Reflekteret karismatik

Af Tonny Jacobsen, Doctor of Ministry, præst i Pinsekirken Vejle


Den karismatiske kristendom er siden Pinsevækkelsens frembrud i 1905 gået fra at være foragtet til at være mainstream. Det har mange grunde: Den karismatiske vækkelse i 60’erne og 70’erne. De karismatiske og pentekostale kirkers hastige vækst – særligt i udviklingslandene. Det samfundsmæssige skift fra modernitet til post-modernitet (eller hvad man ellers vælger at kalde vores tids dominerende kultur).

Den karismatik, man i dag møder i traditionelle pinsekirker, såvel som i karismatiske lutherske og frikirkelige kirker i Danmark, har til en vis grad ændret udtryk. Vi har mindre tungetale, stærke følelsesudbrud og fri bøn fra forsamlingen ved vore gudstjenester end tidligere. Lovsangen har derimod fået mere plads, og gaver som helbredelse og profeti har fået nye udtryk.

Man kan tolke denne udvikling som en udvanding og et udtryk for mindre åndelig brand. Man kan også se den som et udtryk for en naturlig udvikling for en bevægelse, der er gået fra at være en fornyelsesvækkelse for allerede kristne til at være en missionsbevægelse til et stadig mere kristendomsfjernt samfund.

Hvis vi forstår karismatik snævert, betegner begrebet de åndelige gavers virke. Når man taler om karismatisk kristendom, bruges begrebet ofte bredere for at betegne en kristendom, der lægger vægt på, at Gud manifesterer sig i dag ved Helligånden i den enkelte og i menighedens liv. Det kan foregå på mangfoldige måder ved indskydelse, helbredelser, profeti, mirakler osv.

Man kan på en vis måde sige, at reflekteret karismatik er en sproglig selvmodsigelse, et oxymoron. De karismatiske gaver er netop ikke et resultat af refleksion. Hvis jeg begynder at reflektere over en indskydelse eller et syn fra Helligånden, vil jeg ofte afvise det som ufornuftigt eller uforståeligt. Måske det er denne side af den karismatiske erfaring, der historisk har gjort, at pinsekristne har haft et noget anstrengt forhold til akademisk teologi: ”Vi har ikke brug for teo-luk-i, men for teo-luk-op”, som jeg husker en pinseprædikant sige for år tilbage. Der er i mellemtiden dels sket det, at mange af vore venner i mere historiske kirker har tilladt sig at reflektere over deres karismatiske erfaringer, og det er der ofte kommet rigtigt gode ting ud af. Dels er vi alle en del af et samfund, hvor det generelle uddannelsesniveau er støt stigende. Det bliver dermed svært at blive ved med at forsage teologisk uddannelse, da det giver et troværdighedsproblem i forhold til det omgivende samfund. Titlen ”lægprædikant” emmer ikke just af faglig slagkraft i en moderne danskers øjne.

Jeg vil hævde, at de karismatiske erfaringer har brug for den teologiske refleksion for at forblive sunde og undgå dårlig teologi og oplevelses-jageri. På den anden side må de teologiske refleksioner ske på basis af åndelige erfaringer. Ellers vil de lukke Helligånden inde i rationalitetens klaustrofobiske rum. Og Helligånden blæser som bekendt, hvor Han vil…. Desuden skal både karismatik og refleksion ske i en missional kontekst for at undslippe den selvcentrering og den forbrugermentalitet, der ligger os alle så snublende nær. Det er ikke karismatik eller refleksion for sin egen (eller vores egen) skyld. Det er gaver og refleksion for at tjene de andre medlemmer på legemet og for at være et vidne til dem, der endnu ikke kender Jesus.

Vi kan tage pinsedag som eksempel.[1] Her følger en fuldstændig uventet karismatisk oplevelse efter 10 dages intensivt fællesskab og bøn i lydighed mod Jesu befaling. Den karismatiske oplevelse rammer hovedsageligt de 120 forsamlede disciple: de ser tunger af ild, de bliver fyldt af Helligånden, de hører et overnaturligt stormvejr, og de begynder mirakuløst at tale om Guds store gerninger på alle mulige sprog. Men oplevelsen er ikke begrænset til de 120. Tusinder bemærker også det uforklarlige stormvejr, og så hører de en flok jøder fra det nordlige Israel tale på alle mulige sprog fra hele Romerriget. Umiddelbart er der tre klasser af reaktioner: Disciplene er begejstrede og frimodige. Nogle af tilskuerne fornemmer noget uforklarligt, overnaturligt og er oprigtigt spørgende. Andre afviser det hele med den forklaring, der ligger dem nærmest: det er bare efterkanten af en umådeholden drukfest.

Vi kan sige, at pinsedagen begyndte med en overvældende karismatisk erfaring, som ingen havde forventet, men som de 120 disciple havde åbnet sig for gennem bøn og fællesskab. Peter og de øvrige disciple lader imidlertid ikke Helligåndens gerning stå alene. De begynder øjeblikkeligt at reflektere på deres nye erfaringer. Deres refleksion sker ikke primært for at tilfredsstille deres egen intellektuelle nysgerrighed. De bruger den med det samme til at vende sig til de tusinder, der prøver at finde hoved og hale i, hvad i al verden der lige foregår. Som bekendt med det resultat, at 3000 lader sig døbe.

Hvis vi ser lidt nærmere på den teologiske refleksion, som kommer til udtryk i Peters pinseprædiken, falder den i to dele. Første del ser en opfyldelse af Joels profeti om, at Gud ville udgyde sin Ånd over alt kød, i deres uventede karismatisk oplevelse.[2] Vi kan være ganske sikre på, at de ikke havde forestillet sig dagens oplevelser, da de tidligere læste i bogrullen med Joels profetier. Men i lyset af dagens oplevelser stod det klart for dem: det er jo, hvad Joel profeterede for århundreder siden. Læg mærke til, at oplevelsen ikke skulle tilpasse sig de teologiske doktriner. Men Skriften blev bragt ind i en samtale med oplevelsen, der gav større dybde og forståelse til begge. Den anden del fortæller beretningen om Jesu liv, død og opstandelse.[3] Sand karismatik peger altid på Jesus og vil føre til, at vi ophøjer ham som Herre. De karismatiske oplevelser er ikke noget mål i sig selv. De åbner menneskers hjerter for at tage imod Jesus, se deres behov for tilgivelse og bekende ham som herre.

Hvad kan Lukas’ beretning om pinsedag så lære os om reflekteret karismatisk? Jeg vil foreslå fire principper, samt trække et par linjer til mine indledende beskrivelser af den karismatiske kristendom i Danmark:

Vi kan for det første lære, at vi ikke skal spille karismatik og refleksion (teologi) ud mod hinanden. De skal gå hånd i hånd, som det skete på Pinsedag. Karismatik uden refleksion ender nemt i selvcentreret oplevelsesjagt eller det, der er værre. Teologi uden karismatik er livløs og vil forsøge at kontrollere og begrænse Gud og Hans virke i verden. Tænk bare på de skriftlærde på Jesu tid.

Vi kan for det andet lære, at karismatik med efterfølgende refleksion skal ske i en missional ramme. Vi får Åndens kraft, for at vi skal være vidner. Og vi reflekterer for selv at være tro overfor Skriften, samt for at kunne videreformidle, hvad vi selv har erfaret.

Vi kan for det tredje lære, at det karismatiske liv forudsætter et bedende fællesskab, som ikke blot beder lejlighedsbønner for at få dækket egne følte behov. Det var dem, der stadig var sammen i bøn efter 10 dage, der blev fyldt med Helligånden på Pinsedag.

Vi kan for det fjerde lære, at teologisk refleksion kræver, at vi har Skriften i vores hjerter. Mange moderne teologer reflekterer på baggrund af andre teologers fortolkninger. Det kan være udmærket, men ikke hvis det er på bekostning af direkte engagement med Skriftens ord i sin kontekst. Vi skal med andre ord være bibelstærke i ordets bedste betydning for at evne at reflektere troværdigt på vore karismatiske erfaringer. Peter havde uden tvivl Joels ord i sit hjerte og i sin hukommelse, da han blev ramt af Helligåndens kraft pinsedag.

Jeg er overbevist om, at fremtidens kristendom er karismatisk. Ikke fordi jeg er en pinse-partisoldat, men fordi Helligåndens nærvær og kraft er absolut afgørende, hvis vi skal lykkes som kirker i dagens udfordringer og muligheder. Den karismatik, der kan gøre en forskel i dagens afkristnede Europa, handler ikke om en bestemt stil ved vores gudstjenester. Det er i højere grad en hverdagens karismatik, ligesom vi ser det i Jesu liv. Hos ham var Helligåndens kraft altid nærværende, han reflekterede på et niveau, ingen af de skriftlærde kunne matche, og han gjorde det alt sammen for som en del af sin missionale kaldelse at ”opsøge og frelse det fortabte”.[4]



[1] Apg.2

[2] Joel 2,14-21

[3] Apg.2,22-36

[4] Luk.9,10

Teologiens plads

Af Jesper Veiby

Med en vis berettigelse er karismatiske kristne blevet beskyldt for at være uinteresserede i teologi, ja direkte dårligt teologisk funderede. Det er dog en sandhed med modifikationer. Sandt er det, at nogle karismatikere reagerer negativt på ordet teologi. Til gengæld er mange karismatiske kristne godt kendt med Ordet, og det er jo på sæt og vis teologi, nemlig „læren om Gud“, som ordet teologi jo betyder.

Teologi i den rette betydning af ordet har en naturlig plads i det kristne liv, eller bør have det. Både blandt karismatiske kristne, og blandt pastorer, bibelskolelærere og kristne ledere.

2.

Men hvad er teologi dybest set? Med en utraditionel definition er teologi intellektets tilbedelse af Gud! På samme måde som f.eks. dans eller opløftede hænder er en måde, hvorpå man med sin krop ærer Gud. Og på samme måde, som man med andre sider af sig selv ærer og tilbeder Gud, f.eks. gennem omsorg, tiende, gode gerninger og et helligt liv. Teologi er den måde, ens intellekt giver ære til Gud, gennem at udtrykke og beskrive Hans væsen, karakter og vilje og derigennem prise Hans storhed og visdom.

Vi excellerer på forskellige områder. Det er ikke alle givet at skrive inderlige lovsange, levere flammende prædikener eller formidle Guds visdom i sjælesorg og rådgivning, men alle kan tilbede Gud med det, de har. Og alle bør kunne nyde og værdsætte, når andre udmærker sig på andre områder.

Tilsvarende kan nogle få skrive teologiske afhandlinger om avancerede emner og udmærke sig på det område, men langt de fleste kan sætte sig ind i Guds Ord og formidle det til andre, selvom man normalt ikke forbinder ordet teologi med den slags dagligdags situationer. Man behøver ikke at have gået på bibelskole, man kan blot have studeret Guds Ord, læst kristne bøger og sat sig ind i forskellige emner. Så kan man være en „teolog“, som kan lære nye kristne mere om Jesus, og hjælpe andre kristne til at forstå, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan man skal forholde sig til dette og hint. Det er der brug for.

Hvad der derimod ikke er brug for, er kristne, der godt nok er herligt frelst og fyldt af Guds Ånd, men som dårligt nok ved, hvor deres tro adskiller sig fra Jehovas Vidners, og som i praksis er uvidende om indholdet i begreber som retfærdiggørelse og nådegaver.

3.

Guds Ånd tager bolig i os, når vi bliver frelst, og vi har, som Johannes skriver, alle en salvelse til at afvise vranglære og forførelse (1.Joh.2,20-), men det er først, når vores sind fornyes, og vi spejler den slags i lyset af Guds Ord, at vi kan forklare hvorfor, vi skulle være på vagt overfor dette eller hint, hvad enten det er forførere udenfor kirken eller vranglærere i dens midte.

Man kan selvfølgelig mene, at Åndens ledelse må være tilstrækkelig overfor vranglære. Men faktum er, at Djævelen ofte forsøger at argumentere os væk fra sandheden, hvad enten det er i et forsøg på at stjæle vores tro på guddommelig helbredelse, i et forsøg på at bagatellisere vores synd eller i et forsøg på at lede vore tanker og opmærksomhed ind på et sidespor. Men Gud kan også argumentere, som C. S. Lewis siger det i en af sine bøger. Og det er her, et godt teologisk fundament viser sit værd.

4.

Guds Ord er ikke uklart, men der kan opstå misforståelser, hvis vi læser det overfladisk eller med farvede briller, ligesom alle er underlagt almindelig ufuldkommenhed og begrænsning. Også her er det gode teologiske fundament med til at skabe klarhed og forløse ind i Guds planer.
Det er f.eks. en teologisk problemstilling at skelne mellem tungetale til personlig opbyggelse og budskaber i tunger, og herigennem bane vej for en fri og ubekymret brug af den personlige tungetale. Det er ligeledes en teologisk problemstilling at skelne mellem den profetiske nådegave og profettjenesten, så vi hverken lægger mere eller mindre i nogen af dem, end vi bør. Og det er en teologisk problemstilling at forstå og forklare skriftstederne om kvinders tjeneste, så kvinder frigøres i stedet for at begrænses.

Når det er sagt, så indebærer det også, at der findes teologiske retninger, som er mindre gode, enten de baserer sig på et overfladisk studium eller fejlfortolker Skriften på grund af en forkert forståelse på konkrete områder. Men også her er et godt teologisk fundament med til at afværge skadevirkningerne fra disse.

5.

Et hyppigt citeret spørgsmål er, hvad der er vigtigst, læren eller livet. De rigtige teologiske synspunkter eller livet i Gud. Nu kan man have begge dele, men hvis man studerer Skriften, er fokus på erfaringen, og teologien et hjælpemiddel til at formidle den erfaring eller forvalte den ret.

Jesus kom til jorden, for at vi skulle få evigt liv. At opleve det evige liv engang er i den egentlige betydning af ordet en erfaring eller en oplevelse. Det samme gælder det at blive retfærdiggjort og født på ny. Endnu det samme gælder det at blive døbt i Helligånden, at blive helbredt, eller at få sit sind fornyet. Det er en erfaring, for der sker noget konkret med mig. og jeg oplever noget.

Det er vigtigere at få evigt liv, end at vide alt om, hvad det går ud på. Det er vigtigere at blive retfærdiggjort end at jeg bliver undervist om retfærdiggørelse. Erfaringen har forrang frem for kundskaben herom. Men hvor kundskaben kan hjælpe mig til at gøre den pågældende erfaring eller leve i fylden af, hvad den indebærer for mig, så er kundskaben eller teologien vigtig. Det er enkelt og bibelsk.

Det samme gælder Jesu person. Disciplene mødte Jesus og kom til tro på ham, før de vidste alt om, hvem han var, og lang tid før de kristne dogmer blev formuleret. Erfaringen kom først, og beskrivelsen af den erfaring kom senere. Det samme gælder os alle idag: Først møder vi Jesus, og efterfølgende lærer vi ham bedre at kende.

Hvis man tager os lidt friheder i udlægningen, så er Johannes Døberens udtalelser meget beskrivende for teologiens plads: „Han må blive større, og jeg blive mindre“. Teologi er ikke sagens kerne, men som alt andet kun en skygge af Kristus og underordnet Ham. Teologien kan derimod være et vigtigt hjælpemiddel til at fastholde fokus på, hvem Jesus og Gud er, og et nødvendigt udgangspunkt i forståelsen af, hvad der hører Guds Rige til. Hvor Kristus træder tydeligt frem, finder teologien sin naturlige og rette plads som en afspejling af ham og ham alene.