pinsevenner jo netop passer ind i mønstret, men de første pinsevenner var jo ikke var de første siden apostlene, som oplevede åndsdåben. Selvom Azusa Street kom til at udgøre en milepæl, så har pinseoplevelsen været erfaret af kristne fra utallige sammenhænge op gennem kirkehistorien.[2]

Det er vel korrekt, at forskellige sandheder til forskellige tider har fået et større eller mindre gennembrud, men det er grundlæggende forkert, at 1) de pågældende sandheder var helt ukendte forud, og 2) de pågældende sandheder altid først kom til kredse, der havde tilegnet sig tidligere sandheder.

Nøgternt betragtet har vi vel alle erfaret det samme på et lavpraktisk plan. Man kan møde mennesker, der har en stærk åndelig udrustning, som på samme tid kan være umodne eller teologisk dårligt funderede. Man kan møde mennesker, som lever et helligt liv, men som kun i meget begrænset omfang evner at formidle evangeliet til andre. Man kan møde intellektuel viden uden at denne forenes med et liv i discipelskab. Kort sagt, man møder stærke og svage sider i en til tider uskøn blanding; og uden at der er noget videre mønster i dette. Det er jo heller ikke sådan, at kun den, som f.eks. er kommet langt i discipelskab og helliggørelse, belønnes med åndsdåben eller gives indsigt i Guds Ord.

Hvis man vil forsvare forestillingen om en restaurationsvækkelse og en sidste reformation, så er man derfor nødt til at lægge en skabelon ned over kirkehistorien, som kun meget dårligt stemmer med virkeligheden.

3.

Ikke alene stemmer forestillingen om en restaurationsvækkelse ikke med erfaringen, men den stemmer heller ikke med Bibelen, og det er langt værre.

Lad os her konstatere de åbenlyse løfter, som Jesus efterlader os med. Dels at Helligånden ville komme,[3] og at erfaringen af Helligånden, som først sker på Pinsedagen,[4] og som herefter erfaredes af mange andre end apostlene, ville træde i stedet for den daglige vandring med Jesus ansigt til ansigt.[5] Dels at Helligånden ville lære os og minde os,[6] altså fastholde, fremhæve og om nødvendigt genkalde det, Jesus havde sagt og lært.[7]

Det er indlysende sandt, at ikke alle kristne gennem tiden har erfaret Helligånden, som apostlene gjorde. Det er indlysende også sandt, at ikke alle kristne har holdt fast i alt det, som Jesus sagde, og som var bibelsk og rigtigt. Men det er også indlysende, at det hele tiden har været tilgængeligt for dem, og at det ikke har været Gud, som har forhindret dem i at erfare og indse det.

Sandheder kan være blevet overset pga. traditioner og forudfattede meninger, eller de kan være undertrykt af kirkelige autoriteter, men de kan ikke være gået i glemmebogen, fordi Gud har holdt dem tilbage. Bibelen udelukker den mulighed. Jesus lovede, at Helligånden ville være hos os, og at Helligånden ville minde os om hele sandheden. Når Luther i sin tid blev bannerfører for retfærdiggørelse af tro og ikke af f.eks. åndsdåben, så var det derfor ikke, fordi Gud skjulte den sidste sandhed for ham, men måske fordi han blot ikke så den af den ene eller anden grund, som vi kun kan spekulere over.

Man er af samme grund nødt til at konkludere, at en løbende reformation ikke er Guds (ideelle) vilje. Det kan den ikke være, når Jesus lover, at Helligånden vil lære os alt,[8] og vi i Missionsbefalingen befales at lære andre alt,[9] som vi er blevet lært. Ellers ville det reelt kun være den første kirke og måske endetidskirken, som var omfattet af Guds løfter, hvilket der ikke er en antydning af i teksten. Guds vilje må derfor nødvendigvis have været, at Kirken fra start til slut skulle fastholde alt det, som var overgivet den, ligesom det må være Guds vilje, at skulle sandheder gå tabt, så skulle de alle og så hurtigt som muligt genoprettes. Hvis man måtte mene andet, ville man være nødt til at se bort fra de afsluttende løfter, Jesus gav, og det mandat, vi driver kirke på.

Dette stemmer for så vidt også med de tidligere nævnte erfaringer, idet f.eks. tilstedeværelsen af karismatiske gaver siden Pinsedagen jo må tages som udtryk for, at de netop var tilgængelige for alle, som ville tage imod dem, helt uden hensyn til Kirkens generelle tilstand og niveau af genopret-telse.

Det er rigtigt, at der i Bibelen tales om ”tidligregn og sildigregn”,[10] og at dette meget vel kan udlægges som en beskrivelse af en åndsudgydelse i to etaper, dels efter Jesu opstandelse, dels før Jesu genkomst. Men det er det eneste område, hvor der måske antydes en forskel henover kirkehistorien, og næppe på en måde, som kan bruges til at ophæve ellers klare og utvetydige løfter fra Jesus. Hvorvidt der i passagen fra Jakobs brev sigtes til, hvad der rent faktisk ville ske, fremfor hvad Gud ønskede skulle ske,[11] eller om temaet snarere er intensiteten fremfor tilstedeværelsen af karismatiske gaver, kan godt diskuteres, men ingen af de to muligheder rokker ved det grundlæggende bibelske løfte om Helligånden som formidler af gaver og kraft og som underviser af Kirken.

4.

Tilhængere af tanken om en restaurationsvækkelse eller en sidste reformation, eller hvordan det nu udtrykkes, må hvis de skal være ærlige også være udfordret af nogle nærgående problemstillinger.

Et relevant spørgsmål ville f.eks. være, om man forestiller sig, at en sådan restaurationsvækkelse vil kulminere med det væsentligste, altså i en sidste reformation, som endelig får den sidste og væsentligste brik til at falde på plads; eller om Gud starter med at genoprette det væsentligste, for så hen af vejen at fuldende billedet med knap så vigtige detaljer?

Både det ene og det andet svar vil være problematisk. Hvis man tror på en guddommeligt overstyret restaurationsvækkelse med det vigtigste til sidst, er man implicit tvunget til at hævde, at Gud har holdt sin kirke i uvidenhed for i sidste øjeblik symbolsk at kunne fuldende med det allervigtigste. Det er bestemt en retorisk fordel at kunne hævde vigtigheden af det, Gud pt. åbenbarer, men det sker unægtelig på bekostning af et sundt Gudsbillede. Hvis man omvendt hævder, at Gud har prioriteret det vigtigste først, så tvinges man til at hævde, at f.eks. åndsdåben er et stykke nede på listen over Guds prioriteringer, ligesom de ting, man vil hævde genoprettes i vore dage, pr. definition må være de sidste og efterhånden relativt ubetydelige punkter i en lang række af reformationer.

Det tredje svar, at genoprettelsen er sket i tilfældig orden af vigtige og mindre vigtige ting, er næppe bedre set fra en tilhængers synsvinkel. Det er utvivlsomt det mest bibelske svar af de tre, men det underminerer den fornemmelsen af systematik, som er en forudsætning for tanken om en Gudsstyret genoprettelse.

Præmissen om en restaurationsvækkelse eller en løbende række af reformationer vil også implicit tvinge enhver kristen til at relativere sit eget ståsted.

En pinseven, som gør sig til talsmand for denne position, burde vel forventes at kunne sige ”det er dejligt at være med i Guds genoprettelsesplaner; nu bliver det spændende at se, hvad Gud sender efter pinsevækkelsen og hvilke ting, vi har taget fejl i”. Men en sådan indstilling ses aldrig, hverken hos pinsevenner, i apostoliske netværk, blandt tilhængere af huskirker eller i mere dubiøse grupper som adventister og Oneness Pentecostals. Alle ser sig som repræsenterende den endelige og sidste reformation, selvom tusinder før dem må have tænkt det samme og taget fejl.

Tilsvarende grotesk bliver det set udfra Paulus’ påstand om, at vi alle ser stykkevist.[12] Hvis man godtager dette, så må man naturligvis være åben overfor muligheden af, at andre har synspunkter, som måtte vise sig mere bibelske end ens egne. Det er i sig selv uproblematisk. Men kun den, som er alvidende, kan reelt vide, at der ikke er flere væsentlige synspunkter at genopdage. Enhver påstand om at være del af den sidste reformation, er derfor dybt problematisk, forudsætter eksklusiv åbenbaring, som Gud holder tilbage fra resten af Kirken, og falder pladask på sin egen urimelighed.

Samtidig er der noget næsten evolutionært over tilgangen, som er en smule bekymrende, og som vanskeligt lader sig indpasse i et bibelsk verdensbillede. Kirken er naturligvis tiltænkt at vokse og udvikle sig i betydningen brede sig over nationer og kulturer og ned gennem tidsaldre og her vælge de rammer, som passer til dens aktuelle størrelse og situation. Men spørgsmålet er, om Gud iværksætter en (langvarig) teologisk og åndelig udviklingsproces, når Kirken går på kompromis, eller om han blot kalder Kirken til her og nu at vende tilbage til udgangspunktet på alle de områder, hvor der måtte være brug for det? Svaret giver vist sig selv.

Tanken om løbende reformationer kan også let misbruges til at understøtte ting, som ikke eller kun vanskeligt kan understøttes af Bibelen alene. Lad os være ærlige her. Uden sammenligning i øvrigt, så vil såvel Oneness Pentecostals med deres afvisning af Treenigheden, adventister med deres insisteren på sabbatsoverholdelse, og i nyere tid organiske kirker med deres afvisning af kirkebygninger og kirkeligt lederskab, alle stå langt ”stærkere” rent retorisk, når man tillige italesætter sig som et opgør med en påstået forkert udvikling i kirkehistorien.[13]

Forskellen er her, at såvel reformationen i 1500-taller som væksten af karismatiske kristne indenfor de sidste godt hundrede år har været kirkehistoriske fænomener, som faktuelt har haft stor og varig indflydelse på Kirken, mens de førnævnte grupper end ikke er i nærheden af samme gennemslagskraft og udbredelse. Det kan derfor godt virke både letkøbt og manipulerende, når man midt i en påstået reformation italesætter sig som en sådan, i stedet for at blot lade kirkehistorien være dommer i sagen om måske 50 eller 100 år.

Når der i Bibelen sker en udvikling i kirkens liv eller et såkaldt paradigmeskifte,[14] så argumenteres der i øvrigt heller aldrig med, at man her ser kulminationen på en overstyret genoprettelsesproces, der henvises i stedet til konkrete, bibelske løfter. Det må være den rigtige, bibelske og bedre måde at argumentere på.

5.

Jeg skal være den første til at erkende, at jeg selv ubetænksomt har godtaget tanken om en serie af reformationer, og at dette oplagt har skinnet igennem her og der, selvom det aldrig for mig har været en bærende tanke. Mange andre fra frikirkelige sammenhænge vil antageligvis være farvet af samme tankegang, og man kommer ikke udenom, at der er tale om en letforståelig og pædagogisk model, og at den derfor appellerer til menneskers naturlige og Gudgivne tilbøjelighed til at observere og systematisere. Men netop derfor er det også så vigtigt at sige fra overfor den overtolkning, som tanken om en restaurationsvækkelse typisk repræsenterer.

Bortset fra det helt principielle og vigtige spørgsmål, om modellen overhovedet er bibelsk, så har den også potentielt en række skadelige bivirkninger.

Hvis man begynder at italesætte sig selv som den bevægelse, Gud pt. bruger til at forny Kirken, så kan det meget let føre til en situation, hvor man ikke tager imod noget fra andre kristne i andre kirker og freder åbenlyse fejl i egne rækker.

Selvom vi naturligvis forudsætter, at reformatorerne havde ret mht. Reformationen og nogle af de teser, som her blev slået fast, f.eks. retfærdiggørelse af tro, så er det jo samtidig rigtigt, at den katolske kirke havde fastholdt et korrekt syn på f.eks. Treenigheden, og at der også i katolsk teologi (eller førreformatorisk teologi[15]) kan findes grundige og bibelske tanker omkring f.eks. Guds natur eller kristen etik. Det samme kan siges i relation til pinsebevægelsen. Selvom pinseerfaringen er bibelsk, og pinsebevægelsen blev intrumental mht. til at udbrede denne, bør man ikke nøjes med at ”overtage” Luthers tanker om retfærdiggørelse af tro, mens man forkaster andre og fornuftige tanker, f.eks. om de to regimenter, altså kirke og statsmagt. Der er ofte meget mere at hente fra kristne op gennem kirkehistorien, end det er kutyme i nogle vækkelsesbevægelser.

Desværre kan man finde mange eksempler på, at nye bevægelser ikke blot har pioneret en bestemt bibelsk sandhed eller en bestemt bibelsk erfaring, men også i spredt orden ”pioneret” forskellige særstandpunkter,[16] som enten har afspejlet stifternes personlige kæpheste eller har været udtryk for gængse – men ikke altid bibelske – synspunkter i de sammenhænge, der nu engang gjorde bestemte erfaringer eller fik øjnene op for nye sandheder.

Det er indlysende til alles bedste, både de nye bevægelser og Kirken i sin helhed, at man fastholder enheden med andre kristne og forstår nødvendigheden af at tage imod og tage ved lære af andre sammenhænge. Samt at man ikke forkaster alt, der tilhører en anden og tidligere ”reformation”; men at man kan se bort fra dette til fordel for bibelske argumenter, klare grunde og eksemplets magt.

Selvsagt er der forskel på, hvordan forskellige kredse italesætter sig selv som en ny reformation og alle andre som repræsenterende noget grundlæggende ubibelsk; og skadevirkningerne vil derfor også afhænge af de involveredes modenhed eller mangel på samme. Men det er egentlig en sekundær problemstilling. Det primære er det helt principielle, at kirkelivet ikke bør indpakkes i en tvivlsom og ubibelsk fortælling.

Forestillingen om en af Gud overstyret genoprettelse af bibelske sandheder, sluttende med en sidste reformation, iklæder nemlig og desværre kirkehistorien en fortælling, som er fiktion, og som hverken understøttes af bibelske udsagn eller af historiske fakta. Men andre ord: Kejseren har ikke noget tøj på.



[1] Også kendt som ”Jesus Only”.

[2] Bogen ”2000 år med Helligånden” af Hans P. Pedersen kan her stærkt anbefales som en tour de force over Åndens virke i de sidste to årtusinder siden Pinsedagen.

[3] f.eks. Apg.1,8

[4] se Apg.2

[5] f.eks. Johs.14,16-

[6] Johs.14,26

[7] Der ligger vel også heri, at Helligånden vil kunne aktualisere og kontekstualisere de sandheder og den visdom, som er åbenbaret i Bibelen, sådan at kristne til senere tider ville kunne udlede en ”bibelsk” holdning til ting, som ret beset ikke er nævnt i Bibelen. Men det omfatter givetvis ikke, at Helligånden skulle åbenbare ny og videre viden, som ikke kan findes i det overleverede vidnesbyrd, eller som ville være aldeles fremmed for datidens kristne.

[8] Igen Johs.14,26

[9] Se Matt.28,20

[10] Se evt. Jak.5,7 gl. oversættelse

[11] Gud kunne jo godt have ønsket og villet en permanent åndsudgydelse, men gennem profeten tilkendegive, at den af os ukendte årsager ville vise sig at være stærkest i starten og i slutningen.

[12] 1.Kor.13,9-12

[13] Oneness Pentecostals vil jo her se Treenigheden som den sidste katolske bastion og adventisterne på samme måde se søndagshelligholdelse som en katolsk vranglære og i sidste ende Dyrets mærke. Dele af huskirkebevægelsen vil på samme måde argumentere med, at rammer og strukturer er et i bund og grund hedensk levn, som må renses ud.

[14] Det kunne f.eks. være i relation til hedningemission eller i relation til pinseoplevelsen.

[15] Jeg sigter her til teologi under enhedskirken, før dannelsen af Østkirken, altså den Ortodokse Kirke. En teologi, som i nogle tilfælde udspringer af en kirke, som er ret ”katolsk” i lære og liv, og i andre tilfælde blot var den kirke, som var, før de katolske dogmer, som protestanter forkaster, formelt var blevet vedtaget.

[16] Man kunne i flæng nævne ting som 1) dåb ”i Jesu navn” i stedet for ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, 2) overholdelse af Moseloven, 3) billedforbud, altså ikke blot af helgener, men f.eks. også mod afbildninger af Jesus, 4) forestillingen om et teokratisk samfund, 5) bestemte og til tider rigide kirkelige hierarkier, 6) at man stempler ting som synd, Kirken i almindelighed aldrig har kaldt synd, eller 7) andre og nye forklaringsmodeller som f.eks. dispensationalismen, der var helt ukendt for den første kirke.

Det profetiske

Af Jesper Veiby, stifter af Kristent Institut



Den profetiske dimension er uløseligt knyttet til Kirkens liv, side om side med det mirakuløse og det naturlige. Det profetiske, mirakuløse og naturlige udgør her tre grundlæggende aspekter, som skal forstås i bredest mulige forstand. Det profetiske handler ikke kun om profetiske ord, men om viden formidlet udover den viden, man opnår via sanser og logik. Det mirakuløse handler ikke om kun mirakelgaven, men om den midlertidige dispensation fra de naturlove, vi er underlagt, i forbindelse med guddommelig indgriben. Det naturlige handler tilsvarende ikke om det jordbundne og måske kødelige, men om fysik, forstand og sanseapparat, hvorved vi er i kontakt med verden.

Det må her understreges, at det profetiske hhv. mirakuløse ikke er mere ”åndeligt” end det naturlige, for så vidt man med åndeligt forstår bibelsk og i tråd med Åndens vilje. I den forstand er også det naturlige givet af Gud for at tjene Gud – vel at mærke ligeværdigt med det profetiske og det mirakuløse. Forskellen er snarere, at det profetiske og mirakuløse typisk forudsætter Guds intervention, mens man altid kan trække på sine naturlige ressourcer, selvom også de to førstnævnte bør være almindeligt til stede og naturligt integreret i den kristnes liv.

Den profetiske dimension er koblet på ”kraft-dimensionen” i den kristnes liv, men også her gælder jo jvnf. Paulus formaning,[1] at kraft koblet af kærlighed er værdiløs, og at den ingen værdi har i sig selv, men kun i forbindelse med formidling og betjening. Da der ikke i Bibelen er nogen systematisk behandling af den profetiske dimension og tjeneste, i modsætning til f.eks. Romerbrevets systematiske behandling af retfærdiggørelse, bærer megen undervisning præg af en vis kobling til erfaringer og oplevelser.

Imidlertid er det min overbevisning, at man kan se et mønster i Skriften, for hvordan den profetiske dimension kommer til udtryk (og skal komme til udtryk), og at dette bør fungere både som blueprint og lakmusprøve.[2] Ligesom det er min overbevisning, at den profetiske dimension udfra Skriftens mønster hverken har den hypede eftersmag af Hollywood eller den beske eftersmag af noget underligt,[3] men bør være en integreret del af Kirkens liv – til og med diakonalt, om man vil.[4]

2.

Inden vi går videre, er det nødvendigt at adressere den lektie, vi kan lære af Skriftens eksempler og ikke blot af den direkte undervisning. Historisk har dette været et stridspunkt, og det traditionelle standpunkt siden reformationen har ofte været, at alene de såkaldt didaktiske[5] tekster – altså primært brevene – kunne anvendes som norm. Jeg vil hertil hævde, at de eksempler, som Helligånden har udvalgt i beretninger fra såvel Jesu liv som de første kristnes liv, også tjener som norm, idet disse udgør et normativt mønster.

Den, som måtte erklære sig enig heri, kan om nødvendigt springe dette afsnit over, men et lille sidespring er her nødvendigt.

Det er næppe til diskussion, at eksempler i almindelighed ikke er normative. Hvis en tænkt observatør iagttager f.eks. arbejdsgangen på en skadestue, så kan vedkommende umiddelbart kun udlede, hvad der sker (deskriptivt), og ikke hvad der bør eller burde ske (preskriptivt). Vedkommende vil derfor ikke på basis af sine observationer kunne udforme en regel. Sådan vil den traditionelle argumentation lyde. Bibelens eksempler er i det lys tvivlsomme som norm, idet de måske afspejler den handlendes ufuldkommenhed. Eksemplerne fra Jesu liv naturligvis undtaget, men her vil man til gengæld argumentere for, at eksemplerne ikke udgør et bevidst mønster.

Med førnævnte eksempel fra skadestuen vil de fleste dog nok indrømme, at har man et tilstrækkeligt datamateriale, så er sagen en anden. Idet man antager, at folkene på skadestuen arbejder udfra visse skrevne eller uskrevne normer, så vil man også kunne antage, at disse følges nogenlunde, og at de fejlkilder, som er i observationerne, kan reduceres ved hjælp af flere data. Således vil f.eks. 1000 eksempler på behandling af et benbrud nok kunne bruges til at beskrive skadestuens procedurer, da nogle enkeltstående fejlbehandlinger skiller sig ud og kan sorteres fra. Men da Bibelens eksempler er få og spredte målt med en sådan målestok, er de ikke nok til at kunne udlede normative retningslinjer af.

Det er fristende at påpege de dele af kirkens praksis, som reelt kun understøttes af relativt få bibelske eksempler, f.eks. brugen af søndag som ugentligt helligdag i stedet for den jødiske sabbat,[6] eller den frikirkelige praksis med barnevelsignelser, som næppe finder støtte i andet end en enkelt begivenhed i Skriften.[7] I praksis godtager man altså et normativt forbillede, som man teoretisk tager forbehold overfor.

På et menneskeligt plan er der igen diskussion om de førnævnte forbehold hhv. krav om betydeligt datamateriale. Hvis man imidlertid forudsætter, at de udvalgte eksempler ikke er tilfældige, men repræsentative, ændrer det alting. I vores almindelige omgang med data kan man ikke forudsætte, at eksempler, målinger eller tests er repræsentative, ligesom man heller ikke kan forudsætte, at påstande, tekster mv. er udtryk for ufejlbarlige sandheder. Men ligesom Kirken jo hævder det sidste om Bibelen, så vil det være naturligt at hævde det første om Bibelens eksempler. Bibelen bekræfter dette og slår fast, at det, der er skrevet, er skrevet for, at vi kan ”lære af det”.[8] Dette ville reelt være umuligt, hvis eksemplerne ikke er prototypiske, hvis Kirkens mænd og kvinder i de fremhævende eksempler og episoder ikke agerer både indenfor den tilladte og af Gud ønskede ramme og ”normalt” indenfor denne.[9]

Det korte af det lange er altså, at de eksempler, som Helligånden ledte Bibelens forfattere til at fremhæve og medtage, må forudsættes at være repræsentative; altså at de dels afspejler Kirkens praksis og lære,[10] dels individuelt afspejler noget typisk eller prototypisk,[11] og dels samlet tegner et tilstrækkeligt billede af den konkrete problemstilling.[12]

Det er rigtigt, at man ikke via eksemplets magt kan trække lige så skarpe og klare grænser op, som man kan udtrykke med ord og klar tale. Derfor må Bibelens eksempler naturligvis suppleres af og understøttes af de skriftsteder, som taler om et givent emne, ligesom man må udtale sig mindre kategorisk, hvor der er få og måske uensartede eksempler at bygge på. Men ikke desto mindre vil vægten i langt højere grad ligge på eksemplerne og det normative mønster, man kan udlede heraf, når det drejer sig om spørgsmål, hvor der ikke gives samlet og systematisk undervisning,

Man kan illustrere dette ved at tænke de bibelske eksempler indtegnet i et koordinatsystem, med forskellige karakteristika langs hver akse. Det er selvfølgelig simplificeret, men et godt pædagogisk hjælpemiddel.

Enkelte måtte måske have det synspunkt, at ”Gud er suveræn, så derfor kan vi ikke sige, hvordan han vil gøre ting”, hvilket bevirker, at hele ”arealet” er i brug, selvom de bibelske eksempler alle måtte befinde sig indenfor en snævert område. Selvom synspunktet måtte udspringe af en tilsyneladende respekt for Guds suverænitet og/eller et ønske om ikke at begrænse Åndens virke i Kirken, så er det alligevel ude af trit med Guds måde at gøre tingene på. Gud kan vel gøre ting på alle mulige måder, men han gør det bare ikke i praksis.

Andre ville måske i praksis tillade en ikke ubegrænset men dog meget stor afvigelse fra de bibelske eksempler udfra samme tankegang, men i en mindre dogmatisk forklædning. Man kan illustrere det ved at tegne en meget stor cirkel rundt om de bibelske eksempler. Problemet er her grundlæggende det samme som før, nemlig at man implicit åbner op for, at Gud gør ting på en måde, som han bare i praksis ikke gør. Og hvis den cirkel, som billedligt måtte indhegne det tilladelige, er af overnormal størrelse, så vil det i praksis ikke være muligt at ”lære af det”, som Skriften siger, for (næsten) alt andet kan også være ok.

Den anden grøft kan man finde hos den, som mener, at Bibelen angiver de eneste mulige måder, som ting skal ske på, og som derfor mener, at Kirkens praksis og åndelige erfaringer skal befinde sig direkte oveni de bibelske eksempler. Også her kan der være tale om et udtryk for respekt for Guds Ord, men tilgangen er alligevel for rigid. Peter og Johannes helbreder syge ligesom Jesus gjorde, men enhver detalje og ethvert ordvalg er selvsagt ikke identisk. Gud giver friere rammer end som så.

Den bibelske tilgang, vil jeg hævde, er at tegne en snæver cirkel om de bibelske eksempler. Alene på den måde kan man i praksis ”lære af det”, der står skrevet, uden at man bevidstløst skal kopiere givne eksempler til mindste detalje.

Det må her være indlysende, at hvis der er meget få eksempler, så er man tvunget til at være mindre præcis, end hvis der er mange, og hvis de eksisterende eksempler fra Bibelen varierer en del, må ”rummeligheden” selvsagt være betydeligt større, end hvor de er ensartede og entydige. Tilsvarende kan det være nødvendigt dels at supplere med undervisende tekster, dels opdele eksemplerne efter type, hvis dette giver større klarhed. F.eks. kunne man i teorien forestille sig, at man skulle evangelisere på forskellig måde overfor jøder end overfor hedninger.[13] Hvis det var tilfældet, ville man måske få et uensartet billede, hvis man betragtede alle Bibelens eksempler på evangelisation og sjælevinding under ét, men opnå et klarere og mere entydigt billede, hvis man så på de to typer for sig. Tilsvarende vil gælde enhver anden problemstilling.

Nogle praktiske eksempler kan illustrere pointen. Der er mange eksempler på helbredelser i Bibelen, og de er ret uensartede. Nogle salves med olie,[14] andre får mudder smurt på øjnene,[15] nogle befales at bade,[16] andre helbredes af bælter og skygger,[17] [18] andre igen befales raske.[19] Det er indlysende et område, hvor der tillades variation. Samtidig kræver det blot en lidt veludviklet fantasi at forestille sig eksempler, som ville være så langt ude, at de ville diskvalificere sig. Tjenester og kirkens ledelse er et andet punkt. Der omtales ældste,[20] ligesom apostle indgår i lederskabet,[21] og tjenesteteams ditto.[22] Men selvom der er en vis variation, og man en enkelt gang tilmed valgte via lodtrækning,[23] så vil alle nok være enige om, at en månedlig lodtrækning om hvem der skal være præst i kirken, oplagt falder udenfor det bibelske mønster og dermed det bibelske mandat. Andre steder er variationen betydeligt mindre, f.eks. omtales tungetale[24] eller tungetale og profetiske ord[25] altid i forbindelse med, at mennesker modtager Åndens dåb, hvilket efterlader et begrænset rum for variation mht. hvad der kan tages som udtryk for eller bevis på Åndsdåben.

Anvendelsen af normative forbilleder på basis af de mønstre, man kan se i Skriften, vil nok opleves lidt diffust for nogle og snærende for andre. Ikke desto mindre vil jeg hævde, det er bibelsk og følger naturligt af det overleverede vidnesbyrd som en kilde til læring, selvom man også her er afhængig af god eksegese og en fornuftig og sund bedømmelse af de aspekter, som er relevante i relation til de konkrete eksempler.

Endelig bør det nævnes, at man kan bedømme en given situation med afsæt i de bibelske forbilleder, uden at man behøver have fuld forstående af de mulige fejlkilder, som er involveret. Ikke mindst mht. det profetiske er dette en vigtig påmindelse. Der er situationer, hvor dæmoniske kræfter er på spil, selvom det næppe er hovedkilden i kirkeligt regi. Der er situationer, hvor den enkeltes forudindtagethed[26] eller generelle ufuldkommenhed[27] spiller ind. Og tænkeligt er der situationer, hvor almindelig dumhed, banale misforståelser eller blot vaner og traditioner spiller ind. En afvisning af et profetisk udtryk er ikke automatisk lig med en påstand om, at der så er tale om dæmonisk forførelse, ligesom det ikke pr. definition vil være et forsøg på at udslukke Åndens virke i Kirken, og som sådan bør det heller ikke opfattes. En afvisning på førnævnte præmisser er alene et udtryk for, at man i Kirken er forpligtet på de bibelske eksempler og sorterer afvigelser fra, både når årsager og kilder er klart belyst, og når det er uklart, om fejlene (blot) måtte skyldes menneskelig ufuldkommenhed, misforståelser og tankeløshed.

3.

Hvis man betragter de eksempler, som Bibelen giver indenfor det profetiske, så er det umiddelbart oplagt, at der er eksempler, som straks diskvalificerer sig. Således kommer det profetiske ikke til udtryk gennem fiktion, og selvom der i tidens løb er udgivet megen fiktion, som hævdes at have noget profetisk over sig, så åbenbarer Gud sig ikke profetisk gennem fiktion. Fiktion kan selvsagt være skrevet i et forsøg på at levendegøre og tolke det, som måtte være profetisk beskrevet i Skriften, og som forfatteren i forvejen er bevidst om og har en mening om. Men der er ikke bibelsk belæg for, at en forfatter i kraft af sin almene følelse af ”inspiration” får kontakt med en ”profetisk åre”, hvorigennem Gud formidler ny åbenbaring i fiktionen, sådan at fiktionen åbenbarer ny viden, man ikke havde og ikke kunne udlægge fra eksisterende profetiske ord. Der er nemlig ingen eksempler på den slags i Skriften. Gud taler, men ikke gennem fiktion. Tilsvarende er der ingen eksempler på, at profetiske ord og profetisk betjening afregnes med kontant betaling, som det måtte ske ved sandsigersken på en markedsplads, og en eventuel kirkelig praksis med betaling for profetiske ord må derfor tilsvarende og selvfølgelig afvises.

Til gengæld er der et rigt, men også meget sammensat vidnesbyrd om profetiske forudsigelser, profetisk betjening, profetisk viden og profetisk ledelse, spændende fra det mere spektakulære til det næsten dagligdags. Bibelen lægger sig ikke fast på en bestemt opdeling, og andre ville måske vælge at inddele emnet på anden måde, f.eks. i 1) profetens tjeneste og 2) profetiske gaver; eller i a) profetiske ord, b) profetiske drømme osv. Man vil kunne vælge forskellige vinklinger og forskellige inddelinger af praktiske og pædagogiske grunde, og som understreger forskellige pointer uden at konflikte.

I mine øjne differentierer de fire typer (forudsigelser, betjening, viden og ledelse) imidlertid naturligt mellem grundlæggende forskellige typer af profetiske udtryk, når man ser på kontekst, målgruppe og den praktiske håndtering.

4.

Profetiske forudsigelser er nok det, som de fleste i al almindelighed forbinder med det profetiske, selvom det ironisk nok udgør den mindste del af det profetiske område, bredt betragtet. For at afgrænse i forhold til andre udtryk, så må en profetisk forudsigelse angå, hvad der vil ske, eventuelt hvad der betinget vil ske;[28] og ikke blot hvad der kan ske. Forudsigelsen retter sig mod fremtiden på en absolut måde, mens det profetiske ord eller profetisk ledelse vel kan rette sig mod fremtiden, men ikke på en absolut måde.

På dette område kan der opnås stor afklaring ved at betragte forskellige typer af forudsigelser såvel som hvilke typer af personer/tjenester, disse formidles igennem. Man kan grundlæggende opdele forudsigelser i to grupper, den ene de kristologiske hhv. eskatologiske forudsigelser, altså de forudsigelser som angår Kristi komme eller de sidste tider før hans genkomst; den anden forudsigelser angående andre forhold. Ligeledes kan man observere, at den førstnævnte gruppe i Gamle Testamente blev formidlet af profeter, men i Ny Testamente af apostle; samt at det hverken i GT eller NT er enhver profet eller apostel, som formidler den slags, men alene dem, man traditionelt på engelsk har betegnet ”foundational prophets/apostles”, altså de profeter/-apostle, som skrev Skriften.[29] Man kan finde flere eksempler på profeter hhv. apostle, som virkede i den pågældende tjeneste, men som ikke bidrog til Skriften, og som heller ikke bidrog med kristologiske/-eskatologiske forudsigelser.[30] Bibelens møn-ster er her entydigt og åbner ikke op for kristologiske eller eskatologiske forudsigelser fra andre end disse, hvilket vel rettelig på disse områder henviser os til at søge viden gennem bibelstudier fremfor gennem profetiske ord og profetisk ledelse.

Man kan også konstatere, at profetens tjeneste nok går igen i Ny Testamente, og den nytestamentelige navnebror til den gammeltestamentelige profettjeneste har overtaget nogle af dennes funktioner, men der er på den anden side ikke grund til at behandle de to som samme to tjenester, ligesom nogle af den gammeltestamentelige profets opgaver tydeligvis i NT er henlagt til aposteltjenesten.

Lad os af pladshensyn nøjes med at konstatere, at den nytestamentelige profet sammen med de andre tjenestegaver gives os i forbindelse med Herrens opstandelse og herliggørelse.[31] Hermed er det på sæt og vis en ny tjeneste og ikke en direkte videreførelse af den gammeltestamentelige tjeneste. Der er således både på et praktisk og ikke mindst principielt plan ingen grund til, at nytestamentelige profeter skal spejle sig (for meget) i gammeltestamentelige ditto, som der måske kan være en tendens til, men tværtimod bør spejle sig i de (indrømmet færre) nytestamentelige eksempler. Omvendt er der flere paralleller,[32] så man kunne nok mere præcist kalde den nytestamentelige profettjeneste en nytestamentelig inkarnation af den gammeltestamentelige.

At apostlen i praksis overtager profetens rolle som talsmand overfor f.eks. myndigheder og repræsenterende kirken eller forsamlingen udadtil, fremgår dog af flere eksempler,[33] hvor apostle i rigt mål træder ind i disse opgaver, men hvor ingen profeter markerer sig på samme områder.

Endelig må det naturligvis huskes, at den troende i Gamle Testamente ikke var født på ny og ikke var udrustet med Helligånden, men at begge disse jo nu er opfyldt. Hvor den gammeltestamentelige troende var afhængig af profetens tjeneste som en mellemmand eller kontakt til Gud, så har den nytestamentelige troende nu selv fri adgang til Gud og til Guds ledelse – og Guds profetiske dimension i sit liv.[34] Det er derfor naturligt, at profettjenesten i Ny Testamente har en langt mindre fremtrædende rolle end i Gamle Testamente, og at såvel aposteltjenesten som andre tjenester nu udfylder mange af de roller, som profeten havde i Gamle Testamente.

Det er dog ubestrideligt, at de eneste gange i Ny Testamente, hvor der formidles profetiske forudsigelser af almen karakter, så er det profeten, som formidler disse. Altså forudsigelser ind i kirkelivet, af relevans for kirken og dens medlemmer og angående dens/deres fremtid og omstændigheder. Profetens tjeneste er bredere end dette, og anses typisk også forbundet profetisk betjening i bredere betydning – jvnf. næste afsnit – samt profetisk forkyndelse i betydningen aktuel, konkret og rammende forkyndelse. Den profetiske dimensions forskellige udtryk berøres i de kommende afsnit, men profetens tjeneste som sådan er ikke temaet for artiklen. Det mønster, Bibelen viser os, og som her er pointen, er derimod, at profeten fortsat er den eneste formidler af almene profetiske forudsigelser, og det er derfor, den nytestamentelige profettjeneste er interessant her. Det er naturligvis ikke sådan, at kun profeten må have lov til at komme med forudsigelser, men sådan at (sande) forudsigelser ganske enkelt vil komme gennem profeten fremfor de andre tjenester, fordi dette nu engang er det mønster, Bibelen viser os. At det er unikt for profettjenesten og ikke findes i den profetiske tjeneste i bredere forstand bekræftes også af Apg.21,8-14, hvor Filip havde fire døtre med profetisk gave,[35] men hvor den profetiske forudsigelse først formidles, når profeten Agabos er til stede og gennem ham.

Grundlæggende sker bedømmelsen af profetiske forudsigelser retrospektivt, selvom Kirken naturligvis skal afvise profetiske forudsigelser, som åbenlyst er i modstrid med Bibelens forudsigelser og øvrige tale. Profetien bekræftes af opfyldelsen. Dog er der implicit betingede profetier, a la Jonas’ overfor Nineve, og profetier hvor dette ikke ligger implicit, og som derfor er profetier om noget, der ganske enkelt blot vil ske, f.eks. hungersnøden i Ægypten.

Der kan måske nok herske nogen uenighed om, hvorvidt alene profetien eller også selve profeten diskvalificeres af en fejlagtig forudsigelse. Men nærlæser man 5.Mos.18,22 er pointen tydeligvis todelt, dels en fordømmelse af den fejlagtige profeti og det faktum, at profeten er fremturet med det; dels en erklæring om, at [fra][36] pågældende profet skal man ”ikke frygte”.[37] Ved en overfladisk læsning kan man få det indtryk, at alene forudsigelsen forkastes, ledsaget at et betryggende ord. Men det at ”frygte” må oplagt læses analogt med brugen i Bibelen i øvrigt. Når der i Bibelen står ”frygt Gud”,[38] så bruges det ikke på samme måde som når der står ”frygt ikke”, men om at give den ærefrygt eller respekt, som tilkommer, i dette tilfælde Gud, i det andet profeten. Ordet om ikke at frygte den pågældende profet handler derfor næppe om, at man ikke skal ”være bange” i den almindelige betydning af ordet, men at man ikke skal/behøver respektere vedkommendes tjeneste, selvom man da underforstået så heller behøver være bange for noget, vedkommende siger. Pointen er, at det (også) er fremadrettet. Der er næppe heller nogen mening i et udsagn om, at man ikke skal være bange for den forudsigelse eller dom, som nu bevisligt ikke er gået i opfyldelse. Det ville være overflødigt at nævne, hvis det alene var tilfældet.

Det er vel muligt, Gud havde kaldet vedkommende som profet, men her tilbagekalder Gud de facto tjenesten.[39] Pointen er nemlig, at man ikke i øvrigt skal tage imod, hvad der kommer fra vedkommende, men at man i stedet ikke længere skal behandle profeten som profet.[40]

Man kan mene, at Gud sætter overliggeren højt ved at diskvalificere tjenesten på grund af en enkelt fejlslagen profeti, eller man kan mene, det kun gjaldt i Gamle Testamente. Men det bekræftes indirekte i Ny Testamente at det også samme er gældende her, og for nytestamentelige profetiske forudsigelser, idet der ved Agabos’ profeti om hungersnøden bekræftes, at denne gik i opfyldelse.[41] [42] Bibelens mønster og standard må derfor tages til efterretning. Hedenske og okkulte profeter har også nogle gange ret, og horoskoper kan ramme plet. Men Guds profeter tager aldrig fejl. Hvis man ophæver den præmis, udvisker man en helt afgørende bibelsk grænsedragning.

Her må indskydes en bemærkning om betegnelsen ”falsk profet”, som til tider bruges lidt i flæng. Denne bruges både (fejlagtigt) som ”skældsord” i forhold til kristne, folk er tilstrækkeligt uenige med; som betegnelse for den ”almindelige” forfører, og endelig om den, der hævder at være profet, men som ikke er det. Sidstnævnte er strengt taget rigtigst rent sprogligt og er ikke forskelligt fra, at en falsk bror er en, som hævder at være kristen, men som ikke er det, eller at en falsk apostel hævder at være det, men ikke er det. Nu er det jo ikke sådan, at alle som ikke er kristne, dermed er falske brødre. Kun hvis de giver udseende heraf, rammer betegnelsen. Der er derfor ikke noget dybere problem i, at en person, hvis fejlagtige forudsigelser udelukker en tjeneste som profet, ikke behøver bære betegnelsen falsk profet og i stedet kan få en velsignet tjeneste på ethvert andet område, hvis vedkommende har selverkendelse og ikke fremturer med yderligere forudsigelser, som falder under profetens tjeneste, hvor vedkommende har diskvalificeret sig.

Eksempler fra Bibelen på kristologiske eller eskatologiske profetier er talrige og ikke temaet her, men hvis vi skal fremhæve nogle eksempler på almene profetiske forudsigelser i Skriften, så kunne vi fra Gamle Testamente nævne Josefs profetiske tolkning af faraos drøm mht. de syv gode år og syv magre år;[43] Elias’ forudsigelse af Jesabels endeligt;[44] profetien om jødernes tilbagevenden i Daniels bog;[45] såvel som Jonas’ betingede forudsigelse af Nineves endeligt. I Ny Testamente opererer Jesus også selv i profetens tjeneste og kommer her med flere profetiske forudsigelser både af eskatologisk og af almen karakter;[46] [47] ligesom der er eskatologiske forudsigelser af både Paulus og Peter og naturligvis i Johannes’ Åbenbaring. Af profetiske forudsigelser af almen karakter har vi i Ny Testamente først og fremmest Agabos’ forudsigelse af Paulus’ tilfangetagelse[48] samt af en kommende hungersnød.[49]

Når man betragter de bibelske eksempler på profetiske forudsigelser, så er det værd at bemærke, at de faktisk er meget operative. De er af aktuel og personlig relevans, og det er muligt at handle på dem. Josef forudsiger således ikke blot, at der på et eller andet tidspunkt skal komme nogle gode år og derefter nogle dårlige år. Det er aktuelt, og der er syv af begge, så der kan planlægges udfra profetien. Agabos’ forudsigelse om den kommende hungersnød var også konkret; der ville blive tale om hungersnød, som man mentalt og praktisk ville kunne forberede sig på, ikke om en uspecificeret ulykke, og tidsmæssigt faldt den relativt kort efter;[50] mens mere langsigtede men almene profetier som f.eks. fra Daniels bog om jødernes tilbagevenden har et præcist åremål på.[51] Man kan næppe sætte en firkantet regel op, men det er oplagt udfra de bibelske eksempler, at forudsigelserne er umiddelbart forestående eller retter sig mod en nær fremtid, hvis ikke de rummer en mere præcis tidsangivelse, ligesom de er præcise mht. det, de forudsiger. Hertil er de af relevans for modtageren. Kirken i Apostlenes Gerninger ville jo selv komme til at stå i hungersnøden, jøderne i Ægypten under Josef ligeså, og Paulus’ tilfangetagelse var oplagt relevant for ham selv.[52] Omvendt er der (naturligvis!) ikke eksempler på forudsigelser af hungersnød i Kina, selvom sådanne utvivlsomt også har forekommet, eller af fjerne og for modtagerne uvedkommende begivenheder, det være sig kristenforfølgelserne under Nero, jødeforfølgelserne under Hitler eller reformationens komme.

Profetiske forudsigelser gives nemlig ikke for at imponere, for at stimulere vores intellektuelle nysgerrighed eller som en form for Gudsbevis, men som udtryk for Guds omsorg i situationen, og selvom formen kan have noget ”spektakulært” over sig, er det en pointe, som ikke må glemmes.

5.

Profetisk betjening angår her den profetiske dimension i mødet med andre mennesker gennem de såkaldte åbenbarings- og talegaver blandt de ni Åndens gaver eller åndsåbenbaringer, som Paulus remser op i 1.Kor.12,7-10.[53] [54] Det omfatter profetiske ord, som sprogligt – ofte begge kaldt ”profetier” – ligger tæt op af profetiske forudsigelser, ligesom det omfatter visdomsord og kundskabsord, såvel som bedømmelsens gave.[55] Naturligvis kan personlig betjening rumme en profetisk forudsigelse, som falder under det foregående punkt, ligesom man under personlig betjening eller til kirkens møder kan opleve personlig profetisk ledelse. Pointen er her de profetiske udtryk, som hører betjeningen til ved kirkens møder eller på tomandshånd, og som er givet af Gud hertil.

I det følgende forstås de førnævnte begreber udfra en pentekostal referenceramme, altså som Åndsinspirerede ytringer eller åbenbarelser, og ikke blot (eller alternativt) som en gave til at prædike med klarhed og aktualitet, besidde visdom og kundskab eller kunne anvende sin sunde fornuft, som traditionelle ikke-karismatikere typisk har tolket de pågældende passager.

Sprogbrugen i Bibelen er næppe helt stringent, og vendinger som at ”tale profetisk” kan angive såvel profetiske ord såvel som en prædiken, der rammer plet. Her må man nogle gange søge i den konkrete kontekst for at vide, om der er tale om det ene eller det andet, ligesom det ikke altid er helt klart, om den gave, der var i brug i en given af Bibelens passager, var f.eks. visdom, kundskab eller profetisk tale. Imidlertid er det klart udfra Bibelen, at der er tale om gaver, der gives i mødet med andre og i betjening af andre. De gives med Bibelens ord ”hver enkelt til fælles gavn”, og det er derfor rimeligt at betragte disse under et som ”betjeningsgaver”.

Da de gives til fælles gavn, i konteksten af mødet med og betjeningen af andre, så er der naturligvis ikke belæg for at få et profetisk ord til sig selv som opmuntring eller for at kalde et nedslag af personlig ledelse for et visdomsord til en selv. Den profetiske betjening og de gaver hhv. eksempler, som gives i så henseende, er altid rettet mod andre, og det mønster, man ser i Bibelen, bekræfter naturligvis dette.

Profetisk betjening kommer dels til udtryk i kirkens (lukkede) samlinger,[56] hvor særligt profetiske ord er nævnt og fremhæves. Et af det bedste eksempler er her, da Ånden talte til Paulus og Silas om at rejse ud,[57] og hvor det profetiske ord bliver en katalysator og en bekræftelse overfor kirken. Der henvises også til profetiske ord over Timoteus,[58] selvom vi ikke kender disses præcise indhold. Dels forekommer profetisk betjening i det udadrettede møde med andre mennesker. Jesu profetiske betjening med kundskabsord til den samaritanske kvinde er et godt eksempel;[59] men eksempler på Åndens gaver går igen gennem Evangelierne og Apostlenes Gerninger.

Der gives i Skriften nogle få, grundlæggende retningslinjer. Profetiske ord defineres som værende til ”opbyggelse, formaning og trøst”,[60] hvilket gør dem til et udtryk for Guds hjerte og vilje i situationen, fremfor forudsigelser. Tilsvarende lægges der op til en umiddelbar bedømmelse. ”De andre” skal bedømme, siges der,[61] selvom det nok praktiseres for sjældent. Der er intet af afvente, eftersom der ikke er tale om en forudsigelse, og bedømmelsen må derfor gå på dels den bibelske overensstemmelse,[62] dels på overensstemmelse med det, Gud allerede har talt eller virket i modtageren.[63]

I modsætning til profetiske forudsigelser er det her budskabet, som bedømmes, ikke budbringeren. Bibelen udelukker ikke, at den profetiske betjening kan rumme fejl, men insisterer i stedet på åbenhed og løbende bedømmelse for at sikre sundheden heri.[64]

Guds omsorg og interesse i mennesker er også her omdrejningspunktet for gaverne, hvilket ikke mindst er tydeligt mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Den profetiske betjening gives ikke for at imponere eller skabe en platform, men fordi Gud har hjerte for mennesker, og intervenerer med overnaturlig viden, ligesom han til andre tider intervenerer med overnaturlig kraft.

6.

Udover budskaber rettet mod andre, såvel som betjening af andre, så er der i Bibelen mange eksempler på, at Gud deler af sin viden, hvilket pr. definition er profetisk, da det løfter os op over det, vi kan vide og observere i det naturlige. I nogle situationer er det i konteksten af personlig ledelse, som behandles i næste afsnit, men i andre tilfælde går den viden udover dette, og den kontekst, som Bibelen placerer den slags i, er hos forbederen.

Der er få eksempler at trække på, men mødet med Simeon, da Josef og Maria bringer Jesus til templet, er et godt eksempel.[65] Simeons forudsigelse gives her på tomandshånd og helt personligt, og udfra konteksten er det tydeligt, at han ikke har et offentligt budskab at forkynde om Jesus, men blot deler sin profetiske viden overfor de få, som den personligt vedrører. Det er ubestrideligt profetisk i den bredere betydning af ordet, men i en helt anden betydning end profetens forudsigelser; her ser vi i stedet forbederens profetiske indsigt.

Guds samspil med Abraham inden Sodomas og Gomorras ødelæggelse,[66] er et andet og oplagt eksempel fra Gamle Testamente. Abraham betegnes ikke som profet, men Gud taler til ham og deler sine planer, og Abraham beder udfra dem. Det er essensen af en forbeder. Man må formodningsvist antage, at Gud lige vel kunne have delt en anden situation, som Abraham var ubekendt med, og ansporet Abrahams forbøn ind i denne.

Endelig bør man nævne Epafras, hvis bøn for kirkerne holdes frem på en særlig måde.[67]

Med andre ord, Gud åbenbarer ting for dem, vi nu om dage typisk ville kalde forbedere, og som vi alternativt måske kunne kalde åndeligt lydhøre. Men (!) som 1) ikke er givet et budskab at tale ud, 2) hvis budskab/viden ikke er endegyldigt som profetens forudsigelse er.

Abrahams reaktion på det, Gud fortæller ham, er her forbilledlig. Han annoncerer det ikke for sin husstand. Slår ikke budskabet op på Sodomas mure. Rundsender ikke et nyhedsbrev. Nævner det ikke på Facebook. Deler det end ikke i sin bedegruppe. Han taler ikke med mennesker, men med Gud. Og han beder om, at det ikke må ske. Selvom det er Gud selv, som her handler, og ikke blot en udefrakommende ulykke, så prøver Abraham at afvende det. Man kunne nok forestille sig enkelte, som ville ”bakke op” om Guds beslutning i bøn, men Abraham gør nærmest det modsatte, for han kender hjertet bag ordene.

Tilsvarende kan siges om Paulus, som gentagne gange opfordrer til forbøn i forbindelse med hans missionsrejser og forkyndelse af evangeliet, men holder sig i generelle vendinger uden at blive specifik. Det samme gælder Epafras. Tænkeligt havde Gud talt til Epafras om en del ting i lønkammeret, ligesom han talte til Abraham, og Epafras kunne vel have sagt til Paulus, ”Du, Paulus, kan du ikke lige minde kolossenserne om at være med til at bede om det her, Gud har vist mig…” Men Epafras mod-står fristelsen. Det var en sag mellem ham og Gud – og måske mellem tusind andre enkeltpersoner og Gud.

En anden grund til, at forbederens viden ikke skal deles og udbasuneres, som profetens forudsigelser skal, er at den er stykkevis og stadig åben for forandring.

Naturligvis er den også fejlbarlig. Måske har man hørt forkert. Det, Gud sagde, kom måske ikke fra Gud, men fra en selv eller var en misfortolkning af et billede, syn, indtryk osv. Forbederen er som alle andre ikke hævet over menneskelig fejlbarlighed. Men selv hvor det vitterligt er fra Gud, er det ikke fastlagt, som profetens forudsigelse er. Sodoma kunne være blevet skånet. Måske. Hvis Abraham havde været dristigere og ikke standset ved de ti retfærdige. De lukkede døre kan åbnes. Og de åbne døre kan lukkes. Det afhænger (bl.a.) af, hvordan forbederne reagerer på det, Gud fortæller dem. De får et glimt af en mulig fremtid, mens profeten, som Gud giver forudsigelsen, ser et glimt af den reelle fremtid.

7.

Endelig er den profetiske dimension synlig i relation til profetisk ledelse. Igen er det et område, hvor Gud forstærker den naturlige dimension, på samme måde som forudsigelser er på et andet niveau end prognoser, profetisk betjening er på et andet niveau end menneskelig visdom og rådgivning, og profetisk viden er på et andet niveau end almindelig information og viden. Det betyder naturligvis ikke – heller ikke her! – at den kristne ikke skal benytte sig af det naturlige, her naturlig ledelse, f.eks. sund fornuft eller kendskab til Guds Ords principper og retningslinjer. Men det betyder, at der er også her er ekstra en dimension, som er tilgængelig for den nytestamentelige troende.

Profetisk ledelse kan angå viden om et personligt anliggende, men det kan også blot være en tilskyndelse i en bestemt retning uden nødvendigvis at rumme viden om baggrunden for den konkrete ledelse. Den kan opleves intenst, som en hørbar tiltale,[68] i et syn,[69] i en drøm,[70] som en tilskyndelse[71] og formodentlig også som en mere diskret, intuitiv ledelse, som Jesus formodentlig følte, da han følte, han ”måtte” gå gennem Samaria.[72] Udover de praktiske eksempler er profetisk ledelse fremhævet i løftet om Helligåndens udgydelse.[73]

Man må tilsvarende under personlig ledelse henvise det, som ikke er strengt personligt, men dog indenfor den enkeltes sfære i modsætning til forbederens bredere viden. Således f.eks. pastorens ledelse mht. sin kirkes retning eller forælderens ledelse mht. familiens gøren og laden.

Der er jvnf. de førnævnte eksempler en væsentlig variation, men af forholdsvis indlysende årsager står der ikke noget om bedømmelse af profetisk ledelse. Det er ikke en sag for kirken, og skal derfor ikke bedømmes af kirken. Det giver sig selv, at også denne kan rumme fejl, i og med at den opleves af og gennem ufuldkomne menneskers ufuldkomne personlighed og sind, og at dette ikke i sig selv diskvalificerer eller udelukker profetisk ledelse i fremtiden. Bedømmelsen er normalt også ligetil. Hvis Kornelius ikke havde været hjemme, ville Peter kunne have regnet ud, at det ikke var et syn, men måske en hallucination eller noget lignende. Hvis Gud viser en, hvem man skal giftes med, men vedkommende så viser sig allerede at være gift, så ditto.

Den profetiske ledelse er i sagens natur knap så synlig, og slet ikke så spektakulær som andre aspekter af det profetiske, men der er stadig tale om en reel profetisk dimension i den nytestamentelige kirke, som var fraværende før, men meget nærværende nu, og som samtidig ikke må sammenblandes med forbederens generelle viden, eller tjenestens profetiske betjening, endsige profetens sikre forudsigelser.

8.

Der er utallige eksempler i Skriften på den profetiske dimensions tilstedeværelse i kirkens liv, men der er også eksempler på misbrug og uklog omgang med de profetiske gaver. Kirken i Korinth er her den klassiske prügelknabe på grund af de fejl, som Paulus adresserede, og som forekom i kirken. Gaverne blev brugt uden hensyn til helheden, og tilsyneladende var der en overoptagethed af visse gaver på andres bekostning, ligesom kirken i almindelighed bar præg af mangel på modenhed og lederskab. Men også i Tessaloniki var der problemer, idet folk skabte forvirring med ”profetiske” ord om Jesu snarlige komme.[74] De fleste, som har været kristne i nogle år i karismatiske sammenhænge, vil nok også have stødt på tvivlsomme profetier eller en håndtering af det profetiske, som man kunne sætte en del spørgsmålstegn ved.

Det kan naturligvis ikke undgås, at der begås fejl, og at menneskelig ufuldkommenhed spiller ind. I korinternes tilfælde synes der også at være en umoden, men til dels forståelig betagethed af de åndelige gaver. Den nye kristne, som for første gang modtager et præcist profetisk ord, kan godt i sin første begejstring negligere den naturlige ledelse og sunde fornuft til fordel for en overåndelig forventning om ene og alene profetisk ledelse. Det er en klassisk og forventelig ”begynderfejl”, men der er mere grundlæggende årsager til fejl og frustrationer, som ofte overses.

Det er oplagt, at hvis man ikke skelner mellem de forskellige typer af profetiske udtryk og håndterer dem hver især, som de skal, udfra de bibelske tekster og det bibelske mønster, så kan der opstå forvirring. En typisk fejl er sammenblandingen af profetiske ord og profetiske forudsigelser. Et profetisk ord kunne f.eks. lyde i retning af ”Herren kalder dig ind i en tjeneste som evangelist”. Men et profetisk ord er jo til opbyggelse, formaning og trøst og ingen garanti i sig selv. Det udtrykker Guds vilje og bekræfter i eksemplet en kaldelse overfor en person som måske havde brug for bekræftelse eller opmuntring. Men opfyldelsen er afhængig af vedkommendes eget gensvar og vil naturligvis ikke ”gå i opfyldelse”, hvis vedkommende i stedet graver gaven ned eller fravælger den til fordel for sin karriere. Tilsvarende er ”opfyldelsen” måske afhængig af kirkens forbøn, eller at andre er lydhøre og tager imod den gave, Gud giver. Der kan sagtens opstå frustrationer, hvis profetiske ord modtages som stensikre forudsigelser. På den anden side kan det, som skulle være formidlet som et profetisk ord eller et opmuntringsord, af en lidt for ivrig formidler måske blive spidsformuleret som ”du kommer til at forkynde for mange” eller noget i den stil, som går udover rammerne og skabelonen for profetiske ord og sprogligt bliver en forudsigelse, hvis manglende opfyldelse skaber frustrationer og miskrediterer tjenesten til den, som kom med ordene.

Det er her vigtigt at skelne mellem et profetisk ord, der retter sig mod fremtiden i en ånd af opmuntring, formaning eller trøst, og en profetisk forudsigelse, der direkte fortæller om fremtiden.

Noget tilsvarende kan ske i forbindelse med forbederens profetiske viden. Hvis den viden, som ikke var tiltænkt at blive delt, undtagen måske på tomandshånd eller i en mindre, lukket kreds, bliver delt i en større kreds og det mulige billede af fremtiden bliver præsenteret som et ”Gud viste mig, at…” så kan det både vise sig ikke at gå i opfyldelse og stemple pågældende som falsk profet, ligesom det potentielt kan fjerne fokus fra det, som var Guds hensigt, nemlig forbøn.

Måske nogle vil protestere og hævde, at det er deres pligt at videregive, hvis Gud viser dem ting, f.eks. med henvisning til Ez.3,16-21. Men det er en fejlslutning. Teksten angår alene profeten, som har fået et budskab fra Herren at videregive, ikke forbederen, som får en viden at bede udfra. Sat på spidsen, hvis en forbeder oplever en trussel, det være sig en byrde for nogle missionærer eller en advarsel om f.eks. et terrorangreb eller tilsvarende, eller omvendt oplever en byrde for at bede om en aktuelt åben dør for evangeliet i en given kontekst, så skal vedkommende tale med Gud og ikke tale med mennesker. Tilsvarende gælder den personlige profetiske ledelse. Hvis nogen f.eks. måtte føle sig advaret mod at tage en bestemt tog- eller flyafgang eller tilskyndet til at investere i dette og hint, så er dette ikke et mandat til at advare alle andre hhv. opfordre alle andre til samme. Hvis Gud lægger en bestemt person på ens hjerte og måske deler bestemte, konkrete behov eller problemer, så er det heller ikke ensbetydende med, at dette nødvendigvis skal deles med vedkommende eller med andre. Gud formidler det profetiske i hver sin kontekst og med hver sit formål, rækkevidde og forpligtelse tilknyttet, og her må man stole på, at Gud taler til dem, der skal tales til, og sikrer forbøn for dem, der skal bedes for, og så ellers blot selv handle eller bede udfra det, Gud måtte vise en.

En mere lumsk fælde er det faktum, at den profetiske dimension kan sameksistere med usund lære eller individuel synd. En gave, selv en stærk gave, er ikke en guddommelig blåstempling af personen, og en ”betjeningsgave” overfor tredjemand er heller ikke ensbetydende med, at pågældende evner at opfange Guds personlige ledelse eller irettesættelse endsige korrektion af læremæssige fejl. Det profetiske må derfor ikke kobles af det naturlige, f.eks. det der med almindelige evner og færdigheder kan læses ud af Bibelen, og den profetiske tjeneste er ikke hævet over ”mindre profetiske” tjenesters input og korrektion.

Endelig er det værd at nævne det frustrerende, men uomgængelige faktum, at det profetiske formidles gennem vores indre ”filter”, hvad enten dette sker bevidst eller ubevidst. Et tænkt, men plausibelt eksempel vil illustrere problemstillingen. Paulus opfordrer Timoteus til at drikke noget vin for sin maves skyld, og i princippet ville der derfor næppe være noget i vejen for, at en tilsvarende visdom kunne formidles gennem et profetisk ord til den, som måtte være usikker på, om det var ok. Bibelen taler tilsvarende om gyldige skilsmissegrunde, og at man i så tilfælde er fri til igen at gifte sig. Også her ville man principielt kunne forestille sig et profetisk ord om dette til den, der af ubibelske grunde havde anfægtelser herover. Bibelen forhindrer heller ikke kvinder i at forkynde ordet, og igen burde den sandhed også kunne bekræftes af en profetisk opmuntring overfor den, der måtte have anfægtelser herom.[75]

Imidlertid har jeg aldrig hørt om, og har vanskeligt ved at forestille mig, at en person, som mente, at al indtagelse af alkohol var synd, ville eller kunne formidle Guds
– bibelske! – tiltale, jvnf. det første eksempel. Og det er lige så svært at forestille sig, at den, som kategorisk afviser, at fraskilte kan giftes, eller som kategorisk afviser kvindelige forkyndere, ville kunne formidle Guds – bibelske! – tiltale i det andet og tredje eksempel.

Vi vil gerne tro, at det profetiske formidles ”ufiltreret”, og at den, som udtaler et profetisk ord eller formidler noget andet profetisk, blot gengiver det, som vedkommende får fra Gud. Men der er næppe tvivl om, at der er et filter i os alle, bestående af værdier og teologiske holdninger, som indvirker på formidlingen, og som enten får os til bevidst at ”censurere” det, vi fik, eller (måske oftere) ubevidst blokerer for det. Det var vel heller ingen garanti for, at Peter, da han fik synet af dugen med de urene dyr, ikke kunne have ”bedømt” dette som værende ikke fra Gud og afvist det af teologiske årsager, fremfor at blive den første hedningemissionær?

Det rejser en væsentlig pointe. Nemlig at sund profetisk formidling er afhængig af sund teologi såvel som en sund personlighed.

Bibelen giver også eksempler på profeter, der profeterer udfra deres ”eget hjerte”[76] eller ”egen ånd” jvnf. ældre oversættelser. Her er der ikke blot tale om et filter, men om noget indbildt, de troede var fra Gud, men som ikke var fra Gud og i stedet udsprang af noget i dem selv. Ikke iflg. konteksten dæmonisk påvirkning og forførelse, men måske snarere noget i retning af personlige kæpheste, sjælelige ”issues” eller et alt for påvirkeligt sind.

Ikke kun i Hollywood, men også indenfor kirkelige kredse portrætteres profeter eller profetiske tjenester ofte som lidt underlige, sære og unormale. Men det er ikke det billede, Bibelen viser os, eller som Jesus selv demonstrerer. Vel gjorde Jesus ting, som ikke alle forstod, men hans profetiske formidling er ikke overgearet, og han eksemplificerer det naturligt overnaturlige i f.eks. mødet med den samaritanske kvinde og i den praktiske betjening og mødet med andre mennesker. Tilsvarende var både Paulus, Peter og Johannes, der personligt levede i den profetiske dimension og formidlede profetisk viden til andre, integreret i kirkelivet, og havde en jordnær og klar teologi.[77]

Med de bibelske eksempler og den førnævnte problemstilling in mente, så bør man forvente (forlange?) af profetiske tjenester, at de er sunde kristne med en sund teologi og en balanceret personlighed, snarere end det omvendte. At der er tale om mennesker, som også i resten af deres liv eksemplificerer discipelskab, indbyrdes kærlighed og gensidig underordnelse i et kristent fællesskab. For det er de træk, der sikrer en uforstyrret formidling af det, der er sandt og sundt og bibelsk, og manglen på samme, der i mange tilfælde har været den bagvedliggende årsag, når det profetiske kører skævt. Den virkelige årsag til, at det profetiske nogle gange er kørt af sporet, er det samme, som når det naturlige eller det mirakuløse er kørt af sporet: nemlig at det står alene. Konkret når det profetiske ikke får modspil fra en reflekteret teologi, der kan ”indramme” det profetiske i helheden, og ikke får modspil fra det praktiske/-diakonale, som ”inkarnerer” det profetiske i en profan verdens praktiske virkelighed. Her er der en pendant til Paulus’ ord om kraft, kærlighed og sund fornuft, her blot med trioen det profetiske, det naturlige og det mirakuløse. Ingen af de tre kan stå alene, og ingen kan undværes.



[1] 1.Kor.13,1-

[2] Altså som skabelon at arbejde efter og som målestok for sund/sand anvendelse eller udtryk.

[3] Som Kirke må vi til dels gribe i egen barm og erkende, at heller ikke ethvert udtryk for det profetiske indenfor Kirkens rammer har været lige sundt og afbalanceret.

[4] Jeg bruger her betegnelsen diakonalt for at vise, at den profetiske dimension ikke blot handler om intellektuel forudviden eller intellektuelle fortolkninger heraf, ej heller repræsenterer den et trækplaster ved hvilken Gud ønsker at få folk i tale. Den profetiske dimension handler om, at Gud taler. På forskellige måder og gennem forskellige gaver, men udfra omsorgen for den ufrelste, for den enkelte af sine børn og for Kirken i almindelighed.

[5] ”belærende”

[6] Apg.20,7

[7] Ex. Matt.19,13-15

[8] Rom.15,4

[9] Det er indlysende, at der heri ligger det forbehold, at Bibelen også beskriver gudløse og frafaldne menneskers handlinger, og at disse måske nok kan være typiske for sådanne, men naturligvis ikke er normative for vore handlinger. Det er ikke principielt forskelligt fra, at Bibelen citerer både Judas og Djævelen selv, men uden at vi citerer eller bruger netop de passager som et udtryk for Guds ord til os.

[10] Når det f.eks. i Apg.20,7 nævnes, at de troendes samledes den første dag i ugen, eller i luk.10,39 nævnes at Maria modtager undervisning af Jesus, eller at Gal.2,12 viser, at heller ikke de jødetroende spiste kosher, så må det forudsættes, når konteksten ikke viser, at der er tale om et eksempel på synd, oprør mv., at dette er i tråd med Kirkens forståelse af disse ting, og eventuelle tilsyneladende (!) modsætninger i forhold til andre passager må løses gennem god eksegese.

[11] Alle situationer og alle møder mellem mennesker er unikke, men det må forudsættes, at når et eksempel på den måde er udvalgt og taget frem med det formål, at man kan lære af det, og det ikke specifikt nævnes som en undtagelse, så befinder eksemplet sig ikke i periferien af det tilladte, men godt og grundigt indenfor normalen.

[12] Heri ligger, at hvis Helligånden har udvalgt en række eksempler, så kan disse samlet set ikke være ”skævt” eller have bias, men må forudsættes at udgøre en repræsentativ stikprøve.

[13] Jeg siger ikke hermed, at dette er tilfældet, men nævner det alene som et eksempel på en type af problemstilling, der kunne forekomme, og som ville kunne afdækkes herved.

[14] Mark.6,13

[15] Johs.9,6

[16] 2.Kong.5,10

[17] Apg.19,12

[18] Apg.5,15

[19] Mark.5,34

[20] Apg.14,23

[21] Jvnf. Apg.15,2

[22] Antydet i Apg.13,1 og i Paulus’ teams med bl.a. ham selv og Timoteus.

[23] Apg.1,26

[24] Apg.10,46

[25] Apg.19,6

[26] Ez.13,2 ”profeterer ud af eget hjerte”

[27] 1.Kor.13,9

[28] Altså betinget af konkret omvendelse eller mangel på samme, som Bibelen åbner op for, jvnf. eksemplet med Jonas og Nineve, men ikke betinget af f.eks. forbøn eller mangel på samme eller tilsvarende, som Bibelen ikke nævner som eksempler.

[29] Eller i det mindste hvis autoritet ligger bag de bøger, som bærer deres navn, og for hvem de er den primære kilde, uanset om f.eks. Samuel vel måtte have nedskrevet Moses’ ord i Mosebøgernes endelige form, eller Markus nedskrev for apostlen Peter, og Lukas for apostlen Paulus.

[30] Ex. Elias fra Gamle Testamente eller Agabos fra Ny Testamente. Selvom de ikke skrev nogle af Bibelens bøger, eller stod bag dem, så kunne de godt have kommet med en kristologisk eller eskatologisk profeti, som kunne blive nedfældet i Bibelen sammen med de andre beretninger om, hvad de gjorde. Men der er ingen eksempler på den slags.

[31] Ef.4,7-13

[32] Her særligt profeten som ophav til profetiske forudsigelser, retningslinjer herfor, såvel som navnet og association, der ligger heri.

[33] Apg.26 er et oplagt eksempel.

[34] Jvnf. Joel 3,1 som den klassiske passage.

[35] Udfra konteksten er det tydeligt, at den profetiske gave, som omtales, er profetiske ord som en af de ni nådegaver eller Åndsåbenbaringer i 1.Kor.12,10, men ikke profettjenesten som tjenestegave jvnf. Ef.4,11.

[36] Forskellige oversættelser varierer lidt mht. om det er profeten, man ikke skal frygte, eller om det er noget fra profeten, man ikke skal frygte. Typisk vil ældre, tekstnære oversættelser hævde, at det er profeten, som ikke skal frygtes. Man kan selvsagt diskutere, om dette er ordkløveri, men den bibelske konsekvens træder i hvert fald tydeligere frem ved en tekstnær læsning.

[37] ”Hvis en profet taler i Herrens navn og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt. I formastelighed har profeten talt; fra ham behøver du ikke at frygte noget.” (5.Mos.18,22)

[38] F.eks. 1.Pet.2,7

[39] Man kan indvende, at Gud ikke fortryder sit kald og sine nådegaver, og omtalte ”tilbagekaldelse” er rent praktisk. Guds kald over personen er vel det samme, uanset om dette omfatter et kald til profet, eller ikke, men en profet, man ikke længere skal behandle som profet, kan selvfølgelig ikke fortsætte i en sådan tjeneste eller blive betragtet som sådan i kirkelige kredse.

[40] Det følger logisk, at en profets troværdighed ikke i sig selv understøttes af en påstand om, at ”han forudsagde x”. Troværdigheden afhænger af, at han ikke på andre tidspunkter har forudsagt noget, som ikke gik i opfyldelse, og (implicit) at vedkommende tjener udfra en kirkelig kontekst, som kan stå inde for netop dette.

[41] Apg.11,28

[42] Det er sandt, at mange ”falske profeter” gennem tiden har fremkommet med fejlagtige forudsigelser, men ikke nødvendigvis alle hævder, at de fik dem gennem profetisk åbenbaring, men hævder dem på basis af en fortolkning af diverse bibeltekster, hvor vidtløftlig denne end måtte forekomme andre. Både Jehovas Vidner udenfor Kirken og Syvendedagsadventisterne i periferien heraf kunne vel nævnes som eksempler. Måske er ”falsk lærer” i sådanne tilfælde en mere korrekt karakteristik end ”falsk profet”, men spørgsmålet er, om det reelt gør nogen forskel, om man diskvalificerer sig gennem en falsk forudsigelse eller gennem en falsk tilgang til Skriften.

[43] 1.Mos.41

[44] 2.Kong.9,10

[45] 70 år iflg. Jer.29,10 og Dan.9,2

[46] F.eks. Luk.22,61

[47] Det er almindeligt antaget, at Jesus i sine år her på jorden midlertidigt aflagde sin almagt og opererede under Åndens udrustning analogt til den måde, Åndens gaver og udrustning kommer over den nytestamentelige troende, fremfor at gøre brug af sin almagt til f.eks. helbredelser. Analogt må antages mht. profetiske ord og forudsigelser, selvom det vel kan diskuteres, om nogle af Jesu ord her baserer sig på hans forudgående viden, der åbenlyst fremgår andre steder, f.eks. i hans reference til at have set Satans fald (Luk.10,18). Almene profetier fra andre er derfor af større interesse for os som eksempler.

[48] Apg.21,10-11

[49] Apg.11,28

[50] Den kom under kejser Claudius, og Jesus blev korsfæstet under kejser Tiberius, der blev efterfulgt af kejser Caligula i en kort periode på cirka 3 år, før denne blev efterfulgt af kejser Claudius, så tidsrammen fra det profetiske ord til dets opfyldelse være relativt kort, hvilket også synes at fremgå af, at der umiddelbart tages beslutning om hjælp til de troende i Jerusalem.

[51] 70 år som tidligere nævnt, jvnf. Dan.9,2

[52] Det er her interessant, at Paulus så at sige sidder advarslen overhørig. Mange af os ville antagevis have tolket et profetisk ord som det givne, som en advarsel fra Gud om ikke at drage af sted. Nogle gange kan dette naturligvis også være tilfældet. Men konteksten indikerer ikke, at Paulus er oprørsk overfor det profetiske ord eller afviser det, så pointen må være, at det blev givet for at forberede Paulus og for at give ham et informeret valg.

[53] ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.” (1.Kor.12,7-10)

[54] De såkaldte ”kraftgaver”, omfattende helbredelser, mirakler/undergerninger og tro falder udenfor det profetiske og i stedet under det mirakuløse, udfra artiklens indledende definitioner.

[55] Tungetale og tydning af tunger falder qua sin karakter nok udenfor den profetiske betjening, selvom tydning af tunger vel rettelig kan fungere analogt hertil, hvor budskaber gives i tunger.

[56] 1.Kor.14,29

[57] Apg.13,2

[58] 1.Tim.4,14

[59] Se Johs.4

[60] 1.Kor.14,3

[61] 1.Kor.14,29

[62] Med en mulig kliche så er et profetisk ord om, at man kan/skal forlade sin ægtefælle til fordel for en anden naturligvis her ligetil at bedømme, fordi den falder klart og tydeligt udenfor Bibelens rammer.

[63] Ordet til Paulus og Silas indikerer således, at Gud allerede havde talt til dem, ”som jeg har kaldet dem til” står der jo i Apg.13,2, og de ville og burde derfor have kunnet afvise en profeti, som gik i en helt anden retning.

[64] Man vil med rimelighed kunne anlægge samme linje overfor anden type af profetisk betjening, ej heller kundskabsord er kundskab om fremtiden, og både kundskab, visdom og bedømmelse må besidde en tilsvarende støttende, styrkende og afklarende karakter, og bedømmelsen tilsvarende gå på budskabet fremfor budbringeren. Naturligvis må og vil der ske en bedømmelse af budbringeren, hvis der er et mønster af profetiske ord, kundskabsord mv. som i utakt med de omstændigheder, de taler ind i. Ikke alle har disse gaver eller oplever dem regelmæssigt i deres liv. Men det er ikke sådan, at en fejl indenfor den profetiske betjening udelukker, at pågældende fremover vil kunne bruges indenfor samme, som tilfældet er med profettjenestens forudsigelser. De behandles som enhver anden gave, som noget der skal forvaltes ordentligt, og hvor der om nødvendigt kan korrekses, men hvor der også er rum for vækst og plads til forbedringer.

[65] Luk.2,25-35

[66] 1.Mos.18,16-

[67] Kol.4,12-13

[68] Se Paulus på Damaskusvejen i Apg.9

[69] Jvnf. Peters syn i Apg.10 eller Paulus i Apg.27,3

[70] F.eks. overfor Josef i Matt.1,20 eller overfor Paulus

[71] Formodningsvist i Apg.16,7 hvor Helligånden ikke tillod dem at rejse videre.

[72] Johs.4,4

[73] Joel 3,1

[74] 2.Tess.2,2

[75] Hvis nogen måtte være uenig i de konkrete eksempler, kan de let erstattes med andre, men med samme pointe.

[76] F.eks. Ez.13,2

[77] Tænk på apostlen Johannes’ sidste og legendariske ”elsk hverandre” prædiken, eller Paulus’ systematiske og gennemtænkte forståelse af kristendommen i sine breve.

Enhed i mangfoldighed

Af Jesper Veiby, stifter af Kristent Institut


Der er næppe tvivl om, at alle kristne ønsker enhed. Trods alt er enhed jo essentielt i Jesu ypperstepræstelige bøn.[1] Når det kommer til, hvad enhed er, og i særdeleshed hvordan enhed virkeliggøres, er det til gengæld så som så med det fælles fodslag.

Kirkehistorisk og teologisk kan man få øje på en lille håndfuld af tilgange, som med nuanceringer og ofte med en del overlap har kendetegnet forskellige dele af kirken.

En stor del af kirken har lagt vægt på, at enhed er lig med eller dog udspringer af underordnelse under det rette lederskab. Mest udtalt i den katolske kirke, hvor anerkendelse af pavestolen eller "Peters embede" er det, som formelt skiller rettroende fra såkaldte "skismatikere", men også i varierende grad i andre kirker, hvor enheden skabes af underordnelse under f.eks. biskopper, apostle eller ældste og/eller den kirkelige struktur, som har valgt og indsat disse.

Andre og store dele af kirken har lagt vægt på, at enhed udspringer af eller defineres af læren eller bekendelsen. Konservative lutherske og reformerte kirker har altid lagt hovedvægten på dette aspekt, omend også andre kirker forventer eller forlanger tilslutning til givne læresætninger.

Andre tilgange kan findes, men har ikke i samme grad været dominerende. Nogle kirker har lagt vægt på den historiske kobling til den første kirke, og disses historiske forbindelse hertil, f.eks. både den katolske og den ortodokse kirke. Andre kirker igen har lagt vægt på det levede liv og dettes lighed med den første kirkes og/eller Bibelens forskrifter, her oftest i frikirkelige kredse.

Meget mere kunne siges om dette, men dette er først og fremmest ment som en skitsering.

2.

Fra pentekostalt hold har man typisk været mere eller mindre skeptisk overfor de traditionelle tilgange, men man må nøgternt konstatere, at man de facto ikke har adskilt sig synderligt. Man har måske distanceret sig fra pavens rolle i den katolske kirke, men utvivlsomt har der været tjenester, man i praksis har skullet anerkende for at kunne fungere i givne sammenhænge.[2] Og samtidig med, at man fra pentekostalt hold har taget afstand fra dogmet om pavens ufejlbarlighed, kan man let finde eksempler på, at prædikanters ord er blevet modtaget lige så ukritisk, som hvis man havde haft et formelt dogme herom.

Tilsvarende har man traditionelt blandt pentekostale være skeptiske overfor (for detaljerede) læresætninger og dogmer, men man har naturligvis haft nogle uformelle, men lige så klare dogmer om f.eks. Åndsdåben, ligesom man i sin selvforståelse kobler sig på urkristendommen og dermed søger samme støtte og autoritet herfra, som andre kirker søger i kirkehistorien.

I praksis har forskellen måske mere handlet om den konkrete uenighed i læresætninger og den konkrete forskel i kirkeledere, end det har handlet om en helt anden grundlæggende tilgang.

Man må også konstatere, at disse aspekter hver for sig er nødvendige, men at de samtidig hver især er utilstrækkelige.[3] Ingen af os ønsker en kirke med karismatiske, men vranglærende ledere, eller med retlærende, men inkompetente ditto. Kirkelig enhed kan næppe heller være sand og ægte, hvis den er helt koblet af kirkehistorien og det, som er gået forud, og en vis ensartethed i moral og etik må i praksis forudsættes. Det ene aspekt er altså aldrig nok i sig selv. Man kan hver især lægge mere vægt på det ene end på det andet, men ikke aldeles nægte betydningen af de andre aspekter.

Her vil jeg for egen regning tilføje, at den protestantiske kultur, som vi i frikirkekredse i sidste ende er udsprunget af, og som primært har fokuseret på læren, i mange tilfælde har gjort det vanskeligt at rette op på fejl i lederskab og stil. Kirker er blevet splittet over læremæssige uenigheder, og har implicit baseret sin egen eksistensberettigelse på sådanne med den underforståede forudsætning, at hvis man bekendte sig til en given lære, burde man melde sig ind i den lokale kirke, som repræsenterede denne, uanset dennes kvaliteter i øvrigt og dens lederskabs samme. Da det derfor har været tabu at melde sig ud på grund af manglende anerkendelse af det konkrete lederskab, kan man mistænke, at utilfredse og frustrerede medlemmer nogle gange har følt sig tvunget til at hænge deres utilfredshed op på læremæssige forskelle, når den reelle årsag var menneskelig,[4] og forsøget på at adressere det stråmandsargument, som læreforskellene i praksis var, har naturligvis ikke løst det bagvedliggende personlige problem.

Det er næppe forkert sagt, at alt det her sagte har pendanter i den praktiske enhed, vi finder i verden omkring os. En dynamisk og karismatisk virksomhedsleder eller politiker kan skabe en bevægelse, og en ideologi kan samle folk om nogle værdier og mål. Tilsvarende er der i spændingsfeltet mellem ledere, lære og liv lidt af samme elementer som i den klassiske balance mellem pathos, logos og ethos.[5]

3.

Når alt dette er sagt, så er det alligevel, som om den bibelske enhed ikke lader sig indfange i de simplificerede tilgange, vi er tilbøjelige til at falde tilbage på. De kan på sæt og vis være valide og indgå som et element også i den enhed, som Bibelen eksemplificerer, men de beskriver den ikke fyldestgørende.

Hvis man skulle drage nogle bibelske eksempler frem, som skiller sig ud i så henseende, så kunne et af disse være, at Paulus først efter 14 år drager op til apostlene i Jerusalem for at få deres formelle accept af hans tjeneste og forkyndelse.[6] Der er dog næppe tvivl om, at han allerede før det var anerkendt som tjener for evangeliet. Pointen er derfor, at man praktiserede en vis, praktisk enhed uden årlige lederkonferencer, formelle indsættelser og udsendelser og tilsvarende, som i de fleste kirker er med til at skabe retning og fodslag, og som ville være nødvendigt, hvis fundamentet for enheden var de indsatte og formelt anerkendte personer hhv. den vedtagne lære og fælles inspiration.

Et andet og sigende eksempel er Peters ord om Paulus,[7] hvor selv apostlen Peter synes at indrømme, at noget af Paulus' undervisning er svær at kapere. Som læser føler man næsten, man får den indrømmelse fra Peter, at denne helt sikkert ikke ville have sagt tingene på samme måde som Paulus, selv på trods af den formelle enighed fra f.eks. apostelmødet[8] og det evangelium, de begge troede på og forkyndte. Eller også afspejler Peters ord den "lavkirkelige" Peter, den jævne fisker, der ikke fandt det helt let at rumme den "højkirkelige" Paulus, den lærde og tydeligvis mere belæste teolog. Hvor man nok let kan finde eksempler på kirker, hvor man har holdt salvede, men ulærde lægfolk ude af tjenesten - eller omvendt finde lavkirkelige bevægelser, hvor uddannede teologer har været uglesete og måske er blevet frosset ud - så forholdt det sig anderledes i den første kirke og mellem Paulus og Peter, uanset den spænding mellem dem, som svagt antydes. Man var ét, i samme kirke og med samme mission, og det faldt næppe nogen af parterne ind at udelukke modparten fra tjenesten eller fællesskabet.

Interessant er også Paulus' undervisning overfor korinterne.[9] Nogle spiser kød, andre ikke, konstaterer han. Nogle holder sabbatten hellig, andre gør ikke, konstaterer han derefter. Det kan man mene om, hvad man vil, synes han at sige, men det må ikke påvirke kirkens enhed. Paulus er ikke en laissez faire leder, der blot lader stå til, og som godtager alt, men man kan næppe nægte, at kirken dengang praktiserede en rummelighed, som ikke altid har kunnet genfindes i senere vækkelsesbevægelser. Her kunne man nok finde eksempler på kirker og bevægelser, hvor man ikke kunne være en del af fællesskabet, hvis man afveg for meget fra de gængse normer og gældende synspunkter.[10]

Konflikter undgik man dog ikke i den første kirke. En af de notorisk kendte er den personlige konflikt mellem Paulus og Barnabas, om hvorvidt Johannes Markus skulle have en chance til eller sættes af holdet.[11] Hvem havde ret? Bibelen giver os ikke svaret. Måske handlede de begge forkert og tacklede konflikten på en ubibelsk måde, selvom Barnabas vel i sidste ende viste sig at få ret.[12] Barnabas glider ganske vist ud af Bibelens fortællinger, fordi vi i Apostlenes Gerninger følger Paulus, men der er ingen indikation af, at han gled ud af kirkens fællesskab eller ud af en frugtbærende tjeneste på trods af konflikten med en anden og stærkere tjeneste. Kirken kunne rumme dem begge, uanset deres indbyrdes (og antageligvis midlertidige) konflikt, hvilket naturligvis også gælder idag, når vi taler om Kirken med stort K, men næppe altid, når talen falder på lokale kirker og mindre fællesskaber.

4.

Det må samlet set stå klart, at Bibelens enhed vægtlægger personers plads og lærens betydning samtidig med, at den eksemplificerer rummelighed i en ånd af generøs dogmatik og ydmyg frimodighed.[13]

I den forbindelse er konflikten i Galaterbrevet også interessant. Her er det "nogle fra Jakob", som skaber forvirring i den lokale kirke i Galatien, fordi de tilsyneladende insisterede på, at jøder og hedninger skulle spise adskilt - og implicit formodentligt være underlagt forskellige regelsæt, hvilket Paulus netop udelukker og endda påpeger, at selv Peter som jødeapostel ikke havde praktiseret.[14] Man tøver med at tro, at Jakob som leder eller fremtrædende medlem af kirken i Jerusalem skulle være i direkte modstrid med den klare undervisning fra både Jesus og Paulus om det rent midlertidige i disse regler.[15] Omvendt kan man ikke nægte, at der var problemer i relation til de jødekristne, hvilket også Paulus' besøg i Jerusalem indikerer.[16] Tænkeligt hænger forklaringen sammen med ensidigheden hos Jakobs jødiske "fanskare". Alt tilhører jer, både Paulus og Apollos og Peter, slår Paulus fast andetsteds.[17] Med andre ord: Enhver tjeneste bidrager med sin særlige styrke og vinkel, men kan ikke stå alene. Med andre ord kunne Jakob have forkyndt om kærligheden til Guds bud, og Paulus om nåden og friheden fra Moseloven, uden at der heri lå en egentlig konflikt.[18] Men hvis man kun hørte forkyndelse fra Jakob og tolkede denne ind i en snæver jødisk kontekst, ville man have meget svært ved at kapere det, man hørte fra Paulus. Hvis dette er tilfældet, er den konkrete konflikt blot en frugt af den forudgående og ubibelske isolation hos nogle troende.

Ret læst er Paulus og Jakob derimod et prototypisk eksempel på den enhed i mangfoldighed, som kendetegner Bibelen og dens beskrivelse af den første kirke, og hvor begge anerkendtes uden at den anden af den grund forkastedes eller nedvurderedes, fordi de begge bidrog med hver deres
(sande og bibelske!) del af det store billede, og hvor de hver især skal forstås og fortolkes i lyset af den sandhed, som den anden formidler.

Det kan ikke undre, at det må være sådan. Hver af os kan i Jesus finde noget, vi kan identificere os med, men ingen af os kan afspejle ham i hans fylde. Apostlen kan spejle sig i apostlen Jesus. Evangelisten kan spejle i evangelisten Jesus. Bibellæreren i bibellæreren Jesus. Forretningsmanden eller kunstneren eller fabriksarbejderen kan spejle sig i andre sider af Jesu liv og person, som i parentes bemærket ikke er inferiøre i forhold til de mere "åndelige" sider. Vi rummer ikke fylden, men kun den lille del, som er givet os i kraft af vores kaldelse og vores personlighed. Og vi ser gennem briller, som er farvet af samme, som når profeten ser synden, der skal konfronteres, mens hyrden ser mennesket, som skal omfavnes.

Den eneste måde, hvorpå Jesus kan afspejles i kirkens liv og tjeneste er derfor ved enhed i mangfoldighed, hvor forskellige og forskelligartede tjenester tjener sammen i gensidig anerkendelse, også hvor denne er udfordret af de selvsamme tjenesters begrænsede udsyn.

5.

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så lad mig understrege, at kirken skal sige fra overfor overdrivelser, vranglære og synd, samt sætte en stopper for mennesker, som misbruger kirkens tillid eller som fremturer i tjenester, de ikke har.[19] Men når det er sagt, er der et stort rum af ufuldkommenhed samt personlige og tjenestemæssige forskelle, som omfattes og rummes i Bibelens enhed.

I den kontekst af en grundlæggende fælles forståelse af evangeliet kan og bør enheden i mangfoldigheden komme til udtryk blandt andet gennem bredden af tjenesten. Man støder ind imellem på synspunkter i retning af, at "lærerne har haft deres tid, nu er det evangelisternes tur" eller på proklamationer af "menighedsplantningens årti" eller tilsvarende, hvor én enkelt tjeneste, her f.eks. evangelisten eller apostlen, gøres mere central, end der er bibelsk belæg for. Omvendt har den traditionalistiske forståelse i nogle kirker været, at f.eks. apostle og profeter ikke længere fandtes i kirken, og her har man omvendt afskåret en eller flere tjenester og det, de kunne og skulle bidrage med. Begge dele vil uundgåeligt føre til en ubalance, som er fjernt fra den bibelske enhed, selvom de respektive sammenhænge måtte være meget enige og tilsyneladende "ét" i deres daglige arbejde.

Tæt knyttet hertil er behovet for gensidighed i lederskabet og mellem de forskellige tjenester. Jeg ynder at sige det sådan, at evangelisten skal lade sig belære af bibellæreren, og bibellæreren skal lade sig inspirere af evangelisten, men noget tilsvarende vil selvsagt gælde mellem ethvert tænkt modpar af tjenester. Det er ikke blot et spørgsmål om, at der skal være en given bredde i en kirkes lederskab, men også at de respektive ledere skal bøje sig mod hinanden, underordne sig hinanden og være villige til at tage imod, hvad andre og anderledes tjenester har at give. Det er synligt i Antiokia, hvor der var både "profeter og lærere" i kirkens lederskab.[20] Det er synligt i apostelmødets rådslagning med måske til dels forskellige synspunkter i udgangspunktet, men med en enig konklusion.[21] Det er synligt i Paulus' anerkendelse af både sin og Apollos' tjeneste som ligeværdige,[22] og som før nævnt i Peters anerkendelse af Paulus' tjeneste på trods af, at denne var forskellig fra hans egen.[23] I dagens fragmenterede kirke tillader vi ofte kritik og splittelse udover det, som er rimeligt og bibelsk funderet, men på Bibelens tid anerkendtes tjenesterne med disses særtræk og forskellighed, så længe disse gensidigt anerkendte de andre tjenester, Gud havde sat i kirken.[24]

6.

Enheden i mangfoldighed antydes også i udtrykket "apostlenes lære". Ikke nogen enkeltpersons lære, som f.eks. Luthers lære eller Calvins lære.[25] Ikke engang "Jesu lære", selvom den vel dybest set kommer fra ham. Nej, apostlenes lære, fordi det er gennem dem, den formidles. Og alligevel én lære på trods af de forskellige betoninger. Ikke Jerusalem-læren og Antiokia-læren; eller Peter-, Paulus- og Jakob-læren; men apostlenes lære.

Dette siger to ting. For det første, at det, som Bibelen kalder lære og kræver enighed om, ikke er ethvert bibelsk synspunkt, men en kerne af centrale dogmer. Den vranglære, som Bibelen samtidig advarer mod, handler tydeligvis også om mere alvorlige ting end forskellige syn på nådegaver eller på tusindårsriget, men derimod ting, der grundlæggende underminerer den enkeltes sunde vandring med Gud.

Den anden ting, man bør bide mærke i, er den betydning, personer spiller i Guds plan. Jesus kom ikke med en lære, som han derefter ledte efter nogen til at formidle. Han udvalgte nogle personer til at være sammen med sig, som stykkevist og ufuldkomment kunne videreformidle det, han havde sagt og gjort, og som Helligånden efterfølgende ville udpensle og uddybe til en mere eller mindre formel lære. Forkyndelsen skal være sund og bibelsk, men først og fremmest skal forkynderen være kaldet, hvorefter denne skal lade sig "slibe til" i Kirkens tjenestefællesskab. Man behøver vel ikke være enige i alt eller have gået på samme bibelskole eller samme teologiske læreanstalt, og man bør heller ikke nødvendigvis være forenet af fælles stil og sprog og præferencer i øvrigt. Men man må og skal være forenet af den fælles kaldelse og indbyrdes forpligtelse. Her vil enheden komme til syne i mangfoldigheden, og mangfoldigheden afspejle Kristus bedre.

7.

Afslutningsvist må det nævnes, at enheden i mangfoldighed på trods af den tilsyneladende anstødssten i form af mangel på fuld enighed og universel anerkendelse af respektive ledere faktisk bedre formår at forankre kirken i den grundlæggende lære og det grundlæggende liv med Gud.

De tilgange, som er nævnt i starten,[26] vil de facto hænge læren og livet op på enten en given leders evne til fremadrettet at tackle læremæssige og ledelsesmæssige udfordringer eller på historiske personers held eller dygtighed med hensyn til at formulere et vandtæt læresystem. De fleste karismatikere tøver selvsagt med at give paven fuldmagt til at lede kirken og betvivler tilsvarende Luthers hhv. Calvins evne til at få det hele med i teologien. Men man kan godt blive lidt mere nærgående og spørge klassiske pinsevenner, om de betragter Lewi Petrus' tjeneste som fejlfri eller deres personlige favoritprædikant som ufejlbarlig...

Det er en farlig øvelse at hænge sit liv og lære op på enkeltpersoner, selv ikke når disse er åndelige kæmper. Det er usikker grund, hvis ikke hø og strå. Læren og livet må have et mere sikkert "anker" end som så, og det er netop dette, som kommer til udtryk i de nytestamentelige beretninger.

Den enhed i mangfoldighed, som synes åbenbaret i Skriften, hænger nemlig ikke læren og livet op på én person, men på et tjenestefællesskab. Først på tolv apostle. Ikke kun Peter. Ikke kun Johannes. Ikke kun Paulus.[27] Efter den tidligste kirkes tid hænges det op på et fælles forum af apostle og ældste i Jerusalem.[28] Derefter på et fællesskab af profeter og lærere i Antiokia.[29] Så på apostolske teams med indtil flere apostle, såvel som andre tjenester.[30] Selv Paulus ville her være blevet konfronteret, hvis han havde fraveget Jesu vidnesbyrd og Helligåndens kollektive ledelse og åbenbaring.[31]

Tilsvarende må det forudsættes, at det tjenestefællesskab, som til enhver tid har udgjort Kirkens lederskab, vil kunne og blive ledt til den aktualisering af Bibelens ord, som hører enhver tid til, og den korrektion af kirkens lære og praksis, som måtte være nødvendig. Helt på samme måde som Kirkens lederskab holder hinanden "i snor" og indenfor den fælles og bibelske fortolkningsramme.[32]

Hvis man skal illustrere enheden i mangfoldighed med nogle lavpraktiske eksempler, kan man nævne en række klassiske arketyper eller stereotyper som f.eks. "omvendelsesprædikanten", hvis grundlæggende og bibelske omvendelsesbudskab nogle gange kører af sporet. I et tjenestefællesskab, hvor vedkommende korrigeres og fastholdes på bibelsk grund af andre tjenester, og hvor han lytter og lader sig belære, kan vedkommende være til velsignelse og bidrage med et væsentligt input i kirken. Men isoleret fra andre tjenester kan omvendelsesprædikanten ende i et ubibelsk overdrev. Tilsvarende kan man finde "kirkevæksteren", som har hjerte og forståelse for kirkens vækst og den hertil hørende aktuelle og relevante formidling af evangeliet. I en kontekst af et bibelsk tjenestefællesskab vil kirkevæksteren kunne opbygge sunde og voksende kirker; isoleret fra modspil kan tjenesten køre i grøften med Åndsforladte teknikker og mulige kompromisser. I samme åndedrag kan nævnes "bibelnørden", "forbønsaktivisten" eller "den radikale kristne", som hver især qua deres Gudgivne tjeneste og unikke personlighed har noget at give kirken, men som kun kan give det ret i en kontekst af et større tjenestefællesskab.

En sådan tilstand af enhed i mangfolddighed på lederplan vil forplante sig i hele kirken og lægge linjen for hele kirkens samspil og harmoni.

Nu er det desværre ingen hemmelighed, at tjenester, som det store flertal afviser, i praksis får lov at tjene i andre kirker, som førnævnte flertal af kirker alligevel opretholder fællesskabet med, og hvorigennem de pågældende tjenester derfor fortsat øver en indirekte indflydelse. Ligeledes er der åbenlyst spredte grupper i det kirkelige og frikirkelige landskab, som formelt er medlemmer i samme, men som de facto anser mange af de tjenester og ledere, som anerkendes og bruges i de respektive sammenhænge, som værende mere eller mindre frafaldne eller vildledte. Tilsvarende kan man finde eksempler på kristne, som via selvvalgt synlighed i kristne og verdslige medier får en platform og de facto tegner kirken i et omfang, som er ude af trit med deres ofte manglende anerkendelse i egne sammenhænge og i kirken bredt betragtet.[33] Alt dette er milevidt fra bibelsk enhed og kan gøres langt, langt bedre.

Det er rigtignok svært at følge dem, der f.eks. peger på enhed under paven som en løsning på dette, men man kan måske til nød forstå den frustration, som driver dem til at efterlyse et eller andet, der kan kalde kirken til orden og enhed. Min påstand er imidlertid, at den bibelske enhed i mangfoldighed repræsenterer en oplagt og bedre løsning, samt bedre afspejler såvel den urkirkelige som den oldkirkelige praksis og enhed.

Historisk vil man nemlig kunne læse alle disse principper ind i den fælles udformning af de såkaldte oldkirkelige trosbekendelser, som trak læren op overfor diverse vildfarelser, såvel som i den omtrentlige konsensus, som senere hen og på forskellige områder har vundet indpas i kirken på verdensplan, f.eks. omkring slaveriets ophævelse eller kvinders frihed i tjenesten. Det er svært at benægte, at oversete sandheder her har haft fremgang i kirken, samt at sandheden og troværdigheden af disse kan ses gennem den stigende og konsekvente anerkendelse indenfor Kirkens tjenestefællesskab,[34] og hvor mindretallet bør tage dette til efterretning og lade sig belære, som det op gennem kirkehistorien er sket omkring andre spørgsmål, her også de bekendelser, man tidligt i Kirken nåede til klarhed over. Pointen er her ikke de konkrete eksempler men det faktum, at Kirkens kollektiv af tjenester gennem en enhed i mangfoldighed har kunnet følge Jesus bedre, end en kirke bundet til bestemte personer eller rigide dogmer ville kunne. Dette gælder, selvom enigheden aldrig er fuldstændig og ubetinget og næppe heller kan forventes at være det i en ufuldkommen verden.

Den grundlæggende pointe er, at den bibelske enhed i mangfoldighed ikke er en udvandet enhed, som mere teologisk fastlåste grupper indenfor kirken kunne hævde, men netop den enhed, som sandest og bedst afspejler Kristus, og som bedst formår at binde kirken til hans Ord.

I velfungerende kirker vil man i det små og måske ubevidst praktisere mange af de ovennævnte principper om at have bredde i tjenesten og om at have tjenester, der anerkender og respekterer hverandre. Her vil man tilsvarende oftest evne at aktualisere Evangeliet uden at ende i ekstremer eller kompromisser. Men selvklart kan man også finde eksempler på kirker og sammenhænge, der er faldet i en dogmatisk grøft, hvor spidsfindige lærespørgsmål fylder mere, end godt er; eller hvor der er en ukritisk og usund opbakning om ensidige og måske isolerede ledere. Det triste er her, at man kan være indbyrdes enige og ét i den overordnede linje og i praktiske gøremål og af den grund føle sig ét og se ned på den bibelske enhed som en "udvandet" form for enhed, når man i virkeligheden selv rammer forbi skiven. Den enhed, som sandest og bedst afspejler Kristus, og som bedst formår at binde kirken til hans Ord, er nemlig enhed i mangfoldighed.



[1] Se Johs.17

[2] Fra overlokale skikkelser som Lewi Petrus til lokale, karismatiske prædikanter i uafhængige kirker.

[3] Jeg anvender her den logisk set stringente skelnen mellem "tilstrækkelige" og "nødvendige" årsager eller betingelser. Hvis noget er tilstrækkeligt, indebærer det sprogligt og logisk, at dette alene er nok og alene fremkalder den ønskede virkning, her enhed. Hvis noget blot er nødvendigt, indebærer det, at den ønskede virkning, her enhed, ikke kan opnås uden denne faktor, men ikke blot gennem denne alene, men også gennem andre og heraf uafhængige.

[4] Bibelen er anderledes kontant og lægger ikke skjul på den personlige uenighed mellem f.eks. Paulus og Barnabas (se Apg.15,36-40), som ikke indfortolkes i nogen læremæssig ramme.

[5] Simpelt sagt angår pathos evnen til at præsentere en sag med følelse og indlevelse, hvilket lægger sig tæt op ad den karismatiske (kirke)leder. Logos angår de fornuftige og rationelle argumenter, hvilket hænger godt sammen med den gennemarbejdede og konsekvente teologi. Og ethos angår etikken og den personlige troværdighed, hvilket igen kobler sig på det levede liv, fremfor det forkyndte ord.

[6] Jvnf. Gal.2,1-

[7] "...Det har også vor kære broder Paulus skrevet til jer med den visdom, som han har fået, sådan som han jo skriver i alle sine breve, for så vidt han kommer ind på dette emne. I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå..." (2.Pet.3,15-16)

[8] Se Apg.15

[9] Rom.14,2.5

[10] Alt fra tøj- og musiksmag, og hvad dertil hører, til brugen af alkohol, praktisering af nadver i hjemmene eller helligholdelse af hviledagen kan i flæng nævnes som oplagte eksempler.

[11] Se igen Apg.15,36-40

[12] Jvnf. Paulus' rosende ord om Johannes Markus senere hen i 1.Tim.4,11.

[13] Vendingerne kan forekomme modsigelsesfyldte, men rummer den dynamik, som ligger i, at man står ved sin overbevisning, men med det praktiske forbehold, at man kun tøvende trækker sig fra fællesskabet med andre (og her typisk kun ved alvorlig vranglære eller splittelse hhv. afvisning af fællesskabet fra anden side); samt at man har i baghovedet, at man selv ser stykkevist (jvnf.1.Kor.13,12) og farvet af egen tjeneste, baggrund og ballast.

[14] "Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?" (Gal.2,12-14)

[15] Det ville også rejse en række problemstillinger om Jakobs hele forkyndelse og hans brevs plads blandt Bibelens bøger, som man i kirken aldrig har rejst. Konflikten må derfor ikke have angået Jakob, men som Bibelen selv siger det "nogle fra Jakob", som handlede uovervejet og udover det, deres læremester og forbillede kunne sige god for.

[16] Se Apg.21,20-

[17] Jvnf. 1.Kor.3,21

[18] Mange ville se en egentlig konflikt heri, men ofte findes sandheden i spændingsfeltet mellem tilsyneladende eller delvist modstridende synspunkter. I det konkrete tilfælde vil kærlighed til Guds bud og den ubetingede accept af Guds ord, som ligger heri, også måtte anvendes på bud, som ophæver gamle og kritisable bud (se f.eks. Hebr.8,7-8 og 10,9). Forkyndelsen af kærligheden til Guds bud kobler jødedommens historiske respekt for Moseloven sammen med Kirkens kærlighed til evangeliet på en måde, så den ene glider over i den anden, og den anden ikke opstår som en trodsreaktion overfor Guds bud eller som følge af normløshed og ligegyldighed.

[19] Den enhed, jeg beskriver og advokerer for som bibelsk, er derfor ikke tjenestemæssig enhed med personer i periferien af den kristne kirke hhv. det frikirkelige landskab, som skiller sig ud pga. ekstreme synspunkter eller som kun nyder en lille og isoleret fanskares støtte og opbakning. Dette forbehold sigter dog ikke til den grundlæggende enhed i troen, den fælles erfaring af frelsen og den indbyrdes anerkendelse heraf, men alene praktisk samarbejde, håndslag og sanktion på tjenestefællesskab.

[20] Apg. 13,1

[21] Se Apg.15

[22] Jvnf. 1.Kor.3,6

[23] Se igen 2.Pet.3,15-16

[24] Det er naturligvis tilladt at være uenig med kirkeledere og forkyndere og udtale sig sagligt, men kritisk om ting, man finder kritisable. Tilsvarende kan der være ærlig og tilladelig uenighed om, hvorvidt en given person har en given tjeneste og/eller skal mødes med tillid og anerkendelse. Men man støder ind imellem på en så skarp og fordømmende kritik af navngivne kristne forkyndere og ledere, at denne forekommer uforenelig med fællesskab og samarbejde med kirker og tjenester, som anerkender disse. I datiden havde man uden tvivl mistet Paulus' støtte, hvis man med et sådant ordvalg undsagde hans medarbejdere og medtjenere, men idag synes nogen at mene, man kan gøre det ene uden det andet. Tjenestefællesskab må være betinget af anerkendelse af de andre tjenester i fællesskabet for gensidigt at kunne give og modtage.

[25] ...som man med en vis ret kan beskylde lutherske hhv. reformerte kirker for at følge.

[26] Hhv. lederskab og lære som definerende for enheden.

[27] Det konsekvente princip om et kollektiv af tjenester til at bære Guds åbenbaring udelukker også den i nogle kredse så populære opfattelse, at Paulus alene var betroet et særligt og anderledes evangelium til hedningerne, end det evangelium, som de tolv var betroet overfor jøderne.

[28] Jvnf. Apostelmødet som før nævnt.

[29] Apg.13,1

[30] F.eks. omtales også Barnabas som apostel i Apg.14,14 og Priskva og Akvila, såvel som Føbe, med deres respektive lærertjenester indgik også i teamet omkring Paulus.

[31] Jvnf. hans egne ord i Gal.1,8, som fordømmer enhver, ham selv inklusive, som måtte forkynde en anden Kristus og et andet evangelium end den ene og sande.

[32] Her er det oplagt at minde om Jesu ord i Johs.14,26, om at Helligånden vil påminde og undervise os, hvilket i Kirken til alle tider er blevet tolket som en forsikring om, at sandheden vil sejre og at Helligånden vil holde Kirken på sporet uanset lejlighedsvis "slinger". Den største fejl er nok at anvende dette på ens lokale kirke eller kirkesamfund, hvilket den katolske kirke har gjort udfra tesen om, at den har skrevet Skriften, derfor må den også udlægge den. Løftet gælder Kirken med stort K. Lokale kirker og lokale forkyndere er ikke fejlfri og gives ikke en sådan garanti.

[33] Nogen vil indvende, at vi da alle skal forkynde evangeliet, når vi får anledning til det. Dette er rigtigt. Alle skal vi gøre regnskab for det håb, vi har, og kunne pege på Jesus, når vi bringes for retten, både i konkret og i billedlig betydning. Men dette angår alene frelsesbudskabet. En videre uddybning af kirkens position og lære er ikke nødvendigvis omfattet heraf, og denne opgave ligger både i og udenfor kirken naturligst hos dem, der også i kirken er anerkendt og betroet opgaven med forkyndelse og undervisning. Isolerede enkeltpersoner og tjenester savner derimod i min optik et mandat til at indtage en platform på kirkens vegne, ikke mindst i den offentlige debat.

[34] Jeg anerkender, at også ubibelske synspunkter kan vinde indpas eller lejlighedsvist have fremgang, men lakmusprøven er hvad der over tid slår rod blandt genfødte og bekendende kristne, og hvilke skriftmæssige argumenter, som over tid evner at trodse modsigelse og indledende indvendinger.