Det usynlige gjort synligt

Af Thomas Hansen, præst i Hillsong København

Jeg vil gerne lægge ud med at sige, at det er længe siden, jeg har skrevet en afhandling om et emne; jeg er først og fremmest optaget af at forberede undervisning for vores kirke i København hver uge og ofte flere gange om ugen. Og da jeg først og fremmest er en lokal frikirkepræst, så vil den måde, jeg skriver på, være mere pragmatisk og praktisk fremfor udelukkende akademisk.

For de af jer, der ikke kender min historie, så er jeg født og opvokset i Danmark. Jeg tilbragte det meste af min opvækst i en frikirke i Midtjylland. Derfra gik turen rundt om en højskole i Sønderjylland, før den gik videre til Sydney i Australien, hvor jeg tilbragte tolv år. I al den tid var jeg involveret i en lokal kirke, de første seks år som en frivillig, imens jeg færdiggjorde mine teologistudier, og de sidste seks år som en del af staben. I slutningen af 2012 flyttede min australske kone og jeg til København, hvor vi plantede Hillsong København i starten af 2013. Efter næsten fire år samles vi nu tre gange[1] om søndagen i Bremen Teater i København, og en enkelt gudstjeneste i Malmø Sverige også, hvor vi startede for nogle måneder siden. Som en kirke hører vi til pinsetraditionen. I Australien hedder pinsebevægelsen Australian Christian Churches[2] eller ACC, som vi blot forkorter den med. Det er meget australsk at forkorte alt, hvad der forkortes kan; hvis du har mere end to stavelser i dit navn og nogensinde har mødt en australier, ved du, hvad jeg taler om.
 
Pinsetraditionen

Hvad betyder det så at tilhører en “pinsetradition”? I Danmark er vi som i mange andre lande skyldige i at institutionalisere vores traditioner, og som kirker er der en lige så stor en fristelse til det. Men udover et globalt netværk af kirker, der har (eller burde have) meget til fælles og derfor bør danne et fællesskab af kirker, er pinsetraditionen så meget mere.

Navnet er jo taget fra den herlige dag, som er omtalt i Apostlenes Gerninger, og som vi kalder Pinsedag. Den dag blev det muligt at opleve Gud på et helt personligt plan. Jesus var meget opmærksom på, at hans disciple ikke begyndte på deres tjeneste for ham, før de havde modtaget denne kraft fra Helligånden.

I årene efter Pinsedag ser vi i resten af det Nye Testamente Helligåndens virke på en helt utrolig måde fra profetier og åbenbaringsord til helbredelser og selv døde, der blev vakt til live (og så var der også nogle, der var i live, som døde). Og midt i denne udgydelse af Helligånden blev tusindvis af mennesker føjet til kirken, og den moderne kirke, vi kender i dag, fik sin første spæde start.

Debatten imellem det nye og gamle er ikke en ny debat. Selv da Jesus kom til jorden, var der en diskussion omkring hans undervisning. Da Paulus og disciplene fortsatte arbejdet, var der yderligere diskussioner omkring denne nye lære.

I Matt.9 blev Jesus konfronteret omkring hans undervisning, og hans respons er interessant. “Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker, så hullet blev endnu større. Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”[3] Dette svar er ofte blevet brugt i en sammenhæng, der omhandler alt fra lederskabsstruktur til en formaning om, at vi bør være åbne for det nye, Gud gør. Men måske er svaret ikke så meget, at Gud er i gang med at gøre nye ting, men at han egentlig bare er i gang med at fortsætte det, han altid har gjort; at genoprette og frelse det fortabte og brudte. I en kultur, der kender til vin, er det jo ikke den nye vin, man ønsker, men den gamle. Så kan det være, at Jesus vender spørgsmålet på hovedet og siger til dem, “Det er ikke mig der har bragt en ny lære, men jer!”? Måske er det sådan, at der intet er, som har ændret sig, men det, han gør, er blot er en fortsættelse af, hvad han altid har talt om, og flere og flere lag bliver fjernet.

Jeg ved ikke, hvad det er med mennesker, eller måske er det blot kristne, men hvorfor søger vi altid efter de ekstreme løsninger og svar? Sort eller hvidt? Enten eller? Måske skal svaret findes i spændingen imellem begge sider. At det ikke er enten eller, men et både og.

Selve spørgsmålet, som jeg er blevet bedt om at adressere, er sat op i et spændingsfelt; “bør vi bevare det ’gamle’, karismatiske præg med tungetale, profetiske ord mv. til møderne, eller alternativt gøre møderne mere tilgængelige for udefrakommende.”

Dette er en klassisk tilgang til emnet her i det danske kirkelige landskab. Men hvorfor er det enten eller?

Spørgsmålet, vi bliver nødt til at stille er, hvad vores formål som kristne er på denne side af evigheden? Hvorfor eksisterer vore lokale kirker?

Hvad end svaret er, dikterer det vore beslutninger om, hvordan vi bygger kirke.

Jeg er overbevist om, at vi eksisterer på denne side af evigheden for at lede folk til Jesus. Vore kirker bør bygge kristne op, så at de kan leve deres liv mandag til lørdag på den bedste måde. Vore kirker bør være steder, hvor vi kan byde folk velkommen hjem! Kirker, som man kan være stolte af at bringe sine venner med hen til.

“Så det må betyde, at der ikke er plads til udtryk for Helligånden?” Nej! Men vi kan give plads til Helligånden og hans virke, uden at det skræmmer folk eller er underligt!

Da disciplene modtog gaven til at tale i tunger, var der folk fra forskellige lande, som sagde, “hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?”[4] Der har været mange diskussioner om denne oplevelse. Da disciplene kom ud og talte i tunger, er spørgsmålet, om det var glossolalia, som er det, man oftest tænker tungetale er, når kristne udtrykker ord, der lyder som et ukendt sprog? Hvis det var, ville alle de forskellige, der hørte dem tale, have modtaget oversættelsen overnaturligt for at kunne sige, hvad de sagde. Eller talte de ved Helligåndens hjælp de aktuelle sprog, der var repræsenteret?

Kan det være, at dette helt præcist viser, hvad Helligåndens virke bør resultere i? At det bør pege på Gud og de mægtige ting, han har gjort.

Desværre har meget af det, vi omtaler som “karismatiske gaver og udtryk” peget mere på mennesker end på Gud.

Som en præst i Hillsong ønsker jeg at give så meget plads til Helligånden som overhovedet muligt, men jeg har nogle overbevisninger, som også driver mig.

Lad mig nævne mine praktiske tanker om det, som forhåbentlig kan hjælpe. (Jeg er 100% klar over, at vi blot er ét udtryk i Guds globale kirke, så forstå mit hjerte, at jeg blot giver en indsigt i, hvad jeg og vi tænker og ønsker, og ikke vil sige, hvad andre bør gøre i deres kirkelige sammenhæng, da alle ultimativt er ansvarlig overfor Gud for deres tjeneste, liv og åbenbaringer).

Begræns ikke Gud

Når vi tænker på og snakker om de karismatiske gaver, tænker vi ofte på de "spektakulære" tidspunkter, hvor en person giver en profeti, beder for en syg eller noget lignende. Men vi må passe på ikke at begrænse Gud. Ofte bliver vi fanget i formen af gudstjenester fremfor indholdet, når vi bedømmer de karismatiske elementer, men Helligånden kan virke lige stærkt i både en stille og rolig Jesus-fokuseret folkekirkegudstjeneste, som han kan i en frikirke, der har et fuldt band med lys og lyd. Det er ikke formen, der diktere indholdet.

Når vi planlægger vore gudstjenester, beder vi og er åbne for, at Helligånden må lede og inspirere os med alt fra planlægningen af sange, prædikener, og hvem vi kan inkludere i tjeneste den søndag; og om vi fornemmer, der er visse grupper vi bør "sigte på" at hjælpe ved at fokusere på bestemte ting. Guds Rige er ikke et rige af kaos, men orden, så jeg er 100% overbevist om, at han leder os på meget praktiske måder.

Idet vi er forberedte og ved, hvad vi ønsker at opnå, er der så også plads til fleksibilitet og til at være åbne for, at Helligånden pludselig taler til os om at tage gudstjenesten i en anden retning. Men jeg vil sige det igen, vi må komme væk fra denne tendens i det kirkelige Danmark, hvor vi dømmer hinandens indhold på formen. Det er ikke op til os som mennesker at sidde i vore kirkelige lejre og pege fingre ad andre traditioner og bedømme, om det er Helligånden, når en kirke har røg, lys og lyd og andre har salmebøger og stearinlys. Gud er ikke begrænset af alt dette, men virker, hvor mennesker er villige til at løfte Jesus op og tale om hans mægtige gerninger.

Kontekst

Når vi så bevæger os i det karismatiske, synes jeg det er vigtigt at give det øjeblik en kontekst. Hvad jeg mener med det er, at vores formål som kirke jo ikke ændrer sig. Så når de her øjeblikke opstår, tror jeg, at det som præster er vores ansvar at give det øjeblik noget lederskab og kontekst. Når en person kommer op til mig og siger, at de fornemmer, de har en profeti til hele kirken, er det mit ansvar som hyrde for flokken at bedømme, om dette er aktuelt, eller om det "blot" er noget, der kan forblive i en mindre sammenhæng. Eller når vi har øjeblikke hvor vi beder i tunger eller beder for, at folk skal blive fyldt med Helligånden; så fremfor blot at gøre det uden nogen forklaring, giver vi det en kontekst og forklarer, hvad vi laver og hvorfor. Idet jeg tror, at formålet med vores kirker er at lede folk til Jesus, er det mit ansvar at sørge for, at alle øjeblikke i en gudstjeneste gør netop dette, men nogle gange, når man giver folk plads til at udfolde sig i deres karismatiske gaver, bliver det ofte om dem som personer fremfor Jesus.

Vi må minde hinanden om, at vi er fyldt af Helligånden, ikke besat af ham. Paulus skrev til kirken i Korinth, som havde lidt for mange mennesker, der brugte Helligåndens gaver som en undskyldning for at tage al opmærksomheden: “De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det.”[5] I den engelske oversættelse af Bibelen siger det vers, at profeters ånd er underlagt profeten. Så vi er ansvarlige for at være gode forvaltere af de gaver og øjeblikke, Gud giver os.

Helligåndens virke bør være en del af en kirkes liv, og det bør tænkes igennem, hvor og hvornår der er plads til, at de gaver kan udfolde sig. Der bør være en tid og et sted, men i vores kirke ser vi ikke søndagen som det eneste sted, hvor dette kan ske. Vi samler hundredvis af mennesker hver uge i løbet af ugen i det, vi kalder Connect Groups, som er fællesskabsgrupper, og som spiser, studerer Guds ord og beder sammen. I denne mindre sammenhæng er der nok sikkerhed i relationerne til, at folk kan prøve sig frem i forskellige gaver og modtage feedback og pastoralt lederskab fra deres gruppeleder.

Autentisk

Jeg tror, at i sidste ende er folk, som ikke er vant til at komme i kirker, ikke så skræmte af disse karismatiske øjeblikke, som mange kristne tror.

Det, folk er skræmte af, er hvad vi alle er skræmte af: det ukendte.

Jeg synes, det er uansvarligt af en præst at lade "karismatiske øjeblikke" løbe løbsk uden at give det noget lederskab, sprog og kontekst, så folk kan forstå, hvad der sker. Og hvad vi har oplevet i vores kirke er, at folk er ok med det. Det er jo en kirke. Det er noget, som vi tror på, og så længe det kan forstås (til en vis grad), kan det accepteres. Vi skal huske på, at hvad folk virkelig søger, er det autentiske.

Vi har gudstjenester, hvor vi beder for helbredelser, profeterer og søger Gud, men vi forklarer altid, hvad vi laver og hvorfor. Vi gør det tilgængeligt og muligt for folk at være en del af det. Vi ønsker jo, at folk kommer med på dette eventyr med Jesus.

Metoder kan ændre sig og ofte endda, men budskabet forbliver altid det samme.

Så hvilke udtryk vores kirker end har, må de altid pege på Jesus på den mest attraktive måde, det er muligt.



[1] Der er pt. tre identiske gudstjenester, da kirkens medlemmer oftest blot deltager i ét møde om søndagen.

[2] Australske Kristne Kirker

[3] Matt.9,16-17 BPH

[4] Apg.2,11 BPH

[5] 1.Kor.14,32 BPH

Kulturskabelse - en leders vigtigste opgave

Af John Burke, seniorpastor for Gateway Church [1]


Jeg modtog en email kort efter, jeg havde startet Gateway Church i Austin:

”Jeg følger så megen skyld, at jeg aldrig føler, jeg hører til i en kirke. Så det var et stort skridt at møde op i din kirke sidste søndag. Jeg må sige, jeg blev budt velkommen af alle, og at jeg nød gudstjenesten og prædikenen. Jeg vil bare sige tak til dig og staben for at skabe et varmt og kærligt miljø, hvor mennesker kan åbne sig og tage imod budskabet og vide, at uanset hvilket niveau de er på, så er det ok – at de er elsket som de er! Jeg ved, at i alle organisationer kommer holdninger fra toppen og formidles videre gennem hele organisationen, hvilket kan være både godt og dårligt, men hos jer er det godt!” – Gabrielle

Det slog mig, at det var Gabrielles første møde med Gateway. Jeg var taknemmelig for, at det havde været en god oplevelse, men samtidig åbnede det mine øjne for betydningen af kirkens kultur, de bevidste og ubevidste signaler og den atmosfære, hele gruppen udstråler.

Siden dengang Gabrielle kom til gudstjeneste, har tusinder af unge, skeptiske og tøvende åndelige opdagelsesrejsende fra vores efterkristne, postmoderne generation mødt Jesus i Gateway. Jeg tror nu, at fokus på kirkens kultur er lederens vigtigste – og sværeste – opgave.

Paulus minder kirkelederne i Korint om, at ”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst … For vi er Guds medarbejdere…”.[2]

Som ledere i et efterkristent samfund er det ikke vores opgave at få mennesker til at vokse eller forandre sig. Gud er ansvarlig for væksten, for de forvandlede hjerter, men jordbunden er ledernes ansvar. Vores opgave er at skabe den rette jordbund, nogle næringsrige og sunde omgivelser, hvor forpjuskede mennesker kan komme som de er, og hvor Gud over tid kan skabe vækst. Men har vi tænkt over den kulturelle jordbund, et sundt kristent fællesskab har brug for i et hårdt, efterkristent samfund?

At definere kulturen

Allerførst må jeg spørge: Hvad er kultur? Det kunne defineres som den lim, der holder enhver social enhed eller organisation sammen. Alt levende stiller krav om det rette miljø for at opnå en sund vækst. Dette er indlysende tydeligt for planter. Og undersøgelser viser, at familiers kultur er det, som øver den største indflydelse på et barns sunde vækst på vej til modenhed.

I et kristent fællesskab omfatter kulturen folks opførsel og praksis, når de bestemmer, hvad de siger og gør, og hvorfor og hvordan de gør det. Kulturskabelse danner den baggrund eller det ”lærred”, som kirkens relationelle liv udfolder sig på. James Alexander bemærker, hvordan ”kulturen bliver en stedse mere indgroet del af fælleskabet og til sidst er usynlig for medlemmerne af organisationen. Derfor er det så svært for mange medlemmer at tale om deres kultur, fordi den opererer på et underbevidst niveau”.[3]

Fordi kulturen i det store hele er usynlig, er vi for det meste ikke bevidste om den kulturelle jordbund, vi har skabt. Alligevel påvirker kulturen samtalerne i forhallen, holdningerne fra dem ”indenfor” overfor nyankomne, hvor tålmodige de troende er overfor kirkefremmede gæster, der ikke har styr på deres liv; samt hvordan man lever og lever sammen. Kulturen besvarer det spørgsmål, som vores generation først af alt stiller: ”Har jeg lyst til at være som disse kristne?” og ”Passer jeg ind her?” Så hvad kan ledere gøre for at forme kulturen?

Lederens tankegang

Kulturskabelse begynder med lederskabets tankegange. Ofte har ledere ikke brug for en ny strategi eller nye metoder, men en mentalitetsændring. Når ledere interagerer med andre, afspejler de kulturen stort set ligesom forældre afspejler en families kultur. Hvad afspejler du og andre ledere i din kirke?

Tænker lederskabet Kristi tanker? Datidens etablerede religiøse slog hårdt ned på Jesus for at lade folk ”komme som de er”. Jesus sagde, ”Gå hen og lær, hvad det vil sige: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”[4] Er du venner med nogen af de kirkefremmede, som du prøver at tjene, og som ikke har styr på deres liv? Hvis ikke, hvad siger det så om tankegangen bag dit lederskab? Hvad betragter du som det allervigtigste for fællesskabets effektivitet? Hvordan er du et forbillede med dette overfor dem, du leder? I takt med, at dine synspunkter og holdninger skifter, vil kulturen i kirken forme sig efter det.

Den offentlige atmosfære

Atmosfæren i den offentlige gudstjeneste eller gruppemøde er også med til at skabe kultur. Fornemmelsen, kvaliteten, musikstilen, den måde folk taler og klæder sig og relaterer sig til hinanden er meget vigtig. Disse elementer signalerer overfor andre, hvordan du er, hvad de skal forvente, og hvordan de skal opføre sig. Den offentlige side af kirkens kultur må mere end noget andet område sættes ind i konteksten af de kirkefremmedes smag og sprog, hvis du vil nå dem.

Nola kom til Gateway i færd med at udforske troen og emailede mig: ”Jeg har været i din kirke tre gange nu. Jeg har prøvet at beskrive oplevelsen som ’levende’ og ’autentisk’, men selv disse ord rammer ikke plet.” Hun modtager nogle signaler om, hvordan kristne er, udfra atmosfæren.

Hvilke signaler opfanger folk fra atmosfæren i din kirke? Hvor god er du til at formidle Skriftens eviggyldige sandheder i det sprog, og med den stil og musiksmag, som den omgivende kultur foretrækker? Hvis din kirkefremmede nabo sagde, han gerne ville se, hvordan din kirke var, ville du så føle dig flov eller nervøs eller begejstret? Dine svar sender et signal til dig som leder om den kultur, du har skabt.

Visionsformidling

Et af de mest oversete aspekter af kirkens kultur er, hvordan den gængse person, søgende eller troende, opfanger en vision om at leve og virke i Kristi fællesskab. I vores meget mobile samfund, deltager overgivne kristne i to til tre gudstjenester om måneden. Det betyder, at du som leder ikke vil kunne give folk Guds fulde råd alene gennem de offentlige gudstjenester. Så tænk over, hvad der er vigtigst. Hvilket budskab understregede Jesus? Hvad trænger til at blive formidlet igen og igen og igen? Hvilke fortællinger bliver fortalt? Hvilke åndelige rejser fra den virkelige verden bliver fremhævet for at understrege, hvad kirken handler om? Hvad tænker den gængse person, når de tænker på din kirke, hvad den står for, og hvad deres rolle i den er? Vi fandt på nogle udsagn, som kunne hænge ved, og som formidler nåde (”kom som du er”), vækst (”men bliv ikke ved at være sådan”) og autencitet (”adgang forbudt for fuldkomne mennesker”). Disse udsagn spredtes i takt med, at vi gentog dem.

Trey var netop færdig med en rædselsfuld to dages druktur med alkohol og kokain, da han ringede til Gary for at få hjælp. Gary var netop kommet til tro i Gateway, men han havde hurtigt fanget visionen bag kirkens kultur. Som Trey husker det:

”Gary fortalte mig, at han kom i denne her kirke, som virkelig havde hjulpet ham til at få kontakt med Gud på en praktisk måde for første gang. Gary sagde, at Gateways politik var ’kom som du er’ og ’adgang forbudt for fuldkomne mennesker’. Det fik mig straks til at slappe af, for det kunne jeg bestemt leve op til. Jeg havde tabt min livslyst til en narkohandler, jeg havde mistet min forlovede, og jeg havde næsten tabt lysten til at leve. Nu, fem år senere, har jeg været ædru siden den første weekend, jeg kom i Gateway. Jeg indså, at stoffer og alkohol blot var symptomer på mit virkelige dilemma – adskillelsen fra Gud. Og jeg har indset, at jeg kan nyde dette liv fremfor blot at udholde det. Jeg troede, jeg skulle få mit liv i orden og derefter komme i kirke. Jeg havde fået det galt i halsen. Jeg havde brug for at komme i kirke for at få mit liv i orden.”

Folk begynder at handle og leve den kultur ud, som bliver malet for øjnene af dem igen og igen.
Organisation

Kulturskabelse kan ikke adskilles fra organisation. Hvis kirken er en organisme, Kristi legeme, så må den fungere på en koordineret måde. Hvordan organiserer vi os på en måde, som forstærker og støtter kirkens kultur, på samme måde som et skelet støtter et legeme? En organisation, som er for firkantet, tillader ikke den fleksibilitet og hurtighed, som Legemet har brug for for at kunne udtrykke sig. På den anden side vil manglen på et organisatorisk skelet hindre Legemet i at forme sig og udtrykke sig selv i en mangfoldighed af forenede dele.

Jeg hører nogle gange den påstand, at traditionelt lederskab er fortid – vi har ikke længere brug for ledere til at strukturere og organisere. Ideen er i bedste fald naiv og i værste fald direkte skadelig for Kristi legeme. Jeg har fundet ud af, at hvis du siger, du sætter pris på fællesskab, men nye ikke bliver inkluderet eller ikke kan komme i kontakt med dig på grund af en dårlig organisation, så sårer man mennesker. Hver gang vores kirke eller organisation vokser med omkring 30 procent, vil der være processer eller systemer, som engang var effektive, men som ikke længere virker. Læg mærke til, hvor ofte organisation forstærker hhv. underminerer kirkens kultur. Planter og vander du, kultiverer og gøder du kulturen i din kirke, gruppe eller tjeneste? At skabe den kulturelle jordbund, hvor Gud kan give vækst er lederskabets kerneopgave.



[1] John Burke er forfatter til ”No Perfect People Allowed”, ”Soul Revolution”, ”Unshockable Love” og ”Imagine Heaven”. Han er også seniorpastor for Gateway Church I Austin, Texas, som han og hans kone started I 1998. Siden da er Gateway vokset til over 4.500 medlemmer, primært bestående af kirkefremmede, som begyndte at følge Jesus i Gateway. Før han startede Gateway, var John Burke Executive Director og Ministries ved Willow Creek Community Church i Chicago. John Burke er også stifter og præsident for Gateway Leadership Initiative, som hjælper kirkeplantende pastorer og lægmænd “oprejse kirken af kulturen” udover verden. John Burke har prædiket i 15 lande til over 200.000 kirkeledere og kristne om at nå en postmoderne, efterkristen kultur. Han og Kathy bor nu i Austin, Texas, og har to børn, Ashley og Justin.

[2] 1.Kor.3,6-9

[3] Jams A. Alexander, ”Creating a High-Performance Culture: Leadership Roles and Responsibilities”, AFSM International S-business, Professional Services Leadership Report (Ft. Meyers, Flor-: AFSML Q4 2001), s. 6,
www.afsmi.org/pdf/content/PLSLRQ/pslr_q4_01.pdf (19. september, 2004)

[4] Matt.9,13

Enhed i mangfoldighed

Af Jesper Veiby, stifter af Kristent Institut


Der er næppe tvivl om, at alle kristne ønsker enhed. Trods alt er enhed jo essentielt i Jesu ypperstepræstelige bøn.[1] Når det kommer til, hvad enhed er, og i særdeleshed hvordan enhed virkeliggøres, er det til gengæld så som så med det fælles fodslag.

Kirkehistorisk og teologisk kan man få øje på en lille håndfuld af tilgange, som med nuanceringer og ofte med en del overlap har kendetegnet forskellige dele af kirken.

En stor del af kirken har lagt vægt på, at enhed er lig med eller dog udspringer af underordnelse under det rette lederskab. Mest udtalt i den katolske kirke, hvor anerkendelse af pavestolen eller "Peters embede" er det, som formelt skiller rettroende fra såkaldte "skismatikere", men også i varierende grad i andre kirker, hvor enheden skabes af underordnelse under f.eks. biskopper, apostle eller ældste og/eller den kirkelige struktur, som har valgt og indsat disse.

Andre og store dele af kirken har lagt vægt på, at enhed udspringer af eller defineres af læren eller bekendelsen. Konservative lutherske og reformerte kirker har altid lagt hovedvægten på dette aspekt, omend også andre kirker forventer eller forlanger tilslutning til givne læresætninger.

Andre tilgange kan findes, men har ikke i samme grad været dominerende. Nogle kirker har lagt vægt på den historiske kobling til den første kirke, og disses historiske forbindelse hertil, f.eks. både den katolske og den ortodokse kirke. Andre kirker igen har lagt vægt på det levede liv og dettes lighed med den første kirkes og/eller Bibelens forskrifter, her oftest i frikirkelige kredse.

Meget mere kunne siges om dette, men dette er først og fremmest ment som en skitsering.

2.

Fra pentekostalt hold har man typisk været mere eller mindre skeptisk overfor de traditionelle tilgange, men man må nøgternt konstatere, at man de facto ikke har adskilt sig synderligt. Man har måske distanceret sig fra pavens rolle i den katolske kirke, men utvivlsomt har der været tjenester, man i praksis har skullet anerkende for at kunne fungere i givne sammenhænge.[2] Og samtidig med, at man fra pentekostalt hold har taget afstand fra dogmet om pavens ufejlbarlighed, kan man let finde eksempler på, at prædikanters ord er blevet modtaget lige så ukritisk, som hvis man havde haft et formelt dogme herom.

Tilsvarende har man traditionelt blandt pentekostale være skeptiske overfor (for detaljerede) læresætninger og dogmer, men man har naturligvis haft nogle uformelle, men lige så klare dogmer om f.eks. Åndsdåben, ligesom man i sin selvforståelse kobler sig på urkristendommen og dermed søger samme støtte og autoritet herfra, som andre kirker søger i kirkehistorien.

I praksis har forskellen måske mere handlet om den konkrete uenighed i læresætninger og den konkrete forskel i kirkeledere, end det har handlet om en helt anden grundlæggende tilgang.

Man må også konstatere, at disse aspekter hver for sig er nødvendige, men at de samtidig hver især er utilstrækkelige.[3] Ingen af os ønsker en kirke med karismatiske, men vranglærende ledere, eller med retlærende, men inkompetente ditto. Kirkelig enhed kan næppe heller være sand og ægte, hvis den er helt koblet af kirkehistorien og det, som er gået forud, og en vis ensartethed i moral og etik må i praksis forudsættes. Det ene aspekt er altså aldrig nok i sig selv. Man kan hver især lægge mere vægt på det ene end på det andet, men ikke aldeles nægte betydningen af de andre aspekter.

Her vil jeg for egen regning tilføje, at den protestantiske kultur, som vi i frikirkekredse i sidste ende er udsprunget af, og som primært har fokuseret på læren, i mange tilfælde har gjort det vanskeligt at rette op på fejl i lederskab og stil. Kirker er blevet splittet over læremæssige uenigheder, og har implicit baseret sin egen eksistensberettigelse på sådanne med den underforståede forudsætning, at hvis man bekendte sig til en given lære, burde man melde sig ind i den lokale kirke, som repræsenterede denne, uanset dennes kvaliteter i øvrigt og dens lederskabs samme. Da det derfor har været tabu at melde sig ud på grund af manglende anerkendelse af det konkrete lederskab, kan man mistænke, at utilfredse og frustrerede medlemmer nogle gange har følt sig tvunget til at hænge deres utilfredshed op på læremæssige forskelle, når den reelle årsag var menneskelig,[4] og forsøget på at adressere det stråmandsargument, som læreforskellene i praksis var, har naturligvis ikke løst det bagvedliggende personlige problem.

Det er næppe forkert sagt, at alt det her sagte har pendanter i den praktiske enhed, vi finder i verden omkring os. En dynamisk og karismatisk virksomhedsleder eller politiker kan skabe en bevægelse, og en ideologi kan samle folk om nogle værdier og mål. Tilsvarende er der i spændingsfeltet mellem ledere, lære og liv lidt af samme elementer som i den klassiske balance mellem pathos, logos og ethos.[5]

3.

Når alt dette er sagt, så er det alligevel, som om den bibelske enhed ikke lader sig indfange i de simplificerede tilgange, vi er tilbøjelige til at falde tilbage på. De kan på sæt og vis være valide og indgå som et element også i den enhed, som Bibelen eksemplificerer, men de beskriver den ikke fyldestgørende.

Hvis man skulle drage nogle bibelske eksempler frem, som skiller sig ud i så henseende, så kunne et af disse være, at Paulus først efter 14 år drager op til apostlene i Jerusalem for at få deres formelle accept af hans tjeneste og forkyndelse.[6] Der er dog næppe tvivl om, at han allerede før det var anerkendt som tjener for evangeliet. Pointen er derfor, at man praktiserede en vis, praktisk enhed uden årlige lederkonferencer, formelle indsættelser og udsendelser og tilsvarende, som i de fleste kirker er med til at skabe retning og fodslag, og som ville være nødvendigt, hvis fundamentet for enheden var de indsatte og formelt anerkendte personer hhv. den vedtagne lære og fælles inspiration.

Et andet og sigende eksempel er Peters ord om Paulus,[7] hvor selv apostlen Peter synes at indrømme, at noget af Paulus' undervisning er svær at kapere. Som læser føler man næsten, man får den indrømmelse fra Peter, at denne helt sikkert ikke ville have sagt tingene på samme måde som Paulus, selv på trods af den formelle enighed fra f.eks. apostelmødet[8] og det evangelium, de begge troede på og forkyndte. Eller også afspejler Peters ord den "lavkirkelige" Peter, den jævne fisker, der ikke fandt det helt let at rumme den "højkirkelige" Paulus, den lærde og tydeligvis mere belæste teolog. Hvor man nok let kan finde eksempler på kirker, hvor man har holdt salvede, men ulærde lægfolk ude af tjenesten - eller omvendt finde lavkirkelige bevægelser, hvor uddannede teologer har været uglesete og måske er blevet frosset ud - så forholdt det sig anderledes i den første kirke og mellem Paulus og Peter, uanset den spænding mellem dem, som svagt antydes. Man var ét, i samme kirke og med samme mission, og det faldt næppe nogen af parterne ind at udelukke modparten fra tjenesten eller fællesskabet.

Interessant er også Paulus' undervisning overfor korinterne.[9] Nogle spiser kød, andre ikke, konstaterer han. Nogle holder sabbatten hellig, andre gør ikke, konstaterer han derefter. Det kan man mene om, hvad man vil, synes han at sige, men det må ikke påvirke kirkens enhed. Paulus er ikke en laissez faire leder, der blot lader stå til, og som godtager alt, men man kan næppe nægte, at kirken dengang praktiserede en rummelighed, som ikke altid har kunnet genfindes i senere vækkelsesbevægelser. Her kunne man nok finde eksempler på kirker og bevægelser, hvor man ikke kunne være en del af fællesskabet, hvis man afveg for meget fra de gængse normer og gældende synspunkter.[10]

Konflikter undgik man dog ikke i den første kirke. En af de notorisk kendte er den personlige konflikt mellem Paulus og Barnabas, om hvorvidt Johannes Markus skulle have en chance til eller sættes af holdet.[11] Hvem havde ret? Bibelen giver os ikke svaret. Måske handlede de begge forkert og tacklede konflikten på en ubibelsk måde, selvom Barnabas vel i sidste ende viste sig at få ret.[12] Barnabas glider ganske vist ud af Bibelens fortællinger, fordi vi i Apostlenes Gerninger følger Paulus, men der er ingen indikation af, at han gled ud af kirkens fællesskab eller ud af en frugtbærende tjeneste på trods af konflikten med en anden og stærkere tjeneste. Kirken kunne rumme dem begge, uanset deres indbyrdes (og antageligvis midlertidige) konflikt, hvilket naturligvis også gælder idag, når vi taler om Kirken med stort K, men næppe altid, når talen falder på lokale kirker og mindre fællesskaber.

4.

Det må samlet set stå klart, at Bibelens enhed vægtlægger personers plads og lærens betydning samtidig med, at den eksemplificerer rummelighed i en ånd af generøs dogmatik og ydmyg frimodighed.[13]

I den forbindelse er konflikten i Galaterbrevet også interessant. Her er det "nogle fra Jakob", som skaber forvirring i den lokale kirke i Galatien, fordi de tilsyneladende insisterede på, at jøder og hedninger skulle spise adskilt - og implicit formodentligt være underlagt forskellige regelsæt, hvilket Paulus netop udelukker og endda påpeger, at selv Peter som jødeapostel ikke havde praktiseret.[14] Man tøver med at tro, at Jakob som leder eller fremtrædende medlem af kirken i Jerusalem skulle være i direkte modstrid med den klare undervisning fra både Jesus og Paulus om det rent midlertidige i disse regler.[15] Omvendt kan man ikke nægte, at der var problemer i relation til de jødekristne, hvilket også Paulus' besøg i Jerusalem indikerer.[16] Tænkeligt hænger forklaringen sammen med ensidigheden hos Jakobs jødiske "fanskare". Alt tilhører jer, både Paulus og Apollos og Peter, slår Paulus fast andetsteds.[17] Med andre ord: Enhver tjeneste bidrager med sin særlige styrke og vinkel, men kan ikke stå alene. Med andre ord kunne Jakob have forkyndt om kærligheden til Guds bud, og Paulus om nåden og friheden fra Moseloven, uden at der heri lå en egentlig konflikt.[18] Men hvis man kun hørte forkyndelse fra Jakob og tolkede denne ind i en snæver jødisk kontekst, ville man have meget svært ved at kapere det, man hørte fra Paulus. Hvis dette er tilfældet, er den konkrete konflikt blot en frugt af den forudgående og ubibelske isolation hos nogle troende.

Ret læst er Paulus og Jakob derimod et prototypisk eksempel på den enhed i mangfoldighed, som kendetegner Bibelen og dens beskrivelse af den første kirke, og hvor begge anerkendtes uden at den anden af den grund forkastedes eller nedvurderedes, fordi de begge bidrog med hver deres
(sande og bibelske!) del af det store billede, og hvor de hver især skal forstås og fortolkes i lyset af den sandhed, som den anden formidler.

Det kan ikke undre, at det må være sådan. Hver af os kan i Jesus finde noget, vi kan identificere os med, men ingen af os kan afspejle ham i hans fylde. Apostlen kan spejle sig i apostlen Jesus. Evangelisten kan spejle i evangelisten Jesus. Bibellæreren i bibellæreren Jesus. Forretningsmanden eller kunstneren eller fabriksarbejderen kan spejle sig i andre sider af Jesu liv og person, som i parentes bemærket ikke er inferiøre i forhold til de mere "åndelige" sider. Vi rummer ikke fylden, men kun den lille del, som er givet os i kraft af vores kaldelse og vores personlighed. Og vi ser gennem briller, som er farvet af samme, som når profeten ser synden, der skal konfronteres, mens hyrden ser mennesket, som skal omfavnes.

Den eneste måde, hvorpå Jesus kan afspejles i kirkens liv og tjeneste er derfor ved enhed i mangfoldighed, hvor forskellige og forskelligartede tjenester tjener sammen i gensidig anerkendelse, også hvor denne er udfordret af de selvsamme tjenesters begrænsede udsyn.

5.

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så lad mig understrege, at kirken skal sige fra overfor overdrivelser, vranglære og synd, samt sætte en stopper for mennesker, som misbruger kirkens tillid eller som fremturer i tjenester, de ikke har.[19] Men når det er sagt, er der et stort rum af ufuldkommenhed samt personlige og tjenestemæssige forskelle, som omfattes og rummes i Bibelens enhed.

I den kontekst af en grundlæggende fælles forståelse af evangeliet kan og bør enheden i mangfoldigheden komme til udtryk blandt andet gennem bredden af tjenesten. Man støder ind imellem på synspunkter i retning af, at "lærerne har haft deres tid, nu er det evangelisternes tur" eller på proklamationer af "menighedsplantningens årti" eller tilsvarende, hvor én enkelt tjeneste, her f.eks. evangelisten eller apostlen, gøres mere central, end der er bibelsk belæg for. Omvendt har den traditionalistiske forståelse i nogle kirker været, at f.eks. apostle og profeter ikke længere fandtes i kirken, og her har man omvendt afskåret en eller flere tjenester og det, de kunne og skulle bidrage med. Begge dele vil uundgåeligt føre til en ubalance, som er fjernt fra den bibelske enhed, selvom de respektive sammenhænge måtte være meget enige og tilsyneladende "ét" i deres daglige arbejde.

Tæt knyttet hertil er behovet for gensidighed i lederskabet og mellem de forskellige tjenester. Jeg ynder at sige det sådan, at evangelisten skal lade sig belære af bibellæreren, og bibellæreren skal lade sig inspirere af evangelisten, men noget tilsvarende vil selvsagt gælde mellem ethvert tænkt modpar af tjenester. Det er ikke blot et spørgsmål om, at der skal være en given bredde i en kirkes lederskab, men også at de respektive ledere skal bøje sig mod hinanden, underordne sig hinanden og være villige til at tage imod, hvad andre og anderledes tjenester har at give. Det er synligt i Antiokia, hvor der var både "profeter og lærere" i kirkens lederskab.[20] Det er synligt i apostelmødets rådslagning med måske til dels forskellige synspunkter i udgangspunktet, men med en enig konklusion.[21] Det er synligt i Paulus' anerkendelse af både sin og Apollos' tjeneste som ligeværdige,[22] og som før nævnt i Peters anerkendelse af Paulus' tjeneste på trods af, at denne var forskellig fra hans egen.[23] I dagens fragmenterede kirke tillader vi ofte kritik og splittelse udover det, som er rimeligt og bibelsk funderet, men på Bibelens tid anerkendtes tjenesterne med disses særtræk og forskellighed, så længe disse gensidigt anerkendte de andre tjenester, Gud havde sat i kirken.[24]

6.

Enheden i mangfoldighed antydes også i udtrykket "apostlenes lære". Ikke nogen enkeltpersons lære, som f.eks. Luthers lære eller Calvins lære.[25] Ikke engang "Jesu lære", selvom den vel dybest set kommer fra ham. Nej, apostlenes lære, fordi det er gennem dem, den formidles. Og alligevel én lære på trods af de forskellige betoninger. Ikke Jerusalem-læren og Antiokia-læren; eller Peter-, Paulus- og Jakob-læren; men apostlenes lære.

Dette siger to ting. For det første, at det, som Bibelen kalder lære og kræver enighed om, ikke er ethvert bibelsk synspunkt, men en kerne af centrale dogmer. Den vranglære, som Bibelen samtidig advarer mod, handler tydeligvis også om mere alvorlige ting end forskellige syn på nådegaver eller på tusindårsriget, men derimod ting, der grundlæggende underminerer den enkeltes sunde vandring med Gud.

Den anden ting, man bør bide mærke i, er den betydning, personer spiller i Guds plan. Jesus kom ikke med en lære, som han derefter ledte efter nogen til at formidle. Han udvalgte nogle personer til at være sammen med sig, som stykkevist og ufuldkomment kunne videreformidle det, han havde sagt og gjort, og som Helligånden efterfølgende ville udpensle og uddybe til en mere eller mindre formel lære. Forkyndelsen skal være sund og bibelsk, men først og fremmest skal forkynderen være kaldet, hvorefter denne skal lade sig "slibe til" i Kirkens tjenestefællesskab. Man behøver vel ikke være enige i alt eller have gået på samme bibelskole eller samme teologiske læreanstalt, og man bør heller ikke nødvendigvis være forenet af fælles stil og sprog og præferencer i øvrigt. Men man må og skal være forenet af den fælles kaldelse og indbyrdes forpligtelse. Her vil enheden komme til syne i mangfoldigheden, og mangfoldigheden afspejle Kristus bedre.

7.

Afslutningsvist må det nævnes, at enheden i mangfoldighed på trods af den tilsyneladende anstødssten i form af mangel på fuld enighed og universel anerkendelse af respektive ledere faktisk bedre formår at forankre kirken i den grundlæggende lære og det grundlæggende liv med Gud.

De tilgange, som er nævnt i starten,[26] vil de facto hænge læren og livet op på enten en given leders evne til fremadrettet at tackle læremæssige og ledelsesmæssige udfordringer eller på historiske personers held eller dygtighed med hensyn til at formulere et vandtæt læresystem. De fleste karismatikere tøver selvsagt med at give paven fuldmagt til at lede kirken og betvivler tilsvarende Luthers hhv. Calvins evne til at få det hele med i teologien. Men man kan godt blive lidt mere nærgående og spørge klassiske pinsevenner, om de betragter Lewi Petrus' tjeneste som fejlfri eller deres personlige favoritprædikant som ufejlbarlig...

Det er en farlig øvelse at hænge sit liv og lære op på enkeltpersoner, selv ikke når disse er åndelige kæmper. Det er usikker grund, hvis ikke hø og strå. Læren og livet må have et mere sikkert "anker" end som så, og det er netop dette, som kommer til udtryk i de nytestamentelige beretninger.

Den enhed i mangfoldighed, som synes åbenbaret i Skriften, hænger nemlig ikke læren og livet op på én person, men på et tjenestefællesskab. Først på tolv apostle. Ikke kun Peter. Ikke kun Johannes. Ikke kun Paulus.[27] Efter den tidligste kirkes tid hænges det op på et fælles forum af apostle og ældste i Jerusalem.[28] Derefter på et fællesskab af profeter og lærere i Antiokia.[29] Så på apostolske teams med indtil flere apostle, såvel som andre tjenester.[30] Selv Paulus ville her være blevet konfronteret, hvis han havde fraveget Jesu vidnesbyrd og Helligåndens kollektive ledelse og åbenbaring.[31]

Tilsvarende må det forudsættes, at det tjenestefællesskab, som til enhver tid har udgjort Kirkens lederskab, vil kunne og blive ledt til den aktualisering af Bibelens ord, som hører enhver tid til, og den korrektion af kirkens lære og praksis, som måtte være nødvendig. Helt på samme måde som Kirkens lederskab holder hinanden "i snor" og indenfor den fælles og bibelske fortolkningsramme.[32]

Hvis man skal illustrere enheden i mangfoldighed med nogle lavpraktiske eksempler, kan man nævne en række klassiske arketyper eller stereotyper som f.eks. "omvendelsesprædikanten", hvis grundlæggende og bibelske omvendelsesbudskab nogle gange kører af sporet. I et tjenestefællesskab, hvor vedkommende korrigeres og fastholdes på bibelsk grund af andre tjenester, og hvor han lytter og lader sig belære, kan vedkommende være til velsignelse og bidrage med et væsentligt input i kirken. Men isoleret fra andre tjenester kan omvendelsesprædikanten ende i et ubibelsk overdrev. Tilsvarende kan man finde "kirkevæksteren", som har hjerte og forståelse for kirkens vækst og den hertil hørende aktuelle og relevante formidling af evangeliet. I en kontekst af et bibelsk tjenestefællesskab vil kirkevæksteren kunne opbygge sunde og voksende kirker; isoleret fra modspil kan tjenesten køre i grøften med Åndsforladte teknikker og mulige kompromisser. I samme åndedrag kan nævnes "bibelnørden", "forbønsaktivisten" eller "den radikale kristne", som hver især qua deres Gudgivne tjeneste og unikke personlighed har noget at give kirken, men som kun kan give det ret i en kontekst af et større tjenestefællesskab.

En sådan tilstand af enhed i mangfolddighed på lederplan vil forplante sig i hele kirken og lægge linjen for hele kirkens samspil og harmoni.

Nu er det desværre ingen hemmelighed, at tjenester, som det store flertal afviser, i praksis får lov at tjene i andre kirker, som førnævnte flertal af kirker alligevel opretholder fællesskabet med, og hvorigennem de pågældende tjenester derfor fortsat øver en indirekte indflydelse. Ligeledes er der åbenlyst spredte grupper i det kirkelige og frikirkelige landskab, som formelt er medlemmer i samme, men som de facto anser mange af de tjenester og ledere, som anerkendes og bruges i de respektive sammenhænge, som værende mere eller mindre frafaldne eller vildledte. Tilsvarende kan man finde eksempler på kristne, som via selvvalgt synlighed i kristne og verdslige medier får en platform og de facto tegner kirken i et omfang, som er ude af trit med deres ofte manglende anerkendelse i egne sammenhænge og i kirken bredt betragtet.[33] Alt dette er milevidt fra bibelsk enhed og kan gøres langt, langt bedre.

Det er rigtignok svært at følge dem, der f.eks. peger på enhed under paven som en løsning på dette, men man kan måske til nød forstå den frustration, som driver dem til at efterlyse et eller andet, der kan kalde kirken til orden og enhed. Min påstand er imidlertid, at den bibelske enhed i mangfoldighed repræsenterer en oplagt og bedre løsning, samt bedre afspejler såvel den urkirkelige som den oldkirkelige praksis og enhed.

Historisk vil man nemlig kunne læse alle disse principper ind i den fælles udformning af de såkaldte oldkirkelige trosbekendelser, som trak læren op overfor diverse vildfarelser, såvel som i den omtrentlige konsensus, som senere hen og på forskellige områder har vundet indpas i kirken på verdensplan, f.eks. omkring slaveriets ophævelse eller kvinders frihed i tjenesten. Det er svært at benægte, at oversete sandheder her har haft fremgang i kirken, samt at sandheden og troværdigheden af disse kan ses gennem den stigende og konsekvente anerkendelse indenfor Kirkens tjenestefællesskab,[34] og hvor mindretallet bør tage dette til efterretning og lade sig belære, som det op gennem kirkehistorien er sket omkring andre spørgsmål, her også de bekendelser, man tidligt i Kirken nåede til klarhed over. Pointen er her ikke de konkrete eksempler men det faktum, at Kirkens kollektiv af tjenester gennem en enhed i mangfoldighed har kunnet følge Jesus bedre, end en kirke bundet til bestemte personer eller rigide dogmer ville kunne. Dette gælder, selvom enigheden aldrig er fuldstændig og ubetinget og næppe heller kan forventes at være det i en ufuldkommen verden.

Den grundlæggende pointe er, at den bibelske enhed i mangfoldighed ikke er en udvandet enhed, som mere teologisk fastlåste grupper indenfor kirken kunne hævde, men netop den enhed, som sandest og bedst afspejler Kristus, og som bedst formår at binde kirken til hans Ord.

I velfungerende kirker vil man i det små og måske ubevidst praktisere mange af de ovennævnte principper om at have bredde i tjenesten og om at have tjenester, der anerkender og respekterer hverandre. Her vil man tilsvarende oftest evne at aktualisere Evangeliet uden at ende i ekstremer eller kompromisser. Men selvklart kan man også finde eksempler på kirker og sammenhænge, der er faldet i en dogmatisk grøft, hvor spidsfindige lærespørgsmål fylder mere, end godt er; eller hvor der er en ukritisk og usund opbakning om ensidige og måske isolerede ledere. Det triste er her, at man kan være indbyrdes enige og ét i den overordnede linje og i praktiske gøremål og af den grund føle sig ét og se ned på den bibelske enhed som en "udvandet" form for enhed, når man i virkeligheden selv rammer forbi skiven. Den enhed, som sandest og bedst afspejler Kristus, og som bedst formår at binde kirken til hans Ord, er nemlig enhed i mangfoldighed.



[1] Se Johs.17

[2] Fra overlokale skikkelser som Lewi Petrus til lokale, karismatiske prædikanter i uafhængige kirker.

[3] Jeg anvender her den logisk set stringente skelnen mellem "tilstrækkelige" og "nødvendige" årsager eller betingelser. Hvis noget er tilstrækkeligt, indebærer det sprogligt og logisk, at dette alene er nok og alene fremkalder den ønskede virkning, her enhed. Hvis noget blot er nødvendigt, indebærer det, at den ønskede virkning, her enhed, ikke kan opnås uden denne faktor, men ikke blot gennem denne alene, men også gennem andre og heraf uafhængige.

[4] Bibelen er anderledes kontant og lægger ikke skjul på den personlige uenighed mellem f.eks. Paulus og Barnabas (se Apg.15,36-40), som ikke indfortolkes i nogen læremæssig ramme.

[5] Simpelt sagt angår pathos evnen til at præsentere en sag med følelse og indlevelse, hvilket lægger sig tæt op ad den karismatiske (kirke)leder. Logos angår de fornuftige og rationelle argumenter, hvilket hænger godt sammen med den gennemarbejdede og konsekvente teologi. Og ethos angår etikken og den personlige troværdighed, hvilket igen kobler sig på det levede liv, fremfor det forkyndte ord.

[6] Jvnf. Gal.2,1-

[7] "...Det har også vor kære broder Paulus skrevet til jer med den visdom, som han har fået, sådan som han jo skriver i alle sine breve, for så vidt han kommer ind på dette emne. I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå..." (2.Pet.3,15-16)

[8] Se Apg.15

[9] Rom.14,2.5

[10] Alt fra tøj- og musiksmag, og hvad dertil hører, til brugen af alkohol, praktisering af nadver i hjemmene eller helligholdelse af hviledagen kan i flæng nævnes som oplagte eksempler.

[11] Se igen Apg.15,36-40

[12] Jvnf. Paulus' rosende ord om Johannes Markus senere hen i 1.Tim.4,11.

[13] Vendingerne kan forekomme modsigelsesfyldte, men rummer den dynamik, som ligger i, at man står ved sin overbevisning, men med det praktiske forbehold, at man kun tøvende trækker sig fra fællesskabet med andre (og her typisk kun ved alvorlig vranglære eller splittelse hhv. afvisning af fællesskabet fra anden side); samt at man har i baghovedet, at man selv ser stykkevist (jvnf.1.Kor.13,12) og farvet af egen tjeneste, baggrund og ballast.

[14] "Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?" (Gal.2,12-14)

[15] Det ville også rejse en række problemstillinger om Jakobs hele forkyndelse og hans brevs plads blandt Bibelens bøger, som man i kirken aldrig har rejst. Konflikten må derfor ikke have angået Jakob, men som Bibelen selv siger det "nogle fra Jakob", som handlede uovervejet og udover det, deres læremester og forbillede kunne sige god for.

[16] Se Apg.21,20-

[17] Jvnf. 1.Kor.3,21

[18] Mange ville se en egentlig konflikt heri, men ofte findes sandheden i spændingsfeltet mellem tilsyneladende eller delvist modstridende synspunkter. I det konkrete tilfælde vil kærlighed til Guds bud og den ubetingede accept af Guds ord, som ligger heri, også måtte anvendes på bud, som ophæver gamle og kritisable bud (se f.eks. Hebr.8,7-8 og 10,9). Forkyndelsen af kærligheden til Guds bud kobler jødedommens historiske respekt for Moseloven sammen med Kirkens kærlighed til evangeliet på en måde, så den ene glider over i den anden, og den anden ikke opstår som en trodsreaktion overfor Guds bud eller som følge af normløshed og ligegyldighed.

[19] Den enhed, jeg beskriver og advokerer for som bibelsk, er derfor ikke tjenestemæssig enhed med personer i periferien af den kristne kirke hhv. det frikirkelige landskab, som skiller sig ud pga. ekstreme synspunkter eller som kun nyder en lille og isoleret fanskares støtte og opbakning. Dette forbehold sigter dog ikke til den grundlæggende enhed i troen, den fælles erfaring af frelsen og den indbyrdes anerkendelse heraf, men alene praktisk samarbejde, håndslag og sanktion på tjenestefællesskab.

[20] Apg. 13,1

[21] Se Apg.15

[22] Jvnf. 1.Kor.3,6

[23] Se igen 2.Pet.3,15-16

[24] Det er naturligvis tilladt at være uenig med kirkeledere og forkyndere og udtale sig sagligt, men kritisk om ting, man finder kritisable. Tilsvarende kan der være ærlig og tilladelig uenighed om, hvorvidt en given person har en given tjeneste og/eller skal mødes med tillid og anerkendelse. Men man støder ind imellem på en så skarp og fordømmende kritik af navngivne kristne forkyndere og ledere, at denne forekommer uforenelig med fællesskab og samarbejde med kirker og tjenester, som anerkender disse. I datiden havde man uden tvivl mistet Paulus' støtte, hvis man med et sådant ordvalg undsagde hans medarbejdere og medtjenere, men idag synes nogen at mene, man kan gøre det ene uden det andet. Tjenestefællesskab må være betinget af anerkendelse af de andre tjenester i fællesskabet for gensidigt at kunne give og modtage.

[25] ...som man med en vis ret kan beskylde lutherske hhv. reformerte kirker for at følge.

[26] Hhv. lederskab og lære som definerende for enheden.

[27] Det konsekvente princip om et kollektiv af tjenester til at bære Guds åbenbaring udelukker også den i nogle kredse så populære opfattelse, at Paulus alene var betroet et særligt og anderledes evangelium til hedningerne, end det evangelium, som de tolv var betroet overfor jøderne.

[28] Jvnf. Apostelmødet som før nævnt.

[29] Apg.13,1

[30] F.eks. omtales også Barnabas som apostel i Apg.14,14 og Priskva og Akvila, såvel som Føbe, med deres respektive lærertjenester indgik også i teamet omkring Paulus.

[31] Jvnf. hans egne ord i Gal.1,8, som fordømmer enhver, ham selv inklusive, som måtte forkynde en anden Kristus og et andet evangelium end den ene og sande.

[32] Her er det oplagt at minde om Jesu ord i Johs.14,26, om at Helligånden vil påminde og undervise os, hvilket i Kirken til alle tider er blevet tolket som en forsikring om, at sandheden vil sejre og at Helligånden vil holde Kirken på sporet uanset lejlighedsvis "slinger". Den største fejl er nok at anvende dette på ens lokale kirke eller kirkesamfund, hvilket den katolske kirke har gjort udfra tesen om, at den har skrevet Skriften, derfor må den også udlægge den. Løftet gælder Kirken med stort K. Lokale kirker og lokale forkyndere er ikke fejlfri og gives ikke en sådan garanti.

[33] Nogen vil indvende, at vi da alle skal forkynde evangeliet, når vi får anledning til det. Dette er rigtigt. Alle skal vi gøre regnskab for det håb, vi har, og kunne pege på Jesus, når vi bringes for retten, både i konkret og i billedlig betydning. Men dette angår alene frelsesbudskabet. En videre uddybning af kirkens position og lære er ikke nødvendigvis omfattet heraf, og denne opgave ligger både i og udenfor kirken naturligst hos dem, der også i kirken er anerkendt og betroet opgaven med forkyndelse og undervisning. Isolerede enkeltpersoner og tjenester savner derimod i min optik et mandat til at indtage en platform på kirkens vegne, ikke mindst i den offentlige debat.

[34] Jeg anerkender, at også ubibelske synspunkter kan vinde indpas eller lejlighedsvist have fremgang, men lakmusprøven er hvad der over tid slår rod blandt genfødte og bekendende kristne, og hvilke skriftmæssige argumenter, som over tid evner at trodse modsigelse og indledende indvendinger.

Enhed mellem generationer

Dialog mellem Dan S. Jacobi, Præst i Aalborg Citykirke og formand for Frikirkeleder
og Jesper Veiby, Forfatter og stifter af Kristent Institut


Et aspekt af enhed i kirken angår enheden mellem generationer, fra de ældre over erhvervsaktive og børnefamilier til singler og teenagere. Her debatteres, hvor vigtig enhed er på dette område, og hvordan den etableres.


Jesper: Hvis jeg skal provokere lidt, så kunne jeg sige, at det med enhed mellem generationer egentlig er noget pjat. Det er ikke anderledes eller vigtigere end enhed mellem køn, racer eller andre områder. Så jeg kan godt forstå, hvis nogen mener, man ved at sætte fokus på det, gør det til mere, end det er.

På den anden side er der f.eks. det ord i Skriften, om at Gud vil vende fædrenes hjerter til sønnerne,[1] så der er måske en profetisk dimension i det. Og hvis man skal se denne i kontekst, så ved vi jo, at generationskløften har været der i alle samfund til alle tider. Selv blandt de gamle grækere var der forfattere, som harcelerede over ungdommen, så det er som om det er en forbandelse, der har ligget over alle samfund siden syndefaldet. I lyset af det kunne man godt se et løfte fra Gud, om at den forbandelse, som rammer alle samfund, skal være ophævet i kirken, og så er der måske trods alt et særligt perspektiv i det.

Dan: Jeg synes i hvert fald, at det er et aktuelt spørgsmål, for vi ser idag, hvordan Kirken vrides i stykker på stilspørgsmål. Og når vi snakker stil, så kommer det med generationer i særlig grad ind i billedet. Det kan handle om musik, lyd, belysning eller varighed og stil af prædikenen. Det er virkelig noget, som skiller kirker. Vi har set for nyligt i Norge indenfor pinsekirkerne, at ungdomspræster har taget de unge med sig og har plantet ungdomskirker og ladt den ældre generation tilbage.

Ungdomskirker er jo et forholdsvist nyt begreb, både i USA og Danmark. Noget, som særligt har været interessant efter min mening, er den bog, Egil Svartdahl har skrevet.[2] Han siger, at hvis man skal have en flerdimensionel kirke, så er man nødt til at have fokus på nøglegenerationen, som er de 20- til 40-årige. Han mener, det rent pragmatisk er nødvendigt, for hvis forældregenerationen kommer, så kommer også børnene og bedsteforældrene. Det er klart, at mange kirker i vores netværk forsøger at gøre det, men særligt i storbyerne er det en udfordring, hvis der plantes en kirke, som er endimensionel, som kun satser på de unge, og som ikke tager hensyn til andre generationer, hvilket man er nødt til i en flerdimensionel kirke.

Jeg er ikke i tvivl om, at i Himmelen er vi alle ét, og at der er et løfte om, at både unge og ældre skal forenes under Helligåndens udgydelse og være ét. Men samtidig ser jeg i skriften, at evangeliet tales ind i specifikke tider og på specifikke sprog. Vi har f.eks. fire evangelier med hver sin målgruppe, og idag kan man tale om ungdomskulturen som en særlig målgruppe med sit eget sprog og sin egen stil. Skal man være missionær til den målgruppe, må man også tilpasse sig den, ligesom Paulus var jøde for jøde og græker for grækere.[3] Her tror jeg, at ungdomskulturen globalt set har en stil, hvor man må tilpasse sig den for at nå ind i den. Hele missionsteologien er jo tydelig i Skriften. Jesus kommer til jøderne, taler sproget og er en del af kulturen, og Paulus tager i Athen udgangspunkt i deres kultur. Så hvis vi skal nå de unge med evangeliet, må vi også tænke på dem som en kultur for sig.

Jesper: Du rammer ind i et spørgsmål, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. Det at nå unge er jo ikke forskelligt fra at nå andre målgrupper, men jeg kan godt på et eller andet niveau betvivle det rigtige i, at kirken opdeles i ungdomsmøder, ældremøder osv. Jeg er med på, at man kan holde møder for unge, ældre, mænd, kvinder eller forskellige etniske grupper, for at betjene dem på en specifik måde eller tale om ting, som særligt er relevante for dem. Men jeg kan spørge, om den udtryksform i en mere fundamental betydning er kirke. Som jeg ser det i Skriften, så er kirken en samling om troen på Jesus, men som jeg ser det, er det også en form, som rummer alle - eventuelt i et givet område. Så jeg spørger, er det egentlig kirke, hvis det kun er for unge, eller kun for ældre, eller for kvinder eller for mænd? Her vil jeg reservere mig lidt overfor det bæredygtige i et koncept, som er meget snævert.

Dan: Men umiddelbart vil du jo nok heller ikke plante en ungdomskirke og bortvise dem, som ikke er unge. Det er vel mere et spørgsmål om at plante noget i en kultur, som man ellers ikke ville få i tale. At række ud med et sprog og i en stil, som gør at de bliver tiltrukket. Det vil jo ikke være anderledes, end hvis vi sendte en missionær til Afrika. Her ville vi jo synes, det var tåbeligt, hvis han ikke satte sig ind i den kultur, han skulle ned til. Og her kan hver generation i en globaliseret verden og med mediernes påvirkning godt opfattes som en kultur for sig. Det er også tydeligt, at de kirker, som ikke søger at nå unge, mister dem, og de, som søger at nå de unge, vokser.

Jesper: Jeg er enig langt hen ad vejen. Når man evangeliserer grupper, som er kulturelt fremmede for en selv, vil man skulle bygge bro over de ting, som skiller. Men man vil jo samtidig forsøge at kalde folk ud af deres specifikke baggrund og ind i et kristent udtryk. Og spørgsmålet er her, om en ungdomskirke kan være et selvbærende koncept, eller om det blot er et "front-end", hvormed man når ud til den pågældende gruppe.

Mit bud ville i stedet være, at kirken tager farve af de mennesker og de tjenester, som er i den. Og de tjenester tager farve af den kultur, de er en del af, såvel som sin egen alder og baggrund. Det er ikke forkert, så længe man ikke tager farve af synden og de dårlige sider af det omliggende samfund. Men man kan godt tage farve af almindelige kulturelle udtryk og i vore dage f.eks. i brugen af sociale medier. Vi synger jo heller ikke de samme lovsange, som Paulus gjorde, ligesom Paulus hverken havde mikrofoner eller højttaleranlæg.

Enhver generation må derfor prøve at implementere eller inkarnere evangeliet i deres samtid, så de bliver relevante for deres omgivelser. Så hvis man har en prædikant eller kirkeleder i 20'erne, så vil hans eller hendes stil nok være en anden end hos en, som er i 60'erne, og over tid vil det forandre kirkens udtryk, uden at der i sig selv er noget forkert i det. Så måske når vi frem til det samme, men ad forskellig vej. For jeg tænker, at det er der, hvor tyngden af tjenesten er, som vil definere en kirke. Og hvor ligger tyngden? Næppe blandt teenagere og næppe blandt pensionister, men måske i et eller andet interval omkring 25-45 år? Her ligger tyngde og momentum og en kombination af erfaring og arbejdsevne. Problemet er snarere, hvis man har en gruppe i kirken, som siger, at man ikke må forandre sig. For så stopper man det momentum.

Dan: Jeg er ikke i tvivl om, at som præst når man bedst sin egen generation, medmindre man har en særlig missionærgave. Her er det jo interessant, at en af de bevægelser som pt. regnes for allermest forbilledlig mht. at nå unge, ledes af en person på lidt over 60 år, nemlig Brian Houston fra Hillsong. Det er interessant, at han lykkes med i en moden alder at tænke så relevant, og jeg er ikke i tvivl om, at det også skyldes, han har løftet en ny generation af ledere med sig op. Det, tror jeg, er en af hemmelighederne. Kan man frigøre unge ledere, kan man også tænke i generationer i kirken. Gud er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, generationernes Gud, og kan vi rejse tjenester, som er team-baserede, og som rummer ledere fra forskellige generationer, tror jeg der ligger en nøgle i det, og enheden mellem dem vil smitte af på enheden i kirken.

Derudover tror jeg, at hvis man studerer generationsteologien i Bibelen, så er det som om, Gud gør noget nyt i hver generation. Der står, at David tjente Gud i sin generation,[4] og det er, som om der er en særlig frelsesplan i hver generation, ligesom Salmerne igen og igen taler om generationer. Så man kan godt tænke generationelt i kirkerne, og selv om kirken er intergenerationel, i og med at alle er ligeværdige og lige i Kristus, så åbenbarer Gud ifølge sit ord noget særligt i hver generation.

Jesper: Jeg tror heller ikke, vi er uenige i det rent praktiske med at nå og favne og opfostre de forskellige generationer. Men hvis jeg skulle spille bolden tilbage med en lille tvist, så er det jo ikke kun et spørgsmål om et generationelt fællesskab mellem en selv og ens forældre. Det angår jo også ens tipoldeforældre og helt tilbage til de første kristne, hvor der et eller andet sted bør være en form for enhed eller følt kontinuitet.

Her tænker jeg nogle gange, om der er behov for nogle elementer i kirkelivet og gudstjenesten, som bygger bro i et større perspektiv. Ordet liturgi er jo nok et forkætret ord i pinsesammenhænge, men jeg tænker i betydningen nogle faste elementer i gudstjenesten og i kirkelivet, som både en selv og ens bedsteforældre kan nikke genkendende til. Altså en kerne, som er uforanderlig, og her sigter jeg ikke til en bestemt kirkelig tradition eller "de gode gamle samler", for dem sang man jo altså ikke på Paulus' tid. Men man kunne tage nadverfejringen som et eksempel på noget, som er indstiftet af Herren, og man kunne måske også forestille sig andre elementer, f.eks. de oldkirkelige trosbekendelser eller noget tilsvarende.

Min pointe er, at man tager brodden af generationskløften, hvis der er elementer i gudstjenesten og kirkelivet, som hverken er "de unges" eller "de ældres", men givet os a priori, og hvor kirken formidler noget mere tidløst. Vækkelsesbevægelser kan være så relevante og målrettede det skal være, men kirken, som de udspringer af, skal også rumme tidløse elementer.

Dan: Jeg synes, det er en god refleksion at gøre sig, og ungdomskulturen er jo heller ikke nogen entydig størrelse, f.eks. er der mange unge, som søger fordybelse i f.eks. i Taizé i Frankrig, eller i København, hvor lutherske kirker samler unge omkring de her mere oprindelige modeller.

Men vi må holde fast i, at den første kirke holdt fast i apostlenes lære, brødsbrydelsen og bønnerne, og hvordan det kommer til udtryk mener jeg personligt ikke er vigtigt. Som en bevægelse, der er forholdsvis lavkirkelig føler vi jo heller ikke, vi står i gæld til praksis og liturgi, og det er en svær debat, fordi nogle som går ind for det, har mistet de unge - måske fordi man har praktiseret det på en måde, som de unge ikke følte sig hjemme i.

Hvis vi så spørger om, hvordan vi sikrer enheden mellem de forskellige generationer, så tænker jeg jo også på verset om at vende fædres hjerter til sønnerne, og sønnerne til fædrene. Der må ske noget i vore hjerter, både i fædregenerationen og i sønnegenerationen. Hvor kirken er ét og intergenerationel, har man har et ydmygt hjerte og starter ikke i år 0, men erkender og respekterer og ærer, at der er kommet noget forud. Winkey Pratney, som var en autoritet indenfor ungdomstjenester i 80'erne, sagde engang til mig, at enheden i 1.Kor.12 står og falder på at ære, og så længe man som ungdomspræst kan ære sit lederskab og løfte det op, så fremmer man enheden i kirken. I det hele taget tror jeg, at enhed mellem ledere er afgørende for at binde kirken sammen generationelt.

Her tænker jeg også på billedet fra Skriften, hvor Moses står på bjerget og løfter hænderne og staven, og Josua er nede i dalen og bekrige amalekitterne. Moses repræsenterede den ældre generation og Josua den yngre, og her var det ikke kun det, at Josua var god til at bruge et sværd, som sikrede sejren. Det er et billede på forbøn, men måske også på enhed mellem generationerne. Vi må både have staven og sværdet for at lykkes, både den ældre og den yngre generation. En ældre generation af mødre og fædre, og en yngre generation, som forstår, at det de opnår, ikke kun skyldes deres egen styrke eller uddannelse, men også en generation, som løftede dem op og gav dem stafetten.

Og så tror jeg personligt, at vi, som begynder at blive modne, må være villige til at give stafetten videre. Kirkehistorien og vækkelseshistorien viser, at det ofte er blandt unge, at Gud gør noget nyt. Jesus valgte unge disciple - nogle mener at Peter f.eks. var omkring 20 - og der er ingen tvivl om, at det i kirkehistorien ofte er unge, som er blevet brugt, f.eks. i Jesusbevægelsen. Unge udgør en ressource, men ikke uden de ældres velsignelse og visdom og mentorering. På den anden side er noget af det mest skadelige i Kristi legeme lige nu tabet af modne ledere, fordi det i dag handler om "de unge og de smukke", mens det måske for 50 år siden var sådan, at de unge ikke fik lov at komme til.

Jesper: Hvis jeg skulle gribe fat i billedet med Moses og Josua, så er det også interessant, at Josua havde en anden kaldelse end Moses. Han gjorde tingene på en anden måde end Moses, men alligevel velsignede Moses ham. Man kunne jo godt forestille sig nogen i den ældre generation, som ville sige, at nu har vi gået 40 år i ørkenen og egentlig haft det godt og fået manna hver dag. Lad os blive ved med at gøre det på samme måde. Så når man siger, at den unge generation skal ære den ældre generation, så er man også nødt til at sige, at den ældre generation skal ære de unge tjenester, som Gud oprejser.

Det er ikke et spørgsmål om at ære en bestemt alder, men om at ære de mennesker, Gud bruger, også selvom tingene bliver gjort anderledes.

Her vil jeg også gerne knytte en kommentar til, at vi altid ser Guds gerning gennem de mennesker, han bruger. Det er ikke kun et spørgsmål om at ære "det unge" eller "den unge" eller en tilfældig ung prædikant eller for den sags skyld en tilfældig ældre. Her kan man gå fejl og komme til at ære nogen, som ikke er kompetente, eller som Gud ikke har kaldet. For mig at se handler det om, at Gud både oprejser unge og ældre, og når man skal ære den gave, de har, så er man nødt til at ære den, de er. Så når du taler om at ære unge hhv. ældre tjenester, så handler det jo om at ære de kompetente, modne, vise etc. Det er ikke spørgsmålet om unge kontra ældre, men om konkrete unge og ældre, som man kan og skal have respekt for.

Dan: Apostlen Peter skriver, at de unge skal underordne sig under de ældre,[5] og jeg tror også, der idag er behov for, at de unge løfter de ældre op, fordi kulturen nu om dage er sådan, at det er de unge, som er på banen. Men jeg tror, du har ret i, at det samme må gælde den anden vej.

Kirkens største dilemma og det kritiske punkt i alle kirker, både lokalt og i kirkesamfund, er overgangen mellem generationerne og at få givet stafetten videre. Vi ved, at når man løber stafetløb, så er det kritiske øjeblik, når stafetten gives videre, og hvor begge har fat i stafetten. Her er det afgørende med de såkaldte "smooth transitions", altså at man som ældre generation ikke løber for længe med den, fordi man har manglende tillid til den unge generation.

Josuabogen starter jo med, at Moses er død, og gentagne gange må Josua opmuntres til at være frimodig og stærk. Det er, som om at Moses var en så stor leder, at Josua var i tvivl om, hvorvidt han kunne tage over, men heldigvis havde han ikke veget fra Moses' side, og der står, at Moses havde lagt sine hænder på ham, så der var en impartation mellem generationerne, som jeg også mener, det er vigtigt at få fat på idag.

Ånden har jo ikke nogen alder, og det evangeliske og karismatiske og det liv, Gud giver, skal flyde mellem generationerne, så vi ikke skal starte forfra hele tiden. Men det er vigtigt, at vi får givet stafetten videre og hele tiden er optaget af at give videre til næste generation og rejse næste generation op, så der ikke bliver et "missing link" mellem generationerne. Jeg tror, det ærer Gud, når vi får det flow og den kontakt mellem generationerne.



[1] Jvnf. Luk.1,17

[2] Egil Svartdahl har været præst i Filadelfia i Oslo og er en kendt tv-prædikant.

[3] Jvnf. 1.Kor.9,19-

[4] Apg.13,36

[5] 1.Pet.5,4

Big is biblical

Af Jesper Veiby

Artiklen sætter fokus på konflikten mellem de to kirkesyn, som konkretiseres i henholdsvis huskirken og megakirken. Forfatteren argumenterer her for, at selvom begge er autentiske udtryk for kirkelivet, så er det megakirken, som er den naturlige følge af kirkens vækst under normale forhold, og at denne derfor - såvel som det kirkesyn der ligger bag - må betragtes som det bibelske forbillede og pejlepunkt.

Indenfor Kirken har der gennem en række år været en voksende huskirkebevægelse, som med forskelligt udgangspunkt og forskellig styrke udfordrer andre kirker, hvad angår struktur og ledelse. Man kan let få det indtryk, at huskirkekonceptet finder en klangbund i mange frikirkekredse med skepsis overfor det højkirkelige og institutionaliserede. Jeg tilstår også gerne, at jeg i andre sammenhænge sætter stor pris på "the radicals", hvor man f.eks. også finder den radikale huskirkebevægelse og folk som Gene Edwards, som jeg ikke tøver med at kalde en Gudbenådet forfatter og formidler af Jesus. Det skyldes således ikke personlige antipatier, at jeg reserverer mig, snarere tværtimod.

Det er nemlig min opfattelse, at huskirkebevægelsen postulerer en model, som der ikke er dækning for, og at en omhyggelig, men ærlig læsning af Skriften i stedet peger på megakirkerne som forbillede og pejlepunkt.

Spørgsmålet er ikke, om kristne kan samles i hjemmene, eller om kristne kan eller kan blive nødt til at samles under relativt uorganiserede forhold, og stadig kan opleve Jesus i sin midte. Naturligvis kan man det. Spørgsmålet er, hvilken ramme Bibelen udpeger for kirkens liv på den lange bane. Eller sagt med andre ord: Er det huskirken eller megakirken, som stammer fra urkirken og bærer dennes DNA, og er det omvendt megakirken eller huskirken, der repræsenterer en senere stedfunden mutation. Min måske kontroversielle påstand er, at megakirken - ret forstået - repræsenterer en naturlig udvikling i kirken og er urkirkens naturlige arvtager i et moderne og frit samfund.

2.

Det er nok her på sin plads med et par ord om terminologien. Jeg anvender ordet "megakirke" som en substantiel modsætning til "huskirke", fordi jeg tror, at store, velorganiserede kirker er den naturlige og bibelske frugt af kirkens vækst under ideelle forhold. Men jeg anvender først og fremmest betegnelsen for det kirkesyn, som under disse gunstige betingelser fører til det, man almindeligvis betegner "megakirker";[1] [2] hvilket er et kirkesyn som genfindes i de fleste "traditionelle frikirker" uanset størrelse, som det vil fremgå af de udvalgte karakteristika i det efterfølgende. Tilsvarende anvender jeg "huskirke" som betegnelse for det modsatte kirkesyn og ikke nødvendigvis gældende enhver kirke, som mødes i hjemmene.

Terminologien kunne selvfølgelig give nogen det indtryk, at det blot er en diskussion om fordele og ulemper ved at mødes i private hjem, henholdsvis en diskussion af den enkelte kirkes optimale størrelse. Men diskussionen angår noget langt mere fundamentalt, og i den henseende udelukker huskirker og megakirker gensidigt hinanden. Man kan ikke være tilhænger af begge dele, ligesom man ikke kan være karismatiker og samtidig cessationist eller alternativt være spædbarnedøbende baptist, men man kan naturligvis godt som tilhænger af huskirker ønske at være en del af en stor og voksende bevægelse, eller som tilhænger af megakirker gå ind for cellegrupper og mindre fællesskaber indenfor den større kirkes rammer.[3]

En definerende forskel, som jeg er sikker på, at både huskirke- og megakirkefolk vil erklære sig enige i, er at huskirker frasiger sig autoritetsstrukturer, altså i folkemunde har en meget "flad" struktur, mens megakirker ikke blot anerkender, men forudsætter autoritetsstrukturer med blandt andet et udpeget lederskab og en arbejdsdeling mellem kirkens medlemmer.

En anden, men relateret forskel, er, at huskirker lægger vægt på at skille sig ud fra denne verdens organisationer og institutioner, mens megakirker omvendt adopterer strukturer og rammer ikke ulig dem i det omkringliggende samfund, selvom man naturligvis er bevidst om kirkens overnaturlige kerne.

En tredje og sidste forskel, som jeg vil adressere, er, at man i huskirkerne implicit eller eksplicit søger tilbage til nogle påståede oprindelige eller rettere primitive rammer om kirkelivet, mens man i megakirkerne implicit eller eksplicit anerkender muligheden af, at kirken vokser en kvalitativ vækst og ikke kun en kvantitativ vækst, og hvor man altså ikke kun kan forvente at se flere blive kristne, men hvor det også forventes, at vækst i bl.a. modenhed, størrelse og fremkomsten af tjenester kræver løbende justeringer af rammerne.

Der er som antydet nok en del, som erklærer sig som tilhænger af huskirker, fordi man ønsker at se hele kirken mobiliseret for evangeliets arbejde, eller tilsvarende tager afstand fra megakirker, fordi man ikke ønsker at være slave af numerisk vækst. Disse synspunkter kan jeg sympatisere med. Det synspunkt, jeg angriber, er påstanden om, at kun huskirker udfra førnævnte karakteristika repræsenterer et bibelsk og autentisk kirkeliv, alternativt at megakirkerne (herunder alle traditionelle kirker) repræsenterer et ubibelsk kirkeliv og/eller udspringer af en verdslig eller tilmed hedensk indflydelse på den tidlige kirke.

Min påstand er i stedet, at huskirkerne udgør et ganske vist autentisk, men primitivt udtryk for kirkelivet, mens megakirkerne repræsenterer en naturlig og autentisk videreudvikling og derfor snarere end at være et modbillede på bibelsk kirkeliv udgør et bibelsk pejlepunkt og forbillede for samme.

3.

Når man taler om strukturer, så er det vigtigt at huske på, at strukturer ikke kun handler om et mere eller mindre udbygget hierarki med præster, biskopper og måske en pave øverst. Strukturer behøver heller ikke betyde, at kun en indsat præst kan forrette nadver eller forkynde ordet. Man kan gå ind for strukturer uden at være enige i den slags partikulære spørgsmål og uden at abonnere på en bestemt struktur blandt mange.

Struktur må dog i det mindste indebære, at der er et lederskab, og at dette har (fået) et eller andet nærmere bestemt ansvar og visse nærmere bestemte opgaver at udføre, som andre ikke kan eller skal udføre. Typisk medfører dette så en vis praktisk organisering, en vis uddelegering af opgaver og en vis "specialisering" baseret på den enkeltes kald, gaver og færdigheder.

Typisk vil en huskirke, ihvertfald hvis den betegner sig selv som en "organisk kirke"[4] eller som en del af den radikale huskirkebevægelse, afvise opdelingen i et lederskab og i et ikke-lederskab[5] og argumentere for, at alle tager del i huskirkens beslutninger, og at alle leder (eller kan lede),[6] og at lederskab er et mere flydende eller plastisk begreb, afhængig af Åndens konkrete ledelse. Og under alle omstændigheder er tærsklen meget lav, hvad angår muligheden for at forkynde, lede, selv starte nye huskirker mv.

Man kan sympatisere med reaktionen på (alt for) institutionaliserede kirker, men huskirkerne går her typisk for langt i deres forsøg på at præsentere en alternativ tilgang og ender i et ubibelsk overdrev, som hverken er teologisk holdbart eller praktisk gennemførligt.

Bibelen lægger fundamentet for kirkens ledelse i Ef.4,11-13,[7] hvor det fremgår, at Jesus efter sin opstandelse har givet det, vi normalt betegner tjenestegaverne, nemlig apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere til kirken for at udruste de hellige. Allerede her er der en opdeling i tjenestegaverne og i resten af kirken, som betegnes "de hellige". Det er elementært, at der ikke heri ligger en værdimæssig forskel, for Gud elsker ikke tjenestegaverne højere end andre. Der er heller ikke personsanseelse hos Gud, og tjenestegaverne får ikke længere snor på det personlige eller moralske plan end alle andre. Men der er en funktionel forskel, idet tjenestegaverne er betroet en opgave, som andre ikke er betroet.

Man kan i huskirkesammenhænge støde på den forestilling, at også disse tjenester er gaver, som gives den enkelte spontant og i situationen. Altså noget i retning af "Gud gav mig evangelistens gave, da jeg vidnede for en ufrelst" eller "da jeg delte ordet, kom en lærersalvelse over mig". Ergo kan alle være apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, men ingen kan være det permanent.

Det er imidlertid ikke bibelsk. I Efeserbrevet står der klart, at Gud gav "os nogle til at være...", Gud gav altså ikke "nogle gaven som..." men "nogle til at være... [som gave til os]". Det er altså ikke personen, som får gaven, hverken permanent eller i situationen, som det ganske rigtigt er tilfældet med de ni Åndens gaver,[8] men derimod personen, som er en gave, og som af Gud gives til kirken. Det er en væsentlig og fundamental forskel, ligesom der også er væsentlig og fundamental forskel på, hvordan tjenestegaverne og Åndens gaver fungerer.

Det er ikke dermed sagt, at N.N., som ikke er en tjenestegave, aldrig kan dele ordet i en cellegruppe eller til et møde i kirken, eller aldrig kan bidrage med input i kirkens fællesskab. Men hvis omvendt P.P. i samme kirke er en tjenestegave, så må han eller hun trods alt have frihed til at udføre sin opgave, nemlig at udruste de hellige, herunder N.N., og N.N. må sammen med resten af kirken tage imod og underordne sig den gave, som P.P. er, ikke blot i et spontant øjeblik, hvor man er enig med P.P., eller hvor P.P. forekommer særligt salvet af Gud. Det følger af det, Bibelen siger om tjenestegaverne, disses opgave og deres permanente kaldelse.[9] [10] [11]

Princippet er også synligt i Paulus' forsvar for sin egen aposteltjeneste.[12] Hvis alle var eller kunne være apostle på skift, så var der jo reelt ikke nogen pointe i at argumentere for dette, for Paulus ville ikke kunne vide, om han havde den gave, når han besøgte dem næste gang, og han ville alligevel være underlagt de fælles beslutninger i kirken, hvis hans ord ikke vejede tungere end alle andres.

Princippet kan også ses i beskrivelsen af kirken i Antiokia, hvorom der står, at der var "profeter og lærere".[13] Hvis alle gaver var der på skift, så giver det ikke mening at udpege blot to af disse, eller i det hele taget nævne det, når nu man kunne sige det samme om enhver anden kirke. Og hvis gaverne ikke var permanente, ville det heller ikke give mening at skrive det, for så kunne den pågældende profet- og lærergave jo have "løftet sig" igen efter sidste gudstjeneste, og det giver ikke mening at sige, at der i nogen egentlig betydning af ordet var disse tjenester eller gaver i kirken.

Der er absolut plads til at diskutere, hvilken rolle og opgave, de enkelte tjenestegaver har; hvilke kriterier de skal opfylde; hvilken plads de skal have i kirkens liv; og i hvilket omfang de f.eks. skal godkendes af eller have modspil fra en bestyrelse, et ældsteråd eller fra forsamlingen. Der er for den sags skyld plads til at diskutere, om en konkret person vitterligt er en tjenestegave eller burde være indsat som leder i kirken. Men der er ikke plads til at diskutere, om Gud giver nogle et kald eller en opgave som tjenestegave, og at Gud dermed indstifter en funktionel opdeling i kirkens liv. Det sidste fremgår klart af Guds Ord.

Den funktionelle opdeling er også synlig i beslutningen om at udpege de første diakoner eller menighedstjenere.[14] Apostlen Peter definerer her apostlenes opgave som "bønnen og tjenesten for ordet", og efterlyser andre til at varetage praktiske opgaver, fordi det er den bedste forvaltning af kirkens ressourcer. Men det medfører jo logisk, at andre i kirken fik relativt mindre tid til at hellige sig samme, og i det omfang, man naturligt kan overføre det på også de andre tjenestegaver, hvilket forekommer oplagt, så definerer Skriften en delmængde af kirken, som skal hellige sig forkyndelsen, mens resten af kirken i stedet skal modtage inspiration og udrustning gennem de andres forkyndelse.

Hvis man skal runde emnet af, så blev der også indsat ældste i kirkerne til at varetage et hyrdeansvar for den enkelte kirke.[15] [16] Disse skal ifølge Skriften gøre regnskab for hvert enkelt, som har været dem betroet, og den enkelte kaldes af samme grund til underordnelse og lydighed imod dem.[17] En sådan formulering giver ikke mening, hvis lederskab er et flygtigt begreb, som alle har på skift, og hvis det hyrdeansvar, som går hånd i hånd med kirkens lederskab, er noget, som alle har overfor alle. Det er sandt, at vi skal underordne os hinanden og indordne os af hensyn til hinanden og af respekt for andres gaver, behov og meget andet, men i omtalte passage angår det ikke sådanne generelle ting, men det meget håndgribelige lederskab i kirken.

Nogle vil måske hævde, at lederskab i betydningen beslutninger skal træffes i quorum, altså med deltagelse af hele kirken og med hele kirkens accept efter bøn og en tid, hvor man søger Gud, lidt a la apostelmødet,[18] mens omvendt forkyndelsen og hyrdeomsorgen er noget, som den enkelte skal gøre, som man er ledt til og på et individuelt og spontant plan, hvorfor disse ellers modstridende tekster (så nogenlunde) kan forenes. Det er blot på et lavpraktisk plan en model, som vanskeligt lader sig realisere. Hyrdeansvaret må jo omfatte en række opgaver, fra at udelukke falske lærere og falske brødre som det ene yderpunkt til at planlægge møder og gudstjenester som det andet, for det er alt sammen af betydning for den enkeltes trivsel og kirkens trivsel. Man kan altså ikke skelne skarpt mellem forkyndelse, udrustning af de hellige og organisatorisk lederskab, og det er vanskeligt at se, hvordan huskirkernes meget flade struktur og afvisning af udpeget lederskab kan bringes til at harmonere med de opgavefordelinger, som Bibelen trods alt lægger op til.

I megakirken er dette derimod ikke til diskussion. Der kan være forskellige strukturer, og tænkeligt er ikke enhver model i lige god harmoni med Skriften, men der er pr. definition og pr. nødvendighed en formel struktur med en eller flere salvede/udrustede/karismatiske ledere i spidsen. Megakirkerne eksemplificerer med andre ord tjenestegavernes betydning og potentiale i en grad, som ikke altid er synligt i den mindre, men traditionelle kirke,[19] endsige i huskirkerne.

Megakirkerne følger også i urkirkens fodspor mht. uddelegering af praktiske opgaver. Hvor man i den første kirke kun nåede at uddelegere uddelingen af mad til græske og jødiske troende,[20] er der selvsagt en større variation af arbejdsgrene og funktioner i den moderne megakirke, men princippet om, at nogle varetager forskellige praktiske opgaver, mens andre helliger sig bøn og forkyndelse, går igen.

Det skal indrømmes, at megakirkernes møder og gudstjenester måske ikke ligner huskirkernes og de første kristnes nære fællesskaber, men alligevel har de et andet, klart og bibelsk forbillede, nemlig i Paulus' permanente undervisning, f.eks. i Tyrannos' skole.[21] Man kan ikke forvente, at megakirkens møder og gudstjenester skal rumme det nære og facilitere det personlige discipelskab, men det er ubestrideligt, at man i stedet faciliterer den ensartethed og linje i forkyndelsen, som implicit ligger i ordet "apostlenes lære",[22] og som eksplicit kom til udtryk i Paulus' grundlæggende forkyndelse i de kirker, han havde startet.[23] Den rette parallel til megakirkens samlinger er derfor næppe de troendes samlinger i hjemmene,[24] men snarere den faste og regelmæssige forkyndelse, som er lige så bibelsk.

Endelig kommer man ikke udenom den ret praktiske omstændighed, at i en gruppe af 20 kristne, kan selv lederen højest være den bedste af 20, altså tilhørende de bedste 5%. Men i en gruppe af 1000, kan lederen potentielt være den bedste af 1000, altså tilhørende den bedste promille. Selvom tjenester sjældent kan indordnes på række på den måde, og man måske ikke altid vil vælge dén bedste, så kommer man ikke udenom, at megakirken qua sin størrelse har potentialet til at have de bedste apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, mens huskirken gennemsnitligt vil ligge på et lavere niveau, og de ekstraordinære tjenester, som måtte findes spredt i huskirkeregi får ikke den platform i både fysisk og overført betydning, som de retteligt fortjener - og som Kirken fortjener.[25]

Jeg hører ikke til dem, som lægger mig fast på én og kun én bibelsk model og struktur, men jeg hævder det bibelske i forekomsten af strukturer og de deraf forbundne praktiske fordele ved relativt få, store og velorganiserede megakirker, gerne koblet sammen med mindre kirker i mindre byer gennem tjenestenetværk, eller alternativt delt op i bydelskirker, som nok i praksis og hvad angår størrelse mere minder om Bibelens huskirker, som typisk ikke holdt til i en 2-værelses lejlighed, men oftest samledes i større villaer med væsentligt mere plads og antageligvis væsentligt flere medlemmer end den typiske cellegruppe og huskirke af idag.[26]

4.

En anden ofte brugt indvending fra huskirkekredse er, at kirken er en organisme, ikke en organisation, og at vi derfor ikke i kirkelivet skal efterligne de strukturer, som er i verden omkring os.

Her kan man være enig så langt, at man naturligvis ikke skal drive kirken som en virksomhed og tage enhver managementteknik ind over kirkens liv. Men ofte præsenteres argumentet, som om enhver organisation hører denne verden til, og man bruger eller misbruger Jesu ord fra Luk.22,24-27 til at argumentere for, at vi overhovedet ikke skal have hierarkiske strukturer i kirken eller i det hele taget have andre strukturer, som måtte ligne denne verdens.

Hvis man nærlæser Skriften, må man imidlertid komme til et lidt andet resultat.

Når Jesus i førnævnte skriftsted henviser til konger, som hersker og sætter sig selv i scene på en ubibelsk måde, så kan han naturligvis ikke adressere selve det faktum, at der er myndigheder, som regerer over os, for Gud har jo selv indsat sådanne.[27] Han adresserer og må adressere den indstilling, som de lægger for dagen, og peger på det tjenende lederskab i stedet.[28] Pointen er ikke strukturen, men hjertet.

Det er også interessant at se, hvordan både Jesus selv og de første kristne adopterede det omkringliggende samfunds strukturer og rammer.

Når Jesus kaldte de tolv disciple til sig, var han ikke den første i verdenshistorien eller i det jødiske samfund, som havde disciple. Det er historikere enige om, og man kan også se det bekræftet i Skriften, hvor Paulus indirekte henviser til sig selv som discipel af Gamaliel.[29] Når Jesus sagde til sine disciple, "følg mig", så havde de derfor en nogenlunde forståelse for, hvad dette ville indebære, selvom de på det tidspunkt ikke havde nogen klar forståelse af, hvem han virkelig var. Jesus anvendte eller genbrugte således gængse rammer i det daværende samfund fremfor at opfinde noget helt nyt og anderledes.

Det samme går igen, hvor apostlene indsatte ældste i kirkerne. Nogle kristne tænker måske, at dette er et særligt kristent eller religiøst udtryk, som Gud har opfundet til anledningen, men termen "ældste" var kendt og udbredt. Folkets "ældste" omtales mange gange i Gamle Testamente,[30] og mon ikke mange er stødt på film eller beretninger, hvor f.eks. opdagelsesrejsende er blevet ført til "stammens ældste"? At apostlene så behovet for at indsætte ældste, ville svare til, at man i en kirkeplantning idag sagde, "vi er nødt til at have en bestyrelse". Også apostlene genbrugte altså de rammer, som var gængs i det omkringliggende samfund, og indsatte ledere på sådanne præmisser fremfor at lade kirken være overladt til Åndens mere direkte ledelse.

Dette burde være nok til at vise, at kirken - også urkirken - historisk set har adopteret rammer og strukturer fra det omkringliggende samfund, uden at dette har kompromitteret kirkens indre liv. Man kan vel tilmed finde en parallel i det faktum, at ligesom Guds Søn blev menneske og påtog sig menneskelivets vilkår, så må kirken inkarneres i det omkringliggende samfund og påtage sig et mål af struktur og rammer for dels at kunne fungere i denne verden, og for dels ikke at virke som et fremmedelement i den pågældende kultur.[31]

Man kan måske godt have indvendinger mod en alt for overdreven "professionalisering" af kirkelivet, men det er fremmed for Skriften, at strukturer i sig selv, selv sådanne som ligner verden omkring os, skyldes upassende verdslig, endsige hedensk indflydelse og kompromitterer kirke- og kristenlivet.

Her er megakirker i modsætning til huskirker[32] typisk organiseret i lighed med tilsvarende organisationer i samfundet. Altså som en forening, i form af en juridisk person, med nogle formelle vedtægter og ejerforhold, en udpeget og tegningsberettiget ledelse og hvad der ellers hører til.[33] Pointen er, at ikke blot er det tilladt, det er direkte bibelsk. Ikke blot er det tilladt, men det er det mønster, som Skriften viser, og hvis vi er forpligtet overfor Skriftens forbilleder og mønstre, så må vi også være forpligtede her. Sådan gjorde man også i urkirken, og selvom tid og sted og lovgivning kan variere og forudsætte mere eller mindre forskellige rammer, er substansen den samme.

Naturligvis er det også muligt eller tilmed relativt almindeligt, at enkeltpersoner indtager en langt større plads i Guds rige, end de gør i det formelle kirkelige hierarki, men ingen vil hævde andet, og heller ikke det diskvalificerer strukturen i sig selv eller behovet herfor.

5.

Det tredje hovedargument for huskirker fremfor megakirker er forestillingen om, at huskirker modellerer den første kirke, som enten mødtes i hjemmene eller offentligt i Templet,[34] og som ifølge huskirkefolk voksede ved at duplikere sig selv.

Man kan sikkert uden at lægge sig ud med nogen sige, at kirker i huskirkefolks øjne skal plante nye kirker, som er lige som dem selv i enhver henseende, nemlig adskilte og ensartede, men åndeligt forbundne kirker, fremfor at vokse sammen i en større og i deres øjne ubibelsk konstruktion. Megakirkefolk vil omvendt sige, at i takt med, at der blive flere medlemmer i kirken, opstår der behov for praktisk organisering, og i takt med, at tjenester fostres, skabes der grobund for en større specialisering og dermed den enkeltes helligelse af sit særlige kald og sine særlige opgaver.

Jeg deler for så vidt huskirkebevægelsens forkærlighed for urkirken, men ikke den meget snævre udlægning, som nærmest begrænser urkirken til de første uger af kirkens liv og ikke anerkender hele Ny Testamentes undervisning om tjenester og strukturer.

Når man tænker efter, er det også påfaldende, at huskirkebevægelsen de facto forestiller sig, kirken skal vokse på samme måde, som encellede organismer[35] gør, nemlig ved simpel celledeling. Det er ikke sådan, man typisk vil formulere sig, men det er substansen af det, man lærer. En kirke vokser ved at plante en kirke identisk med sig selv, og andet og mere er ikke nødvendigt, for kirken var fuldkommen fra Kirkens start på pinsedag, og nogen "modning" eller "modenhedsvækst" forekommer ikke, alene reproduktion af de eksisterende "strukturer" eller rammer. Megakirken lægger sig derimod de facto op ad den proces, som et menneske gennemgår fra befrugtning til fuldvoksen. At den ene celle bliver til to, til fire, til otte og senere til et foster, som senere bliver et barn og senere igen til et fuldvoksent menneske. Eller med et andet billede: det lille frø spirer og bliver til sidst til et stort træ med dybe rødder og en stor krone. Det er også sjældent, at man fra megakirkefolk hører det formuleret på netop den måde, men det er de facto det, man forkynder. Her lader man gerne rammer og strukturer tilpasse sig i takt med kirkens vækst.

Bibelen formulerer ikke dette skisma med de samme ord, men spørgsmålet er, hvilken model som bedst harmonerer med de billeder, Bibelen giver af kirken, og af den undervisning, som faktisk gives.

Her kræver det en smule overvindelse at hævde, at Kirken som kronen på Guds skaberværk og kronen på hans forløsende værk skulle dele karakteristika med encellede organismer fremfor højerestående og mere komplekse skabninger. Vi er skabt i hans billede. Encellede organismer er skabt af ham, jovist, men ikke i hans billede. Skal man forvente, at kirken ligner os, eller skal man forvente, at kirken ligner de simpleste organismer, Gud har skabt?

Man kan også gå til Skriftens mere direkte eksempler. Kirken omtales som Kristi Legeme,[36] og i den forbindelse drager Paulus paralleller til vore legemers kompleksitet og det delikate samspil mellem de forskellige lemmer. Der kan vel være en vis mangfoldighed i selv den lille huskirke, men Paulus' billede kommer vel trods alt mere til sin ret i den større sammenhæng. Andetsteds omtales vi som grene på vintræet[37] eller kornet på marken,[38] hvilket trods alt implicit afspejler væksten fra frø til fuldvoksen plante og er et niveau eller to over de mest primitive organismer.

Det er ganske enkelt umådelig vanskeligt at bringe huskirkernes lidt simplistiske "formering" i takt med Bibelens eksempler og analogier, mens megakirkernes naturlige vækst og senere frøsætning og formering[39] langt lettere lader sig forene med Skriften.

Ofte anvender man i huskirkebevægelsen betegnelsen "organisk kirke" for at vise, at det ikke er rammen (huset), men selve livet i kirken, som er væsensforskellig fra andre kirker (måske primært etablerede og institutionaliserede kirker?). Det er måske rigtigt, at nogle kirker ikke fremviser megen organisk vækst, men alene en statisk og institutionel ramme, men som generel antitese til megakirker og/eller traditionelle frikirker skyder det langt over målet.

Når man taler om "organiske kirker", så er faktum, at megakirkerne er de mest organiske af dem alle! Megakirkerne er nemlig de eneste kirker, som eksemplificerer de bibelske analogier til Legemet, og som har vokset fra en spæd start til noget, der ligner mands modenhed. Og ligesom det voksne menneske har samme DNA som den befrugtede ægcelle, og det store egetræ har samme DNA som det agern, det kom fra, så har megakirken - trods ydre forskelle - samme DNA som både urkirken og sig selv i sin spæde begyndelse.

Huskirken er derimod henvist til at "formere sig" gennem simpel duplikation, og vokser i modsætning til de bibelske forbilleder aldrig den tiltænkte organiske vækst udover dette.

6.

Det bibelske argument for megakirker er således ret stærkt, når man vel at mærke forstår begrebet ret, som ikke et forsvar for størrelse og vækst for enhver pris, men derimod som et forsvar for potentielt store og velorganiserede udtryk for Kristi Legeme som katalysatorer for kirkevækst og Guds riges fremgang.

Ikke desto mindre er det på sin plads at runde af ved at adressere et par mere løsrevne argumenter, som bestemt er af relevans.

Det er kendt af de fleste, at f.eks. kirken i Kina eller i arabiske lande overvejende er organiseret som huskirker, eftersom kristne i varierende grad er genstand for forfølgelse, særligt udenfor de statsligt godkendte kirker. Spørgsmålet er derfor, om ikke huskirken er den "naturlige" model for kirken, nu forfølgelser er noget, vi som kristne mere eller mindre må forvente? Kan vi lige så godt nu som senere omlægge til huskirkemodellen for at være forberedt på om ikke forfølgelser, så chikane og statslig diskrimination, som vil eller kunne vanskeliggøre kirkens arbejde i traditionel form.

Spørgsmålet er relevant, men fordrer en diskussion om, hvordan man forstår det "normale". Det er vigtigt at skelne mellem "almindeligt" og "normalt". At noget er normalt indebærer, at det følger en norm på et givet område (heraf navnet). At noget er almindeligt, betyder blot, at det er hyppigt forekommende. Det er vigtigt at skelne. Synd er således almindeligt, men ikke normalt. Det kan godt være, at man må forvente, at folk synder, men det kan aldrig blive normen i nogen egentlig betydning af ordet.

Det er her min påstand, at forfølgelser tilsvarende kan være almindelige, men ikke normale. Ét er, at de udspringer af synd og oprør, men de afspejler også en afvigelse fra Guds planer for den nuværende verden og den tid, vi lever. Gud har indsat myndigheder til at opretholde lov og orden,[40] og selv i en verden med synd og vantro er normen derfor, at myndighederne skal beskytte den kristnes frihed og ejendom.[41] Det er ikke altid, det sker, men det er det normale, og her lever vi pt. i den vestlige verden i et normalt samfund på sådanne områder, mens kirken i Kina, Nordkorea eller mange arabiske lande lever under unormale omstændigheder.

Pointen er, at man ikke kan tage det, som måske er nødvendigt i en unormal situation eller i en nødsituation, og gøre det til normen. I den første kirke solgte man ofte det, man havde, og lod det forvalte af apostlene,[42] men det går ikke igen i resten af Skriften. Det var ikke forkert, men det var heller ikke normalt. Det var altså ikke en norm, som kristne herefter er forpligtet på. Andetsteds fraråder Paulus ægteskab på grund af den situation, man stod i.[43] Han forbyder det ikke, men fraråder det. Det var ikke forkert af ham at gøre det, men det var ikke normalt. Det var ikke en norm, som derefter forpligtede kirken og den enkelte kristne, hverken som påbud eller som forbillede. Tværtimod er forbilledet ægteskabet, som blev indstiftet i Edens have.

Selv efter Syndefaldet er normen ikke forfølgelser, fordi disse bør og burde afværges af de principper for lov og orden, som Gud har indstiftet. Selv i en verden med synd er forfølgelser unormalt - omend måske regelmæssigt forekommende og ikke helt uundgåelige. Skabelonen for kirken skal derfor ikke findes under forfølgelser, men under sådanne forhold, hvor der ganske vist er synd i verden og mennesker, som skal frelses og omvendes, men hvor kirken og den enkelte kristne har friheden til at virke og nyder elementær beskyttelse af person og ejendom.

Er huskirker den nødvendige model under forfølgelser og i samfund, som ikke tillader kirken at organisere sig? Sikkert. Kan Gud virke gennem sådanne huskirker? Bestemt! Er huskirker den naturlige model i et samfund, hvor kirken nyder frihed, kan besidde ejendomme og kan organisere sig? Ikke nødvendigvis.

Udover argumenterne i de foregående afsnit ville der tænkeligt i en by med ene huskirker finde en pragmatisk gruppering sted omkring de stærkeste tjenester. Hvem vil komme i huskirke A, når Paulus kommer i huskirke B, Peter i huskirke C og Apollos i huskirke D?[44] Det ville heller ikke være god forvaltning, hvis Paulus, Peter eller Apollos - eller tilsvarende nutidige tjenester - skulle give samme prædiken og betjening i ti forskellige huskirker på skift, når de kunne gøre det én gang, hvis de ti huskirker slog sig sammen i én, større kirke. Nogle vil afskrive den slags overvejelser som "økonomiske" og af den grund verdslige og ubibelske, men god forvaltning af tid og ressourcer er nu engang et ret gennemgående tema i Bibelen, og det er vanskeligt at se bort fra det også i en sådan kontekst.

Den forfulgte kirke kan således gennem huskirkerne være et forbillede på, hvordan man kan være kirke under forfølgelser og svære omstændigheder. Men huskirkerne behøver ikke af den grund være et absolut forbillede, som kirken også under mere gunstige omstændigheder skal modellere sig efter.

Disse problemstillinger bør også rundes af med eksemplet fra Apostlenes Gerninger, hvor de troende på grund af forfølgelserne blev spredt, forkyndte evangeliet og plantede kirker, hvor de kom frem.[45] Var der tale om huskirker? Sikkert i mange tilfælde. Men forhistorien var kirken i Jerusalem, hvor der var en gruppe af tjenester, som helligede sig ordet og bønnen, hvor en fælles linje i forkyndelsen blev fastholdt, hvor der var en vis grad af specialisering og uddelegering af opgaver, og hvor der f.eks. også var et relativt omfattende socialt arbejde. Kirken i Jerusalem var måske ikke en megakirke efter dagens standarder, men ihvertfald en megakirke i svøb.

Måske er lektien, at netop fordi de kristne var blevet disciplet i megakirken i Jerusalem, var de udrustet til at gå ud og plante kirker rundt omkring, da de blev spredt under forfølgelserne? Det er ihvertfald det eksempel, som Skriften giver.[46] Så selv hvis man måtte forvente forfølgelser eller dog forhindringer for traditionelt kirkeliv, så er det bibelske mønster ikke at skifte til huskirkemodellen før tid, men leve i megakirken så længe, det nu lader sig gøre, hvorefter de troende, hvis så skal være, under sådanne omstændigheder kan "omgruppere" og mødes i huskirker.

Man kan jvnf. førnævnte forløb mistænke, at huskirker netop fungerer bedst, hvis de startes af kristne, som har et fælles teologisk grundlag og en vis modenhed og erfaring at trække på, og hvor disse indirekte er formet af de megakirker (eller traditionelle kirker), som de kommer fra. Huskirkemodellen med det skiftende lederskab og den relativt frie deltagelse med betjening kan let vise sig mindre robust, hvis den skal fungere med kristne af vidt forskellig kirkelig baggrund eller med mange nyfrelste, der henter input alle mulige steder fra, og hvis bidrag derfor stritter i alle mulige retninger - altså hvis den skal fungere på de præmisser, som huskirkebevægelsen typisk mener skiller den fra megakirkerne.

På andre områder kan der sikkert nævnes både fordele og ulemper ved begge modeller, og tænkeligt vil den enkeltes præference her afhænge af en individuel vægtlægning af de relevante aspekter. Men det er værd at minde om, at rammer og strukturer både kan være undertrykkende og beskyttende. En mur kan holde en inde i et fængsel, men den kan også holde fjenderne ude fra en borg. På samme måde kan rammer føles begrænsende, men kan samtidig være effektive. Et pensum for et skoleår indskrænker lærerens frihed, men omvendt sparer det ressourcer, at man ikke hvert år og individuelt for hver enkelt klasse skal søge at strikke et passende pensum sammen.

Kirkehistorien har vel altid befundet sig i dette spændingsfelt, mellem på den ene side friheden og i yderste konsekvens sværmeriet og på den anden side trygheden og traditionen og i yderste konsekvens den døde religiøsitet.

Ikke desto mindre er forudsætningen for, at man ikke det ene øjeblik får det ene forkyndt og det næste øjeblik noget andet, og at man kan gå til gudstjeneste og tage venner med og vide sig nogenlunde tryg mht. den forkyndelse og stil, de møder, at der er en ledelse i kirken, som kan lægge en linje, afgøre hvem der får ordet, og tilrettelægge kirkens arbejde i almindelighed. Det er vel næppe ubibelsk at ønske dette, og det er sikkert i nogle sammenhænge en ganske nærværende problemstilling. Her har megakirkerne pr. definition de strukturer, som skal til for at kunne gøre noget sådant, mens huskirkerne i det mindste må siges være en smule udfordret på området, hvis deres teologi om fravær af lederskab og strukturer skal følges konsekvent.

7.

Selvom dette er et forsvar for megakirken, så er det ikke et angreb på huskirken i sig selv. Huskirker kan være naturlige i forbindelse med kirkeplantning, og mange megakirker har selv engang været huskirker, ligesom huskirker er nødvendige, hvor forfølgelser og chikane umuliggør det normale kirkeliv. Der er også i huskirkeregi en befriende ærlig tilgang til kirkelivet, hvor man tør stille udfordrende spørgsmål a la "hvorfor skal vi have en kirkebygning?" eller "hvad er en kirke egentlig?"

Men der findes samtidig i huskirkeregi en radikaliseret kritik af megakirker[47] og traditionelle frikirker, hvor huskirken ikke blot præsenteres som en mulig model eller fordelagtig model, men som den eneste sande, bibelske og ubesmittede kirke. Det er ganske enkelt forkert og ubibelsk.

Huskirken er selvsagt et legitimt og autentisk udtryk for Kirken, men den er ikke Kirkens endemål. Huskirken er en kirke, men repræsenterer ikke Kirken i en moden eller "voksen" form, men hører naturligt hjemme i pionerfaser, på missionsmarker, i befolkningsfattige egne eller hvor forfølgelser og ydre pres umuliggør kirkens naturlige vækst. Den naturlige vækst under normale forhold vil derimod føre til megakirken. Eller mere præcist til et kirkeligt landskab, hvor megakirken er primus motor eller dynamo, men som også tæller f.eks. huskirker i kirkeplantninger og udkantsområder, satellitkirker, bydelskirker såvel som mindre kirker med særlig profil eller målgruppe.

Man kunne derfor ønske, at huskirker i almindelighed tænkte sig selv ind i et større billede, hvor også megakirker indgik, og som samlet set bedre repræsenterer bredden af Guds rige, fremfor at promovere sig selv som den eneste rigtige model for kirkens liv og i ofte unødig skarp opposition til resten af Kirken. Dette burde være muligt i de huskirker, som primært af praktiske grunde vælger hjemmene som ramme.

Der er ingen diskussion om, at megakirken ikke er den eneste bibelske model, for også andre udtryk er som nævnt legitime og autentiske og har deres plads og berettigelse. Men man kommer heller ikke udenom, at Bibelen faktisk peger i retning af megakirken som en naturlig udviklingsfase i bykirken, hvis omstændighederne ellers er gunstige og bibelske, og som sådan er den et bibelsk pejlepunkt, som ikke bare bør tåles, men tilstræbes.



[1] Altså "megakirker" forstået som bykirker med (meget) stort medlemstal og tilsvarende højt gudsstjenestebesøg, og med deraf følgende specialisering, synlighed i det offentlige rum og indflydelse på det omkringliggende samfund.

[2] De her nævnte gunstige betingelser vil omfatte 1) evangeliets fremgang, 2) en vis befolkningstæthed og/eller -koncentration, 3) tilstedeværelsen af stærke og modne tjenester og 4) en vis tidsfaktor.

[3] Et mindre fællesskab, som her er integreret i den store kirke og underordnet lederskabet her uden den autonomi, som kendetegner "huskirken".

[4] For en introduktion fra huskirkernes egne rækker se f.eks. http://www.therebuilders.org/organicchurch.pdf

[5] Jeg fravælger bevidst at bruge termen "lægfolket", selvom mange bruger dette, for i mine øjne repræsenterer dette en misvisende modsætning. "Lægfolket" betyder i folkemunde dem, der ikke er præster, men ordet betyder egentlig "ulærd", og modsætningen er "læg" og "lærd", ikke lægfolket som modsætning til de ansatte (som jo ikke pr. definition behøver have en teologisk uddannelse), eller lægfolket i modsætning til tjenestegaver og/eller ældste (som heller ikke pr. definition behøver have en teologisk uddannelse). Mens jeg ikke er imod, at man har en uddannelse og en vis teologisk basisviden, så er det klart udfra Skriften, at kaldelsen og tjenesten ikke "sidder i" uddannelsen, men at uddannelsen højest kan være et lavpraktisk redskab til støtte for tjenesten. Jeg er derfor også imod den kunstige skillelinje mellem "læg" og "lærd", som anvendelsen af betegnelsen "lægfolket" forudsætter, men jeg går ind for den bibelske skillelinje mellem dem, der er kaldet som tjenestegaver, og dem, som ikke er, eller dem, som er indsat i og betroet et lederansvar, og dem, som ikke er.

[6] ...såvel som betjener og kan betjene.

[7] "Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde."

[8] Se 1.Kor.12,8-10

[9] For en ordens skyld så mener jeg naturligvis, at enhver kristen kan og skal sige fra overfor åbenlys vranglære, selv hvor denne kommer fra en indsat forkynder, leder eller tjenestegave, men jeg mener ikke, denne åbenlyse ret gælder i ethvert mindre stridsspørgsmål, hvor man i stedet oftest burde lytte og lære. Dette er ikke stedet til en længere drøftelse af den problemstilling og grænsedragningen i diverse gråzoner. Pointen er først og fremmest, at den bibelske underordnelse i forhold til tjenestegaverne i kirken selvsagt ikke er absolut og ubegrænset, og at enhver henvisning hertil implicit må tage dette for givet.

[10] Det kan være svært at gribe, hvad bibelsk underordnelse er, men det kan anskueliggøres ved dagligdags eksempler. Hvis man f.eks. deltager i et kursus, eller man søger rådgivning, f.eks. ægteskabsrådgivning eller professionel faglig rådgivning, så "underordner" man sig ved at stille sig i en modtagende position. Hverken kursuslederen eller rådgiveren er fuldkomne, og ingen hævder dette. Man kan også tillade sig at være uenig i et eller andet, ligesom man i anden sammenhæng kan have noget at give den anden vej, altså til kursuslederen hhv. rådgiveren. Tilmed kan der på et kursus sidde en, som ved mere end kursuslederen, og som måske på sigt selv kunne være kursusleder, men i situationen bør han alligevel underordne sig og stille sig i en modtagende position, ligesom enhver på et kursus gør dette, både for hans egen skyld og for de andre deltageres skyld. Bibelsk underordnelse er langt hen ad vejen at stille sig i en modtagende position, selvom underordnelse naturligvis også kan omfatte simpel lydighed mod trivielle beslutninger eller befalinger, f.eks. fra en pastor til et stabsmedlem eller fra mødelederen til mødedeltagerne.

[11] Reelt er bibelsk underordnelse i en kirkelig kontekst at sige "min pastor taler mere ind i mit liv, end jeg taler ind i hans". Hvis han/hun ikke gør dette, eller man ikke er villig til at lade vedkommende gøre det, så har man den forkerte pastor og er i den forkerte kirke.

[12] Se f.eks. 1.Kor.9 og 2.Kor.3

[13] Apg.13,1

[14] Se Apg.6,1-7

[15] Se Apg.20,28-31 og 1.Pet.5

[16] Der er antageligvis en forskel mellem den ældste som hyrde og tjenestegaven hyrde, selvom begges fokus er ansvaret for kirken, men en videre udlægning af forskellen går ud over denne artikels formål.

[17] Hebr.13,17

[18] Se Apg.15

[19] ...hvor man måske oftere ser præster og ledere uden samme tydelige kaldelse og udrustning, og måske nogle gange blot med et eksamensbevis fra en teologisk uddannelse i baggagen.

[20] Se igen Apg6,1-7

[21] Apg.19,8-10

[22] Apg.2,42

[23] Jvnf. 1.Kor.3,10

[24] ...som dog sagtens kan og som oftest vil finde sted også i megakirkeregi, f.eks. i cellegrupper, klynger, bydelskirker mv., lidt a la "huskirkerne" i Skriften, der må formodes at have været under en fælles ledelse i byen - i modsætning til de fleste af dagens huskirker - eftersom Paulus konsekvent skriver til kirken i byen og forventer, at man her, implicit også i kirkens (fælles) lederskab, vil tage ansvar for kirkens liv og velbefindende.

[25] Her kan man nok finde "ledere" i de forskellige huskirkebevægelser, som når ud til et større publikum, og som har læsere til bøger, blogs mv., og som derigennem øver indflydelse på en større kreds. Det er der naturligvis intet forkert i, og det ville være naturligt i megakirkesammenhænge, hvor tjenesten netop anerkendes og gives plads. Men i huskirkesammenhæng forekommer det en anelse inkonsekvent at plædere for fraværet af lederskab i den enkelte huskirke og fraværet af permanente tjenester, mens de facto lederskab og permanente tjenester frit florerer på nettet, via nyhedsbreve mv. Forestillingen om et flygtigt og skiftende lederskab kan ganske enkelt ikke forenes med igen og igen at se hen til samme personer for inspiration og vejledning.

[26] Se eventuelt " Den kulturelle kontekst i Ef.5,18-6,9" af Gordon D. Fee for en beskrivelse af rammerne i datidens huskirker (findes på dansk på www.kristent.dk)

[27] Se Rom.13,1

[28] Man kan godt definere forskellen på en "tjener" og en "tjenende leder", som at den første gør, som vedkommende får besked på, mens den anden gør det, som er bedst for dem, vedkommende tjener. Jesus selv eksemplificerede naturligvis det sidste, men det er klart, at når Jesus taler om at være de andres tjener, så kan det ikke indebære, at man ganske enkelt gør, som andre siger. Det gjorde hverken Jesus eller for den sags skyld Paulus.

[29] Apg.22,3

[30] Blot som eksempler 2.Mos.3,16; 3.Mos.9,1; Jos.7,6...

[31] Naturligvis er kirken et fremmedelement på andre områder, f.eks. religiøst og moralsk, men den bibelske pointe er, at kirken ikke skal være et fremmedelement hvad angår den rent praktiske organisering.

[32] Det er svært at sige, om huskirker i almindelighed slet ikke organiserer sig, og om værterne f.eks. på skift stiller hjem til rådighed og at indsamlede midler så opbevares på private hænder i en bankboks eller i en kasse, indtil de kan formidles videre eller bruges til det formål, de er indsamlet til, eller om man alligevel opererer indenfor rammerne af f.eks. en formel foreningsdannelse, selvom man hævder ikke at have nogen struktur. Det er svært at operere uden nogen form for juridiske rammer, men enten må man have f.eks. en foreningskonstruktion og dermed de facto vedtægter a la de megakirker, man taler så inderligt imod, og den påståede verdslige hhv. hedenske påvirkning, man er så inderligt imod, eller også må alt forblive i personligt regi, med de store praktiske problemer, som ligger heri, og den store vanskelighed, der ligger i at skille kirkens ejendom fra ledernes private ejendom.

[33] I dansk kontekst er foreningsformen nok næsten enerådende, men de konkrete rammer kan naturligvis variere fra samfund til samfund, afhængig af hvad der er gængs og hvad der er gældende lovgivning.

[34] Apg.2,46

[35] Altså bakterier, amøber mv.

[36] 1.Kor.12,12-

[37] Johs.15

[38] Luk.10,2

[39] Dette kunne f.eks. ske gennem udsendelse af apostoliske teams (som fra Antiokia) eller via selvstændiggørelse af satellitkirker.

[40] Traditionelt udledt af 1.Mos.9,5 og direkte af Rom.13,1-6

[41] Jvnf. også temaet i 1.Tim.2,1-4

[42] Apg.2,45 og Apg.4,34-35

[43] 1.Kor.7,26

[44] Jeg forsvarer ikke her hverken splittelse eller sekteriske grupperinger om enten den ene eller den anden forkynder, og jeg anerkender naturligvis, at kirker også formes omkring forskellige målgrupper, værdier mv. og af den grund kan møde forskellige behov. Min pointe er, at den enkelte naturligvis vil søge derhen, hvor man får den nødvendige undervisning, inspiration, udrustning, fostring, vejledning eller hvad nu, man vægtlægger, og som er afgørende for ens åndelige liv. Man kan næppe forvente andet, og i et tænkt eksempel med ene ensartede huskirker, hvor ikke kirkelige traditioner og forskellige trosbekendelser skiller, er det urealistisk at tro, at der ikke vil være en forståelig og direkte bibelsk gruppering omkring de tjenester, Gud har givet kirken.

[45] Apg.8,1 og 11,19-20

[46] Nogle af disse nye kirker voksede i øvrigt siden til nye megakirker, f.eks. i Antiokia, hvor der som før nævnt også var synlige tjenester, udsendelse af apostolske teams og et tilstrækkeligt koordineret kirkeligt bagland til at bære opgaven.

[47] En kritik, som i parentes bemærket deles med enkelte radikaliserede, men traditionelle frikirker, der synes at mene, at en hvilken som helst kirke udover en vis størrelse naturnødvendigt må have kompromitteret evangeliet.