Af Gordon D. Fee [1]
Jeg begynder dette med et forbehold, eftersom titlen lover mere, end nogen kan levere på en begrænset plads. Den antyder meget mere viden om emnet, end jeg faktisk har - faktisk er der mere, vi ikke ved om disse ting, end vi rent faktisk ved. Men jeg håber at kunne tilbyde et indblik i den kulturelle baggrund til passagen, som er blevet et kors for mennesker på begge sider af spørgsmålet om, hvorvidt der er et Gudgivet hierarki i kirkens liv og i hjemmene, baseret på køn alene.
Indledende betragtninger
Der er nogle indledende betragtninger, som er vigtige for at forstå passagen.
1. Nogle forudsætninger om brevet til Efeserne og passagens betydning i dette brev.
I modsætning til hvad flertallet af bibelkyndige nu mener, så tror jeg, at Efeserbrevet er skrevet af Paulus. Ydermere tror jeg, at brevet skal bevares i sin historiske kontekst som et følgebrev til Kolossenserbrevet og Brevet til Filemon. Brevet selv er nok ikke skrevet specifikt til kirken i Efesus - nogle tidlige manuskripter mangler et navn i 1,1; og i 1,15 taler Paulus om, at han kun har hørt om deres tro, og der er ingen personlige ord overhovedet. Det kan være, at brevet til Laodikea endte i Efesus, eller - mere sandsynligt efter min mening - at det var en rundskrivelse til de mange kirker i Asien og udsprang af, hvad han havde at sige til kolossenserne.
Det vigtige for os er den klare forbindelse med kirken i Kolossæ, og dermed med Filemon. En af de uheldige ting, som skete i forbindelse med samlingen af den kristne kanon, var adskillelsen af Brevet til Filemon fra Kolossenserbrevet, for begge breve ville være blevet læst sammen i Filemons huskirke, mens både Filemon og Onesimus var til stede. Pointen er naturligvis, at de såkaldte husordener, som findes i Kolossenserbrevet og i Efeserbrevet næsten med sikkerhed udsprang af de omstændigheder, som førte Onesimus tilbage til Filemons husstand og dermed tilbage til hans huskirke.
Alt dette blot for at sige, at i Kol.3,18-4,1 kunne man erstatte de generelle betegnelser med personlige navne i retning af "Appia, du skal underordne dig Filemon, som det sømmer sig i Herren. Filemon, elsk Appia og vær ikke hård ved hende. Onesimus, adlyd din jordiske herre, Filemon, i alt, ikke kun som øjentjener... Filemon, gør ret og skel mod dine slaver [inklusive Onesimus] for du ved, at du også har en herre i himlen".
Jeg understreger dette, fordi disse husordener eller regler for husstanden voksede frem af den situation, som fik Paulus til at skrive disse breve, nemlig Onesimus' tilbagevenden til Filemon, samt den vranglære, som blev spredt i kirken i Kolossæ, og som Epafras havde fortalt ham om.
2. Nogle observationer.
Før vi retter opmærksomheden mod nogle betragtninger omkring kulturen, vil jeg nævne et par yderligere observationer, som er vigtige for at forstå denne passage i den samlede kontekst for Efeserbrevet. Bemærk allerførst, at v.18 er et nøglevers i den passage, som begynder i 5,1-2 - ikke kun en nøgle til at vandre som lysets børn (v.2-17), men for alt, som følger efter. Dette er sikkert, for da Paulus omtaler mændene i vers 25, afspejler han bevidst sproget fra vers 2: "Kristus elskede os og gav sig selv hen for os" (v.2) og "Kristus har elsket kirken og givet sig selv hen for den" (v.25). Desuden har du sikkert hørt, at Efeserbrevet er fuld af lange sætninger. Dette er en af dem, og den er særligt lang. Den sætning, som begynder i vers 18, slutter ikke før vers 23. Alle engelske [og danske] oversættelser forsøger at hjælpe læseren ud af det morads ved at bryde sætningen op i mindre sætninger, men herved kan den nutidige læser gå glip af meget.
a. På græsk har sætningen kun et enkelt subjekt og verbum, som kommer i bydeform: "Lad jer fylde af Ånden", som efterfølges af en række uddybninger: idet I taler til hinanden med salmer og hymner, synger og spiller af hjertet for Herren, takker Gud Fader i vor herre Jesu Kristi navn og underordner jer under hinanden i ærefrygt for Kristus. Herefter følger opfordringer til hustruerne i forholdet til deres mænd.
b. Betydningen af dette er dobbelt. For det første må ordene til hustruer og ægtemænd forstås som helt afhængige af, at de er fyldt af Ånden. Det vil sige, at alle ordene i Ef.5,22-6,9 forudsætter en husstand, som hele tiden er fyldt af Ånden. For det andet, og særligt vigtigt for os: I Paulus' tanker var der en meget tæt forbindelse mellem den kristne gudstjeneste og den kristne husstand. Dette skyldes utvivlsomt, at førstnævnte (gudstjenesten) fandt sted i den andennævnte (husstanden/hjemmet). Pointen er, at de fleste tidlige kirker mødtes i hjemmene, og de enkelte husstande udgjorde derfor kernen i Kristi legeme (eller Guds husstand) på et givet sted.
3. En afsluttende, vigtig observation om passagen i sin helhed.
Bemærk, at tre typer af forhold forudsættes at være repræsenteret: hustruer og ægtemænd, børn og forældre, slaver og herrer. Men bemærk også, at i hvert tilfælde er den anden part i forholdet typisk den samme person: ægtemand, far og herre. Det ville dog ikke altid være tilfældet, eftersom forudsætningerne i passagen meget klart angår den romerske villa, altså elitens eller de privilegeredes husstande.
Modellen har derfor meget lidt at gøre med de husstande, hvor kvinder ledte husholdningen, og hvor det første forhold slet ikke gør sig gældende, og det andet nok heller ikke (selvom enker kan have haft børn i deres husstand).
Det samme gør sig gældende i tilfælde af "gifte" slaver i en husstand (et legitimt ægteskab, selvom det ikke var anerkendt af romersk lov); "hovedet" for en kvinde i et sådant tilfælde var ikke hendes mand, men hendes herre.
Blandt flertallet var der mange af disse forhold, som slet ikke var gældende. Ved håndværkere som Priskilla og Akvila er der et meget klart indtryk af partnerskab i ægteskabet såvel som i håndværket.
Her følger to afsluttende observationer omkring passagen, der fører os hen til de kulturelle omstændigheder. Bemærk først, at ud fra de ord, der anvendes, er Paulus først og fremmest opmærksom på manden/husfaderen i det første forhold. Der er fire gange så mange ord rettet til ham, som til hans hustru. I de andre to forhold er antallet af ord omvendt, i et forhold af to til en. Det indikerer, at det afgørende for Paulus er, hvad Kristus har gjort med hensyn til det første forhold.
For det andet er det vigtigt at bemærke, at i hvert enkelt tilfælde adresserer Paulus først den sårbare og magtesløse i forholdet. Hvad angår kvinder og slaver, skal de revurdere deres status, idet de tjener Kristus, når de forholder sig til den mandlige herre over husstanden. Og bemærk endelig, at den mandlige herre over husstanden ikke får besked på at indtage sin rette rolle som leder af husstanden - det var den kulturelle realitet, som så let kunne misbruges. Tværtimod får han besked på at afspejle Kristi karakter i forhold til sin hustru og sine slaver.
Hvilken slags verden er det, som Paulus taler til, hvor han lader strukturerne bestå, men radikalt ændrer forholdene ved at leve i lyset af korset?
Ændrede forhold og relationer
1. Kultur i almindelighed: nogle antagelser.
Ordet kultur bliver nogle gange brugt på en måde, som antyder, at den burde være på en bestemt måde. Men det er en illusion. Kulturen er noget, som er - ikke noget, som bør være. Kulturen definerer os, det er ikke os, der definerer den, vi prøver blot at beskrive den. Indtil for nyligt var dette ikke engang til diskussion, men var ganske enkelt forudsat. Men det udgør også en vanskelighed, for med hensyn til husstanden i det første århundrede må vi udrede, hvordan man så familia - hele husstanden inklusive slaver - på basis af love og litteratur fra den tid.
2. Den græsk-romerske verden.
Det, vi ved, og som det er blevet præsenteret af David de Silva i sin seneste bog, "Honor, Patronage, Kinship & Purity" er, at der er tre grundlæggende begreber, som definerede forholdene i den græsk-romerske verden. Ære/skam, protektorat og slægtskab. Ære og skam styrede det hele; æren, eller modsat vanæren, dannede hyppigt grundlag for moralske appeller. En fælles forståelse af, hvad der var ærefuldt og skamfuldt, var det, som holdt den græsk-romerske kultur sammen. Protektoratet henviser til det forhold, der bestod mellem ulige parter, hvor begge ansås for at være den anden til gavn. Det er en kulturel virkelighed, som de fleste vesterlændinge finder direkte usmagelig. Vi kommer frem i livet på basis af vor egen styrke og vore egne færdigheder. Vi skaffer det, vi har brug for, ved at købe og sælge varer, og de, som kommer foran ved at købe og sælge vennetjenester, er ugleset. Men et sådant verdensbillede fandtes ikke på Paulus' tid. Faktisk var det græsk-romerske verdensbillede lige modsat. Det var bygget på den realitet, at verden vendte den tunge ende nedad, og hvor nogle få procent udgjorde eliten eller de privilegerede, og hvor resten var helt afhængige af at være på god fod med en protektor eller velgører. Faktisk påstod Seneca, at det at give og modtage vennetjenester var "den praksis, som udgør det vigtigste bånd i et samfund". Et sådant samfund er til stede, når man læser Brevet til Filemon, hvor Filemon både var Paulus' protektor og ven. Fordi han var Paulus' protektor, beder Paulus om gæstfrihed, men fordi han er hans ven, drister han sig til at gå i forbøn for Onesimus’ liv (eftersom Filemon på et andet plan skyldte Paulus sit liv). Slægtskab udspringer af et protektorat i den forstand, at for at overleve måtte folk være i et eller andet forhold til hinanden, specielt inden for en "familie". Men det er også en af de vanskeligheder, som vi står over for, når vi kommer til "husordenen" i Efeserbrevet, fordi det forudsætter en privilegeret husstand, og på Paulus' tid og særligt i de store byer som Rom, Efesus og Korinth ville de fleste ikke være en del af en husstand, men ville leve i en stor insula (lejlighed) eller i slummen eller på gaden.
Dette er den verden, som forudsættes i bibelteksten. Det er en verden bygget på ære og skam, protektorer, godgørere og slægtskab, en verden så radikalt forskellig fra vores, at det er svært at forestille sig, hvordan det var. Men det, som interesserer os, er, hvordan kulturen spillede ind i de græsk-romerske husstande.
Græsk-romerske husstande
Lad os betragte to tegninger.[kan findes på KI's hjemmeside]
Figur 1 forestiller den typiske insula. Der var flere mennesker, som levede på denne måde end i den husstand, som Paulus forudsatte i denne passage. Dette er en typisk insula fra ruinerne af Ostia, Roms gamle havneby. Fordi havnen tørrede op, blev byen forladt, og selvom det meste af byens marmor og andre flytbare materialer blev fjernet i løbet af århundrederne, er ruinerne meget velbevarede. Denne insula, en lejlighedsbygning i dette tilfælde, ligner sandsynligvis også hjemmene hos håndværkere som Priskilla og Akvila, hvor hjemmet med kirkens samlinger ville være ovenpå, mens rummene i underetagen ud mod gaden ville være forretninger. Mennesker her ville normalt ikke have slaver, men i stedet tjenere eller ansatte. Og selv om sådanne hjem ofte ville være det sted, hvor en kirke mødtes, så er det ikke det mønster, som forudsættes i Ef.5 - hvilket som sagt nok hænger sammen med det faktum, at Paulus netop har skrevet til Filemon i Kolossæ og til den kirke, som mødtes i hans hjem.
Et sådant hjem ville mere ligne tegningen i figur 2. Her er den typiske domus, i hvilken de få privilegerede - folk som Filemon i Kolossæ eller Stefanas og Gaius i Korinth - boede. Det er helt klart den slags husstand, som forudsættes af Paulus i denne passage. Så vi vil begynde med husstanden, som normalt omfatter denne slags omgivelser, og som havde et stort antal mennesker knyttet til sig.
1. Den grundlæggende sociologiske model her er protektoratet. Det var et gensidigt forhold mellem ulige parter, hvor begge var den anden til nytte. Der er flere aspekter af dette.
a. Ud fra loven var manden, familiefaderen, paterfamilia, herre over husstanden (og derfor protektoren). Selvom han ikke nødvendigvis udøvede dette på en undertrykkende måde, så var hans styre under romersk lov absolut, eftersom ingen andre i husstanden havde juridiske muligheder for at gå i rette med krænkelser.
b. Ofte, men ikke altid, forlangte familiefaderen, at familiens medlemmer skulle tjene hans guder, da guderne ansås for at opretholde "orden" og for at opretholde ting, som de var.
c. En sådan husstand, i modsætning til vores forståelse af et hjem, var ikke et sted til forbrug, men til produktion. I skarp kontrast til vores kultur blev det ikke set på som et privat tilflugtssted (et helle, hvortil man kan vende tilbage efter en dag "derude"). Tværtimod var den græsk-romerske husstand næsten altid halvoffentlig (særligt theatrium).
d. Familiefaderen og nogle få betroede slaver havde de eneste offentlige roller. Phileo af Alexandria beskriver for eksempel kvindens ideelle plads sådan her:
"Markedspladser, rådshaller, domstole samt samlinger og møder, hvor mange er til stede, og i det fri med anledning til diskussion og handling - alle disse steder er passende for mænd, både i krig og fred. Kvinderne egner sig bedst til det indendørs liv, som aldrig afviger fra hjemmet, og hvor den midterste dør er jomfruernes grænse, og yderdøren de voksne kvinders.
2. Hvad indebar det for en kvinde at træde ind i en sådan husstand som hustru?
a. Vi ved fra et stort antal folketællingslister fra Ægypten, at en mands gennemsnitsalder, når han giftede sig, var 30, og en kvindes var under 18; hun kom altså ind i hans husstand som en teenager, og han måtte oplære hende i den måde, hans husstand fungerede på.
b. Årsagen til ægteskab var ikke "kærlighed", som vi forstår det, men at kunne føde legitime børn og at fortsætte slægtslinjen; så manglende afkom, særligt sønner, var ofte skilsmissegrund.
c. De fleste mænd, men dog ikke alle, var promiskuøse. "Elskerinder har vi for fornøjelsens skyld, konkubiner for kroppens daglige behov, men hustruer til at føde os legitime børn." (Demosthenes)
d. Nogle hustruer var derfor også promiskuøse, selvom de måtte være mere diskrete, eftersom det ville blive betragtet som utroskab og skamfuldt.
3. I en sådan husstand var der ikke rum for den tanke, at mand og kvinde kunne være ligeværdige partnere. Dette kan også ses i forbindelse med måltiderne, som i alle kulturer udjævner forskellene på mennesker. I grækernes verden spiste en kvinde kun sjældent sammen med en mand og hans venner, og hvis hun gjorde, lå hun ikke ved bordet (kun kurtisanerne gjorde dette), men hun sad på bænken for enden af bordet. Og det blev forventet, at hun gik efter at have spist, når samtalen gled over i mere almene emner.
4. Slaver udførte selvfølgelig alt arbejdet. Både det praktiske samt undervisningen og undervisning af børnene (de ville ikke kunne forestille sig et samfund uden slaver). Slaveri byggede ikke på race, men oprindeligt på erobringer i krig og senere på økonomisk nød. Uanset havde slaverne ingen rettigheder, hvilket er bevidnet af det faktum, at de ikke kunne gifte sig.
5. Endelig er der religionens plads. Det er netop, fordi religion blev praktiseret som en del af husstanden, at når en familiefader blev kristen, ville hans familia helt naturligt også følge Kristus. En familia (et latinsk ord, vi ikke har et fyldestgørende ord for), som både bestod af slægtninge og af folk tilknyttet husstanden, både slaver og frie, blev automatisk kernen i de tidligste kristne fællesskaber. Og fordi der allerede var et halvoffentligt aspekt af "hjemmet", blev det også stedet, hvor folk udefra kom for at deltage i gudstjenesten - idet man derved skabte et nyt slægtskab, hvor Kristus var paterfamilia.
Det er her vigtigt at bemærke, at når en sådan husfader blev kristen, så var det også for ham og hans husstand et spørgsmål om skam - fordi han havde valgt, at hans husstand skulle efterfølge en jødisk messias, som var blevet korsfæstet, den ultimative skam i datidens kultur. Hvad Paulus ikke gør - og som han aldrig ville have overvejet - var at lægge skam oven på skam ved at nedbryde strukturen i husstanden. Det var på sin plads. Hvad han gjorde, var på sæt og vis mere radikalt; han anvendte evangeliets principper i denne sammenhæng.
Det, som interesserer os, idet vi vender tilbage til teksten, er, hvordan det nye slægtskab baseret på det fælles forhold til Kristus som "hoved" for sit legeme, Guds nye husstand, påvirkede alle disse forskellige, indbyrdes relationer.
Guds husstand
Når vi bevæger os over mod at betragte den nutidige kristne husstand som Guds husstand, må jeg påpege nogle af de vanskeligheder, vi har, når vi læser teksten. Jeg vil begynde med en af de hyppigt forekommende fejltagelser, nemlig at man siger til en mand idag, at han skal indtage sin rette rolle som hoved for sin hustru. Eftersom husstande eller hjem i dag slet ikke ligner den græsk-romerske husstand, må dette emne sættes ind i nye kulturelle rammer. I vor tid udtrykkes problemstillingen ofte med formuleringen: "Når I ikke kan blive enige, hvem har så autoritet til at skære igennem og træffe en beslutning?"
Jeg ved ikke, om Paulus ville le eller græde, hvis han hørte denne moderne udlægning lagt ned over teksten - som om det kunne udledes af den. Og i øvrigt, hvordan ville det tage sig ud for et normalt, stærkt par som min hustru, Maudine, og jeg. Vi er begge barn nummer to, og ingen af os bryder sig om at træffe beslutninger i det hele taget! Sidste juni fejrede vi vores 45-års bryllupsdag, og jeg må sige, at der aldrig har været en situation, hvor vi ikke har kunnet blive enige. Vi har haft problemer - men aldrig på dette område. På den anden side, så får vi heller ikke truffet så mange beslutninger!
Lad mig tilføje, at det er meget vanskeligt for nogen af os at overhovedet forestille os den græsk-romerske kultur, for slet ikke at tale om at have en klar fornemmelse af den. Faktisk føler jeg, at det i vores kontekst er på sin plads med en undskyldning over for singlerne - hvilket i sig selv viser, hvor langt væk vi er kulturelt set. Så lad os betragte os selv og se, hvorfor vi har så vanskeligt ved at forestille os datidens verden.
Vi tilhører en kultur, hvor to større begivenheder i de sidste 300 år har ændret vestlig kultur for altid, og som vendte op og ned på den kultur med protektorer, som gik forud. De to begivenheder var Oplysningstiden og Den industrielle Revolution.
Oplysningen med dens fokus på individet skabte en kultur, hvor den enkeltes rettigheder blev betragtet som det højeste gode. Og dette i en sådan grad, at de individuelle rettigheder sidst i det 20. århundrede helt overskyggede det fælles bedste. Men Oplysningstiden i sig selv skabte ikke de strukturelle ændringer i vores forståelse af hjem og familie. Se blot på det britiske herskabshjem, med dets "oplyste" enehersker, som har været udsat for så meget kritik i en hel række af film inden for det sidste årti.
Det var Den industrielle Revolution, som vendte op og ned på tingene. Den gjorde dette ved at rette både mænds og kvinders energi væk fra hjemmet og ud på markedet. En enkelt statistik viser os, hvor radikalt amerikansk kultur har forandret sig inden for det sidste århundrede. I 1885 anslås det, at 88 % af alle forbrugsgoder blev produceret i hjemmet og til brug i hjemmet. En generation senere, i 1915, var dette helt modsat - over 85 % af alle forbrugsgoder blev nu produceret uden for hjemmet. Konsekvenserne af dette bragte omfattende forandringer til vores kultur, herunder de nye muligheder, som særligt kvinderne begyndte at nyde, såsom:
- lige adgang til uddannelse
- den (næsten uhørte) ret til at stemme
- og til sidst retten til at bestride næsten
alle positioner i samfundet
Men det førte også til, at vore hjem blev betragtet som tilflugtssteder fra verden uden for, og indtil for nyligt som det sted, hvor kernefamilien hørte til - et næsten helligt begreb i den vestlige verden, som var helt fremmed for Paulus' tid.
Det faktum, at vore kulturelle antagelser er så forskellige fra deres, gør det svært for os at forestille os, hvor radikalt og rystende, det kristne evangelium lød i deres ører. Tag f.eks. Paulus' konklusion i hans diskussion med galaterne over kirkens natur, med både jøder og grækere som medlemmer i samme husstand, Guds husstand. "I Kristus," siger han, "er der hverken jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde, for I er alle ét i Kristus".
En sådan revolutionær udtalelse havde dog ikke til hensigt at ophæve de strukturer, der blev holdt på plads af romersk lov. Derimod var hensigten at gøre op med den betydning, man lagde i den slags strukturelle forhold, som satte den ene gruppe af mennesker op mod den anden. Og det mest radikale var, at en sådan gruppe af mennesker, jøder og grækere, slaver og frie, mænd og kvinder, spiste sammen - i sig selv noget kulturelt skamfuldt - for at fejre deres Herres død, indtil han skulle komme tilbage. Som 1.Kor.11,17-34 gør det klart, skabte denne handling en del spændinger for den almindelige husherre. Det er derfor intet under, at man havde så mange vanskeligheder med disse kristne, og hvorfor de ansås for at "hade menneskeheden", fordi de så villigt brød reglerne - ikke ved at bryde strukturerne ned, men ved at gøre dem aldeles irrelevante! Sådanne mennesker må frygtes som de værste af alle tænkelige anarkister.
I sidste ende hvad er det så, som gør den pågældende tekst så radikalt modkulturel? Paulus nedbrød tydeligvis ikke strukturerne og skabte nye. Det radikale lå i det, at han opfordrede dem, der var fyldt af Ånden, og som havde Jesus som Herre, til at have helt andre relationer inden for husstanden.
Hustruer og slaver skal fortsat underordne sig og adlyde, men nu som nogen, der dermed tjener Herren. Og det forandrer situationen. Men den mere radikale forandring er for den mandlige leder af husstanden, hvis forbillede er Kristus og hans kærlighed til kirken. Kristus er således "sit legemes frelser" (et bemærkelsesværdigt udtryk). I dette tilfælde understreger Paulus dog ikke frelsen fra synd (selvom denne naturligvis i sidste ende er omfattet). Derimod var ordet "frelser" en hyppigt anvendt betegnelse for kejseren. Og når det bruges om Gud i Det Gamle Testamente (som i "Gud, min frelser") har det oftest betydningen af en forsørger eller beskytter.
Bemærk desuden den eneste ting, som bliver sagt til husets herre, hvad angår hans forhold til sin hustru. Tre gange (v.25, 28 og 33) siger Paulus den ene, radikale ting: "Elsk din hustru". Det sigter ikke på romantik eller sex, men til at han skal give sit liv i kærlig tjeneste for hende. Og bemærk, at der hele tiden henvises til "hans egen hustru".
Forbilledet er Kristi kærlighed til kirken; se, hvordan Paulus udtrykker den. Billedet er af en mand, som tager sig en hustru. Paulus forsyner dette med et strålende ekko fra Det Gamle Testamente fra Ez.16, hvor Gud trolover sig med Israel, den nøgne og faderløse teenager, vasker hende og klæder hende i de skønneste klæder.
Paulus forestiller sig dernæst ægtemanden behandle sin hustru som sådan en brud, smykket og herlig at se på. Det antages, at han fortsat vil lede husstanden, men hans rolle vil være radikalt forandret. Han vil nu have omsorg for medlemmerne i sin husstand for deres egen skyld, og ikke have dem omkring sig for at tjene hans personlige interesser. Det er også derfor, at den kristne husstand eller det kristne hjem, som altid udgør kernen i det større kristne samfund, bør ses som det sted, hvor alle befalinger først kommer til udtryk. Hjemmet, som også var kirken, var det sted, hvor det kristne liv skulle praktiseres.
Vi gør ret i at genlæse kapitel 5 i lyset af dette. Her er den kortere udgave af teksten i det brev, som er modpart til Efeserbrevet, i form af et uddrag af Kol.3,12-4,1:
"Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige."
Jeg vil hævde, at dette er, hvordan disse tekster nu må anvendes på os og vore hjem. Når det kommer til stykket, er strukturer uvæsentlige, da de er bygget helt og aldeles på kulturelle omstændigheder, vi ikke deler. Faktisk er strukturerne i lyset af denne tekst irrelevante, bortset fra at visse strukturer må eksistere, for at hjemmet ikke skal falde fra hinanden. Men disse afhænger i stor grad af de pågældende mennesker, deres gaver, personligheder og hvordan de forholder sig til hinanden.
Men uanset strukturen er hovedsagen, at vi ligner Kristus i vores forhold til hinanden i vore hjem.
Gud kalder os til fred, shalom
at blive fyldt med Ånden,
og således underordne os hinanden
i ærefrygt for Kristus
at elske med Kristi kærlighed
ved egen opofrelse
Hvis vi gør det, så vil betydningen af strukturer blegne til ingenting.
Copyright 2013, Christians for Biblical Equality (www.cbeinternational.org).
Christians for Biblical Equality grants permission to reproduce this article in its entirety for distribution for ministry or educational use (church newsletters, classroom or workshop handouts, conferences, etc.) without profit. This article may not be sold or further duplicated without our express per-mission. If you feel that your needs go beyond what we have granted in this agreement, please notify us in writing (cbe@cbeinternational.org) and we will forward the request to the author’s last known address for inquiry of extended permissions.
[1] Gordon Fee er professor i Ny Testamente ved Regent College i Vancouver, BC, Canada. Han har skrevet adskillige bøger og kommentarer, inklusive "Listening to the Spirit in the Text" (Eerdmans, 2000). Han underviste tidligere på Wheaton College og Gordon-Conwell Theological Seminary.
Viser opslag med etiketten ligestilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ligestilling. Vis alle opslag
søndag den 19. juni 2016
1.Tim.2,12: Kvinders ordination og Paulus' brug af Skabelsesberetningen
Af John Jefferson Davis [1]
1.Tim.2,11-15 og særligt vers 12 har længe været omdrejningspunktet for nutidige diskussioner om ordinationen af kvinder. Traditionelle forbehold overfor indsættelse af kvinder som præster og ældste har almindeligvis gjort to antagelser om fortolkningen af denne tekst: (1) At betydningen af authentein i vers 12 er velkendt og ganske enkelt bør oversættes som "bestemme", og (2) at henvisningen til skabelsesberetningen gennem omtalen af Adam og Eva i vers 13-14 indebærer en form for universelt, "tværkulturelt" princip, som forbyder kvinder at udøve autoritet over mænd i kirken i alle (eller nogle) tilfælde.
Formålet med denne artikel er at begrunde, at begge disse antagelser er forkerte, og at 1.Tim.2,11-15, hvis den forstås rigtigt mht. placering og kontekst, ikke underviser om noget universelt forbud mod at indsætte kvinder som præster eller ældste. Denne artikels primære fokus vil være den anden antagelse, som angår henvisningen til Adam og Eva fra skabelsesberetningen.[2] Det vil blive hævdet, at Paulus' henvisning til skabelsen - som skyldtes konteksten og var rettet mod en specifik kirke - ikke blot gør det muligt, men mest oplagt at se begrænsningen på kvinders rolle i undervisningen iflg. 1.Tim.2 som et konkret og ikke et universelt forbud. Men før jeg går i gang med den analyse, vil jeg komme med et par betragtninger omkring betydningen af ordet authentein i vers 12.
Authentein: "Bestemme" eller "dominere"?
Det er velkendt, at authentein i vers 12 - et hapex legomenon[3] i Ny Testamente - har været genstand for betydelig opmærksomhed blandt lexikografer og teologer de seneste årtier. De, som foretrækker den "traditionelle" opfattelse af mandligt, kirkeligt lederskab har haft en tendens til at oversætte det i den neutrale betydning "at have autoritet" eller "at udøve autoritet", som f.eks. George Knight i hans hyppigt citerede artikel fra 1984.[4] I 1988 viste Leland Wilshire, efter at have undersøgt 329 forekomster af oordet og dets forbundne authentes, at forud for og i det første århundrede havde authentein ofte negative undertoner som f.eks. "dominere" eller tilmed "myrde" eller "begå en forbrydelse"; og først senere i den oldkirkelige tid blev betydningen "at udøve autoritet" enerådende.[5]
I et studie fra 2004 har Linda Belleville[6] omhyggeligt undersøgt fem forekomster af authentein før og samtidigt med Paulus og har gengivet teksterne som følger: (1) Scholia (5.-1. århundrede f.Kr.) til Aeschylus' tragedie Eumenides: "begå voldshandlinger"; (2) Aristonicus (1. århundrede f. Kr.) "forfatteren" (til et budskab); (3) et brev af Tryphon (1. århundrede f. Kr.), "Jeg fik min vilje med ham", (modsat Knight); (4) Philodemus (1. århundrede f.Kr.) "mægtige herrer"; (5) digteren Dorotheus (1. og 2. århundrede e.Kr.) i en astrologisk tekst "Saturn... dominerer Merkur". Det står klart, at særligt i tilfældene 1, 3, 4 og 5 ovenfor er den neutrale betydning "at have autoritet" ikke inde i billedet.
Belleville bemærker også det betydningsfulde, at en række ældre bibeloversættelser[7] ikke oversætter ordet så enkelt som at "have autoritet" eller "udøve autoritet", men i en vis negativ betydning, f.eks. på gammelt latin (2.-4. århundrede): "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, heller ikke at dominere en mand"; Vulgata (4.-5. århundrede): "...heller ikke at dominere over en mand"; Geneva Bibelen (1560 udgaven); Bishops Bible (1589), "heller ikke at tilrane sig autoritet over en mand"; og King James Bible (1611), "ej heller tilrane sig autoritet over en mand". I ingen af disse tilfælde kan man mistænke oversætterne for at have en nutidig, "feministisk" grund til at oversætte authentein med det negative "dominere" eller "tilrane sig autoritet". Disse eksempler viser, at den "traditionelle" oversættelse af authentein som "at udøve autoritet" hverken er enslydende eller selvindlysende i bibeloversættelsernes historie. Om noget kunne man hævde, at bevisbyrden for betydningen er på det (nu) traditionelle syn.
Det bør også bemærkes, at Paulus, hvis han havde det almindelige kirkelige lederskab i tanke, havde en række andre ord til rådighed, som kunne have tjent det formål, ikke mindst proistemi. Dette ord, som forekommer otte gange i Ny Testamente og bruges seks gange af Paulus i forbindelse med kirkeligt lederskab (1.Tim.3,4.5.12; 1.Tim.5,17; 1.Tess.5,12; Rom.12,8), kan rum-me betydningen "at styre, dirigere, lede eller tage sig af" og signalerer den "normale" eller "forventede" form for lederskab, der burde udøves af dem, som er valgt til ledere. Det faktum, at et meget usædvanligt og tvetydigt ord er valgt i 1.Tim.2,12 ville stemme godt overens med nogle særlige omstændigheder i den sammenhæng, som teksten adresserer. Jeg vil nedenfor argumentere for, at disse omstændigheder, som ses i klare henvisninger i pastoralbrevene selv, involverer kvinder, der bliver bedraget af vranglærere og som sådan ikke er egnet til at undervise og udøve autoritet i Efesus.
Paulus' brug af skabelsesberetningen
Denne artikels primære fokus er en undersøgelse af Paulus' henvisning til skabelsesberetningen, med et blik for at her (1.Tim.2,11-15) og andre steder henviser apostlen til disse tekster med tanke på de lokale omstændigheder og konkrete kirkers problemer. Der vil blive argumenteret for, at tidligere drøftelser af disse passager ikke i tilstrækkelig grad har anerkendt den kontekst-afhængige måde, hvorpå Paulus anvender skabelsesberetningen.
Da han skrev til kirken i Efesus, understregede apostlen, at kvinder ikke skulle undervise eller tilrane sig autoritet over mænd, fordi "Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet" (v.13-14). Paulus henviser til skabelsesberetningen, idet han dels beskriver menneskets tilstand før faldet, dels umiddelbart efter (1.Mos.2,18-25; 3,1-7). Det er blevet hævdet, at eftersom vers 13, som henviser til Adams kronologiske forrang frem for Eva i skabelsen, både handler om skabelsen og tiden før syndefaldet, så afspejler de konklusioner, som apostlen drager, ikke blot kulturelle omstændigheder eller menneskets synd, men er gældende alle steder og til enhver tid og forbyder derfor indsættelse af kvinder i bestemte opgaver uanset omstændighederne. Paulus' logik henviser til en grundlæggende skabelsesorden og ikke kun en kulturel kontekst eller bestemte kirkers praksis. For dem, der anerkender Skriftens autoritet, og som anser Adam og Eva for at være historiske personer, vil sådanne overvejelser udgøre vægtige, ja uoverstigelige indvendinger mod indsættelsen af kvinder som ledende præster og ældste. Selv hvis Adam og Eva ikke blev betragtet som historiske personer, men snarere arketypiske repræsentanter for de første mennesker, kunne man stadig argumentere for, at de konklusioner, Paulus drager fra disse beretninger, er af transkulturel gyldighed, netop fordi de trækkes fra de tekster, der tilskrives tiden før syndefaldet.
Det foregående argument tager dog ikke i betragtning, at Paulus drager konklusioner fra skabelsesberetningen på en måde, som knytter sig til hans pastorale og teologiske omsorg for konkrete kirker og forsamlinger. Det er værd at notere sig, at i andre kirkelige sammenhænge drager han andre konklusioner fra de samme tekster fra skabelsesberetningen. Når han skriver til kirken i Rom, så er det f.eks. Adam og ikke Eva, der udpeges som den repræsentant, der bragte skyld og død til menneskeheden (Rom.5,12-21). Eva bliver ikke engang nævnt. Adam bliver udpeget som det repræsentative ophav til menneskeheden, ligesom Kristus bliver udpeget som den anden Adam, som skulle komme (v.14). Opmærksomheden på Adam stemmer overens med Paulus’ formål; at fremholde evangeliet som et evangelium for alle mennesker, både jøder og grækere. Som han tidligere havde sagt i Rom.3,9: "både jøder og grækere" var under synd; og lovens retfærdige krav gjorde hele verden "strafskyldig overfor Gud" (Rom.3,19). Derfor er der et universelt behov for evangeliet. Senere tackler han i Romerbrevet spørgsmål om at spise kød og helligholde særlige dage (Rom.14,5-23), som var et internt problem i en forsamling af troende af både jødisk og hedensk baggrund, men i de indledende kapitler (1-3) interesserer han sig særligt for den "globale" og universelle betydning af evangeliet, og som følge heraf læser han 1.Mos.3 ud fra Adams ulydighed, som førte til alle menneskers fordømmelse (Rom.5,18).
Når han skriver til kirken i Korinth, anvender Paulus skabelsesberetningen på en anden måde, som har at gøre med problemerne i denne lokale forsamling. Når han udstikker retningslinjer om kvinders opførsel i forbindelse med offentlige gudstjenester (1.Kor.11,2-16), så tolker Paulus dette - idet han peger på grundlaget i skabelsen (v.8 kvinden kom "fra manden") - i retning af gensidig afhængighed mellem mænd og kvinder (v.11-12). Tydeligvis forventer han, at kvinderne i Korinth ville fortsætte med at bede og profetere i forsamlingen (1.Kor.11,5), men de bør gøre det på en ordentlig og respektfuld måde, som ærer skabelsens prioriteringer - hvordan det sidste end skal forstås.[8]
I hans andet brev til korinterne kommer apostlen ind på risikoen for at blive bedraget af falske lærere. I 2.Kor.11,3 skriver han at "jeg er bange for, at lige som slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus" gennem de "overapostle", som forkynder "en anden Jesus" (v.4-5). Det, man bør bemærke, er at Paulus her drager en parallel mellem forførelsen af Eva og risikoen for, at hele forsamlingen i Korinth (eller dens [mandlige] ledere) skal blive vildledt af falske lærere. I denne tekst bruges Eva som et billede på hele forsamlingen og ikke kun kvinderne, som om de i kraft af deres køn var mere udsat for at blive forført. Dette må holdes op mod henvisningen til forførelsen af Eva i 1.Tim.2,12 hvor Paulus skriver til en kirke i Efesus, hvor han er bekymret for, at nogle af de yngre enker allerede har "vendt sig bort og slået følge med Satan" (1.Tim.5,15), og hvor han er bevidst om "svage kvinder" i Efesus, som er bebyrdede med synder og ikke har lært sandheden at kende, og hvis hjem bliver infiltreret af falske lærere (2.Tim.3,6-7).
Denne sammenligning af 2.Kor.11,3 og 1.Tim.2,12 viser, at Paulus ikke har én bestemt udlægning til alle, når han læser og anvender skabelsesberetningen fra 1.Mosebog. "Eva" kan ses som et billede på kvinderne i Efesus eller som et billede på hele kirken i Korinth - fordi de lokale omstændigheder er forskellige, selvom falsk lære udgør en fare i begge sammenhænge. Skabelsesberetningen anvendes på en måde, som er specifik for den enkelte kirke og sensitiv overfor dens kontekst.
Et andet eksempel på Paulus' kontekstsensitive anvendelse af skabelsesberetningen kan ses i de forskellige måder, som uenighed om mad og spisevaner bliver håndteret på, når han skriver til kirken i hhv. Efesus og Rom. I 1.Tim.4,1-5, som er skrevet til Efesus, er Paulus' svar til de falske lærere, som forbyder ægteskab og underviser om afholdenhed fra bestemte madvarer, at "alt, hvad Gud har skabt, er godt, og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak" (v.4). Det princip, som påkaldes, afspejler undervisningen i 1.Mos.1,31: "Gud så alt det, han havde skabt, og det var såre godt". Ægteskabet som institution og alle slags mad - "kosher" eller "ikke-kosher", kød eller grøntsager, ofret til afguder eller ikke - er i sig selv "rene", idet de afspejler Guds godhed i selve skabelsen. Paulus understreger stærkt dette princip overfor de falske lærere.
Når han skriver til kirken i Rom i forbindelse med tilsvarende spørgsmål om tilladte madvarer og helligholdelse af bestemte dage (Rom.14), indtager Paulus en lidt anden pastoral tilgang på grund af forskellige omstændigheder. Som overfor forsamlingen i Efesus, holder han sig til princippet fra skabelsen om, at al mad er godt (14,4: "intet er urent i sig selv" jvnf. 1.Mos.1,31), men i kirken i Rom er der andre aspekter at tage hensyn til; nemlig praksis og skrupler hos jødiske og hedenske troende, hvis forskelligartede religiøse og kulturelle baggrunde skaber problemer for samvittigheden og forstyrrer enheden i kirken. Mens de troende af hedensk baggrund i Rom i princippet kunne insistere på deres "ret" udfra skabelsesberetningen til at spise kød, så opfordrer Paulus dem til at lade være i kristen kærlighed og af hensyn til deres jødiske brødre. Under de konkrete omstændigheder opfordrer Paulus til, at en forløsende omsorg for kirkens enhed og kristnes samvittighed i sekundære spørgsmål får forrang frem for den enkeltes "ret" til at spise kød. Selvom Paulus ikke benægter gyldigheden af påstanden om, at kødet er "godt" - som sagt havde han allerede i Rom.14,4 slået fast, at "intet er urent i sig selv" - så blev dette princip ikke taget i anvendelse uden hensyntagen til de særlige omstændigheder i den pågældende kirke. I Efesus kan Paulus tillade sig at insistere på de rettigheder, vi har i skabelsen til at spise al slags mad, fordi afvisningen af denne ret kom fra falske lærere, som er i fare for at forlade troen og lytte til forførende ånder (1.Tim.4,1). Her er spørgsmålet om maden forbundet med selve fastholdelsen af troen. I Rom er der derimod ingen tegn på, at nogen af parterne - jøder eller hedninger - er i fare for at forlade troen, blive forledt af onde ånder eller bevæge sig i retning af en kættersk lære.
Desuden antyder den forudgående diskussion om madvarer i de to kirker, som Paulus adresserer, at ligesom en ret til at spise i kraft af Guds skabelse (1.Tim.4) ikke fører til en ubetinget ret til at spise i en anden situation (Rom.14), så kunne det også være tilfældet, at det forbud mod at kvinder udover autoritet i kirken, som udledes af skabelsesberetningen (1.Tim.2,12-13), ikke medfører et forbud under forskelligartede omstændigheder. I begge tilfælde kan det hævdes, at Paulus anvender teksterne fra skabelsesberetningen på en kontekstsensitiv måde, som sigter på at bevare hans kerneværdier: den sunde lære og bevarelsen af apostlenes tro, kirkens enhed samt harmoni og orden i den kristne familie.
Efter denne udlægning af 1.Tim.2,11-15 forbød Paulus faktisk kvinder i Efesus at udøve autoritet i kirken og ville ikke støtte deres "indsættelse"; fordi falske lærere udgjorde en stor trussel i Efesus, og kvinder var blevet ført vild af dem og havde fulgt Satan. Paulus ser en parallel mellem Eva, der blev bedraget i 1.Mos.3, og kvinderne i Efesus, ligesom han ser en parallel mellem Eva og forsamlingen i Korinth. Under andre omstændigheder, hvor kvinder er sunde i troen og lever i overensstemmelse med apostolske værdier af kirkelig enhed, samt harmoni og ordnede forhold i familierne, burde vejen være åben for, at de kan udøve kirkelig autoritet. Den generelle, "transkulturelle" konklusion, som man bør drage fra skabelsesberetningen i lyset af dens differentierede brug i 1.Tim.2 og 2.Kor.11, ville derfor være, at hvor som helst og når som helst enten mænd eller kvinder bliver ført vild af falske lærere, så må de ikke indsættes som kirkeledere; en sund tro er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) betingelse for at tjene som ældste eller diakon (1.Tim.3,1-13).
Spørgsmålet om homoseksuel praksis
På dette punkt forekommer det rimeligt at overveje en mulig indvending mod de foregående argumenter. De, som fastholder en "traditionel" forståelse af 1.Tim.2,11-15 påpeger, at den samme logik, som ville argumentere for, at forbud mod kvinders tjeneste udfra skaberordenen ikke gælder i enhver situation, også ville kunne udstrækkes til at hævde, at Bibelens forbud mod homoseksualitet heller ikke nødvendigvis var gældende i alle tilfælde. Kort sagt, hvis man argumenterer for kvinders indsættelse i tjeneste, fører det så uundgåeligt til retfærdiggørelse af homoseksualitet? Spørgsmålet er alvorligt og fortjener et grundigt svar, for tendenser i nogle amerikanske kirker giver plads til sådanne bekymringer.
Svaret på den pågældende bekymring er imidlertid at bemærke, at i frelseshistorien og i bredden af de bibelske tekster, er der en enslydende afvisning af homoseksualitet, mens der er variation i de offentlige lederroller, som kvinder i GT og NT havde.[9] I forbindelse med homoseksuel praksis er der en konsistent position, som afspejles gennem Skriften i begge testamenter; den bibelske bedømmelse af homoseksualitet er entydigt negativ.[10] Der er ingen historisk eller kulturel sammenhæng, som nævnes i Skriften, hvor homoseksualitet gengives i et positivt lys. Forskellen på mænd og kvinder i skabelsen (1.Mos.1,27), som er fundamentet for forbud mod homoseksualitet, har samme konsekvenser i alle kulturelle sammenhænge.
I forbindelse med kvinders rolle i lederskab, er der en betydelig variation i Skriften. I 1.Tim.2 bliver kvinders rolle begrænset, som det her argumenteres for, i lyset af lokale problemer med, at kvinder blev ledt vild af falske lærere, og måske underviste mænd på en dominerende måde.[11] Andre steder kan man læse om de fremtrædende lederroller, som blev udfyldt af profeten Debora i Dom.4; profeten Hulda i 2.Kong.22; Moses' søster Miriam i 2.Mos.15,20-21; Priskilla i Apg.18,26; Filips fire døtre, som havde profetisk gave i Apg.21,9; samt Føbe i Rom.16,1 og blive mindet om de mange måder, hvorpå kvinder er blevet brugt af Gud på forskellige tidspunkter i bibelhistorien. Der er ikke antydning i Skriften af, at disse kvinders handlinger blev betragtet som noget negativt. Variationerne - det faktum, at kvinders tjeneste nogle gange blev forbudt (1.Tim.2) og nogle gange tilladt (Debora, Dom.4) - viser, at omstændighederne spiller ind, og at "transkulturelle" normer ifølge "skaberordenen" ikke blot blev anvendt uden hensyn til lokale problemstillinger.
Deboras lederskab
Deboras lederskab er et særlig relevant tilfælde i drøftelsen af Paulus' brug af Skabelsesberetningen i relation til lederroller for kvinder i kirken. Den bibelske tekst siger, at Debora var dommer i Israel på den tid (Dom.4,4). Hun dømte under Deborapalmen i bjerglandet omkring Efraim, og "israelitterne kom op til hende med deres retssager" (Dom.4,5); forfatteren af Dommerbogen mener helt klart, at hun udøver retslig autoritet.[12] Det udsagnsord, som bruges om Deboras aktivitet (shaphat) er det samme, som bruges til at beskrive Moses' (2.Mos.18,13) og Samuels (1.Sam.17,6) dommerfunktioner. De dommere, som skulle udpeges af de forskellige stammer og byer ifølge Moseloven (5.Mos.16,18-20) skulle håndhæve retfærdigheden upartisk og skulle respekteres som tjenere for "Gud Herren" (5.Mos.17,12), idet de repræsenterede hans autoritet. Som Robin Davis har påpeget i en nylig undersøgelse, er parallellerne mellem Moses og Debora mange og slående: både Moses og Debora virkede som dommere (2.Mos.18,13; Dom.4,4); begge sad i dommersædet, og folk kom til dem (2.Mos.18,13; Dom.4,5); begge forkyndte Herrens ord (2.Mos.7,16; Dom.4,6); begge var profeter (5.Mos.18,15; Dom.4,4); begge udtalte velsignelser (2.Mos.39,43 og Dom.5,24); begge udtalte forbandelser i Herrens navn (5.Mos.27,15; Dom.5,23); begge havde militære generaler under sig (Josua, Barak); begge gav instrukser til folket om, hvordan Gud ville besejre fjenderne (2.Mos.14,14 Dom.4,6); i begge tilfælde fik Herren fjenden i sine stridsvogne til at gå i panik og flygte (2.Mos.14,24; Dom.4,15); Guds sejr bliver først fortalt i prosa (2.Mos.14 og Dom.4) derefter i poesi (2.Mos.15 og Dom.5); Moses (og Miriam, 2.Mos.15,1) og Debora (og Barak, Dom.5,1) ledte folket ind i tilbedelse af Gud efter deres udfrielse.[13] Debora fremstår i Dommerbogen som en slags "anden Moses", hvis autoritet udspringer af Sinais Gud.
Deboras eksempel udgør et særligt dilemma for den "traditionelle" forståelse af 1.Tim.2,12. Hvis det er sandt, at Paulus' brug af skabelsesberetningen tilsigter at forbyde alle kvinder under alle omstændigheder at udøve autoritet over mænd i pagtsfællesskabet, så forbyder apostlen det, Gud i dette tilfælde har tilladt - og det ville i sig selv udgøre en selvmodsigelse i Skriften.
De forskellige måder, man søger at omgå dette på, er ikke overbevisende. Tilranede Debora sig autoritet i stedet for at udøve den retmæssigt? Der er ingen antydning i Dommerbogen, Gamle Testamente i sin helhed eller Ny Testamente af, at Gud misbilligede Deboras handlinger; tværtimod skal Debora ses i lyset af programerklæringen i Dom.2,16, at Gud i sin nåde "oprejste dommere" for at frelse dem; hendes lederskab er et fremtrædende eksempel på en sådan person, udrustet af Gud.
"Regerede" eller "dømte" Debora slet ikke Israel på den tid, men havde hun blot private samtaler med folk, som kom til hende, som en teolog har foreslået?[14] Denne påstand er ikke overbevisende af tre grunde: (1) den overser brugen af udsagnsordet shaphat, som også bruges til at beskrive Moses' og Samuels handlinger (2.Mos.18 og 1.Sam.17,6), som begge var involveret i offentlige og autoritative domsafsigelser; (2) den overser den direkte henvisning til det sted, hvor Debora dømte,[15] Deborapalmen, et offentligt sted, og ikke et privat, som f.eks. hendes hjem; og (3) den overser den klare udtalelse i teksten, at Debora dømte Israel, en henvisning til nationen som et hele, ikke blot forskellige enkeltpersoner. Deboras lederskab var, som for de andre dommere, bredt anerkendt og overskred stammegrænserne.
Var Debora kun Guds "næstbedste", fordi mændene i Israel ikke ville lede?[16] Dette synspunkt overser de udtrykkelige tekster som f.eks. Dom.5,2 ("Israels høvdinge gjorde sig klar til kamp ... Pris Herren!") og Dom.5,9 ("Mit hjerte slår for Israels herskere, for de villige i folket"), hvor lederne i Israel roses, og ikke irettesættes, for at have svaret på Guds kald gennem Debora.
Det er heller ikke muligt at afvise beretningen om Debora ved at sige, at hun kun udøvede "civil" autoritet og ikke "åndelig" autoritet. Forestillingen om en adskillelse af civil og religiøs autoritet giver ikke mening i Israels teokratiske styre dengang. En sådan forståelse læser moderne begreber som "adskillelse af kirke og stat" ind i teksten, som er fremmede for den. Debora udsteder befalinger til Barak i Herrens navn (Dom.4,6 "Dette befaler Herren, Israels Gud..."); Israels konger skulle regere på basis af Moseloven (jvnf. 5.Mos.17,18 "skal han tage en afskrift af denne lov til egen brug"), ikke på basis af en sekulær eller blot "civil" lov.[17]
Konsekvenserne af de foregående betragtninger er, at Debora bør ses som et positivt og ikke et negativt eksempel på en kvinde, der udøver autoritet i pagtsfællesskabet. Debora var måske usædvanlig og en undtagelse i bibelhistorien, men hun er ikke desto mindre et positivt eksempel. Eftersom Gud selv oprejste Debora som dommer, og det, Gud gør, ikke i sig selv kan være forkert, så kan det ikke i sig selv være forkert for en kvinde at have autoritet over en mand i kirkelige sammenhænge.
Deboras eksempel, positivt betragtet, er derfor konsistent med en anerkendelse af den relative natur af de forbud, som findes i 1.Tim.2,12: Gud forbyder ikke alle kvinder at udøve autoritet over mænd til enhver tid i kirken. Den forståelse, som her præsenteres, ophæver den tilsyneladende "modsigelse indenfor kanon" og giver plads i fortolkningen til at anerkende andre "Debora'er", som Gud fra tid til anden kalder til at lede.[18]
Konklusion
Afslutningsvist vil jeg foreslå følgende oversættelse af 1.Tim.2,12: "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise på en måde, som dominerer over mænd". Denne forståelse af verset stemmer med de følgende overvejelser: (1) den usædvanlige - faktisk enkeltstående - brug af authentein i Ny Testamente, som lægger op til usædvanlige omstændigheder frem for Paulus' oftere anvendte proistemi om kirkeligt lederskab; (2) de negative konnotationer i forbindelse med authentein, som findes i fire ud af fem tilfælde forud for eller samtidig med Paulus; (3) oversætteres brug af "dominere" eller "tilrane sig autoritet" fra ældre oversættelser af Ny Testamente, såsom Old Latin, Vulgate, Geneca, Bishops og King James; (4) den grammatikalske og syntaktiske observation, at i Ny Testamente kan parvise navneord eller erstatningsord (dvs. navnemåder), som forbindes med et "hverken... eller" ("de...oude") betyde en fortsættelse af sammenhængende tanker eller udpege et relateret formål eller mål;[19] (5) den kirkespecifikke måde, hvorpå Paulus citerer og anvender skabelsesberetningen, som det ses ved sammenligning af 1.Tim.2 og 2.Kor.11,3 om forførelse ved falske lærere, og 1.Tim.4,4 og Rom.14 om tilladte madvarer; og (6) Deboras positive eksempel (Dom.4-5) i bibelhistorien som en kvinde, der er rejst op af Gud for at udøve lederskab og autoritet - ikke blot over en lokal forsamling, men over pagtsnationen.
Det er også blevet hævdet, at den foreslåede læsning af 1.Tim.2,12 stemmer med og støtter det, som kan kaldes Paulus' "grundlæggende omsorg for tro og orden" i pastoralbrevene og i hans tjeneste i almindelighed: (1) bevarelsen af den sunde lære og den apostolske tro, (2) enheden og ordenen i kirkerne, samt (3) solidariteten og harmonien i de kristne familier. Det er åbenbart, at apostlen i pastoralbrevene har omsorg for problemer, der rejser sig på alle tre fronter. Problemet med de falske lærere bliver ofte nævnt (1.Tim.,1,4-7; 4,1-3.7; 5,15; 6,3-5; 2.Tim.2,16-18.25-26; 3,8-9; 4,3-4; Tit.1,10-11; 3,9-11). Snakkehoveder og folk, der ikke ville indordne sig, bragte forstyrrelse til kirken (Tit.1,10). Hvad angår familierne, var der problemer med kvinder, der lod sig forlede af falske lærere (2.Tim.3,6); nogle af de yngre enker havde allerede fulgt Satan (1.Tim.5,15); og nogle falske lærere ødelagde endda hele familier (Tit.1,11).
I lyset af disse problemer i fællesskabet i Efesus understreger Paulus vigtigheden af den sunde lære (1.Tim.1,3-10; 4,6.16; 2.Tim.1,14; 4,3; Tit.1,9; 2,1), orden i kirken (1.Tim.3,15; jvnf. 1.Kor.14,40 "sømmeligt og ordentligt"), samt orden i familierne (1.Tim.3,4-5.12; 5,14; Tit.1,6). Da Paulus gen-nemtænker afslutningen på sin livsgerning og overgangen til anden generation af kristne ledere, tænker han naturligt på at "få orden i geledderne" mht. tro og orden, så kirkerne kan gå gennem de uvejr, som skal komme i de sidste tider (2.Tim.3,1; jvnf. 4,3-4).
I lyset af disse lokale problemer, hvor nogle kvinder bliver ledt vild af falske lærere, og hvor nogle kvinder måske underviser på en dominerende, gnidningsfyldt eller fremmedgørende måde, som skaber konflikter og splittelse i forsamlingen og i ægteskaber, så tillader apostlen ikke sådanne kvinder at have lederskabspositioner i kirken. På den anden side, under andre omstændigheder, hvor kvinder med gaver og talenter er sunde i troen og underviser på en måde, som ikke splitter forsamlingen eller ægteskaberne i kirken - hvor altså apostlens grundlæggende hensyn til tro og orden bliver mødt - så ville vejen være åben for at anerkende sådanne kvinders kaldelse og indsætte dem i lederskab i kirken.
Man kan argumentere for, at Debora i dommertiden kunne ses som et eksempel på en sådan udrustet og kaldet kvinde, hvis tjeneste var i harmoni med det fundamentale hensyn til tro og orden: oprejst ved Guds Ånd, håndhævende Moseloven på en retfærdig måde, upartisk og med sund bedømmelse; anerkendt og accepteret i samfundet; og uden nogen antydning i teksten af, at hendes tjeneste forårsagede hjemlige problemer i forhold til hendes mand, Lappidot. Kirkerne i dag burde tage imod det gode råd at genoverveje den "traditionelle" forståelse af 1.Tim.2,12 som bandlyser kvinder fra visse lederpositioner i kirken. Den traditionelle forståelse af teksten kan, omend uforsætligt, udslukke Ånden (1.Tess.5,19), og hæmme kaldede kvinders tjeneste og berøve kirkerne kompetent lederskab på et tidspunkt i frelseshistorien (Apg.2,17), hvor Guds folk burde forvente flere, ikke færre, "Debora'er".
Copyright 2013, Christians for Biblical Equality (www.cbeinternational.org).
Christians for Biblical Equality grants permission to reproduce this article in its entirety for distribution for ministry or educational use (church newsletters, classroom or workshop handouts, conferences, etc.) without profit. This article may not be sold or further duplicated without our express per-mission. If you feel that your needs go beyond what we have granted in this agreement, please notify us in writing (cbe@cbeinternational.org) and we will forward the request to the author’s last known address for inquiry of extended permissions.
[1] John Jefferson Davis, PhD. og ordineret som presbyteriansk forkynder, er professor i Systematisk Teologi og Kristen Etik på Gordon-Cornwell Theologicl Seminary i South Hamilton, Mass., hvor han har været anset siden 1975. Han er forfatter til "Theology Primer" (Baker), "Foundations of Evangelical Theology" (Baker), "Evangelical Ethics: Issues Facing the Church Today" (Presbyterian and Reformed), "Frontiers of Science and Faith" (InterVarsity Press) og en række artikler i akademiske journaler. Han modtog Templeton Foundations pris for sin undervisning om videnskab og religion.
[2] Af hensyn til artiklen, tages Paulus' forfatterskab til pastoralbrevene for givet.
[3] Et ord, som kun forekommer én gang.
[4] George Knigt III, "Authenteo in Reference to Women in 1 Timothy 2:12", New Testament Studies 30 (1984), s.145.
[5] Leland Wilshire, "The TLG Computer and Further Reference to Authenteo in 1 Tim. 2:12", New Testament Studies 32 (1988) s. 120-134. Den teologiske litteratur om denne passage er grundigt undersøgt i en artikel af Craig L. Blomberg, "Neither Hierarchialist nor Egalitarian", i "Paul and His Theology", (red. af Stanley E. Porter, Leiden, Brill, 2006), s. 312-324. Se også den leksikalske analyse af Scott Baldwin, "A Difficult Word: Authenteo in 1 Tim. 2:12" i "Women in the Church: A Fresh Analysis" (red. af Kostenberger, Schreiner og Baldwin, Grand Rapids, Michigan, Baker, 1995), s. 79-80. Favoriseringen af den neutrale betydning, såsom "at have autoritet", af de græske kirkefædre i det fjerde århundrede og fremefter kunne ses som en afspejling af kirkens nye kulturelle kontekst efter legaliseringen af kristendommen i år 313, som tillod kristne gudstjenester at flytte fra private møder i hjemmene til mere offentlige steder, hvor ledende roller til kvinder ikke var velset i den græske kultur. Byzantinske normer lagde op til tilsløring, begrænset bevægelsesfrihed og snævre sociale roller for kvinder; mænd og kvinder levede i almindelighed adskilte liv. Se Vern L. Bullough, "The Subordinate Sex: A History of Attitudes Toward Women" (Urbana, Ill., University of Illinois Press, 1973), s. 123 og 126, samt "Not in God's Image", red. af Julia O'Faolin og Lauro Martines (New York, Harper Torchbooks, 1973, s. 74.
[6] Linda Belleville, "Teaching and Usurping Authority: 1 Timothy 2:11-15" i "Discovering Biblical Equality", red. af Ronald Pierce og Rebecca Groothuis, (Downers Grove Ill., InterVarsity, 2004), s. 205-223, særligt s.214-217.
[7] Belleville, Teaching and Usurping Authority", s. 209-210.
[8] For en omfattende gennemgang af den sidste akademiske litteratur, som diskuterer denne vanskelige passage (1.Kor.11,2-16) se Blomberg, "Neither Hierarchicalist nor Egalitarian", s.295-302
[9] Se de indsigtsfulde diskussioner i William J. Webb, "Slaves, Women and Homosexuals: Exploring the Hermeneutics of Cultural Analysis" (Downers Grove, Ill.: InterVarsity, 2001), særligt s. 135-184 om samspillet mellem skabelse, nyskabelse og kulturelle elementer, som de indgår i de bibelske udsagn om kvinder og homoseksuel praksis. Webbs nuancerede tilgang er konsistent med argumentet i denne artikel, men han synes ikke at udvikle min "kontekstafhængige brug af skabelsesberetningen" på en fokuseret måde.
[10] For en uddybende undersøgelse af de bibelske tekster om homoseksualitet og problemstillinger i forbindelse med fortolkningen, se Robert A. J. Gagnon, "The Bible and Homosexual Practice" (Nashville, Tenn. Abingdon, 2001).
[11] Traditionelle oversættere af 1.Tim.2,13 ("Adam blev skabt først, derefter Eva") ser i dette en henvisning til skaberordenen og princippet om, at den førstefødte fortjener større ære. Men det bør bemærkes, at Paulus også kan anvende princippet på en kontekstspecifik måde. I Rom.3,1-2 of 9,4-5 minder han de hedningekristne læsere om Israels åndelige privilegier (loven, pagterne, tempeltjenesten osv.); Israel er Guds "førstefødte" i frelseshistorien. Hedningerne burde derfor ikke hovmode sig over disse grene, for det er "ikke dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig" (Rom.11,18), og alligevel er Romerbrevets hovedærinde at argumentere for jøders og hedningers åndelige ligestilling overfor Gud gennem troen på Jesus Kristus (Rom.3,28-30; jvnf. Gal.3,28). Henvisningen i 1.Tim.2,13 til, at "Adam blev skabt først", kan plausibelt forstås som et kontekstspecifik korrektiv i en situation, hvor kvinder ikke opførte sig respektfuldt overfor mænd i forsamlingen i Efesus, og hvor de bliver irettesat for deres dominerende opførsel.
[12] Robert Boling bemærker til denne tekst: "At dømme. Forstået som at fungere med henvisning til et anerkendt embede... Deborahs palme. Det faktum, at hun fik et træ opkaldt efter sig, antyder nogle rammer, hvor hun var ansvarlig for Yahwisternes mundtlige forespørgsler... dommen, hebræisk ham-mishpat; her står det for hendes afgørelse som svar på en bestemt forespørgsel". "Judges: Introduction, Translation and Commentary", Anchor Bible (Garden City, NY, Doubleday, 1975), s.95
[13] Robin E. Davis, "Historical and Literary Parallels Between the Moses and Deborah Narratives", unpublished paper, Gordon-Conwell Theological Seminary, Januar 2006, s. 1-7. Davis nævner andre paralleller udover de her nævnte.
[14] Wayne Grudem, "Evangelical Feminism and Biblical Truth" (Colorado Springs, Multnomah Press, 2004) s. 133.
[15] Barnabas Lindars kommenterer hertil, "Debora havde et sæde under dette træ i den betydning, at hun udøvede sin funktion som dommer her". ”Judges 1-5: A New Translation and Commentary” (Edinburgh, T&T Clark, 1995), s. 183; J. Alerto Soggins, "Judges: A Commentary" (Philadelphia, Westminster Pess, 1981), s. 64, skriver "”plejede at sidde”: hvor hun udøvede sit hverv som dommer ... i den retlige betydning af ordet".
[16] Lindars, "Judges 1-5", s. 134
[17] Hvad angår Debora så anerkender Thomas Schreiner i "The Valuable Ministries of Women in the Context of Male Leadership" (fra "Recovering Biblical Manhood and Womanhood", red. af John Piper og Wayne Grudem, Wheaton Crossway, 2006, s.211) hendes fremtrædende rolle som leder, men påpeger så korrekt forskellen på profeter (som i Korinth) og ældste i Ny Testamente: Profeterne havde ikke samme autoritet i kraft af et permanent embede som de ældste, hvad angår undervisning. Denne forskel, selv hvis den er korrekt, overser hovedpointen angående Debora: Hun havde både "karismatisk" autoritet som profet og et anerkendt embede som dommer. De to sider var forenet i hendes tilfælde og viser, at Gud kan bifalde udøvelsen af begge typer autoritet af en kvinde, der er kaldet og udrustet.
[18] Apostlenes Gerninger 2,17 "i de sidste dage... dine sønner og døtre skal profetere", antyder at i den nytestamentelige tidsalder, hvor Ånden er udgydt, burde kirken forvente flere Debora'er, ikke færre! Det, som kan have været usædvanligt under den gamle pagt, kan blive sædvanligt i den nye og opfylde Moses' ønske om, at på et tidspunkt ville "hele Herrens folk" være profeter (4.Mos.11,29)
[19] Belleville giver i "Teaching and Usurping Authority", s. 218, som eksempel Matt.6,20, "hvor tyve ikke bryder ind og stjæler" (dvs. bryder ind med tanke på at stjæle); Apg.17,24: Gud "...bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder..." (dvs. bor i menneskers templer med tanke på at blive betjent af mennesker). Den oversættelse, som her foreslås, svarer til Bellevilles tanker: "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise med tanke på at dominere en mand" eller: "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise en mand på en dominerende måde", s. 219.
1.Tim.2,11-15 og særligt vers 12 har længe været omdrejningspunktet for nutidige diskussioner om ordinationen af kvinder. Traditionelle forbehold overfor indsættelse af kvinder som præster og ældste har almindeligvis gjort to antagelser om fortolkningen af denne tekst: (1) At betydningen af authentein i vers 12 er velkendt og ganske enkelt bør oversættes som "bestemme", og (2) at henvisningen til skabelsesberetningen gennem omtalen af Adam og Eva i vers 13-14 indebærer en form for universelt, "tværkulturelt" princip, som forbyder kvinder at udøve autoritet over mænd i kirken i alle (eller nogle) tilfælde.
Formålet med denne artikel er at begrunde, at begge disse antagelser er forkerte, og at 1.Tim.2,11-15, hvis den forstås rigtigt mht. placering og kontekst, ikke underviser om noget universelt forbud mod at indsætte kvinder som præster eller ældste. Denne artikels primære fokus vil være den anden antagelse, som angår henvisningen til Adam og Eva fra skabelsesberetningen.[2] Det vil blive hævdet, at Paulus' henvisning til skabelsen - som skyldtes konteksten og var rettet mod en specifik kirke - ikke blot gør det muligt, men mest oplagt at se begrænsningen på kvinders rolle i undervisningen iflg. 1.Tim.2 som et konkret og ikke et universelt forbud. Men før jeg går i gang med den analyse, vil jeg komme med et par betragtninger omkring betydningen af ordet authentein i vers 12.
Authentein: "Bestemme" eller "dominere"?
Det er velkendt, at authentein i vers 12 - et hapex legomenon[3] i Ny Testamente - har været genstand for betydelig opmærksomhed blandt lexikografer og teologer de seneste årtier. De, som foretrækker den "traditionelle" opfattelse af mandligt, kirkeligt lederskab har haft en tendens til at oversætte det i den neutrale betydning "at have autoritet" eller "at udøve autoritet", som f.eks. George Knight i hans hyppigt citerede artikel fra 1984.[4] I 1988 viste Leland Wilshire, efter at have undersøgt 329 forekomster af oordet og dets forbundne authentes, at forud for og i det første århundrede havde authentein ofte negative undertoner som f.eks. "dominere" eller tilmed "myrde" eller "begå en forbrydelse"; og først senere i den oldkirkelige tid blev betydningen "at udøve autoritet" enerådende.[5]
I et studie fra 2004 har Linda Belleville[6] omhyggeligt undersøgt fem forekomster af authentein før og samtidigt med Paulus og har gengivet teksterne som følger: (1) Scholia (5.-1. århundrede f.Kr.) til Aeschylus' tragedie Eumenides: "begå voldshandlinger"; (2) Aristonicus (1. århundrede f. Kr.) "forfatteren" (til et budskab); (3) et brev af Tryphon (1. århundrede f. Kr.), "Jeg fik min vilje med ham", (modsat Knight); (4) Philodemus (1. århundrede f.Kr.) "mægtige herrer"; (5) digteren Dorotheus (1. og 2. århundrede e.Kr.) i en astrologisk tekst "Saturn... dominerer Merkur". Det står klart, at særligt i tilfældene 1, 3, 4 og 5 ovenfor er den neutrale betydning "at have autoritet" ikke inde i billedet.
Belleville bemærker også det betydningsfulde, at en række ældre bibeloversættelser[7] ikke oversætter ordet så enkelt som at "have autoritet" eller "udøve autoritet", men i en vis negativ betydning, f.eks. på gammelt latin (2.-4. århundrede): "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, heller ikke at dominere en mand"; Vulgata (4.-5. århundrede): "...heller ikke at dominere over en mand"; Geneva Bibelen (1560 udgaven); Bishops Bible (1589), "heller ikke at tilrane sig autoritet over en mand"; og King James Bible (1611), "ej heller tilrane sig autoritet over en mand". I ingen af disse tilfælde kan man mistænke oversætterne for at have en nutidig, "feministisk" grund til at oversætte authentein med det negative "dominere" eller "tilrane sig autoritet". Disse eksempler viser, at den "traditionelle" oversættelse af authentein som "at udøve autoritet" hverken er enslydende eller selvindlysende i bibeloversættelsernes historie. Om noget kunne man hævde, at bevisbyrden for betydningen er på det (nu) traditionelle syn.
Det bør også bemærkes, at Paulus, hvis han havde det almindelige kirkelige lederskab i tanke, havde en række andre ord til rådighed, som kunne have tjent det formål, ikke mindst proistemi. Dette ord, som forekommer otte gange i Ny Testamente og bruges seks gange af Paulus i forbindelse med kirkeligt lederskab (1.Tim.3,4.5.12; 1.Tim.5,17; 1.Tess.5,12; Rom.12,8), kan rum-me betydningen "at styre, dirigere, lede eller tage sig af" og signalerer den "normale" eller "forventede" form for lederskab, der burde udøves af dem, som er valgt til ledere. Det faktum, at et meget usædvanligt og tvetydigt ord er valgt i 1.Tim.2,12 ville stemme godt overens med nogle særlige omstændigheder i den sammenhæng, som teksten adresserer. Jeg vil nedenfor argumentere for, at disse omstændigheder, som ses i klare henvisninger i pastoralbrevene selv, involverer kvinder, der bliver bedraget af vranglærere og som sådan ikke er egnet til at undervise og udøve autoritet i Efesus.
Paulus' brug af skabelsesberetningen
Denne artikels primære fokus er en undersøgelse af Paulus' henvisning til skabelsesberetningen, med et blik for at her (1.Tim.2,11-15) og andre steder henviser apostlen til disse tekster med tanke på de lokale omstændigheder og konkrete kirkers problemer. Der vil blive argumenteret for, at tidligere drøftelser af disse passager ikke i tilstrækkelig grad har anerkendt den kontekst-afhængige måde, hvorpå Paulus anvender skabelsesberetningen.
Da han skrev til kirken i Efesus, understregede apostlen, at kvinder ikke skulle undervise eller tilrane sig autoritet over mænd, fordi "Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet" (v.13-14). Paulus henviser til skabelsesberetningen, idet han dels beskriver menneskets tilstand før faldet, dels umiddelbart efter (1.Mos.2,18-25; 3,1-7). Det er blevet hævdet, at eftersom vers 13, som henviser til Adams kronologiske forrang frem for Eva i skabelsen, både handler om skabelsen og tiden før syndefaldet, så afspejler de konklusioner, som apostlen drager, ikke blot kulturelle omstændigheder eller menneskets synd, men er gældende alle steder og til enhver tid og forbyder derfor indsættelse af kvinder i bestemte opgaver uanset omstændighederne. Paulus' logik henviser til en grundlæggende skabelsesorden og ikke kun en kulturel kontekst eller bestemte kirkers praksis. For dem, der anerkender Skriftens autoritet, og som anser Adam og Eva for at være historiske personer, vil sådanne overvejelser udgøre vægtige, ja uoverstigelige indvendinger mod indsættelsen af kvinder som ledende præster og ældste. Selv hvis Adam og Eva ikke blev betragtet som historiske personer, men snarere arketypiske repræsentanter for de første mennesker, kunne man stadig argumentere for, at de konklusioner, Paulus drager fra disse beretninger, er af transkulturel gyldighed, netop fordi de trækkes fra de tekster, der tilskrives tiden før syndefaldet.
Det foregående argument tager dog ikke i betragtning, at Paulus drager konklusioner fra skabelsesberetningen på en måde, som knytter sig til hans pastorale og teologiske omsorg for konkrete kirker og forsamlinger. Det er værd at notere sig, at i andre kirkelige sammenhænge drager han andre konklusioner fra de samme tekster fra skabelsesberetningen. Når han skriver til kirken i Rom, så er det f.eks. Adam og ikke Eva, der udpeges som den repræsentant, der bragte skyld og død til menneskeheden (Rom.5,12-21). Eva bliver ikke engang nævnt. Adam bliver udpeget som det repræsentative ophav til menneskeheden, ligesom Kristus bliver udpeget som den anden Adam, som skulle komme (v.14). Opmærksomheden på Adam stemmer overens med Paulus’ formål; at fremholde evangeliet som et evangelium for alle mennesker, både jøder og grækere. Som han tidligere havde sagt i Rom.3,9: "både jøder og grækere" var under synd; og lovens retfærdige krav gjorde hele verden "strafskyldig overfor Gud" (Rom.3,19). Derfor er der et universelt behov for evangeliet. Senere tackler han i Romerbrevet spørgsmål om at spise kød og helligholde særlige dage (Rom.14,5-23), som var et internt problem i en forsamling af troende af både jødisk og hedensk baggrund, men i de indledende kapitler (1-3) interesserer han sig særligt for den "globale" og universelle betydning af evangeliet, og som følge heraf læser han 1.Mos.3 ud fra Adams ulydighed, som førte til alle menneskers fordømmelse (Rom.5,18).
Når han skriver til kirken i Korinth, anvender Paulus skabelsesberetningen på en anden måde, som har at gøre med problemerne i denne lokale forsamling. Når han udstikker retningslinjer om kvinders opførsel i forbindelse med offentlige gudstjenester (1.Kor.11,2-16), så tolker Paulus dette - idet han peger på grundlaget i skabelsen (v.8 kvinden kom "fra manden") - i retning af gensidig afhængighed mellem mænd og kvinder (v.11-12). Tydeligvis forventer han, at kvinderne i Korinth ville fortsætte med at bede og profetere i forsamlingen (1.Kor.11,5), men de bør gøre det på en ordentlig og respektfuld måde, som ærer skabelsens prioriteringer - hvordan det sidste end skal forstås.[8]
I hans andet brev til korinterne kommer apostlen ind på risikoen for at blive bedraget af falske lærere. I 2.Kor.11,3 skriver han at "jeg er bange for, at lige som slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus" gennem de "overapostle", som forkynder "en anden Jesus" (v.4-5). Det, man bør bemærke, er at Paulus her drager en parallel mellem forførelsen af Eva og risikoen for, at hele forsamlingen i Korinth (eller dens [mandlige] ledere) skal blive vildledt af falske lærere. I denne tekst bruges Eva som et billede på hele forsamlingen og ikke kun kvinderne, som om de i kraft af deres køn var mere udsat for at blive forført. Dette må holdes op mod henvisningen til forførelsen af Eva i 1.Tim.2,12 hvor Paulus skriver til en kirke i Efesus, hvor han er bekymret for, at nogle af de yngre enker allerede har "vendt sig bort og slået følge med Satan" (1.Tim.5,15), og hvor han er bevidst om "svage kvinder" i Efesus, som er bebyrdede med synder og ikke har lært sandheden at kende, og hvis hjem bliver infiltreret af falske lærere (2.Tim.3,6-7).
Denne sammenligning af 2.Kor.11,3 og 1.Tim.2,12 viser, at Paulus ikke har én bestemt udlægning til alle, når han læser og anvender skabelsesberetningen fra 1.Mosebog. "Eva" kan ses som et billede på kvinderne i Efesus eller som et billede på hele kirken i Korinth - fordi de lokale omstændigheder er forskellige, selvom falsk lære udgør en fare i begge sammenhænge. Skabelsesberetningen anvendes på en måde, som er specifik for den enkelte kirke og sensitiv overfor dens kontekst.
Et andet eksempel på Paulus' kontekstsensitive anvendelse af skabelsesberetningen kan ses i de forskellige måder, som uenighed om mad og spisevaner bliver håndteret på, når han skriver til kirken i hhv. Efesus og Rom. I 1.Tim.4,1-5, som er skrevet til Efesus, er Paulus' svar til de falske lærere, som forbyder ægteskab og underviser om afholdenhed fra bestemte madvarer, at "alt, hvad Gud har skabt, er godt, og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak" (v.4). Det princip, som påkaldes, afspejler undervisningen i 1.Mos.1,31: "Gud så alt det, han havde skabt, og det var såre godt". Ægteskabet som institution og alle slags mad - "kosher" eller "ikke-kosher", kød eller grøntsager, ofret til afguder eller ikke - er i sig selv "rene", idet de afspejler Guds godhed i selve skabelsen. Paulus understreger stærkt dette princip overfor de falske lærere.
Når han skriver til kirken i Rom i forbindelse med tilsvarende spørgsmål om tilladte madvarer og helligholdelse af bestemte dage (Rom.14), indtager Paulus en lidt anden pastoral tilgang på grund af forskellige omstændigheder. Som overfor forsamlingen i Efesus, holder han sig til princippet fra skabelsen om, at al mad er godt (14,4: "intet er urent i sig selv" jvnf. 1.Mos.1,31), men i kirken i Rom er der andre aspekter at tage hensyn til; nemlig praksis og skrupler hos jødiske og hedenske troende, hvis forskelligartede religiøse og kulturelle baggrunde skaber problemer for samvittigheden og forstyrrer enheden i kirken. Mens de troende af hedensk baggrund i Rom i princippet kunne insistere på deres "ret" udfra skabelsesberetningen til at spise kød, så opfordrer Paulus dem til at lade være i kristen kærlighed og af hensyn til deres jødiske brødre. Under de konkrete omstændigheder opfordrer Paulus til, at en forløsende omsorg for kirkens enhed og kristnes samvittighed i sekundære spørgsmål får forrang frem for den enkeltes "ret" til at spise kød. Selvom Paulus ikke benægter gyldigheden af påstanden om, at kødet er "godt" - som sagt havde han allerede i Rom.14,4 slået fast, at "intet er urent i sig selv" - så blev dette princip ikke taget i anvendelse uden hensyntagen til de særlige omstændigheder i den pågældende kirke. I Efesus kan Paulus tillade sig at insistere på de rettigheder, vi har i skabelsen til at spise al slags mad, fordi afvisningen af denne ret kom fra falske lærere, som er i fare for at forlade troen og lytte til forførende ånder (1.Tim.4,1). Her er spørgsmålet om maden forbundet med selve fastholdelsen af troen. I Rom er der derimod ingen tegn på, at nogen af parterne - jøder eller hedninger - er i fare for at forlade troen, blive forledt af onde ånder eller bevæge sig i retning af en kættersk lære.
Desuden antyder den forudgående diskussion om madvarer i de to kirker, som Paulus adresserer, at ligesom en ret til at spise i kraft af Guds skabelse (1.Tim.4) ikke fører til en ubetinget ret til at spise i en anden situation (Rom.14), så kunne det også være tilfældet, at det forbud mod at kvinder udover autoritet i kirken, som udledes af skabelsesberetningen (1.Tim.2,12-13), ikke medfører et forbud under forskelligartede omstændigheder. I begge tilfælde kan det hævdes, at Paulus anvender teksterne fra skabelsesberetningen på en kontekstsensitiv måde, som sigter på at bevare hans kerneværdier: den sunde lære og bevarelsen af apostlenes tro, kirkens enhed samt harmoni og orden i den kristne familie.
Efter denne udlægning af 1.Tim.2,11-15 forbød Paulus faktisk kvinder i Efesus at udøve autoritet i kirken og ville ikke støtte deres "indsættelse"; fordi falske lærere udgjorde en stor trussel i Efesus, og kvinder var blevet ført vild af dem og havde fulgt Satan. Paulus ser en parallel mellem Eva, der blev bedraget i 1.Mos.3, og kvinderne i Efesus, ligesom han ser en parallel mellem Eva og forsamlingen i Korinth. Under andre omstændigheder, hvor kvinder er sunde i troen og lever i overensstemmelse med apostolske værdier af kirkelig enhed, samt harmoni og ordnede forhold i familierne, burde vejen være åben for, at de kan udøve kirkelig autoritet. Den generelle, "transkulturelle" konklusion, som man bør drage fra skabelsesberetningen i lyset af dens differentierede brug i 1.Tim.2 og 2.Kor.11, ville derfor være, at hvor som helst og når som helst enten mænd eller kvinder bliver ført vild af falske lærere, så må de ikke indsættes som kirkeledere; en sund tro er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) betingelse for at tjene som ældste eller diakon (1.Tim.3,1-13).
Spørgsmålet om homoseksuel praksis
På dette punkt forekommer det rimeligt at overveje en mulig indvending mod de foregående argumenter. De, som fastholder en "traditionel" forståelse af 1.Tim.2,11-15 påpeger, at den samme logik, som ville argumentere for, at forbud mod kvinders tjeneste udfra skaberordenen ikke gælder i enhver situation, også ville kunne udstrækkes til at hævde, at Bibelens forbud mod homoseksualitet heller ikke nødvendigvis var gældende i alle tilfælde. Kort sagt, hvis man argumenterer for kvinders indsættelse i tjeneste, fører det så uundgåeligt til retfærdiggørelse af homoseksualitet? Spørgsmålet er alvorligt og fortjener et grundigt svar, for tendenser i nogle amerikanske kirker giver plads til sådanne bekymringer.
Svaret på den pågældende bekymring er imidlertid at bemærke, at i frelseshistorien og i bredden af de bibelske tekster, er der en enslydende afvisning af homoseksualitet, mens der er variation i de offentlige lederroller, som kvinder i GT og NT havde.[9] I forbindelse med homoseksuel praksis er der en konsistent position, som afspejles gennem Skriften i begge testamenter; den bibelske bedømmelse af homoseksualitet er entydigt negativ.[10] Der er ingen historisk eller kulturel sammenhæng, som nævnes i Skriften, hvor homoseksualitet gengives i et positivt lys. Forskellen på mænd og kvinder i skabelsen (1.Mos.1,27), som er fundamentet for forbud mod homoseksualitet, har samme konsekvenser i alle kulturelle sammenhænge.
I forbindelse med kvinders rolle i lederskab, er der en betydelig variation i Skriften. I 1.Tim.2 bliver kvinders rolle begrænset, som det her argumenteres for, i lyset af lokale problemer med, at kvinder blev ledt vild af falske lærere, og måske underviste mænd på en dominerende måde.[11] Andre steder kan man læse om de fremtrædende lederroller, som blev udfyldt af profeten Debora i Dom.4; profeten Hulda i 2.Kong.22; Moses' søster Miriam i 2.Mos.15,20-21; Priskilla i Apg.18,26; Filips fire døtre, som havde profetisk gave i Apg.21,9; samt Føbe i Rom.16,1 og blive mindet om de mange måder, hvorpå kvinder er blevet brugt af Gud på forskellige tidspunkter i bibelhistorien. Der er ikke antydning i Skriften af, at disse kvinders handlinger blev betragtet som noget negativt. Variationerne - det faktum, at kvinders tjeneste nogle gange blev forbudt (1.Tim.2) og nogle gange tilladt (Debora, Dom.4) - viser, at omstændighederne spiller ind, og at "transkulturelle" normer ifølge "skaberordenen" ikke blot blev anvendt uden hensyn til lokale problemstillinger.
Deboras lederskab
Deboras lederskab er et særlig relevant tilfælde i drøftelsen af Paulus' brug af Skabelsesberetningen i relation til lederroller for kvinder i kirken. Den bibelske tekst siger, at Debora var dommer i Israel på den tid (Dom.4,4). Hun dømte under Deborapalmen i bjerglandet omkring Efraim, og "israelitterne kom op til hende med deres retssager" (Dom.4,5); forfatteren af Dommerbogen mener helt klart, at hun udøver retslig autoritet.[12] Det udsagnsord, som bruges om Deboras aktivitet (shaphat) er det samme, som bruges til at beskrive Moses' (2.Mos.18,13) og Samuels (1.Sam.17,6) dommerfunktioner. De dommere, som skulle udpeges af de forskellige stammer og byer ifølge Moseloven (5.Mos.16,18-20) skulle håndhæve retfærdigheden upartisk og skulle respekteres som tjenere for "Gud Herren" (5.Mos.17,12), idet de repræsenterede hans autoritet. Som Robin Davis har påpeget i en nylig undersøgelse, er parallellerne mellem Moses og Debora mange og slående: både Moses og Debora virkede som dommere (2.Mos.18,13; Dom.4,4); begge sad i dommersædet, og folk kom til dem (2.Mos.18,13; Dom.4,5); begge forkyndte Herrens ord (2.Mos.7,16; Dom.4,6); begge var profeter (5.Mos.18,15; Dom.4,4); begge udtalte velsignelser (2.Mos.39,43 og Dom.5,24); begge udtalte forbandelser i Herrens navn (5.Mos.27,15; Dom.5,23); begge havde militære generaler under sig (Josua, Barak); begge gav instrukser til folket om, hvordan Gud ville besejre fjenderne (2.Mos.14,14 Dom.4,6); i begge tilfælde fik Herren fjenden i sine stridsvogne til at gå i panik og flygte (2.Mos.14,24; Dom.4,15); Guds sejr bliver først fortalt i prosa (2.Mos.14 og Dom.4) derefter i poesi (2.Mos.15 og Dom.5); Moses (og Miriam, 2.Mos.15,1) og Debora (og Barak, Dom.5,1) ledte folket ind i tilbedelse af Gud efter deres udfrielse.[13] Debora fremstår i Dommerbogen som en slags "anden Moses", hvis autoritet udspringer af Sinais Gud.
Deboras eksempel udgør et særligt dilemma for den "traditionelle" forståelse af 1.Tim.2,12. Hvis det er sandt, at Paulus' brug af skabelsesberetningen tilsigter at forbyde alle kvinder under alle omstændigheder at udøve autoritet over mænd i pagtsfællesskabet, så forbyder apostlen det, Gud i dette tilfælde har tilladt - og det ville i sig selv udgøre en selvmodsigelse i Skriften.
De forskellige måder, man søger at omgå dette på, er ikke overbevisende. Tilranede Debora sig autoritet i stedet for at udøve den retmæssigt? Der er ingen antydning i Dommerbogen, Gamle Testamente i sin helhed eller Ny Testamente af, at Gud misbilligede Deboras handlinger; tværtimod skal Debora ses i lyset af programerklæringen i Dom.2,16, at Gud i sin nåde "oprejste dommere" for at frelse dem; hendes lederskab er et fremtrædende eksempel på en sådan person, udrustet af Gud.
"Regerede" eller "dømte" Debora slet ikke Israel på den tid, men havde hun blot private samtaler med folk, som kom til hende, som en teolog har foreslået?[14] Denne påstand er ikke overbevisende af tre grunde: (1) den overser brugen af udsagnsordet shaphat, som også bruges til at beskrive Moses' og Samuels handlinger (2.Mos.18 og 1.Sam.17,6), som begge var involveret i offentlige og autoritative domsafsigelser; (2) den overser den direkte henvisning til det sted, hvor Debora dømte,[15] Deborapalmen, et offentligt sted, og ikke et privat, som f.eks. hendes hjem; og (3) den overser den klare udtalelse i teksten, at Debora dømte Israel, en henvisning til nationen som et hele, ikke blot forskellige enkeltpersoner. Deboras lederskab var, som for de andre dommere, bredt anerkendt og overskred stammegrænserne.
Var Debora kun Guds "næstbedste", fordi mændene i Israel ikke ville lede?[16] Dette synspunkt overser de udtrykkelige tekster som f.eks. Dom.5,2 ("Israels høvdinge gjorde sig klar til kamp ... Pris Herren!") og Dom.5,9 ("Mit hjerte slår for Israels herskere, for de villige i folket"), hvor lederne i Israel roses, og ikke irettesættes, for at have svaret på Guds kald gennem Debora.
Det er heller ikke muligt at afvise beretningen om Debora ved at sige, at hun kun udøvede "civil" autoritet og ikke "åndelig" autoritet. Forestillingen om en adskillelse af civil og religiøs autoritet giver ikke mening i Israels teokratiske styre dengang. En sådan forståelse læser moderne begreber som "adskillelse af kirke og stat" ind i teksten, som er fremmede for den. Debora udsteder befalinger til Barak i Herrens navn (Dom.4,6 "Dette befaler Herren, Israels Gud..."); Israels konger skulle regere på basis af Moseloven (jvnf. 5.Mos.17,18 "skal han tage en afskrift af denne lov til egen brug"), ikke på basis af en sekulær eller blot "civil" lov.[17]
Konsekvenserne af de foregående betragtninger er, at Debora bør ses som et positivt og ikke et negativt eksempel på en kvinde, der udøver autoritet i pagtsfællesskabet. Debora var måske usædvanlig og en undtagelse i bibelhistorien, men hun er ikke desto mindre et positivt eksempel. Eftersom Gud selv oprejste Debora som dommer, og det, Gud gør, ikke i sig selv kan være forkert, så kan det ikke i sig selv være forkert for en kvinde at have autoritet over en mand i kirkelige sammenhænge.
Deboras eksempel, positivt betragtet, er derfor konsistent med en anerkendelse af den relative natur af de forbud, som findes i 1.Tim.2,12: Gud forbyder ikke alle kvinder at udøve autoritet over mænd til enhver tid i kirken. Den forståelse, som her præsenteres, ophæver den tilsyneladende "modsigelse indenfor kanon" og giver plads i fortolkningen til at anerkende andre "Debora'er", som Gud fra tid til anden kalder til at lede.[18]
Konklusion
Afslutningsvist vil jeg foreslå følgende oversættelse af 1.Tim.2,12: "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise på en måde, som dominerer over mænd". Denne forståelse af verset stemmer med de følgende overvejelser: (1) den usædvanlige - faktisk enkeltstående - brug af authentein i Ny Testamente, som lægger op til usædvanlige omstændigheder frem for Paulus' oftere anvendte proistemi om kirkeligt lederskab; (2) de negative konnotationer i forbindelse med authentein, som findes i fire ud af fem tilfælde forud for eller samtidig med Paulus; (3) oversætteres brug af "dominere" eller "tilrane sig autoritet" fra ældre oversættelser af Ny Testamente, såsom Old Latin, Vulgate, Geneca, Bishops og King James; (4) den grammatikalske og syntaktiske observation, at i Ny Testamente kan parvise navneord eller erstatningsord (dvs. navnemåder), som forbindes med et "hverken... eller" ("de...oude") betyde en fortsættelse af sammenhængende tanker eller udpege et relateret formål eller mål;[19] (5) den kirkespecifikke måde, hvorpå Paulus citerer og anvender skabelsesberetningen, som det ses ved sammenligning af 1.Tim.2 og 2.Kor.11,3 om forførelse ved falske lærere, og 1.Tim.4,4 og Rom.14 om tilladte madvarer; og (6) Deboras positive eksempel (Dom.4-5) i bibelhistorien som en kvinde, der er rejst op af Gud for at udøve lederskab og autoritet - ikke blot over en lokal forsamling, men over pagtsnationen.
Det er også blevet hævdet, at den foreslåede læsning af 1.Tim.2,12 stemmer med og støtter det, som kan kaldes Paulus' "grundlæggende omsorg for tro og orden" i pastoralbrevene og i hans tjeneste i almindelighed: (1) bevarelsen af den sunde lære og den apostolske tro, (2) enheden og ordenen i kirkerne, samt (3) solidariteten og harmonien i de kristne familier. Det er åbenbart, at apostlen i pastoralbrevene har omsorg for problemer, der rejser sig på alle tre fronter. Problemet med de falske lærere bliver ofte nævnt (1.Tim.,1,4-7; 4,1-3.7; 5,15; 6,3-5; 2.Tim.2,16-18.25-26; 3,8-9; 4,3-4; Tit.1,10-11; 3,9-11). Snakkehoveder og folk, der ikke ville indordne sig, bragte forstyrrelse til kirken (Tit.1,10). Hvad angår familierne, var der problemer med kvinder, der lod sig forlede af falske lærere (2.Tim.3,6); nogle af de yngre enker havde allerede fulgt Satan (1.Tim.5,15); og nogle falske lærere ødelagde endda hele familier (Tit.1,11).
I lyset af disse problemer i fællesskabet i Efesus understreger Paulus vigtigheden af den sunde lære (1.Tim.1,3-10; 4,6.16; 2.Tim.1,14; 4,3; Tit.1,9; 2,1), orden i kirken (1.Tim.3,15; jvnf. 1.Kor.14,40 "sømmeligt og ordentligt"), samt orden i familierne (1.Tim.3,4-5.12; 5,14; Tit.1,6). Da Paulus gen-nemtænker afslutningen på sin livsgerning og overgangen til anden generation af kristne ledere, tænker han naturligt på at "få orden i geledderne" mht. tro og orden, så kirkerne kan gå gennem de uvejr, som skal komme i de sidste tider (2.Tim.3,1; jvnf. 4,3-4).
I lyset af disse lokale problemer, hvor nogle kvinder bliver ledt vild af falske lærere, og hvor nogle kvinder måske underviser på en dominerende, gnidningsfyldt eller fremmedgørende måde, som skaber konflikter og splittelse i forsamlingen og i ægteskaber, så tillader apostlen ikke sådanne kvinder at have lederskabspositioner i kirken. På den anden side, under andre omstændigheder, hvor kvinder med gaver og talenter er sunde i troen og underviser på en måde, som ikke splitter forsamlingen eller ægteskaberne i kirken - hvor altså apostlens grundlæggende hensyn til tro og orden bliver mødt - så ville vejen være åben for at anerkende sådanne kvinders kaldelse og indsætte dem i lederskab i kirken.
Man kan argumentere for, at Debora i dommertiden kunne ses som et eksempel på en sådan udrustet og kaldet kvinde, hvis tjeneste var i harmoni med det fundamentale hensyn til tro og orden: oprejst ved Guds Ånd, håndhævende Moseloven på en retfærdig måde, upartisk og med sund bedømmelse; anerkendt og accepteret i samfundet; og uden nogen antydning i teksten af, at hendes tjeneste forårsagede hjemlige problemer i forhold til hendes mand, Lappidot. Kirkerne i dag burde tage imod det gode råd at genoverveje den "traditionelle" forståelse af 1.Tim.2,12 som bandlyser kvinder fra visse lederpositioner i kirken. Den traditionelle forståelse af teksten kan, omend uforsætligt, udslukke Ånden (1.Tess.5,19), og hæmme kaldede kvinders tjeneste og berøve kirkerne kompetent lederskab på et tidspunkt i frelseshistorien (Apg.2,17), hvor Guds folk burde forvente flere, ikke færre, "Debora'er".
Copyright 2013, Christians for Biblical Equality (www.cbeinternational.org).
Christians for Biblical Equality grants permission to reproduce this article in its entirety for distribution for ministry or educational use (church newsletters, classroom or workshop handouts, conferences, etc.) without profit. This article may not be sold or further duplicated without our express per-mission. If you feel that your needs go beyond what we have granted in this agreement, please notify us in writing (cbe@cbeinternational.org) and we will forward the request to the author’s last known address for inquiry of extended permissions.
[1] John Jefferson Davis, PhD. og ordineret som presbyteriansk forkynder, er professor i Systematisk Teologi og Kristen Etik på Gordon-Cornwell Theologicl Seminary i South Hamilton, Mass., hvor han har været anset siden 1975. Han er forfatter til "Theology Primer" (Baker), "Foundations of Evangelical Theology" (Baker), "Evangelical Ethics: Issues Facing the Church Today" (Presbyterian and Reformed), "Frontiers of Science and Faith" (InterVarsity Press) og en række artikler i akademiske journaler. Han modtog Templeton Foundations pris for sin undervisning om videnskab og religion.
[2] Af hensyn til artiklen, tages Paulus' forfatterskab til pastoralbrevene for givet.
[3] Et ord, som kun forekommer én gang.
[4] George Knigt III, "Authenteo in Reference to Women in 1 Timothy 2:12", New Testament Studies 30 (1984), s.145.
[5] Leland Wilshire, "The TLG Computer and Further Reference to Authenteo in 1 Tim. 2:12", New Testament Studies 32 (1988) s. 120-134. Den teologiske litteratur om denne passage er grundigt undersøgt i en artikel af Craig L. Blomberg, "Neither Hierarchialist nor Egalitarian", i "Paul and His Theology", (red. af Stanley E. Porter, Leiden, Brill, 2006), s. 312-324. Se også den leksikalske analyse af Scott Baldwin, "A Difficult Word: Authenteo in 1 Tim. 2:12" i "Women in the Church: A Fresh Analysis" (red. af Kostenberger, Schreiner og Baldwin, Grand Rapids, Michigan, Baker, 1995), s. 79-80. Favoriseringen af den neutrale betydning, såsom "at have autoritet", af de græske kirkefædre i det fjerde århundrede og fremefter kunne ses som en afspejling af kirkens nye kulturelle kontekst efter legaliseringen af kristendommen i år 313, som tillod kristne gudstjenester at flytte fra private møder i hjemmene til mere offentlige steder, hvor ledende roller til kvinder ikke var velset i den græske kultur. Byzantinske normer lagde op til tilsløring, begrænset bevægelsesfrihed og snævre sociale roller for kvinder; mænd og kvinder levede i almindelighed adskilte liv. Se Vern L. Bullough, "The Subordinate Sex: A History of Attitudes Toward Women" (Urbana, Ill., University of Illinois Press, 1973), s. 123 og 126, samt "Not in God's Image", red. af Julia O'Faolin og Lauro Martines (New York, Harper Torchbooks, 1973, s. 74.
[6] Linda Belleville, "Teaching and Usurping Authority: 1 Timothy 2:11-15" i "Discovering Biblical Equality", red. af Ronald Pierce og Rebecca Groothuis, (Downers Grove Ill., InterVarsity, 2004), s. 205-223, særligt s.214-217.
[7] Belleville, Teaching and Usurping Authority", s. 209-210.
[8] For en omfattende gennemgang af den sidste akademiske litteratur, som diskuterer denne vanskelige passage (1.Kor.11,2-16) se Blomberg, "Neither Hierarchicalist nor Egalitarian", s.295-302
[9] Se de indsigtsfulde diskussioner i William J. Webb, "Slaves, Women and Homosexuals: Exploring the Hermeneutics of Cultural Analysis" (Downers Grove, Ill.: InterVarsity, 2001), særligt s. 135-184 om samspillet mellem skabelse, nyskabelse og kulturelle elementer, som de indgår i de bibelske udsagn om kvinder og homoseksuel praksis. Webbs nuancerede tilgang er konsistent med argumentet i denne artikel, men han synes ikke at udvikle min "kontekstafhængige brug af skabelsesberetningen" på en fokuseret måde.
[10] For en uddybende undersøgelse af de bibelske tekster om homoseksualitet og problemstillinger i forbindelse med fortolkningen, se Robert A. J. Gagnon, "The Bible and Homosexual Practice" (Nashville, Tenn. Abingdon, 2001).
[11] Traditionelle oversættere af 1.Tim.2,13 ("Adam blev skabt først, derefter Eva") ser i dette en henvisning til skaberordenen og princippet om, at den førstefødte fortjener større ære. Men det bør bemærkes, at Paulus også kan anvende princippet på en kontekstspecifik måde. I Rom.3,1-2 of 9,4-5 minder han de hedningekristne læsere om Israels åndelige privilegier (loven, pagterne, tempeltjenesten osv.); Israel er Guds "førstefødte" i frelseshistorien. Hedningerne burde derfor ikke hovmode sig over disse grene, for det er "ikke dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig" (Rom.11,18), og alligevel er Romerbrevets hovedærinde at argumentere for jøders og hedningers åndelige ligestilling overfor Gud gennem troen på Jesus Kristus (Rom.3,28-30; jvnf. Gal.3,28). Henvisningen i 1.Tim.2,13 til, at "Adam blev skabt først", kan plausibelt forstås som et kontekstspecifik korrektiv i en situation, hvor kvinder ikke opførte sig respektfuldt overfor mænd i forsamlingen i Efesus, og hvor de bliver irettesat for deres dominerende opførsel.
[12] Robert Boling bemærker til denne tekst: "At dømme. Forstået som at fungere med henvisning til et anerkendt embede... Deborahs palme. Det faktum, at hun fik et træ opkaldt efter sig, antyder nogle rammer, hvor hun var ansvarlig for Yahwisternes mundtlige forespørgsler... dommen, hebræisk ham-mishpat; her står det for hendes afgørelse som svar på en bestemt forespørgsel". "Judges: Introduction, Translation and Commentary", Anchor Bible (Garden City, NY, Doubleday, 1975), s.95
[13] Robin E. Davis, "Historical and Literary Parallels Between the Moses and Deborah Narratives", unpublished paper, Gordon-Conwell Theological Seminary, Januar 2006, s. 1-7. Davis nævner andre paralleller udover de her nævnte.
[14] Wayne Grudem, "Evangelical Feminism and Biblical Truth" (Colorado Springs, Multnomah Press, 2004) s. 133.
[15] Barnabas Lindars kommenterer hertil, "Debora havde et sæde under dette træ i den betydning, at hun udøvede sin funktion som dommer her". ”Judges 1-5: A New Translation and Commentary” (Edinburgh, T&T Clark, 1995), s. 183; J. Alerto Soggins, "Judges: A Commentary" (Philadelphia, Westminster Pess, 1981), s. 64, skriver "”plejede at sidde”: hvor hun udøvede sit hverv som dommer ... i den retlige betydning af ordet".
[16] Lindars, "Judges 1-5", s. 134
[17] Hvad angår Debora så anerkender Thomas Schreiner i "The Valuable Ministries of Women in the Context of Male Leadership" (fra "Recovering Biblical Manhood and Womanhood", red. af John Piper og Wayne Grudem, Wheaton Crossway, 2006, s.211) hendes fremtrædende rolle som leder, men påpeger så korrekt forskellen på profeter (som i Korinth) og ældste i Ny Testamente: Profeterne havde ikke samme autoritet i kraft af et permanent embede som de ældste, hvad angår undervisning. Denne forskel, selv hvis den er korrekt, overser hovedpointen angående Debora: Hun havde både "karismatisk" autoritet som profet og et anerkendt embede som dommer. De to sider var forenet i hendes tilfælde og viser, at Gud kan bifalde udøvelsen af begge typer autoritet af en kvinde, der er kaldet og udrustet.
[18] Apostlenes Gerninger 2,17 "i de sidste dage... dine sønner og døtre skal profetere", antyder at i den nytestamentelige tidsalder, hvor Ånden er udgydt, burde kirken forvente flere Debora'er, ikke færre! Det, som kan have været usædvanligt under den gamle pagt, kan blive sædvanligt i den nye og opfylde Moses' ønske om, at på et tidspunkt ville "hele Herrens folk" være profeter (4.Mos.11,29)
[19] Belleville giver i "Teaching and Usurping Authority", s. 218, som eksempel Matt.6,20, "hvor tyve ikke bryder ind og stjæler" (dvs. bryder ind med tanke på at stjæle); Apg.17,24: Gud "...bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder..." (dvs. bor i menneskers templer med tanke på at blive betjent af mennesker). Den oversættelse, som her foreslås, svarer til Bellevilles tanker: "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise med tanke på at dominere en mand" eller: "Jeg tillader ikke en kvinde at undervise en mand på en dominerende måde", s. 219.
Hvad er bibelsk ligestilling?
Af Alan G. Padgett [1]
Hvad er bibelsk ligestilling? Det er den opfattelse, at alle mennesker er lige overfor Gud og i Kristus. Alle har samme ansvar for at bruge deres gaver og adlyde deres kald til Guds ære, og Gud kalder suverænt troende til opgaver og tjenester uden hensyn hensyntagen til klasse, køn eller race. Vi tror på dette, fordi Bibelen og Jesus Kristus lærer os det. Dette er bibelsk ligestilling.
Det er imidlertid nødvendigt at drøfte denne simple påstand, for en stor dels vedkommende på grund af misforståelser. Mange misforstår Bibelens undervisning omkring køn, race og klasse. Andre misforstår definitionen af ligestilling og hvad det indebærer for den måde, vi lever vores liv på. I denne korte tekst håber vi i rimelig grad at klargøre betydningen af bibelsk ligestilling, og vi indbyder dig til at lære og reflektere mere over dette vigtige emne.
Princippet om bibelsk ligestilling kan formuleres som tre tanker:
1. Menneskeligt ligeværd. Alle mennesker er lige overfor Gud og er ligestillet i kirke, hjem og samfund.
2. Samme ansvar. Race, køn eller klasse er ikke nogen hindring for Kristus. Medlemskab, tjeneste og mission er åben for alle i hans rige, baseret på vores personlige kald, moralske og personlige kvalifikationer og Helligåndens gaver.
3. Gensidig underordnelse. De kristnes indbyrdes kærlighed er hjertet af livet i Ånden. Gensidig underordnelse er kristen kærlighed i handling, idet man derved behandler enhver med værdighed.
Lad os betragte hver af disse bibelske sandheder lidt mere grundigt.
Bibelen er Guds inspirerede Ord, en åbenbaring fra Gud til profeter og apostle indenfor rammerne af menneskelig historie og menneskers sprog. Som sådan er Bibelen den højeste skrevne autoritet for tro og praksis i den kristne kirke. Naturligvis er Bibelen kun vigtig for os, fordi vi elsker og tror på Gud. Han har givet os denne bog for bedre at kunne kende, elske og tjene ham, som har skabt os, og som har frelst os fra vore synder. Bibelsk ligestilling er bundet op på Bibelens autoritet.
Mange kvinder og mænd har gennem tiden kæmpet for retfærdighed, lighed og fred i verden. Vi sætter pris på deres anstrengelser, men vi kan ikke altid være enige med deres livssyn. Som kristne må vi indordne vore tanker under Kristus, idet vi søger at forstå Guds visdom. Efter seriøse og vedholdende studier tror vi på, at Bibelen lærer os menneskelig ligestilling, men den gør det på sine egne præmisser.
Skabt på lige fod i Guds billede
Menneskeligt ligeværd. Alle mennesker er skabt ens i Guds billede (1.Mos.1,26-28). Vi er alle skabt "lidt lavere end englene" (Salm.8) og har samme værdi og værdighed som børn af vores himmelske Far. Af den grund fortjener ethvert menneske vores respekt og er genstand for Guds kærlighed. Jesu undervisning slår dette fast. Det største bud er at elske og tilbede Gud, men det næststørste er at "elske din næste som dig selv" (Mark.12,31). Min næste kan være hvem som helst, som Gud bringer ind i mit liv. Jesus kræver endda, at vi elsker vore fjender og beder for dem, som forfølger os. Hvorfor? Fordi vores Far i himlen lader solen stå op over både onde og gode og sender regn til både de retfærdige og de uretfærdige (Matt.5,43-48). Alle mennesker er lige i hans øjne.
Lighed eller ligeværd i denne betydning - moralsk, åndelig og politisk lighed - betyder ikke, at alle er ens. Det er en hyppig misforståelse. Jesus skelner mellem godt og ondt, mellem retfærdigt og uretfærdigt. Der er jøder og hedninger, kvinder og mænd, forældre og børn, og de er ikke ens. Men de er alle skabt ligeværdigt i Guds billede, og Jesus rækker ud til dem alle.
Der er ingen hindringer for Kristi evangelium eller for Guds kærlighed. Jesus betjente alle mennesker, og mange mænd og kvinder som sine disciple, der var i udkanten af samfundet, og som var overset eller undertrykt af andre, godtog han som sine disciple. Fattige, skatteopkrævere, prostituerede, ja selv hedninger bød Jesus velkommen i fællesskabet. Jesus godtog kvindelige disciple, som hvilket ingen anden lærer på hans tid gjorde. Han kritiserede de rige og magtfulde, men de ydmyge og fattige bød han velkommen i sin Fars navn.
Kirken har ikke altid forstået sand, bibelsk ligestilling, ej heller handlet derefter. Kristne ledere har tolereret slaveri og racisme; de har budt de rige og magtfulde velkommen, mens de har overset de fattige. De har undervist om kvinders underlegenhed og fremmet kønsdiskrimination i Guds navn. Det er alvorlige synder, som endnu ikke er helt overvundet. Vi beder om, at Herren vil rense disse synder fra hans Legeme og lære hver enkelt af os sandheden ved sin Ånd. Vi er alle ét, uanset om vi er jøder eller grækere, mænd eller kvinder, slaver eller frie (Gal.3,28).
Nogle kristne har begået den fejl, at de har undervist i racisme, og de har forsvaret slaveri med henvisning til Bibelen. F.eks. er den forbandelse, som ramte Noas søn, Ham, i 1.Mos.9,22-27 blevet tilskrevet alle sorte og semitter (arabere og jøder), og man har argumenteret for, at deres racer var mindre værd end europæere. Denne fortolkning af 1. Mosebog er helt og aldeles forkert, og det afvises med god grund af kirkeledere og teologer i dag. Bibelen understøtter ikke racisme.
Nogle kristne har begået den fejl, at de har undervist et falskt evangelium om privilegier til de rige eller til overklassen. De har forsvaret politisk uret, korrupte ledere, grådighed og overdrevet forbrug med henvisning til Bibelen. Nogle ser f.eks. Jabez' bøn i 1.Krøn.4,9-10 som en undervisning i, at alle kristne kan og skal bede om større velstand og flere materielle goder, og at Gud ønsker at gøre os alle rige. Den fortolkning er forkert og bliver med god ret afvist af kirkeledere og teologer. Bibelen er imod grådighed, kærlighed til penge og fordomme mellem klasser. Både profeterne og Jesus selv fordømmer dem, der undertrykker de fattige, de faderløse og enkerne. Bibelen understøtter ikke et falskt evangelium om klasser og rigdom.
I begge de ovennævnte tilfælde er det vigtigt at se givne bibeltekster i deres sammenhæng. En teksts sammenhæng omfatter den bog, den står i, tekstens sociale og historiske baggrund og tekstens placering i hele Skriften. Når vi søger Guds visdom, må vi søge at forstå helheden af den bibelske undervisning om et givent emne. Passager, som tages ud af sammenhæng, kan let blive misforstået. Kirken bør læse Bibelen i sin helhed, med Kristus som centrum.
De pointer, vi har slået fast omkring lighed, hvad angår race og klasse, er alment anerkendte i dag. Men det er ikke tilfældet, hvad angår lighed mellem kønnene. Nogle kristne mener stadigvæk, at kvinder er skabt mindreværdige i forhold til mænd. Vi afviser dette og slår fast, at Gud har skabt alle mennesker lige. Beretningerne fra 1. Mosebog er ofte blevet forstået sådan, at de underviser om kvinders underlegenhed i forhold til mænd, men en grundig gennemlæsning viser noget helt andet.
Mænd og kvinder er begge skabt i Guds billede og har fået samme ansvar for forvaltningen af dyrene og planterne og for at skabe nyt liv (1.Mos.1,26-30). Ordet mand kan på hebræisk også betyde menneske, som i sætningen "Gud skabte mennesket ['adam] i sit billede, i sit billede skabte han det [menneskeheden], som mand og kvinde skabte han dem" (1.Mos.1,27). Det er rigtigt, at i det næste kapitel bliver Eva skabt efter Adam og taget af hans side. Men det var fordi, manden alene ikke var "godt" - den første ting, som ikke er godt i hele beretningen! Adam får at vide, at han har brug for Eva for at være hel, og han glæder sig over hende. Af den grund forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru (1.Mos.2,24). Bemærk, at manden har brug for kvinden. Gør det hende mindreværdig? Sammen bliver de "ét kød", og sammen er de Guds billede og skaber nyt liv gennem kærlighed og enhed. Lyder dette mindreværdigt? Det er rigtigt, at kvinden er skabt som en "hjælper", som skal være mandens partner (1.Mos.2,18). Men dette hebræiske ord hjælper bliver kun brugt om hjælp fra en jævnbyrdig eller overordnet, som i "Gud er min hjælper". Det indebærer ikke underlegenhed, som nogle engelske [og danske] oversættelser nogle gange antyder. Mænds undertrykkelse af kvinder er en følge af synden og slangens værk, ifølge 1. Mosebog 3,16. Det var ikke sådan i begyndelsen, i paradiset, hvor de var ét. Set i sin helhed lærer Bibelen os ikke, at kvinder er mindreværdige i forhold til mænd.
Mand og hustru har samme ansvar overfor Kristus
Samme ansvar. Som voksne har kvinder og mænd lige ansvar i hjemmet, kirken og i samfundet som helhed. De opgaver og den tjeneste, en troende tager på sig, er ikke begrænset af race, køn eller social status. Grundlaget for dette er sundt og bibelsk. For det første er enhver kristen allerede en præst og en del af et helligt folk. Kristus er vores ypperstepræst, og alle vi, som er en del af hans legeme, er levende sten i Helligåndens tempel og præster som en del af Guds nye folk (1.Pet.2,5-9). For det andet har enhver troende en særlig tjeneste i Kristi legeme og i kirkens mission. Vores specifikke tjeneste afhænger af Åndens gaver og Guds kald. Verdslige opdelinger som klasse, race eller køn er ikke til hinder for Guds kald eller Åndens gaver. Af disse grunde er den ordinerede eller indsatte præst og forkynder ikke forskellig fra andre troende. Tværtimod er det hans eller hendes opgave at tjene og at arbejde inden for kirken i sin egenskab af at være præst. Bibelen begrænser ikke kvinder fra at blive indsat i en tjeneste, og den lærer os heller ikke, at deres tjeneste kun er legitim, hvis den udføres underordnet en mandlig autoritet.
Mand og hustru er på samme måde begge ansvarlige over for Jesus, som er centrum i det kristne hjem. Det er rigtigt, at Paulus siger til hustruerne, at de skal underordne sig deres mænd, og at mændene er "hoved" for deres hustruer. Men disse sætninger må læses i sammenhæng og forstås ud fra deres egen tid. I den længste passage angående mænd og kvinder i sine breve, nemlig Ef.5,21-33, indleder Paulus med alle kristnes pligt til at underordne sig hinanden i ærefrygt for Kristus (v.21). De, som kun fokuserer på, hvad Paulus siger til slaver og kvinder, har misforstået pointen. Passagen i sin helhed begynder med gensidig underordnelse.
Hvad er gensidig underordnelse? Det er intet mindre end kærlighed i handling. Jeg ser behovet hos en bror eller en søster, og jeg møder det med basis i min egen styrke og mine gudgivne gaver. Det meste af, hvad Paulus har på hjerte i disse specifikke vers, er skrevet til manden, som skal elske sin hustru og give af sit eget liv og styrke, ligesom Jesus har ofret sig selv for kirken. Når Paulus ikke taler om en legemsdel, så betyder hoved den, der på en eller anden måde er "først", ikke som en autoritet eller et magtmenneske. Den pointe bliver ofte misforstået. Vi må godtage, at Paulus bruger ordet på forskellige måder.
I denne passage betyder det at være først i kærlig tjeneste. "En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser" (v.23). Paulus uddyber denne undervisning senere (v.28-32) i kernen af passagen. Overordnet set insisterer han på, at manden som "hoved" har omsorg for og elsker sin hustru som sit eget "legeme". At være hoved i denne sammenhæng betyder ikke, at manden dominerer eller regerer over hustruen. Det er rigtigt, at hustruerne får at vide, at de skal "underordne sig deres mænd i alt", ligesom kirken gør over for Kristus (v.24). Men det er i sammenhæng med alles indbyrdes underordnelse under Kristus (v.21). Betoningen i passagen i dens helhed er på at opfordre mænd til selvopofrelse overfor deres hustruer; det vil sige, det er at opfordre mænd til at underordne sig deres hustruer (uden at sige det på netop den måde).
Nogle gange hører man undervisning i kirken om, at manden er "præst i hjemmet", eller at kvinden har brug for et "åndeligt dække" fra sin mand for at blive hel. Der er ganske enkelt ikke noget bibelsk belæg for dette. Kvinder og mænd er begge præster i Kristus, som det allerede er slået fast. I Bibelen er mænd ikke åndeligt overlegne i forhold til kvinder. Dette er blot en anden form for traditionel mandlig dominans - der har været kendt i Vesten i tusinder af år - og som bliver læst ind i Bibelen af traditionsbundne, konservative kristne ledere. Det er på tide, at kirken fortalte kvinder sandheden om den slags løgne.
Der er to passager i Paulus' breve, ud af hele Bibelen, som bliver citeret af dem, der søger at fremme mænds dominans over kvinder i kirken. De ignorerer eller afviser alle passager, hvor Paulus underviser om ligheden mellem kvinder og mænd (såsom Gal.3,28; 1.Kor.11,11-12; 1.Kor.7,3-4 og de kvindelige ledere som anbefales i Rom.16,1-7). I stedet fokuserer man på de vers, hvor Paulus befaler kvinder at være stille eller at underordne sig.
Hvad med disse passager? Vi kan ikke i denne korte tekst fuldt ud gå i dybden med dem, men generelle principper om omhyggelig bibellæsning, research og opmærksomhed på sammenhængen vil bringe klarhed over disse to passager. De omtalte skriftsteder er 1.Kor.14,34-35 og 1.Tim.2,11-12. Af forskellige grunde befaler Paulus konkrete kvinder på den tid at underordne sig og være stille.
I Korinth befaler han tre forstyrrende grupper at være stille og at indordne sig under den orden og struktur, som gælder gudstjenesten. De, som taler i tunger, må gøre det med orden, ikke alle på én gang, og kun hvis der er én, som kan tolke; ellers skal de være stille (14,27-28). De, som profeterer, må også gøre dette med orden og ikke afbryde gudstjenesten, ellers skal de også være stille (v.30). Endelig skal de kvinder, som afbryder gudstjenesten for at tale med deres mænd, være stille (v.34). Kvinder får besked på at underordne sig, ikke under mænd (som nogen tror), men under den orden og anstændighed, som hører en gudstjeneste til. Det er næppe en almengyldig befaling for alle kvinder til alle tider!
Passagen fra 1.Tim.2 er huskeverset for dem, der søger at begrænse kvinders tjeneste i kirken. Ved første øjekast kan 1.Tim.2,8-15 ligne et almengyldigt princip, som bygger på skabelsen af Adam og Eva, og som udelukker, at kvinder kan have autoritet til at undervise mænd. Men det er ikke en opfattelse, som deles af et voksende antal bibellærde i dag. Som alle andre af Paulus' breve er teksten skrevet til en bestemt kirke og ind i dens særlige situation. Versene er skrevet til en bestemt gruppe af velhavende kvinder, der skabte splittelse og vrede blandt mændene med deres falske lære (v.8-10). Ligesom Eva var disse kvinder blevet bedraget af "slangen" (falske lærere) og var faldet i synd (v.14). Hovedpointen er, at disse kvinder skal være stille - ikke alle kvinder til alle tider - mens de underlægger sig sund undervisning. De er kaldet til at modtage sund undervisning i stilhed og underordnelse (v.11).
Underordnelsen i dette vers er ikke under mænd, som det ofte hævdes, men under den sunde lære. Indirekte er det underordnelse under Paulus' og Timoteus' undervisning frem for de falske lærere, som førte kvinderne vild (2.Tim.3,6). Hvis man forstår det på basis af dets egen tid og sammenhæng og med Kristus som centrum for hele Bibelen, så begrænser Skriften ikke kvinders lederskab i kirken. Kvinder og mænd af alle racer og klasser har samme ansvar for at følge Guds kald på deres liv i samfundet, hjemmet og i de troendes fællesskab.
Kristen kærlighed i menneskelige rammer
Gensidig underordnelse. Kærlighed er etikken bag det kristne liv. Gensidig underordnelse er kærlighed i handling i ens relation med andre mennesker. Jesus underviser klart og tydeligt om opofrelse og åndelig kærlighed som målet for det kristne liv. Ifølge ham er de to største bud at elske Gud med alt, hvad vi har, og at elske vores næste som os selv.
I sin tjeneste her på jorden levede Jesus kærligheden, og derfor gensidig underordnelse, ud til fulde. "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark.10,45). I det selvsamme kapitel giver Jesus apostlene det grundlæggende princip bag gensidig underordnelse: "I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl." (v.42-44). Jesus levede i kærlighed, i tjeneste og i omsorg for andre i nød og endte endda med at overgive sig selv til døden "som løsesum for mange". Den kristne kærlighed er også korsets vej.
Gensidig underordnelse er den kristne kærlighedsetik i relation til andre mennesker. Gensidig underordnelse indebærer at vise omsorg for min næste og at møde hans eller hendes behov på basis af min styrke og mine gaver. Vi lever alle i relation til andre mennesker, i de institutioner og organisationer, som udgør vores samfund. F.eks. kunne det være vores familie, skole, arbejde, myndigheder og kristne fællesskaber. Inden for de sociale strukturer i den tid, vi lever i, kan kristne deltage frit og på lige fod med de opgaver og tjenester, Gud har kaldet os til.
Der er ingen begrænsning på, hvad Gud kan gøre gennem en ydmyg og overgivet tjener, ingen barrierer på basis af køn, klasse, fysiske handicaps eller etnisk baggrund. Alle kan frit deltage som jævnbyrdige medarvinger til vores Konge og Frelser. Det betyder, at den troende lever den indbyrdes kærlighed ud sammen med andre medlemmer af gruppen, kristne og ikke-kristne. Men kærlighedsetikken er ikke en åben dør til tåbelighed eller naivitet. Gensidig underordnelse indebærer at deltage i gruppen med en tjeners hjerte, men også med et forstandigt hoved, der ved, at synd rammer ethvert menneske og enhver organisation.
Det kristne kærlighedsbud tjener vore familiemedlemmer, vor næste og vore med-borgere på en viis og intelligent måde, hvor vi imødekommer deres oprigtige behov, efterhånden som Gud lader os forstå dem. Det indebærer også at forstå sine egne gaver og stærke sider, for vi kan kun tjene andre ud fra vores styrke. Men det er naturligvis Guds Ånd, som giver os styrke, håb og gaver til tjeneste og mission. Vi kan og skal ikke betjene verden for Kristi skyld i vores egen kraft.
Selv i dag mener nogle kristne, at kvinder altid må påtage sig en underordnet rolle i familien og i kirken, idet man siger, at mændene skal være den endelige autoritet. Den lære er helt ude af trit med Jesu eksempel og undervisning. Den gensidige underordnelse og indbyrdes kærlighed, som Jesus lærer os, er totalt i modstrid med alle forsøg på at gøre sig til herre over andre i den mandlige overlegenheds navn. Den indebærer også enden på privilegier på baggrund af klasse, velstand og race. Verdslige prioriteter som disse stammer fra menneskers synd og Satans løgne, ikke fra Guds Ord.
Sand bibelsk ligestilling
Vi har kort skitseret den kristne lære omkring bibelsk ligestilling. Den udspringer af og bygger på vores Frelser, Jesus Kristus, og hans bog. Vi har set, at bibelsk ligestilling indebærer alle menneskers ligestilling i Guds billede; lige ansvar for alle troende uanset velstand, klasse, køn og race samt gensidig underordnelse i Jesus navn. Må vores herlige Frelser gennem Åndens kraft vejlede os til hele evangeliets sandhed og lede os alle ind i tjeneste, efter hans vilje til Gud Faders ære.
Copyright og tilladelser Copyright 2013, Christians for Biblical Equality (CBE). Artiklen stammer fra Priscilla Papers, årgang 16, nr. 3, 2002. Tilladelse til at gengive denne artikel i sin helhed kan hentes fra CBE's nationale kontor.
Besøg os online på
CBEINTERNATIONAL.ORG.
[1] Alan Padgett er professor i Systematisk Teologi på Luther Seminary, St. Paul, MN. Han er forfatter til "God, Eternity and the Nature of Time" og redaktør på Reason and the Christian Religion. Han er assisterende teolog for Priskilla Papers.
Hvad er bibelsk ligestilling? Det er den opfattelse, at alle mennesker er lige overfor Gud og i Kristus. Alle har samme ansvar for at bruge deres gaver og adlyde deres kald til Guds ære, og Gud kalder suverænt troende til opgaver og tjenester uden hensyn hensyntagen til klasse, køn eller race. Vi tror på dette, fordi Bibelen og Jesus Kristus lærer os det. Dette er bibelsk ligestilling.
Det er imidlertid nødvendigt at drøfte denne simple påstand, for en stor dels vedkommende på grund af misforståelser. Mange misforstår Bibelens undervisning omkring køn, race og klasse. Andre misforstår definitionen af ligestilling og hvad det indebærer for den måde, vi lever vores liv på. I denne korte tekst håber vi i rimelig grad at klargøre betydningen af bibelsk ligestilling, og vi indbyder dig til at lære og reflektere mere over dette vigtige emne.
Princippet om bibelsk ligestilling kan formuleres som tre tanker:
1. Menneskeligt ligeværd. Alle mennesker er lige overfor Gud og er ligestillet i kirke, hjem og samfund.
2. Samme ansvar. Race, køn eller klasse er ikke nogen hindring for Kristus. Medlemskab, tjeneste og mission er åben for alle i hans rige, baseret på vores personlige kald, moralske og personlige kvalifikationer og Helligåndens gaver.
3. Gensidig underordnelse. De kristnes indbyrdes kærlighed er hjertet af livet i Ånden. Gensidig underordnelse er kristen kærlighed i handling, idet man derved behandler enhver med værdighed.
Lad os betragte hver af disse bibelske sandheder lidt mere grundigt.
Bibelen er Guds inspirerede Ord, en åbenbaring fra Gud til profeter og apostle indenfor rammerne af menneskelig historie og menneskers sprog. Som sådan er Bibelen den højeste skrevne autoritet for tro og praksis i den kristne kirke. Naturligvis er Bibelen kun vigtig for os, fordi vi elsker og tror på Gud. Han har givet os denne bog for bedre at kunne kende, elske og tjene ham, som har skabt os, og som har frelst os fra vore synder. Bibelsk ligestilling er bundet op på Bibelens autoritet.
Mange kvinder og mænd har gennem tiden kæmpet for retfærdighed, lighed og fred i verden. Vi sætter pris på deres anstrengelser, men vi kan ikke altid være enige med deres livssyn. Som kristne må vi indordne vore tanker under Kristus, idet vi søger at forstå Guds visdom. Efter seriøse og vedholdende studier tror vi på, at Bibelen lærer os menneskelig ligestilling, men den gør det på sine egne præmisser.
Skabt på lige fod i Guds billede
Menneskeligt ligeværd. Alle mennesker er skabt ens i Guds billede (1.Mos.1,26-28). Vi er alle skabt "lidt lavere end englene" (Salm.8) og har samme værdi og værdighed som børn af vores himmelske Far. Af den grund fortjener ethvert menneske vores respekt og er genstand for Guds kærlighed. Jesu undervisning slår dette fast. Det største bud er at elske og tilbede Gud, men det næststørste er at "elske din næste som dig selv" (Mark.12,31). Min næste kan være hvem som helst, som Gud bringer ind i mit liv. Jesus kræver endda, at vi elsker vore fjender og beder for dem, som forfølger os. Hvorfor? Fordi vores Far i himlen lader solen stå op over både onde og gode og sender regn til både de retfærdige og de uretfærdige (Matt.5,43-48). Alle mennesker er lige i hans øjne.
Lighed eller ligeværd i denne betydning - moralsk, åndelig og politisk lighed - betyder ikke, at alle er ens. Det er en hyppig misforståelse. Jesus skelner mellem godt og ondt, mellem retfærdigt og uretfærdigt. Der er jøder og hedninger, kvinder og mænd, forældre og børn, og de er ikke ens. Men de er alle skabt ligeværdigt i Guds billede, og Jesus rækker ud til dem alle.
Der er ingen hindringer for Kristi evangelium eller for Guds kærlighed. Jesus betjente alle mennesker, og mange mænd og kvinder som sine disciple, der var i udkanten af samfundet, og som var overset eller undertrykt af andre, godtog han som sine disciple. Fattige, skatteopkrævere, prostituerede, ja selv hedninger bød Jesus velkommen i fællesskabet. Jesus godtog kvindelige disciple, som hvilket ingen anden lærer på hans tid gjorde. Han kritiserede de rige og magtfulde, men de ydmyge og fattige bød han velkommen i sin Fars navn.
Kirken har ikke altid forstået sand, bibelsk ligestilling, ej heller handlet derefter. Kristne ledere har tolereret slaveri og racisme; de har budt de rige og magtfulde velkommen, mens de har overset de fattige. De har undervist om kvinders underlegenhed og fremmet kønsdiskrimination i Guds navn. Det er alvorlige synder, som endnu ikke er helt overvundet. Vi beder om, at Herren vil rense disse synder fra hans Legeme og lære hver enkelt af os sandheden ved sin Ånd. Vi er alle ét, uanset om vi er jøder eller grækere, mænd eller kvinder, slaver eller frie (Gal.3,28).
Nogle kristne har begået den fejl, at de har undervist i racisme, og de har forsvaret slaveri med henvisning til Bibelen. F.eks. er den forbandelse, som ramte Noas søn, Ham, i 1.Mos.9,22-27 blevet tilskrevet alle sorte og semitter (arabere og jøder), og man har argumenteret for, at deres racer var mindre værd end europæere. Denne fortolkning af 1. Mosebog er helt og aldeles forkert, og det afvises med god grund af kirkeledere og teologer i dag. Bibelen understøtter ikke racisme.
Nogle kristne har begået den fejl, at de har undervist et falskt evangelium om privilegier til de rige eller til overklassen. De har forsvaret politisk uret, korrupte ledere, grådighed og overdrevet forbrug med henvisning til Bibelen. Nogle ser f.eks. Jabez' bøn i 1.Krøn.4,9-10 som en undervisning i, at alle kristne kan og skal bede om større velstand og flere materielle goder, og at Gud ønsker at gøre os alle rige. Den fortolkning er forkert og bliver med god ret afvist af kirkeledere og teologer. Bibelen er imod grådighed, kærlighed til penge og fordomme mellem klasser. Både profeterne og Jesus selv fordømmer dem, der undertrykker de fattige, de faderløse og enkerne. Bibelen understøtter ikke et falskt evangelium om klasser og rigdom.
I begge de ovennævnte tilfælde er det vigtigt at se givne bibeltekster i deres sammenhæng. En teksts sammenhæng omfatter den bog, den står i, tekstens sociale og historiske baggrund og tekstens placering i hele Skriften. Når vi søger Guds visdom, må vi søge at forstå helheden af den bibelske undervisning om et givent emne. Passager, som tages ud af sammenhæng, kan let blive misforstået. Kirken bør læse Bibelen i sin helhed, med Kristus som centrum.
De pointer, vi har slået fast omkring lighed, hvad angår race og klasse, er alment anerkendte i dag. Men det er ikke tilfældet, hvad angår lighed mellem kønnene. Nogle kristne mener stadigvæk, at kvinder er skabt mindreværdige i forhold til mænd. Vi afviser dette og slår fast, at Gud har skabt alle mennesker lige. Beretningerne fra 1. Mosebog er ofte blevet forstået sådan, at de underviser om kvinders underlegenhed i forhold til mænd, men en grundig gennemlæsning viser noget helt andet.
Mænd og kvinder er begge skabt i Guds billede og har fået samme ansvar for forvaltningen af dyrene og planterne og for at skabe nyt liv (1.Mos.1,26-30). Ordet mand kan på hebræisk også betyde menneske, som i sætningen "Gud skabte mennesket ['adam] i sit billede, i sit billede skabte han det [menneskeheden], som mand og kvinde skabte han dem" (1.Mos.1,27). Det er rigtigt, at i det næste kapitel bliver Eva skabt efter Adam og taget af hans side. Men det var fordi, manden alene ikke var "godt" - den første ting, som ikke er godt i hele beretningen! Adam får at vide, at han har brug for Eva for at være hel, og han glæder sig over hende. Af den grund forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru (1.Mos.2,24). Bemærk, at manden har brug for kvinden. Gør det hende mindreværdig? Sammen bliver de "ét kød", og sammen er de Guds billede og skaber nyt liv gennem kærlighed og enhed. Lyder dette mindreværdigt? Det er rigtigt, at kvinden er skabt som en "hjælper", som skal være mandens partner (1.Mos.2,18). Men dette hebræiske ord hjælper bliver kun brugt om hjælp fra en jævnbyrdig eller overordnet, som i "Gud er min hjælper". Det indebærer ikke underlegenhed, som nogle engelske [og danske] oversættelser nogle gange antyder. Mænds undertrykkelse af kvinder er en følge af synden og slangens værk, ifølge 1. Mosebog 3,16. Det var ikke sådan i begyndelsen, i paradiset, hvor de var ét. Set i sin helhed lærer Bibelen os ikke, at kvinder er mindreværdige i forhold til mænd.
Mand og hustru har samme ansvar overfor Kristus
Samme ansvar. Som voksne har kvinder og mænd lige ansvar i hjemmet, kirken og i samfundet som helhed. De opgaver og den tjeneste, en troende tager på sig, er ikke begrænset af race, køn eller social status. Grundlaget for dette er sundt og bibelsk. For det første er enhver kristen allerede en præst og en del af et helligt folk. Kristus er vores ypperstepræst, og alle vi, som er en del af hans legeme, er levende sten i Helligåndens tempel og præster som en del af Guds nye folk (1.Pet.2,5-9). For det andet har enhver troende en særlig tjeneste i Kristi legeme og i kirkens mission. Vores specifikke tjeneste afhænger af Åndens gaver og Guds kald. Verdslige opdelinger som klasse, race eller køn er ikke til hinder for Guds kald eller Åndens gaver. Af disse grunde er den ordinerede eller indsatte præst og forkynder ikke forskellig fra andre troende. Tværtimod er det hans eller hendes opgave at tjene og at arbejde inden for kirken i sin egenskab af at være præst. Bibelen begrænser ikke kvinder fra at blive indsat i en tjeneste, og den lærer os heller ikke, at deres tjeneste kun er legitim, hvis den udføres underordnet en mandlig autoritet.
Mand og hustru er på samme måde begge ansvarlige over for Jesus, som er centrum i det kristne hjem. Det er rigtigt, at Paulus siger til hustruerne, at de skal underordne sig deres mænd, og at mændene er "hoved" for deres hustruer. Men disse sætninger må læses i sammenhæng og forstås ud fra deres egen tid. I den længste passage angående mænd og kvinder i sine breve, nemlig Ef.5,21-33, indleder Paulus med alle kristnes pligt til at underordne sig hinanden i ærefrygt for Kristus (v.21). De, som kun fokuserer på, hvad Paulus siger til slaver og kvinder, har misforstået pointen. Passagen i sin helhed begynder med gensidig underordnelse.
Hvad er gensidig underordnelse? Det er intet mindre end kærlighed i handling. Jeg ser behovet hos en bror eller en søster, og jeg møder det med basis i min egen styrke og mine gudgivne gaver. Det meste af, hvad Paulus har på hjerte i disse specifikke vers, er skrevet til manden, som skal elske sin hustru og give af sit eget liv og styrke, ligesom Jesus har ofret sig selv for kirken. Når Paulus ikke taler om en legemsdel, så betyder hoved den, der på en eller anden måde er "først", ikke som en autoritet eller et magtmenneske. Den pointe bliver ofte misforstået. Vi må godtage, at Paulus bruger ordet på forskellige måder.
I denne passage betyder det at være først i kærlig tjeneste. "En mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser" (v.23). Paulus uddyber denne undervisning senere (v.28-32) i kernen af passagen. Overordnet set insisterer han på, at manden som "hoved" har omsorg for og elsker sin hustru som sit eget "legeme". At være hoved i denne sammenhæng betyder ikke, at manden dominerer eller regerer over hustruen. Det er rigtigt, at hustruerne får at vide, at de skal "underordne sig deres mænd i alt", ligesom kirken gør over for Kristus (v.24). Men det er i sammenhæng med alles indbyrdes underordnelse under Kristus (v.21). Betoningen i passagen i dens helhed er på at opfordre mænd til selvopofrelse overfor deres hustruer; det vil sige, det er at opfordre mænd til at underordne sig deres hustruer (uden at sige det på netop den måde).
Nogle gange hører man undervisning i kirken om, at manden er "præst i hjemmet", eller at kvinden har brug for et "åndeligt dække" fra sin mand for at blive hel. Der er ganske enkelt ikke noget bibelsk belæg for dette. Kvinder og mænd er begge præster i Kristus, som det allerede er slået fast. I Bibelen er mænd ikke åndeligt overlegne i forhold til kvinder. Dette er blot en anden form for traditionel mandlig dominans - der har været kendt i Vesten i tusinder af år - og som bliver læst ind i Bibelen af traditionsbundne, konservative kristne ledere. Det er på tide, at kirken fortalte kvinder sandheden om den slags løgne.
Der er to passager i Paulus' breve, ud af hele Bibelen, som bliver citeret af dem, der søger at fremme mænds dominans over kvinder i kirken. De ignorerer eller afviser alle passager, hvor Paulus underviser om ligheden mellem kvinder og mænd (såsom Gal.3,28; 1.Kor.11,11-12; 1.Kor.7,3-4 og de kvindelige ledere som anbefales i Rom.16,1-7). I stedet fokuserer man på de vers, hvor Paulus befaler kvinder at være stille eller at underordne sig.
Hvad med disse passager? Vi kan ikke i denne korte tekst fuldt ud gå i dybden med dem, men generelle principper om omhyggelig bibellæsning, research og opmærksomhed på sammenhængen vil bringe klarhed over disse to passager. De omtalte skriftsteder er 1.Kor.14,34-35 og 1.Tim.2,11-12. Af forskellige grunde befaler Paulus konkrete kvinder på den tid at underordne sig og være stille.
I Korinth befaler han tre forstyrrende grupper at være stille og at indordne sig under den orden og struktur, som gælder gudstjenesten. De, som taler i tunger, må gøre det med orden, ikke alle på én gang, og kun hvis der er én, som kan tolke; ellers skal de være stille (14,27-28). De, som profeterer, må også gøre dette med orden og ikke afbryde gudstjenesten, ellers skal de også være stille (v.30). Endelig skal de kvinder, som afbryder gudstjenesten for at tale med deres mænd, være stille (v.34). Kvinder får besked på at underordne sig, ikke under mænd (som nogen tror), men under den orden og anstændighed, som hører en gudstjeneste til. Det er næppe en almengyldig befaling for alle kvinder til alle tider!
Passagen fra 1.Tim.2 er huskeverset for dem, der søger at begrænse kvinders tjeneste i kirken. Ved første øjekast kan 1.Tim.2,8-15 ligne et almengyldigt princip, som bygger på skabelsen af Adam og Eva, og som udelukker, at kvinder kan have autoritet til at undervise mænd. Men det er ikke en opfattelse, som deles af et voksende antal bibellærde i dag. Som alle andre af Paulus' breve er teksten skrevet til en bestemt kirke og ind i dens særlige situation. Versene er skrevet til en bestemt gruppe af velhavende kvinder, der skabte splittelse og vrede blandt mændene med deres falske lære (v.8-10). Ligesom Eva var disse kvinder blevet bedraget af "slangen" (falske lærere) og var faldet i synd (v.14). Hovedpointen er, at disse kvinder skal være stille - ikke alle kvinder til alle tider - mens de underlægger sig sund undervisning. De er kaldet til at modtage sund undervisning i stilhed og underordnelse (v.11).
Underordnelsen i dette vers er ikke under mænd, som det ofte hævdes, men under den sunde lære. Indirekte er det underordnelse under Paulus' og Timoteus' undervisning frem for de falske lærere, som førte kvinderne vild (2.Tim.3,6). Hvis man forstår det på basis af dets egen tid og sammenhæng og med Kristus som centrum for hele Bibelen, så begrænser Skriften ikke kvinders lederskab i kirken. Kvinder og mænd af alle racer og klasser har samme ansvar for at følge Guds kald på deres liv i samfundet, hjemmet og i de troendes fællesskab.
Kristen kærlighed i menneskelige rammer
Gensidig underordnelse. Kærlighed er etikken bag det kristne liv. Gensidig underordnelse er kærlighed i handling i ens relation med andre mennesker. Jesus underviser klart og tydeligt om opofrelse og åndelig kærlighed som målet for det kristne liv. Ifølge ham er de to største bud at elske Gud med alt, hvad vi har, og at elske vores næste som os selv.
I sin tjeneste her på jorden levede Jesus kærligheden, og derfor gensidig underordnelse, ud til fulde. "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark.10,45). I det selvsamme kapitel giver Jesus apostlene det grundlæggende princip bag gensidig underordnelse: "I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl." (v.42-44). Jesus levede i kærlighed, i tjeneste og i omsorg for andre i nød og endte endda med at overgive sig selv til døden "som løsesum for mange". Den kristne kærlighed er også korsets vej.
Gensidig underordnelse er den kristne kærlighedsetik i relation til andre mennesker. Gensidig underordnelse indebærer at vise omsorg for min næste og at møde hans eller hendes behov på basis af min styrke og mine gaver. Vi lever alle i relation til andre mennesker, i de institutioner og organisationer, som udgør vores samfund. F.eks. kunne det være vores familie, skole, arbejde, myndigheder og kristne fællesskaber. Inden for de sociale strukturer i den tid, vi lever i, kan kristne deltage frit og på lige fod med de opgaver og tjenester, Gud har kaldet os til.
Der er ingen begrænsning på, hvad Gud kan gøre gennem en ydmyg og overgivet tjener, ingen barrierer på basis af køn, klasse, fysiske handicaps eller etnisk baggrund. Alle kan frit deltage som jævnbyrdige medarvinger til vores Konge og Frelser. Det betyder, at den troende lever den indbyrdes kærlighed ud sammen med andre medlemmer af gruppen, kristne og ikke-kristne. Men kærlighedsetikken er ikke en åben dør til tåbelighed eller naivitet. Gensidig underordnelse indebærer at deltage i gruppen med en tjeners hjerte, men også med et forstandigt hoved, der ved, at synd rammer ethvert menneske og enhver organisation.
Det kristne kærlighedsbud tjener vore familiemedlemmer, vor næste og vore med-borgere på en viis og intelligent måde, hvor vi imødekommer deres oprigtige behov, efterhånden som Gud lader os forstå dem. Det indebærer også at forstå sine egne gaver og stærke sider, for vi kan kun tjene andre ud fra vores styrke. Men det er naturligvis Guds Ånd, som giver os styrke, håb og gaver til tjeneste og mission. Vi kan og skal ikke betjene verden for Kristi skyld i vores egen kraft.
Selv i dag mener nogle kristne, at kvinder altid må påtage sig en underordnet rolle i familien og i kirken, idet man siger, at mændene skal være den endelige autoritet. Den lære er helt ude af trit med Jesu eksempel og undervisning. Den gensidige underordnelse og indbyrdes kærlighed, som Jesus lærer os, er totalt i modstrid med alle forsøg på at gøre sig til herre over andre i den mandlige overlegenheds navn. Den indebærer også enden på privilegier på baggrund af klasse, velstand og race. Verdslige prioriteter som disse stammer fra menneskers synd og Satans løgne, ikke fra Guds Ord.
Sand bibelsk ligestilling
Vi har kort skitseret den kristne lære omkring bibelsk ligestilling. Den udspringer af og bygger på vores Frelser, Jesus Kristus, og hans bog. Vi har set, at bibelsk ligestilling indebærer alle menneskers ligestilling i Guds billede; lige ansvar for alle troende uanset velstand, klasse, køn og race samt gensidig underordnelse i Jesus navn. Må vores herlige Frelser gennem Åndens kraft vejlede os til hele evangeliets sandhed og lede os alle ind i tjeneste, efter hans vilje til Gud Faders ære.
Copyright og tilladelser Copyright 2013, Christians for Biblical Equality (CBE). Artiklen stammer fra Priscilla Papers, årgang 16, nr. 3, 2002. Tilladelse til at gengive denne artikel i sin helhed kan hentes fra CBE's nationale kontor.
Besøg os online på
CBEINTERNATIONAL.ORG.
[1] Alan Padgett er professor i Systematisk Teologi på Luther Seminary, St. Paul, MN. Han er forfatter til "God, Eternity and the Nature of Time" og redaktør på Reason and the Christian Religion. Han er assisterende teolog for Priskilla Papers.
Abonner på:
Opslag (Atom)