Af Thomas Hansen, præst i Hillsong København
Jeg vil gerne lægge ud med at sige, at det er længe siden, jeg har skrevet en afhandling om et emne; jeg er først og fremmest optaget af at forberede undervisning for vores kirke i København hver uge og ofte flere gange om ugen. Og da jeg først og fremmest er en lokal frikirkepræst, så vil den måde, jeg skriver på, være mere pragmatisk og praktisk fremfor udelukkende akademisk.
For de af jer, der ikke kender min historie, så er jeg født og opvokset i Danmark. Jeg tilbragte det meste af min opvækst i en frikirke i Midtjylland. Derfra gik turen rundt om en højskole i Sønderjylland, før den gik videre til Sydney i Australien, hvor jeg tilbragte tolv år. I al den tid var jeg involveret i en lokal kirke, de første seks år som en frivillig, imens jeg færdiggjorde mine teologistudier, og de sidste seks år som en del af staben. I slutningen af 2012 flyttede min australske kone og jeg til København, hvor vi plantede Hillsong København i starten af 2013. Efter næsten fire år samles vi nu tre gange[1] om søndagen i Bremen Teater i København, og en enkelt gudstjeneste i Malmø Sverige også, hvor vi startede for nogle måneder siden. Som en kirke hører vi til pinsetraditionen. I Australien hedder pinsebevægelsen Australian Christian Churches[2] eller ACC, som vi blot forkorter den med. Det er meget australsk at forkorte alt, hvad der forkortes kan; hvis du har mere end to stavelser i dit navn og nogensinde har mødt en australier, ved du, hvad jeg taler om.
Pinsetraditionen
Hvad betyder det så at tilhører en “pinsetradition”? I Danmark er vi som i mange andre lande skyldige i at institutionalisere vores traditioner, og som kirker er der en lige så stor en fristelse til det. Men udover et globalt netværk af kirker, der har (eller burde have) meget til fælles og derfor bør danne et fællesskab af kirker, er pinsetraditionen så meget mere.
Navnet er jo taget fra den herlige dag, som er omtalt i Apostlenes Gerninger, og som vi kalder Pinsedag. Den dag blev det muligt at opleve Gud på et helt personligt plan. Jesus var meget opmærksom på, at hans disciple ikke begyndte på deres tjeneste for ham, før de havde modtaget denne kraft fra Helligånden.
I årene efter Pinsedag ser vi i resten af det Nye Testamente Helligåndens virke på en helt utrolig måde fra profetier og åbenbaringsord til helbredelser og selv døde, der blev vakt til live (og så var der også nogle, der var i live, som døde). Og midt i denne udgydelse af Helligånden blev tusindvis af mennesker føjet til kirken, og den moderne kirke, vi kender i dag, fik sin første spæde start.
Debatten imellem det nye og gamle er ikke en ny debat. Selv da Jesus kom til jorden, var der en diskussion omkring hans undervisning. Da Paulus og disciplene fortsatte arbejdet, var der yderligere diskussioner omkring denne nye lære.
I Matt.9 blev Jesus konfronteret omkring hans undervisning, og hans respons er interessant. “Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker, så hullet blev endnu større. Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”[3] Dette svar er ofte blevet brugt i en sammenhæng, der omhandler alt fra lederskabsstruktur til en formaning om, at vi bør være åbne for det nye, Gud gør. Men måske er svaret ikke så meget, at Gud er i gang med at gøre nye ting, men at han egentlig bare er i gang med at fortsætte det, han altid har gjort; at genoprette og frelse det fortabte og brudte. I en kultur, der kender til vin, er det jo ikke den nye vin, man ønsker, men den gamle. Så kan det være, at Jesus vender spørgsmålet på hovedet og siger til dem, “Det er ikke mig der har bragt en ny lære, men jer!”? Måske er det sådan, at der intet er, som har ændret sig, men det, han gør, er blot er en fortsættelse af, hvad han altid har talt om, og flere og flere lag bliver fjernet.
Jeg ved ikke, hvad det er med mennesker, eller måske er det blot kristne, men hvorfor søger vi altid efter de ekstreme løsninger og svar? Sort eller hvidt? Enten eller? Måske skal svaret findes i spændingen imellem begge sider. At det ikke er enten eller, men et både og.
Selve spørgsmålet, som jeg er blevet bedt om at adressere, er sat op i et spændingsfelt; “bør vi bevare det ’gamle’, karismatiske præg med tungetale, profetiske ord mv. til møderne, eller alternativt gøre møderne mere tilgængelige for udefrakommende.”
Dette er en klassisk tilgang til emnet her i det danske kirkelige landskab. Men hvorfor er det enten eller?
Spørgsmålet, vi bliver nødt til at stille er, hvad vores formål som kristne er på denne side af evigheden? Hvorfor eksisterer vore lokale kirker?
Hvad end svaret er, dikterer det vore beslutninger om, hvordan vi bygger kirke.
Jeg er overbevist om, at vi eksisterer på denne side af evigheden for at lede folk til Jesus. Vore kirker bør bygge kristne op, så at de kan leve deres liv mandag til lørdag på den bedste måde. Vore kirker bør være steder, hvor vi kan byde folk velkommen hjem! Kirker, som man kan være stolte af at bringe sine venner med hen til.
“Så det må betyde, at der ikke er plads til udtryk for Helligånden?” Nej! Men vi kan give plads til Helligånden og hans virke, uden at det skræmmer folk eller er underligt!
Da disciplene modtog gaven til at tale i tunger, var der folk fra forskellige lande, som sagde, “hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?”[4] Der har været mange diskussioner om denne oplevelse. Da disciplene kom ud og talte i tunger, er spørgsmålet, om det var glossolalia, som er det, man oftest tænker tungetale er, når kristne udtrykker ord, der lyder som et ukendt sprog? Hvis det var, ville alle de forskellige, der hørte dem tale, have modtaget oversættelsen overnaturligt for at kunne sige, hvad de sagde. Eller talte de ved Helligåndens hjælp de aktuelle sprog, der var repræsenteret?
Kan det være, at dette helt præcist viser, hvad Helligåndens virke bør resultere i? At det bør pege på Gud og de mægtige ting, han har gjort.
Desværre har meget af det, vi omtaler som “karismatiske gaver og udtryk” peget mere på mennesker end på Gud.
Som en præst i Hillsong ønsker jeg at give så meget plads til Helligånden som overhovedet muligt, men jeg har nogle overbevisninger, som også driver mig.
Lad mig nævne mine praktiske tanker om det, som forhåbentlig kan hjælpe. (Jeg er 100% klar over, at vi blot er ét udtryk i Guds globale kirke, så forstå mit hjerte, at jeg blot giver en indsigt i, hvad jeg og vi tænker og ønsker, og ikke vil sige, hvad andre bør gøre i deres kirkelige sammenhæng, da alle ultimativt er ansvarlig overfor Gud for deres tjeneste, liv og åbenbaringer).
Begræns ikke Gud
Når vi tænker på og snakker om de karismatiske gaver, tænker vi ofte på de "spektakulære" tidspunkter, hvor en person giver en profeti, beder for en syg eller noget lignende. Men vi må passe på ikke at begrænse Gud. Ofte bliver vi fanget i formen af gudstjenester fremfor indholdet, når vi bedømmer de karismatiske elementer, men Helligånden kan virke lige stærkt i både en stille og rolig Jesus-fokuseret folkekirkegudstjeneste, som han kan i en frikirke, der har et fuldt band med lys og lyd. Det er ikke formen, der diktere indholdet.
Når vi planlægger vore gudstjenester, beder vi og er åbne for, at Helligånden må lede og inspirere os med alt fra planlægningen af sange, prædikener, og hvem vi kan inkludere i tjeneste den søndag; og om vi fornemmer, der er visse grupper vi bør "sigte på" at hjælpe ved at fokusere på bestemte ting. Guds Rige er ikke et rige af kaos, men orden, så jeg er 100% overbevist om, at han leder os på meget praktiske måder.
Idet vi er forberedte og ved, hvad vi ønsker at opnå, er der så også plads til fleksibilitet og til at være åbne for, at Helligånden pludselig taler til os om at tage gudstjenesten i en anden retning. Men jeg vil sige det igen, vi må komme væk fra denne tendens i det kirkelige Danmark, hvor vi dømmer hinandens indhold på formen. Det er ikke op til os som mennesker at sidde i vore kirkelige lejre og pege fingre ad andre traditioner og bedømme, om det er Helligånden, når en kirke har røg, lys og lyd og andre har salmebøger og stearinlys. Gud er ikke begrænset af alt dette, men virker, hvor mennesker er villige til at løfte Jesus op og tale om hans mægtige gerninger.
Kontekst
Når vi så bevæger os i det karismatiske, synes jeg det er vigtigt at give det øjeblik en kontekst. Hvad jeg mener med det er, at vores formål som kirke jo ikke ændrer sig. Så når de her øjeblikke opstår, tror jeg, at det som præster er vores ansvar at give det øjeblik noget lederskab og kontekst. Når en person kommer op til mig og siger, at de fornemmer, de har en profeti til hele kirken, er det mit ansvar som hyrde for flokken at bedømme, om dette er aktuelt, eller om det "blot" er noget, der kan forblive i en mindre sammenhæng. Eller når vi har øjeblikke hvor vi beder i tunger eller beder for, at folk skal blive fyldt med Helligånden; så fremfor blot at gøre det uden nogen forklaring, giver vi det en kontekst og forklarer, hvad vi laver og hvorfor. Idet jeg tror, at formålet med vores kirker er at lede folk til Jesus, er det mit ansvar at sørge for, at alle øjeblikke i en gudstjeneste gør netop dette, men nogle gange, når man giver folk plads til at udfolde sig i deres karismatiske gaver, bliver det ofte om dem som personer fremfor Jesus.
Vi må minde hinanden om, at vi er fyldt af Helligånden, ikke besat af ham. Paulus skrev til kirken i Korinth, som havde lidt for mange mennesker, der brugte Helligåndens gaver som en undskyldning for at tage al opmærksomheden: “De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det.”[5] I den engelske oversættelse af Bibelen siger det vers, at profeters ånd er underlagt profeten. Så vi er ansvarlige for at være gode forvaltere af de gaver og øjeblikke, Gud giver os.
Helligåndens virke bør være en del af en kirkes liv, og det bør tænkes igennem, hvor og hvornår der er plads til, at de gaver kan udfolde sig. Der bør være en tid og et sted, men i vores kirke ser vi ikke søndagen som det eneste sted, hvor dette kan ske. Vi samler hundredvis af mennesker hver uge i løbet af ugen i det, vi kalder Connect Groups, som er fællesskabsgrupper, og som spiser, studerer Guds ord og beder sammen. I denne mindre sammenhæng er der nok sikkerhed i relationerne til, at folk kan prøve sig frem i forskellige gaver og modtage feedback og pastoralt lederskab fra deres gruppeleder.
Autentisk
Jeg tror, at i sidste ende er folk, som ikke er vant til at komme i kirker, ikke så skræmte af disse karismatiske øjeblikke, som mange kristne tror.
Det, folk er skræmte af, er hvad vi alle er skræmte af: det ukendte.
Jeg synes, det er uansvarligt af en præst at lade "karismatiske øjeblikke" løbe løbsk uden at give det noget lederskab, sprog og kontekst, så folk kan forstå, hvad der sker. Og hvad vi har oplevet i vores kirke er, at folk er ok med det. Det er jo en kirke. Det er noget, som vi tror på, og så længe det kan forstås (til en vis grad), kan det accepteres. Vi skal huske på, at hvad folk virkelig søger, er det autentiske.
Vi har gudstjenester, hvor vi beder for helbredelser, profeterer og søger Gud, men vi forklarer altid, hvad vi laver og hvorfor. Vi gør det tilgængeligt og muligt for folk at være en del af det. Vi ønsker jo, at folk kommer med på dette eventyr med Jesus.
Metoder kan ændre sig og ofte endda, men budskabet forbliver altid det samme.
Så hvilke udtryk vores kirker end har, må de altid pege på Jesus på den mest attraktive måde, det er muligt.
[1] Der er pt. tre identiske gudstjenester, da kirkens medlemmer oftest blot deltager i ét møde om søndagen.
[2] Australske Kristne Kirker
[3] Matt.9,16-17 BPH
[4] Apg.2,11 BPH
[5] 1.Kor.14,32 BPH
søndag den 11. september 2016
mandag den 20. juni 2016
Reflekteret karismatik
Af Tonny Jacobsen, Doctor of Ministry, præst i Pinsekirken Vejle
Den karismatiske kristendom er siden Pinsevækkelsens frembrud i 1905 gået fra at være foragtet til at være mainstream. Det har mange grunde: Den karismatiske vækkelse i 60’erne og 70’erne. De karismatiske og pentekostale kirkers hastige vækst – særligt i udviklingslandene. Det samfundsmæssige skift fra modernitet til post-modernitet (eller hvad man ellers vælger at kalde vores tids dominerende kultur).
Den karismatik, man i dag møder i traditionelle pinsekirker, såvel som i karismatiske lutherske og frikirkelige kirker i Danmark, har til en vis grad ændret udtryk. Vi har mindre tungetale, stærke følelsesudbrud og fri bøn fra forsamlingen ved vore gudstjenester end tidligere. Lovsangen har derimod fået mere plads, og gaver som helbredelse og profeti har fået nye udtryk.
Man kan tolke denne udvikling som en udvanding og et udtryk for mindre åndelig brand. Man kan også se den som et udtryk for en naturlig udvikling for en bevægelse, der er gået fra at være en fornyelsesvækkelse for allerede kristne til at være en missionsbevægelse til et stadig mere kristendomsfjernt samfund.
Hvis vi forstår karismatik snævert, betegner begrebet de åndelige gavers virke. Når man taler om karismatisk kristendom, bruges begrebet ofte bredere for at betegne en kristendom, der lægger vægt på, at Gud manifesterer sig i dag ved Helligånden i den enkelte og i menighedens liv. Det kan foregå på mangfoldige måder ved indskydelse, helbredelser, profeti, mirakler osv.
Man kan på en vis måde sige, at reflekteret karismatik er en sproglig selvmodsigelse, et oxymoron. De karismatiske gaver er netop ikke et resultat af refleksion. Hvis jeg begynder at reflektere over en indskydelse eller et syn fra Helligånden, vil jeg ofte afvise det som ufornuftigt eller uforståeligt. Måske det er denne side af den karismatiske erfaring, der historisk har gjort, at pinsekristne har haft et noget anstrengt forhold til akademisk teologi: ”Vi har ikke brug for teo-luk-i, men for teo-luk-op”, som jeg husker en pinseprædikant sige for år tilbage. Der er i mellemtiden dels sket det, at mange af vore venner i mere historiske kirker har tilladt sig at reflektere over deres karismatiske erfaringer, og det er der ofte kommet rigtigt gode ting ud af. Dels er vi alle en del af et samfund, hvor det generelle uddannelsesniveau er støt stigende. Det bliver dermed svært at blive ved med at forsage teologisk uddannelse, da det giver et troværdighedsproblem i forhold til det omgivende samfund. Titlen ”lægprædikant” emmer ikke just af faglig slagkraft i en moderne danskers øjne.
Jeg vil hævde, at de karismatiske erfaringer har brug for den teologiske refleksion for at forblive sunde og undgå dårlig teologi og oplevelses-jageri. På den anden side må de teologiske refleksioner ske på basis af åndelige erfaringer. Ellers vil de lukke Helligånden inde i rationalitetens klaustrofobiske rum. Og Helligånden blæser som bekendt, hvor Han vil…. Desuden skal både karismatik og refleksion ske i en missional kontekst for at undslippe den selvcentrering og den forbrugermentalitet, der ligger os alle så snublende nær. Det er ikke karismatik eller refleksion for sin egen (eller vores egen) skyld. Det er gaver og refleksion for at tjene de andre medlemmer på legemet og for at være et vidne til dem, der endnu ikke kender Jesus.
Vi kan tage pinsedag som eksempel.[1] Her følger en fuldstændig uventet karismatisk oplevelse efter 10 dages intensivt fællesskab og bøn i lydighed mod Jesu befaling. Den karismatiske oplevelse rammer hovedsageligt de 120 forsamlede disciple: de ser tunger af ild, de bliver fyldt af Helligånden, de hører et overnaturligt stormvejr, og de begynder mirakuløst at tale om Guds store gerninger på alle mulige sprog. Men oplevelsen er ikke begrænset til de 120. Tusinder bemærker også det uforklarlige stormvejr, og så hører de en flok jøder fra det nordlige Israel tale på alle mulige sprog fra hele Romerriget. Umiddelbart er der tre klasser af reaktioner: Disciplene er begejstrede og frimodige. Nogle af tilskuerne fornemmer noget uforklarligt, overnaturligt og er oprigtigt spørgende. Andre afviser det hele med den forklaring, der ligger dem nærmest: det er bare efterkanten af en umådeholden drukfest.
Vi kan sige, at pinsedagen begyndte med en overvældende karismatisk erfaring, som ingen havde forventet, men som de 120 disciple havde åbnet sig for gennem bøn og fællesskab. Peter og de øvrige disciple lader imidlertid ikke Helligåndens gerning stå alene. De begynder øjeblikkeligt at reflektere på deres nye erfaringer. Deres refleksion sker ikke primært for at tilfredsstille deres egen intellektuelle nysgerrighed. De bruger den med det samme til at vende sig til de tusinder, der prøver at finde hoved og hale i, hvad i al verden der lige foregår. Som bekendt med det resultat, at 3000 lader sig døbe.
Hvis vi ser lidt nærmere på den teologiske refleksion, som kommer til udtryk i Peters pinseprædiken, falder den i to dele. Første del ser en opfyldelse af Joels profeti om, at Gud ville udgyde sin Ånd over alt kød, i deres uventede karismatisk oplevelse.[2] Vi kan være ganske sikre på, at de ikke havde forestillet sig dagens oplevelser, da de tidligere læste i bogrullen med Joels profetier. Men i lyset af dagens oplevelser stod det klart for dem: det er jo, hvad Joel profeterede for århundreder siden. Læg mærke til, at oplevelsen ikke skulle tilpasse sig de teologiske doktriner. Men Skriften blev bragt ind i en samtale med oplevelsen, der gav større dybde og forståelse til begge. Den anden del fortæller beretningen om Jesu liv, død og opstandelse.[3] Sand karismatik peger altid på Jesus og vil føre til, at vi ophøjer ham som Herre. De karismatiske oplevelser er ikke noget mål i sig selv. De åbner menneskers hjerter for at tage imod Jesus, se deres behov for tilgivelse og bekende ham som herre.
Hvad kan Lukas’ beretning om pinsedag så lære os om reflekteret karismatisk? Jeg vil foreslå fire principper, samt trække et par linjer til mine indledende beskrivelser af den karismatiske kristendom i Danmark:
Vi kan for det første lære, at vi ikke skal spille karismatik og refleksion (teologi) ud mod hinanden. De skal gå hånd i hånd, som det skete på Pinsedag. Karismatik uden refleksion ender nemt i selvcentreret oplevelsesjagt eller det, der er værre. Teologi uden karismatik er livløs og vil forsøge at kontrollere og begrænse Gud og Hans virke i verden. Tænk bare på de skriftlærde på Jesu tid.
Vi kan for det andet lære, at karismatik med efterfølgende refleksion skal ske i en missional ramme. Vi får Åndens kraft, for at vi skal være vidner. Og vi reflekterer for selv at være tro overfor Skriften, samt for at kunne videreformidle, hvad vi selv har erfaret.
Vi kan for det tredje lære, at det karismatiske liv forudsætter et bedende fællesskab, som ikke blot beder lejlighedsbønner for at få dækket egne følte behov. Det var dem, der stadig var sammen i bøn efter 10 dage, der blev fyldt med Helligånden på Pinsedag.
Vi kan for det fjerde lære, at teologisk refleksion kræver, at vi har Skriften i vores hjerter. Mange moderne teologer reflekterer på baggrund af andre teologers fortolkninger. Det kan være udmærket, men ikke hvis det er på bekostning af direkte engagement med Skriftens ord i sin kontekst. Vi skal med andre ord være bibelstærke i ordets bedste betydning for at evne at reflektere troværdigt på vore karismatiske erfaringer. Peter havde uden tvivl Joels ord i sit hjerte og i sin hukommelse, da han blev ramt af Helligåndens kraft pinsedag.
Jeg er overbevist om, at fremtidens kristendom er karismatisk. Ikke fordi jeg er en pinse-partisoldat, men fordi Helligåndens nærvær og kraft er absolut afgørende, hvis vi skal lykkes som kirker i dagens udfordringer og muligheder. Den karismatik, der kan gøre en forskel i dagens afkristnede Europa, handler ikke om en bestemt stil ved vores gudstjenester. Det er i højere grad en hverdagens karismatik, ligesom vi ser det i Jesu liv. Hos ham var Helligåndens kraft altid nærværende, han reflekterede på et niveau, ingen af de skriftlærde kunne matche, og han gjorde det alt sammen for som en del af sin missionale kaldelse at ”opsøge og frelse det fortabte”.[4]
[1] Apg.2
[2] Joel 2,14-21
[3] Apg.2,22-36
[4] Luk.9,10
Myten om den sidste reformation
Af Jesper Veiby, stifter af Kristent Institut
Det har i flere år været populært at tale om ”reformation” og om, at Kirken har brug for en ny reformation eller eventuelt en sidste reformation med en tilbagevenden til det bibelske og nytestamentelige udgangspunkt og/eller genopdagelse af indtil nu oversete sandheder, ligesom retfærdiggørelsen af tro, troendes dåb og Helligåndens dåb over tid er blevet genopdaget af Kirken. Betegnelser som ”restaurationsvækkelse” eller ”genoprettelsesvækkelse” bliver nogle gange brugt om denne udvikling, selvom der næppe findes nogen entydig og gængs betegnelse.
Op gennem kirkehistorien har forskellige kredse forsøgt at koble andre sandheder på i forlængelse af de førnævnte. Nogle adventister har forsøgt at koble sabbatsspørgsmålet på som det sidste og afgørende punkt. Nogle Oneness Pentecostals[1] har på sin side proklameret opgøret med Treenigheden som den sidste og nødvendige genoprettelse. Hos mere mainstream kredse har nogle apostoliske netværk set genoprettelsen af aposteltjenesten som et punkt, der kommer efter pinsebevægelsens opdagelse af åndsdåben. Eksemplerne er legio, og på det seneste er huskirker (eller organiske kirker) af nogle blevet proklameret som det sidste og manglende led.
Selvfølgelig er der ting, som undervejs i kirkehistorien har været gået i glemmebogen eller er blevet undertrykt af den etablerede kirke, og som hver til sin tid har fået sin tiltrængte renæssance. Det er også let at tænke den slags ind i en større ramme, når man befinder sig i et frikirkeligt miljø. Her passer hele forestillingen om en løbende reformation nemlig langt bedre ind i selvforståelsen, end den ville hos en katolik eller en lutheraner.
Problemet er, at det er en tvivlsom fortælling med mange faldgruber; og en fortælling, som let kan gøre mere skade end gavn.
Før vi går videre, så lad mig for klarhedens skyld understrege, at jeg ikke angriber det faktum, at bibelske sandheder og bibelske praksisser har været gået tabt og over tid er blevet genfundet af mænd og kvinder, som Gud brugte til dette. Heller ikke, at der her og nu kan være ting, som Kirken kunne gøre på en bedre og rigtigere måde. Nej, jeg angriber forestillingen om, at dette er sket, vil ske eller skal ske som et led i en Guddommeligt overstyret proces – endsige kulminerende i en sidste genoprettelse før Jesu genkomst.
2.
Den første indvending mod en sådan forestilling er, at den ganske enkelt ikke stemmer med erfaringen.
Præmissen for en restaurationsvækkelse må jo dels være, at brik på brik i puslespillet falder på plads, indtil det nytestamentelige kirkeliv er genoprettet; men også at nye ”brikker” falder de steder, hvor de forrige er lagt. Fortalere for en restaurationsvækkelse ser jo ikke for sig, at retfærdiggørelsen af tro kom til én sammenhæng, hvorefter sandheden om troendes dåb kom til anden sammenhæng, der ikke havde taget imod dogmet om retfærdiggørelse af tro, hvorefter åndsdåben kom til en tredje sammenhæng, der hverken godtog retfærdiggørelse af tro eller troendes dåb. Selvom dette vel teoretisk kunne forekomme, så er det ikke den bærende tanke bag forestillingen om en løbende genoprettelse. Her er tanken selvfølgelig, at nye reformationer bygger videre på de eksisterende, selvom der vel kan være kristne, som ikke tager imod hele pakken.
Dette billede er imidlertid langt fra entydigt, når man ser udover Kirken. Man behøver blot nævne den karismatiske bevægelse som et eksempel på, at åndsdåb og karismatik slog ned i sammenhænge, der ikke anerkendte troendes dåb (Oase bevægelsen) eller som anerkendte paver og helgener (katolske karismatikere). Nogle vil påpege, at den karismatiske bevægelse blot var en efterfølgende udbredelse af en eksisterende og tidligere opdaget sandhed, og at genopdagelsen af denne hos de første pinsevenner jo netop passer ind i mønstret, men de første pinsevenner var jo ikke var de første siden apostlene, som oplevede åndsdåben. Selvom Azusa Street kom til at udgøre en milepæl, så har pinseoplevelsen været erfaret af kristne fra utallige sammenhænge op gennem kirkehistorien.[2]
Det er vel korrekt, at forskellige sandheder til forskellige tider har fået et større eller mindre gennembrud, men det er grundlæggende forkert, at 1) de pågældende sandheder var helt ukendte forud, og 2) de pågældende sandheder altid først kom til kredse, der havde tilegnet sig tidligere sandheder.
Nøgternt betragtet har vi vel alle erfaret det samme på et lavpraktisk plan. Man kan møde mennesker, der har en stærk åndelig udrustning, som på samme tid kan være umodne eller teologisk dårligt funderede. Man kan møde mennesker, som lever et helligt liv, men som kun i meget begrænset omfang evner at formidle evangeliet til andre. Man kan møde intellektuel viden uden at denne forenes med et liv i discipelskab. Kort sagt, man møder stærke og svage sider i en til tider uskøn blanding; og uden at der er noget videre mønster i dette. Det er jo heller ikke sådan, at kun den, som f.eks. er kommet langt i discipelskab og helliggørelse, belønnes med åndsdåben eller gives indsigt i Guds Ord.
Hvis man vil forsvare forestillingen om en restaurationsvækkelse og en sidste reformation, så er man derfor nødt til at lægge en skabelon ned over kirkehistorien, som kun meget dårligt stemmer med virkeligheden.
3.
Ikke alene stemmer forestillingen om en restaurationsvækkelse ikke med erfaringen, men den stemmer heller ikke med Bibelen, og det er langt værre.
Lad os her konstatere de åbenlyse løfter, som Jesus efterlader os med. Dels at Helligånden ville komme,[3] og at erfaringen af Helligånden, som først sker på Pinsedagen,[4] og som herefter erfaredes af mange andre end apostlene, ville træde i stedet for den daglige vandring med Jesus ansigt til ansigt.[5] Dels at Helligånden ville lære os og minde os,[6] altså fastholde, fremhæve og om nødvendigt genkalde det, Jesus havde sagt og lært.[7]
Det er indlysende sandt, at ikke alle kristne gennem tiden har erfaret Helligånden, som apostlene gjorde. Det er indlysende også sandt, at ikke alle kristne har holdt fast i alt det, som Jesus sagde, og som var bibelsk og rigtigt. Men det er også indlysende, at det hele tiden har været tilgængeligt for dem, og at det ikke har været Gud, som har forhindret dem i at erfare og indse det.
Sandheder kan være blevet overset pga. traditioner og forudfattede meninger, eller de kan være undertrykt af kirkelige autoriteter, men de kan ikke være gået i glemmebogen, fordi Gud har holdt dem tilbage. Bibelen udelukker den mulighed. Jesus lovede, at Helligånden ville være hos os, og at Helligånden ville minde os om hele sandheden. Når Luther i sin tid blev bannerfører for retfærdiggørelse af tro og ikke af f.eks. åndsdåben, så var det derfor ikke, fordi Gud skjulte den sidste sandhed for ham, men måske fordi han blot ikke så den af den ene eller anden grund, som vi kun kan spekulere over.
Man er af samme grund nødt til at konkludere, at en løbende reformation ikke er Guds (ideelle) vilje. Det kan den ikke være, når Jesus lover, at Helligånden vil lære os alt,[8] og vi i Missionsbefalingen befales at lære andre alt,[9] som vi er blevet lært. Ellers ville det reelt kun være den første kirke og måske endetidskirken, som var omfattet af Guds løfter, hvilket der ikke er en antydning af i teksten. Guds vilje må derfor nødvendigvis have været, at Kirken fra start til slut skulle fastholde alt det, som var overgivet den, ligesom det må være Guds vilje, at skulle sandheder gå tabt, så skulle de alle og så hurtigt som muligt genoprettes. Hvis man måtte mene andet, ville man være nødt til at se bort fra de afsluttende løfter, Jesus gav, og det mandat, vi driver kirke på.
Dette stemmer for så vidt også med de tidligere nævnte erfaringer, idet f.eks. tilstedeværelsen af karismatiske gaver siden Pinsedagen jo må tages som udtryk for, at de netop var tilgængelige for alle, som ville tage imod dem, helt uden hensyn til Kirkens generelle tilstand og niveau af genopret-telse.
Det er rigtigt, at der i Bibelen tales om ”tidligregn og sildigregn”,[10] og at dette meget vel kan udlægges som en beskrivelse af en åndsudgydelse i to etaper, dels efter Jesu opstandelse, dels før Jesu genkomst. Men det er det eneste område, hvor der måske antydes en forskel henover kirkehistorien, og næppe på en måde, som kan bruges til at ophæve ellers klare og utvetydige løfter fra Jesus. Hvorvidt der i passagen fra Jakobs brev sigtes til, hvad der rent faktisk ville ske, fremfor hvad Gud ønskede skulle ske,[11] eller om temaet snarere er intensiteten fremfor tilstedeværelsen af karismatiske gaver, kan godt diskuteres, men ingen af de to muligheder rokker ved det grundlæggende bibelske løfte om Helligånden som formidler af gaver og kraft og som underviser af Kirken.
4.
Tilhængere af tanken om en restaurationsvækkelse eller en sidste reformation, eller hvordan det nu udtrykkes, må hvis de skal være ærlige også være udfordret af nogle nærgående problemstillinger.
Et relevant spørgsmål ville f.eks. være, om man forestiller sig, at en sådan restaurationsvækkelse vil kulminere med det væsentligste, altså i en sidste reformation, som endelig får den sidste og væsentligste brik til at falde på plads; eller om Gud starter med at genoprette det væsentligste, for så hen af vejen at fuldende billedet med knap så vigtige detaljer?
Både det ene og det andet svar vil være problematisk. Hvis man tror på en guddommeligt overstyret restaurationsvækkelse med det vigtigste til sidst, er man implicit tvunget til at hævde, at Gud har holdt sin kirke i uvidenhed for i sidste øjeblik symbolsk at kunne fuldende med det allervigtigste. Det er bestemt en retorisk fordel at kunne hævde vigtigheden af det, Gud pt. åbenbarer, men det sker unægtelig på bekostning af et sundt Gudsbillede. Hvis man omvendt hævder, at Gud har prioriteret det vigtigste først, så tvinges man til at hævde, at f.eks. åndsdåben er et stykke nede på listen over Guds prioriteringer, ligesom de ting, man vil hævde genoprettes i vore dage, pr. definition må være de sidste og efterhånden relativt ubetydelige punkter i en lang række af reformationer.
Det tredje svar, at genoprettelsen er sket i tilfældig orden af vigtige og mindre vigtige ting, er næppe bedre set fra en tilhængers synsvinkel. Det er utvivlsomt det mest bibelske svar af de tre, men det underminerer den fornemmelsen af systematik, som er en forudsætning for tanken om en Gudsstyret genoprettelse.
Præmissen om en restaurationsvækkelse eller en løbende række af reformationer vil også implicit tvinge enhver kristen til at relativere sit eget ståsted.
En pinseven, som gør sig til talsmand for denne position, burde vel forventes at kunne sige ”det er dejligt at være med i Guds genoprettelsesplaner; nu bliver det spændende at se, hvad Gud sender efter pinsevækkelsen og hvilke ting, vi har taget fejl i”. Men en sådan indstilling ses aldrig, hverken hos pinsevenner, i apostoliske netværk, blandt tilhængere af huskirker eller i mere dubiøse grupper som adventister og Oneness Pentecostals. Alle ser sig som repræsenterende den endelige og sidste reformation, selvom tusinder før dem må have tænkt det samme og taget fejl.
Tilsvarende grotesk bliver det set udfra Paulus’ påstand om, at vi alle ser stykkevist.[12] Hvis man godtager dette, så må man naturligvis være åben overfor muligheden af, at andre har synspunkter, som måtte vise sig mere bibelske end ens egne. Det er i sig selv uproblematisk. Men kun den, som er alvidende, kan reelt vide, at der ikke er flere væsentlige synspunkter at genopdage. Enhver påstand om at være del af den sidste reformation, er derfor dybt problematisk, forudsætter eksklusiv åbenbaring, som Gud holder tilbage fra resten af Kirken, og falder pladask på sin egen urimelighed.
Samtidig er der noget næsten evolutionært over tilgangen, som er en smule bekymrende, og som vanskeligt lader sig indpasse i et bibelsk verdensbillede. Kirken er naturligvis tiltænkt at vokse og udvikle sig i betydningen brede sig over nationer og kulturer og ned gennem tidsaldre og her vælge de rammer, som passer til dens aktuelle størrelse og situation. Men spørgsmålet er, om Gud iværksætter en (langvarig) teologisk og åndelig udviklingsproces, når Kirken går på kompromis, eller om han blot kalder Kirken til her og nu at vende tilbage til udgangspunktet på alle de områder, hvor der måtte være brug for det? Svaret giver vist sig selv.
Tanken om løbende reformationer kan også let misbruges til at understøtte ting, som ikke eller kun vanskeligt kan understøttes af Bibelen alene. Lad os være ærlige her. Uden sammenligning i øvrigt, så vil såvel Oneness Pentecostals med deres afvisning af Treenigheden, adventister med deres insisteren på sabbatsoverholdelse, og i nyere tid organiske kirker med deres afvisning af kirkebygninger og kirkeligt lederskab, alle stå langt ”stærkere” rent retorisk, når man tillige italesætter sig som et opgør med en påstået forkert udvikling i kirkehistorien.[13]
Forskellen er her, at såvel reformationen i 1500-taller som væksten af karismatiske kristne indenfor de sidste godt hundrede år har været kirkehistoriske fænomener, som faktuelt har haft stor og varig indflydelse på Kirken, mens de førnævnte grupper end ikke er i nærheden af samme gennemslagskraft og udbredelse. Det kan derfor godt virke både letkøbt og manipulerende, når man midt i en påstået reformation italesætter sig som en sådan, i stedet for at blot lade kirkehistorien være dommer i sagen om måske 50 eller 100 år.
Når der i Bibelen sker en udvikling i kirkens liv eller et såkaldt paradigmeskifte,[14] så argumenteres der i øvrigt heller aldrig med, at man her ser kulminationen på en overstyret genoprettelsesproces, der henvises i stedet til konkrete, bibelske løfter. Det må være den rigtige, bibelske og bedre måde at argumentere på.
5.
Jeg skal være den første til at erkende, at jeg selv ubetænksomt har godtaget tanken om en serie af reformationer, og at dette oplagt har skinnet igennem her og der, selvom det aldrig for mig har været en bærende tanke. Mange andre fra frikirkelige sammenhænge vil antageligvis være farvet af samme tankegang, og man kommer ikke udenom, at der er tale om en letforståelig og pædagogisk model, og at den derfor appellerer til menneskers naturlige og Gudgivne tilbøjelighed til at observere og systematisere. Men netop derfor er det også så vigtigt at sige fra overfor den overtolkning, som tanken om en restaurationsvækkelse typisk repræsenterer.
Bortset fra det helt principielle og vigtige spørgsmål, om modellen overhovedet er bibelsk, så har den også potentielt en række skadelige bivirkninger.
Hvis man begynder at italesætte sig selv som den bevægelse, Gud pt. bruger til at forny Kirken, så kan det meget let føre til en situation, hvor man ikke tager imod noget fra andre kristne i andre kirker og freder åbenlyse fejl i egne rækker.
Selvom vi naturligvis forudsætter, at reformatorerne havde ret mht. Reformationen og nogle af de teser, som her blev slået fast, f.eks. retfærdiggørelse af tro, så er det jo samtidig rigtigt, at den katolske kirke havde fastholdt et korrekt syn på f.eks. Treenigheden, og at der også i katolsk teologi (eller førreformatorisk teologi[15]) kan findes grundige og bibelske tanker omkring f.eks. Guds natur eller kristen etik. Det samme kan siges i relation til pinsebevægelsen. Selvom pinseerfaringen er bibelsk, og pinsebevægelsen blev intrumental mht. til at udbrede denne, bør man ikke nøjes med at ”overtage” Luthers tanker om retfærdiggørelse af tro, mens man forkaster andre og fornuftige tanker, f.eks. om de to regimenter, altså kirke og statsmagt. Der er ofte meget mere at hente fra kristne op gennem kirkehistorien, end det er kutyme i nogle vækkelsesbevægelser.
Desværre kan man finde mange eksempler på, at nye bevægelser ikke blot har pioneret en bestemt bibelsk sandhed eller en bestemt bibelsk erfaring, men også i spredt orden ”pioneret” forskellige særstandpunkter,[16] som enten har afspejlet stifternes personlige kæpheste eller har været udtryk for gængse – men ikke altid bibelske – synspunkter i de sammenhænge, der nu engang gjorde bestemte erfaringer eller fik øjnene op for nye sandheder.
Det er indlysende til alles bedste, både de nye bevægelser og Kirken i sin helhed, at man fastholder enheden med andre kristne og forstår nødvendigheden af at tage imod og tage ved lære af andre sammenhænge. Samt at man ikke forkaster alt, der tilhører en anden og tidligere ”reformation”; men at man kan se bort fra dette til fordel for bibelske argumenter, klare grunde og eksemplets magt.
Selvsagt er der forskel på, hvordan forskellige kredse italesætter sig selv som en ny reformation og alle andre som repræsenterende noget grundlæggende ubibelsk; og skadevirkningerne vil derfor også afhænge af de involveredes modenhed eller mangel på samme. Men det er egentlig en sekundær problemstilling. Det primære er det helt principielle, at kirkelivet ikke bør indpakkes i en tvivlsom og ubibelsk fortælling.
Forestillingen om en af Gud overstyret genoprettelse af bibelske sandheder, sluttende med en sidste reformation, iklæder nemlig og desværre kirkehistorien en fortælling, som er fiktion, og som hverken understøttes af bibelske udsagn eller af historiske fakta. Men andre ord: Kejseren har ikke noget tøj på.
[1] Også kendt som ”Jesus Only”.
[2] Bogen ”2000 år med Helligånden” af Hans P. Pedersen kan her stærkt anbefales som en tour de force over Åndens virke i de sidste to årtusinder siden Pinsedagen.
[3] f.eks. Apg.1,8
[4] se Apg.2
[5] f.eks. Johs.14,16-
[6] Johs.14,26
[7] Der ligger vel også heri, at Helligånden vil kunne aktualisere og kontekstualisere de sandheder og den visdom, som er åbenbaret i Bibelen, sådan at kristne til senere tider ville kunne udlede en ”bibelsk” holdning til ting, som ret beset ikke er nævnt i Bibelen. Men det omfatter givetvis ikke, at Helligånden skulle åbenbare ny og videre viden, som ikke kan findes i det overleverede vidnesbyrd, eller som ville være aldeles fremmed for datidens kristne.
[8] Igen Johs.14,26
[9] Se Matt.28,20
[10] Se evt. Jak.5,7 gl. oversættelse
[11] Gud kunne jo godt have ønsket og villet en permanent åndsudgydelse, men gennem profeten tilkendegive, at den af os ukendte årsager ville vise sig at være stærkest i starten og i slutningen.
[12] 1.Kor.13,9-12
[13] Oneness Pentecostals vil jo her se Treenigheden som den sidste katolske bastion og adventisterne på samme måde se søndagshelligholdelse som en katolsk vranglære og i sidste ende Dyrets mærke. Dele af huskirkebevægelsen vil på samme måde argumentere med, at rammer og strukturer er et i bund og grund hedensk levn, som må renses ud.
[14] Det kunne f.eks. være i relation til hedningemission eller i relation til pinseoplevelsen.
[15] Jeg sigter her til teologi under enhedskirken, før dannelsen af Østkirken, altså den Ortodokse Kirke. En teologi, som i nogle tilfælde udspringer af en kirke, som er ret ”katolsk” i lære og liv, og i andre tilfælde blot var den kirke, som var, før de katolske dogmer, som protestanter forkaster, formelt var blevet vedtaget.
[16] Man kunne i flæng nævne ting som 1) dåb ”i Jesu navn” i stedet for ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, 2) overholdelse af Moseloven, 3) billedforbud, altså ikke blot af helgener, men f.eks. også mod afbildninger af Jesus, 4) forestillingen om et teokratisk samfund, 5) bestemte og til tider rigide kirkelige hierarkier, 6) at man stempler ting som synd, Kirken i almindelighed aldrig har kaldt synd, eller 7) andre og nye forklaringsmodeller som f.eks. dispensationalismen, der var helt ukendt for den første kirke.
Det har i flere år været populært at tale om ”reformation” og om, at Kirken har brug for en ny reformation eller eventuelt en sidste reformation med en tilbagevenden til det bibelske og nytestamentelige udgangspunkt og/eller genopdagelse af indtil nu oversete sandheder, ligesom retfærdiggørelsen af tro, troendes dåb og Helligåndens dåb over tid er blevet genopdaget af Kirken. Betegnelser som ”restaurationsvækkelse” eller ”genoprettelsesvækkelse” bliver nogle gange brugt om denne udvikling, selvom der næppe findes nogen entydig og gængs betegnelse.
Op gennem kirkehistorien har forskellige kredse forsøgt at koble andre sandheder på i forlængelse af de førnævnte. Nogle adventister har forsøgt at koble sabbatsspørgsmålet på som det sidste og afgørende punkt. Nogle Oneness Pentecostals[1] har på sin side proklameret opgøret med Treenigheden som den sidste og nødvendige genoprettelse. Hos mere mainstream kredse har nogle apostoliske netværk set genoprettelsen af aposteltjenesten som et punkt, der kommer efter pinsebevægelsens opdagelse af åndsdåben. Eksemplerne er legio, og på det seneste er huskirker (eller organiske kirker) af nogle blevet proklameret som det sidste og manglende led.
Selvfølgelig er der ting, som undervejs i kirkehistorien har været gået i glemmebogen eller er blevet undertrykt af den etablerede kirke, og som hver til sin tid har fået sin tiltrængte renæssance. Det er også let at tænke den slags ind i en større ramme, når man befinder sig i et frikirkeligt miljø. Her passer hele forestillingen om en løbende reformation nemlig langt bedre ind i selvforståelsen, end den ville hos en katolik eller en lutheraner.
Problemet er, at det er en tvivlsom fortælling med mange faldgruber; og en fortælling, som let kan gøre mere skade end gavn.
Før vi går videre, så lad mig for klarhedens skyld understrege, at jeg ikke angriber det faktum, at bibelske sandheder og bibelske praksisser har været gået tabt og over tid er blevet genfundet af mænd og kvinder, som Gud brugte til dette. Heller ikke, at der her og nu kan være ting, som Kirken kunne gøre på en bedre og rigtigere måde. Nej, jeg angriber forestillingen om, at dette er sket, vil ske eller skal ske som et led i en Guddommeligt overstyret proces – endsige kulminerende i en sidste genoprettelse før Jesu genkomst.
2.
Den første indvending mod en sådan forestilling er, at den ganske enkelt ikke stemmer med erfaringen.
Præmissen for en restaurationsvækkelse må jo dels være, at brik på brik i puslespillet falder på plads, indtil det nytestamentelige kirkeliv er genoprettet; men også at nye ”brikker” falder de steder, hvor de forrige er lagt. Fortalere for en restaurationsvækkelse ser jo ikke for sig, at retfærdiggørelsen af tro kom til én sammenhæng, hvorefter sandheden om troendes dåb kom til anden sammenhæng, der ikke havde taget imod dogmet om retfærdiggørelse af tro, hvorefter åndsdåben kom til en tredje sammenhæng, der hverken godtog retfærdiggørelse af tro eller troendes dåb. Selvom dette vel teoretisk kunne forekomme, så er det ikke den bærende tanke bag forestillingen om en løbende genoprettelse. Her er tanken selvfølgelig, at nye reformationer bygger videre på de eksisterende, selvom der vel kan være kristne, som ikke tager imod hele pakken.
Dette billede er imidlertid langt fra entydigt, når man ser udover Kirken. Man behøver blot nævne den karismatiske bevægelse som et eksempel på, at åndsdåb og karismatik slog ned i sammenhænge, der ikke anerkendte troendes dåb (Oase bevægelsen) eller som anerkendte paver og helgener (katolske karismatikere). Nogle vil påpege, at den karismatiske bevægelse blot var en efterfølgende udbredelse af en eksisterende og tidligere opdaget sandhed, og at genopdagelsen af denne hos de første pinsevenner jo netop passer ind i mønstret, men de første pinsevenner var jo ikke var de første siden apostlene, som oplevede åndsdåben. Selvom Azusa Street kom til at udgøre en milepæl, så har pinseoplevelsen været erfaret af kristne fra utallige sammenhænge op gennem kirkehistorien.[2]
Det er vel korrekt, at forskellige sandheder til forskellige tider har fået et større eller mindre gennembrud, men det er grundlæggende forkert, at 1) de pågældende sandheder var helt ukendte forud, og 2) de pågældende sandheder altid først kom til kredse, der havde tilegnet sig tidligere sandheder.
Nøgternt betragtet har vi vel alle erfaret det samme på et lavpraktisk plan. Man kan møde mennesker, der har en stærk åndelig udrustning, som på samme tid kan være umodne eller teologisk dårligt funderede. Man kan møde mennesker, som lever et helligt liv, men som kun i meget begrænset omfang evner at formidle evangeliet til andre. Man kan møde intellektuel viden uden at denne forenes med et liv i discipelskab. Kort sagt, man møder stærke og svage sider i en til tider uskøn blanding; og uden at der er noget videre mønster i dette. Det er jo heller ikke sådan, at kun den, som f.eks. er kommet langt i discipelskab og helliggørelse, belønnes med åndsdåben eller gives indsigt i Guds Ord.
Hvis man vil forsvare forestillingen om en restaurationsvækkelse og en sidste reformation, så er man derfor nødt til at lægge en skabelon ned over kirkehistorien, som kun meget dårligt stemmer med virkeligheden.
3.
Ikke alene stemmer forestillingen om en restaurationsvækkelse ikke med erfaringen, men den stemmer heller ikke med Bibelen, og det er langt værre.
Lad os her konstatere de åbenlyse løfter, som Jesus efterlader os med. Dels at Helligånden ville komme,[3] og at erfaringen af Helligånden, som først sker på Pinsedagen,[4] og som herefter erfaredes af mange andre end apostlene, ville træde i stedet for den daglige vandring med Jesus ansigt til ansigt.[5] Dels at Helligånden ville lære os og minde os,[6] altså fastholde, fremhæve og om nødvendigt genkalde det, Jesus havde sagt og lært.[7]
Det er indlysende sandt, at ikke alle kristne gennem tiden har erfaret Helligånden, som apostlene gjorde. Det er indlysende også sandt, at ikke alle kristne har holdt fast i alt det, som Jesus sagde, og som var bibelsk og rigtigt. Men det er også indlysende, at det hele tiden har været tilgængeligt for dem, og at det ikke har været Gud, som har forhindret dem i at erfare og indse det.
Sandheder kan være blevet overset pga. traditioner og forudfattede meninger, eller de kan være undertrykt af kirkelige autoriteter, men de kan ikke være gået i glemmebogen, fordi Gud har holdt dem tilbage. Bibelen udelukker den mulighed. Jesus lovede, at Helligånden ville være hos os, og at Helligånden ville minde os om hele sandheden. Når Luther i sin tid blev bannerfører for retfærdiggørelse af tro og ikke af f.eks. åndsdåben, så var det derfor ikke, fordi Gud skjulte den sidste sandhed for ham, men måske fordi han blot ikke så den af den ene eller anden grund, som vi kun kan spekulere over.
Man er af samme grund nødt til at konkludere, at en løbende reformation ikke er Guds (ideelle) vilje. Det kan den ikke være, når Jesus lover, at Helligånden vil lære os alt,[8] og vi i Missionsbefalingen befales at lære andre alt,[9] som vi er blevet lært. Ellers ville det reelt kun være den første kirke og måske endetidskirken, som var omfattet af Guds løfter, hvilket der ikke er en antydning af i teksten. Guds vilje må derfor nødvendigvis have været, at Kirken fra start til slut skulle fastholde alt det, som var overgivet den, ligesom det må være Guds vilje, at skulle sandheder gå tabt, så skulle de alle og så hurtigt som muligt genoprettes. Hvis man måtte mene andet, ville man være nødt til at se bort fra de afsluttende løfter, Jesus gav, og det mandat, vi driver kirke på.
Dette stemmer for så vidt også med de tidligere nævnte erfaringer, idet f.eks. tilstedeværelsen af karismatiske gaver siden Pinsedagen jo må tages som udtryk for, at de netop var tilgængelige for alle, som ville tage imod dem, helt uden hensyn til Kirkens generelle tilstand og niveau af genopret-telse.
Det er rigtigt, at der i Bibelen tales om ”tidligregn og sildigregn”,[10] og at dette meget vel kan udlægges som en beskrivelse af en åndsudgydelse i to etaper, dels efter Jesu opstandelse, dels før Jesu genkomst. Men det er det eneste område, hvor der måske antydes en forskel henover kirkehistorien, og næppe på en måde, som kan bruges til at ophæve ellers klare og utvetydige løfter fra Jesus. Hvorvidt der i passagen fra Jakobs brev sigtes til, hvad der rent faktisk ville ske, fremfor hvad Gud ønskede skulle ske,[11] eller om temaet snarere er intensiteten fremfor tilstedeværelsen af karismatiske gaver, kan godt diskuteres, men ingen af de to muligheder rokker ved det grundlæggende bibelske løfte om Helligånden som formidler af gaver og kraft og som underviser af Kirken.
4.
Tilhængere af tanken om en restaurationsvækkelse eller en sidste reformation, eller hvordan det nu udtrykkes, må hvis de skal være ærlige også være udfordret af nogle nærgående problemstillinger.
Et relevant spørgsmål ville f.eks. være, om man forestiller sig, at en sådan restaurationsvækkelse vil kulminere med det væsentligste, altså i en sidste reformation, som endelig får den sidste og væsentligste brik til at falde på plads; eller om Gud starter med at genoprette det væsentligste, for så hen af vejen at fuldende billedet med knap så vigtige detaljer?
Både det ene og det andet svar vil være problematisk. Hvis man tror på en guddommeligt overstyret restaurationsvækkelse med det vigtigste til sidst, er man implicit tvunget til at hævde, at Gud har holdt sin kirke i uvidenhed for i sidste øjeblik symbolsk at kunne fuldende med det allervigtigste. Det er bestemt en retorisk fordel at kunne hævde vigtigheden af det, Gud pt. åbenbarer, men det sker unægtelig på bekostning af et sundt Gudsbillede. Hvis man omvendt hævder, at Gud har prioriteret det vigtigste først, så tvinges man til at hævde, at f.eks. åndsdåben er et stykke nede på listen over Guds prioriteringer, ligesom de ting, man vil hævde genoprettes i vore dage, pr. definition må være de sidste og efterhånden relativt ubetydelige punkter i en lang række af reformationer.
Det tredje svar, at genoprettelsen er sket i tilfældig orden af vigtige og mindre vigtige ting, er næppe bedre set fra en tilhængers synsvinkel. Det er utvivlsomt det mest bibelske svar af de tre, men det underminerer den fornemmelsen af systematik, som er en forudsætning for tanken om en Gudsstyret genoprettelse.
Præmissen om en restaurationsvækkelse eller en løbende række af reformationer vil også implicit tvinge enhver kristen til at relativere sit eget ståsted.
En pinseven, som gør sig til talsmand for denne position, burde vel forventes at kunne sige ”det er dejligt at være med i Guds genoprettelsesplaner; nu bliver det spændende at se, hvad Gud sender efter pinsevækkelsen og hvilke ting, vi har taget fejl i”. Men en sådan indstilling ses aldrig, hverken hos pinsevenner, i apostoliske netværk, blandt tilhængere af huskirker eller i mere dubiøse grupper som adventister og Oneness Pentecostals. Alle ser sig som repræsenterende den endelige og sidste reformation, selvom tusinder før dem må have tænkt det samme og taget fejl.
Tilsvarende grotesk bliver det set udfra Paulus’ påstand om, at vi alle ser stykkevist.[12] Hvis man godtager dette, så må man naturligvis være åben overfor muligheden af, at andre har synspunkter, som måtte vise sig mere bibelske end ens egne. Det er i sig selv uproblematisk. Men kun den, som er alvidende, kan reelt vide, at der ikke er flere væsentlige synspunkter at genopdage. Enhver påstand om at være del af den sidste reformation, er derfor dybt problematisk, forudsætter eksklusiv åbenbaring, som Gud holder tilbage fra resten af Kirken, og falder pladask på sin egen urimelighed.
Samtidig er der noget næsten evolutionært over tilgangen, som er en smule bekymrende, og som vanskeligt lader sig indpasse i et bibelsk verdensbillede. Kirken er naturligvis tiltænkt at vokse og udvikle sig i betydningen brede sig over nationer og kulturer og ned gennem tidsaldre og her vælge de rammer, som passer til dens aktuelle størrelse og situation. Men spørgsmålet er, om Gud iværksætter en (langvarig) teologisk og åndelig udviklingsproces, når Kirken går på kompromis, eller om han blot kalder Kirken til her og nu at vende tilbage til udgangspunktet på alle de områder, hvor der måtte være brug for det? Svaret giver vist sig selv.
Tanken om løbende reformationer kan også let misbruges til at understøtte ting, som ikke eller kun vanskeligt kan understøttes af Bibelen alene. Lad os være ærlige her. Uden sammenligning i øvrigt, så vil såvel Oneness Pentecostals med deres afvisning af Treenigheden, adventister med deres insisteren på sabbatsoverholdelse, og i nyere tid organiske kirker med deres afvisning af kirkebygninger og kirkeligt lederskab, alle stå langt ”stærkere” rent retorisk, når man tillige italesætter sig som et opgør med en påstået forkert udvikling i kirkehistorien.[13]
Forskellen er her, at såvel reformationen i 1500-taller som væksten af karismatiske kristne indenfor de sidste godt hundrede år har været kirkehistoriske fænomener, som faktuelt har haft stor og varig indflydelse på Kirken, mens de førnævnte grupper end ikke er i nærheden af samme gennemslagskraft og udbredelse. Det kan derfor godt virke både letkøbt og manipulerende, når man midt i en påstået reformation italesætter sig som en sådan, i stedet for at blot lade kirkehistorien være dommer i sagen om måske 50 eller 100 år.
Når der i Bibelen sker en udvikling i kirkens liv eller et såkaldt paradigmeskifte,[14] så argumenteres der i øvrigt heller aldrig med, at man her ser kulminationen på en overstyret genoprettelsesproces, der henvises i stedet til konkrete, bibelske løfter. Det må være den rigtige, bibelske og bedre måde at argumentere på.
5.
Jeg skal være den første til at erkende, at jeg selv ubetænksomt har godtaget tanken om en serie af reformationer, og at dette oplagt har skinnet igennem her og der, selvom det aldrig for mig har været en bærende tanke. Mange andre fra frikirkelige sammenhænge vil antageligvis være farvet af samme tankegang, og man kommer ikke udenom, at der er tale om en letforståelig og pædagogisk model, og at den derfor appellerer til menneskers naturlige og Gudgivne tilbøjelighed til at observere og systematisere. Men netop derfor er det også så vigtigt at sige fra overfor den overtolkning, som tanken om en restaurationsvækkelse typisk repræsenterer.
Bortset fra det helt principielle og vigtige spørgsmål, om modellen overhovedet er bibelsk, så har den også potentielt en række skadelige bivirkninger.
Hvis man begynder at italesætte sig selv som den bevægelse, Gud pt. bruger til at forny Kirken, så kan det meget let føre til en situation, hvor man ikke tager imod noget fra andre kristne i andre kirker og freder åbenlyse fejl i egne rækker.
Selvom vi naturligvis forudsætter, at reformatorerne havde ret mht. Reformationen og nogle af de teser, som her blev slået fast, f.eks. retfærdiggørelse af tro, så er det jo samtidig rigtigt, at den katolske kirke havde fastholdt et korrekt syn på f.eks. Treenigheden, og at der også i katolsk teologi (eller førreformatorisk teologi[15]) kan findes grundige og bibelske tanker omkring f.eks. Guds natur eller kristen etik. Det samme kan siges i relation til pinsebevægelsen. Selvom pinseerfaringen er bibelsk, og pinsebevægelsen blev intrumental mht. til at udbrede denne, bør man ikke nøjes med at ”overtage” Luthers tanker om retfærdiggørelse af tro, mens man forkaster andre og fornuftige tanker, f.eks. om de to regimenter, altså kirke og statsmagt. Der er ofte meget mere at hente fra kristne op gennem kirkehistorien, end det er kutyme i nogle vækkelsesbevægelser.
Desværre kan man finde mange eksempler på, at nye bevægelser ikke blot har pioneret en bestemt bibelsk sandhed eller en bestemt bibelsk erfaring, men også i spredt orden ”pioneret” forskellige særstandpunkter,[16] som enten har afspejlet stifternes personlige kæpheste eller har været udtryk for gængse – men ikke altid bibelske – synspunkter i de sammenhænge, der nu engang gjorde bestemte erfaringer eller fik øjnene op for nye sandheder.
Det er indlysende til alles bedste, både de nye bevægelser og Kirken i sin helhed, at man fastholder enheden med andre kristne og forstår nødvendigheden af at tage imod og tage ved lære af andre sammenhænge. Samt at man ikke forkaster alt, der tilhører en anden og tidligere ”reformation”; men at man kan se bort fra dette til fordel for bibelske argumenter, klare grunde og eksemplets magt.
Selvsagt er der forskel på, hvordan forskellige kredse italesætter sig selv som en ny reformation og alle andre som repræsenterende noget grundlæggende ubibelsk; og skadevirkningerne vil derfor også afhænge af de involveredes modenhed eller mangel på samme. Men det er egentlig en sekundær problemstilling. Det primære er det helt principielle, at kirkelivet ikke bør indpakkes i en tvivlsom og ubibelsk fortælling.
Forestillingen om en af Gud overstyret genoprettelse af bibelske sandheder, sluttende med en sidste reformation, iklæder nemlig og desværre kirkehistorien en fortælling, som er fiktion, og som hverken understøttes af bibelske udsagn eller af historiske fakta. Men andre ord: Kejseren har ikke noget tøj på.
[1] Også kendt som ”Jesus Only”.
[2] Bogen ”2000 år med Helligånden” af Hans P. Pedersen kan her stærkt anbefales som en tour de force over Åndens virke i de sidste to årtusinder siden Pinsedagen.
[3] f.eks. Apg.1,8
[4] se Apg.2
[5] f.eks. Johs.14,16-
[6] Johs.14,26
[7] Der ligger vel også heri, at Helligånden vil kunne aktualisere og kontekstualisere de sandheder og den visdom, som er åbenbaret i Bibelen, sådan at kristne til senere tider ville kunne udlede en ”bibelsk” holdning til ting, som ret beset ikke er nævnt i Bibelen. Men det omfatter givetvis ikke, at Helligånden skulle åbenbare ny og videre viden, som ikke kan findes i det overleverede vidnesbyrd, eller som ville være aldeles fremmed for datidens kristne.
[8] Igen Johs.14,26
[9] Se Matt.28,20
[10] Se evt. Jak.5,7 gl. oversættelse
[11] Gud kunne jo godt have ønsket og villet en permanent åndsudgydelse, men gennem profeten tilkendegive, at den af os ukendte årsager ville vise sig at være stærkest i starten og i slutningen.
[12] 1.Kor.13,9-12
[13] Oneness Pentecostals vil jo her se Treenigheden som den sidste katolske bastion og adventisterne på samme måde se søndagshelligholdelse som en katolsk vranglære og i sidste ende Dyrets mærke. Dele af huskirkebevægelsen vil på samme måde argumentere med, at rammer og strukturer er et i bund og grund hedensk levn, som må renses ud.
[14] Det kunne f.eks. være i relation til hedningemission eller i relation til pinseoplevelsen.
[15] Jeg sigter her til teologi under enhedskirken, før dannelsen af Østkirken, altså den Ortodokse Kirke. En teologi, som i nogle tilfælde udspringer af en kirke, som er ret ”katolsk” i lære og liv, og i andre tilfælde blot var den kirke, som var, før de katolske dogmer, som protestanter forkaster, formelt var blevet vedtaget.
[16] Man kunne i flæng nævne ting som 1) dåb ”i Jesu navn” i stedet for ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, 2) overholdelse af Moseloven, 3) billedforbud, altså ikke blot af helgener, men f.eks. også mod afbildninger af Jesus, 4) forestillingen om et teokratisk samfund, 5) bestemte og til tider rigide kirkelige hierarkier, 6) at man stempler ting som synd, Kirken i almindelighed aldrig har kaldt synd, eller 7) andre og nye forklaringsmodeller som f.eks. dispensationalismen, der var helt ukendt for den første kirke.
Kulturskabelse - en leders vigtigste opgave
Af John Burke, seniorpastor for Gateway Church [1]
Jeg modtog en email kort efter, jeg havde startet Gateway Church i Austin:
”Jeg følger så megen skyld, at jeg aldrig føler, jeg hører til i en kirke. Så det var et stort skridt at møde op i din kirke sidste søndag. Jeg må sige, jeg blev budt velkommen af alle, og at jeg nød gudstjenesten og prædikenen. Jeg vil bare sige tak til dig og staben for at skabe et varmt og kærligt miljø, hvor mennesker kan åbne sig og tage imod budskabet og vide, at uanset hvilket niveau de er på, så er det ok – at de er elsket som de er! Jeg ved, at i alle organisationer kommer holdninger fra toppen og formidles videre gennem hele organisationen, hvilket kan være både godt og dårligt, men hos jer er det godt!” – Gabrielle
Det slog mig, at det var Gabrielles første møde med Gateway. Jeg var taknemmelig for, at det havde været en god oplevelse, men samtidig åbnede det mine øjne for betydningen af kirkens kultur, de bevidste og ubevidste signaler og den atmosfære, hele gruppen udstråler.
Siden dengang Gabrielle kom til gudstjeneste, har tusinder af unge, skeptiske og tøvende åndelige opdagelsesrejsende fra vores efterkristne, postmoderne generation mødt Jesus i Gateway. Jeg tror nu, at fokus på kirkens kultur er lederens vigtigste – og sværeste – opgave.
Paulus minder kirkelederne i Korint om, at ”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst … For vi er Guds medarbejdere…”.[2]
Som ledere i et efterkristent samfund er det ikke vores opgave at få mennesker til at vokse eller forandre sig. Gud er ansvarlig for væksten, for de forvandlede hjerter, men jordbunden er ledernes ansvar. Vores opgave er at skabe den rette jordbund, nogle næringsrige og sunde omgivelser, hvor forpjuskede mennesker kan komme som de er, og hvor Gud over tid kan skabe vækst. Men har vi tænkt over den kulturelle jordbund, et sundt kristent fællesskab har brug for i et hårdt, efterkristent samfund?
At definere kulturen
Allerførst må jeg spørge: Hvad er kultur? Det kunne defineres som den lim, der holder enhver social enhed eller organisation sammen. Alt levende stiller krav om det rette miljø for at opnå en sund vækst. Dette er indlysende tydeligt for planter. Og undersøgelser viser, at familiers kultur er det, som øver den største indflydelse på et barns sunde vækst på vej til modenhed.
I et kristent fællesskab omfatter kulturen folks opførsel og praksis, når de bestemmer, hvad de siger og gør, og hvorfor og hvordan de gør det. Kulturskabelse danner den baggrund eller det ”lærred”, som kirkens relationelle liv udfolder sig på. James Alexander bemærker, hvordan ”kulturen bliver en stedse mere indgroet del af fælleskabet og til sidst er usynlig for medlemmerne af organisationen. Derfor er det så svært for mange medlemmer at tale om deres kultur, fordi den opererer på et underbevidst niveau”.[3]
Fordi kulturen i det store hele er usynlig, er vi for det meste ikke bevidste om den kulturelle jordbund, vi har skabt. Alligevel påvirker kulturen samtalerne i forhallen, holdningerne fra dem ”indenfor” overfor nyankomne, hvor tålmodige de troende er overfor kirkefremmede gæster, der ikke har styr på deres liv; samt hvordan man lever og lever sammen. Kulturen besvarer det spørgsmål, som vores generation først af alt stiller: ”Har jeg lyst til at være som disse kristne?” og ”Passer jeg ind her?” Så hvad kan ledere gøre for at forme kulturen?
Lederens tankegang
Kulturskabelse begynder med lederskabets tankegange. Ofte har ledere ikke brug for en ny strategi eller nye metoder, men en mentalitetsændring. Når ledere interagerer med andre, afspejler de kulturen stort set ligesom forældre afspejler en families kultur. Hvad afspejler du og andre ledere i din kirke?
Tænker lederskabet Kristi tanker? Datidens etablerede religiøse slog hårdt ned på Jesus for at lade folk ”komme som de er”. Jesus sagde, ”Gå hen og lær, hvad det vil sige: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”[4] Er du venner med nogen af de kirkefremmede, som du prøver at tjene, og som ikke har styr på deres liv? Hvis ikke, hvad siger det så om tankegangen bag dit lederskab? Hvad betragter du som det allervigtigste for fællesskabets effektivitet? Hvordan er du et forbillede med dette overfor dem, du leder? I takt med, at dine synspunkter og holdninger skifter, vil kulturen i kirken forme sig efter det.
Den offentlige atmosfære
Atmosfæren i den offentlige gudstjeneste eller gruppemøde er også med til at skabe kultur. Fornemmelsen, kvaliteten, musikstilen, den måde folk taler og klæder sig og relaterer sig til hinanden er meget vigtig. Disse elementer signalerer overfor andre, hvordan du er, hvad de skal forvente, og hvordan de skal opføre sig. Den offentlige side af kirkens kultur må mere end noget andet område sættes ind i konteksten af de kirkefremmedes smag og sprog, hvis du vil nå dem.
Nola kom til Gateway i færd med at udforske troen og emailede mig: ”Jeg har været i din kirke tre gange nu. Jeg har prøvet at beskrive oplevelsen som ’levende’ og ’autentisk’, men selv disse ord rammer ikke plet.” Hun modtager nogle signaler om, hvordan kristne er, udfra atmosfæren.
Hvilke signaler opfanger folk fra atmosfæren i din kirke? Hvor god er du til at formidle Skriftens eviggyldige sandheder i det sprog, og med den stil og musiksmag, som den omgivende kultur foretrækker? Hvis din kirkefremmede nabo sagde, han gerne ville se, hvordan din kirke var, ville du så føle dig flov eller nervøs eller begejstret? Dine svar sender et signal til dig som leder om den kultur, du har skabt.
Visionsformidling
Et af de mest oversete aspekter af kirkens kultur er, hvordan den gængse person, søgende eller troende, opfanger en vision om at leve og virke i Kristi fællesskab. I vores meget mobile samfund, deltager overgivne kristne i to til tre gudstjenester om måneden. Det betyder, at du som leder ikke vil kunne give folk Guds fulde råd alene gennem de offentlige gudstjenester. Så tænk over, hvad der er vigtigst. Hvilket budskab understregede Jesus? Hvad trænger til at blive formidlet igen og igen og igen? Hvilke fortællinger bliver fortalt? Hvilke åndelige rejser fra den virkelige verden bliver fremhævet for at understrege, hvad kirken handler om? Hvad tænker den gængse person, når de tænker på din kirke, hvad den står for, og hvad deres rolle i den er? Vi fandt på nogle udsagn, som kunne hænge ved, og som formidler nåde (”kom som du er”), vækst (”men bliv ikke ved at være sådan”) og autencitet (”adgang forbudt for fuldkomne mennesker”). Disse udsagn spredtes i takt med, at vi gentog dem.
Trey var netop færdig med en rædselsfuld to dages druktur med alkohol og kokain, da han ringede til Gary for at få hjælp. Gary var netop kommet til tro i Gateway, men han havde hurtigt fanget visionen bag kirkens kultur. Som Trey husker det:
”Gary fortalte mig, at han kom i denne her kirke, som virkelig havde hjulpet ham til at få kontakt med Gud på en praktisk måde for første gang. Gary sagde, at Gateways politik var ’kom som du er’ og ’adgang forbudt for fuldkomne mennesker’. Det fik mig straks til at slappe af, for det kunne jeg bestemt leve op til. Jeg havde tabt min livslyst til en narkohandler, jeg havde mistet min forlovede, og jeg havde næsten tabt lysten til at leve. Nu, fem år senere, har jeg været ædru siden den første weekend, jeg kom i Gateway. Jeg indså, at stoffer og alkohol blot var symptomer på mit virkelige dilemma – adskillelsen fra Gud. Og jeg har indset, at jeg kan nyde dette liv fremfor blot at udholde det. Jeg troede, jeg skulle få mit liv i orden og derefter komme i kirke. Jeg havde fået det galt i halsen. Jeg havde brug for at komme i kirke for at få mit liv i orden.”
Folk begynder at handle og leve den kultur ud, som bliver malet for øjnene af dem igen og igen.
Organisation
Kulturskabelse kan ikke adskilles fra organisation. Hvis kirken er en organisme, Kristi legeme, så må den fungere på en koordineret måde. Hvordan organiserer vi os på en måde, som forstærker og støtter kirkens kultur, på samme måde som et skelet støtter et legeme? En organisation, som er for firkantet, tillader ikke den fleksibilitet og hurtighed, som Legemet har brug for for at kunne udtrykke sig. På den anden side vil manglen på et organisatorisk skelet hindre Legemet i at forme sig og udtrykke sig selv i en mangfoldighed af forenede dele.
Jeg hører nogle gange den påstand, at traditionelt lederskab er fortid – vi har ikke længere brug for ledere til at strukturere og organisere. Ideen er i bedste fald naiv og i værste fald direkte skadelig for Kristi legeme. Jeg har fundet ud af, at hvis du siger, du sætter pris på fællesskab, men nye ikke bliver inkluderet eller ikke kan komme i kontakt med dig på grund af en dårlig organisation, så sårer man mennesker. Hver gang vores kirke eller organisation vokser med omkring 30 procent, vil der være processer eller systemer, som engang var effektive, men som ikke længere virker. Læg mærke til, hvor ofte organisation forstærker hhv. underminerer kirkens kultur. Planter og vander du, kultiverer og gøder du kulturen i din kirke, gruppe eller tjeneste? At skabe den kulturelle jordbund, hvor Gud kan give vækst er lederskabets kerneopgave.
[1] John Burke er forfatter til ”No Perfect People Allowed”, ”Soul Revolution”, ”Unshockable Love” og ”Imagine Heaven”. Han er også seniorpastor for Gateway Church I Austin, Texas, som han og hans kone started I 1998. Siden da er Gateway vokset til over 4.500 medlemmer, primært bestående af kirkefremmede, som begyndte at følge Jesus i Gateway. Før han startede Gateway, var John Burke Executive Director og Ministries ved Willow Creek Community Church i Chicago. John Burke er også stifter og præsident for Gateway Leadership Initiative, som hjælper kirkeplantende pastorer og lægmænd “oprejse kirken af kulturen” udover verden. John Burke har prædiket i 15 lande til over 200.000 kirkeledere og kristne om at nå en postmoderne, efterkristen kultur. Han og Kathy bor nu i Austin, Texas, og har to børn, Ashley og Justin.
[2] 1.Kor.3,6-9
[3] Jams A. Alexander, ”Creating a High-Performance Culture: Leadership Roles and Responsibilities”, AFSM International S-business, Professional Services Leadership Report (Ft. Meyers, Flor-: AFSML Q4 2001), s. 6,
www.afsmi.org/pdf/content/PLSLRQ/pslr_q4_01.pdf (19. september, 2004)
[4] Matt.9,13
Jesus in Love and Power in Danish Pentecostal Spirituality
By Leif Petterson, Mariager Højskole
Spirituality is about how we live our Christian life. Spirituality refers both to individualistic and community oriented expressions of faith and emphasises a quest for personal and spiritual transformation.[1] Pentecostal spirituality refers to the particular characteristics of the Pentecostal practice of faith. The Danish Pentecostal Movement has traditionally pursued charismatic spirituality,[2] [3], and is marked by a particular Danish ecclesiological praxis (eg. organised as local individual churches, no fixed liturgy, dynamic church developments but limited by a respect for the larger Pentecostal network, etc.). However, the last 10-15 years Pentecostal churches have tended to move from a traditional expressive Pentecostal-charismatic spirituality towards a more contextualised, less emotional and less outward expression. At the same time social work[4] like Christmas help, helping refugees, feeding homeless and the like is growing in many churches all over the country.
This article discusses two observations made from worship services in two representative Danish Pentecostal Churches. The first observation under our theme “Jesus in power” is that church A worked with a traditional charismatic church expression, while church B had moved from a classical Pentecostal-charismatic expression towards a more contextualized Danish expression.
The second observation under our theme “Jesus in Love”, is that there seemed to be a neglect of social concern in both churches surveyed. While these are only two examples, they are still real churches that probably represents many others in some ways.
Jesus in Power in Danish Pentecostal Churches
The following observations were made in 2008 where I was doing a study of Pentecostal worship services.
The characteristics of classical Pentecostal-charismatic spirituality was evident both in church A and church B but with two different expressions. In both churches I could hear some speaking privately in tongues and while the congregation were singing worship leaders in both churches encouraged believers to sing their own spontaneous song to God. In one service in Church A, two healing testimonies were given with references to “the power of God”and “touched by God”[5] and people were invited to come forward for personal prayer at the end of the service. Also in Church B, “prophetic words” were given by a guest preacher. Church A announced healing meetings with the Danish evangelist Hans Berntsen, while Church B did not have healing meetings in the surveyed year (2009). However, both before and after my study (ended in 2012) the same healing evangelist was used in both churches.
But a visitor would also observe a difference. In Church B there were fewer of the charismatic expressions in the church services compared to Church A. This was later confirmed in interviews with the pastors. Church A explained that they usually offered personal prayer for people at the end of each service and said:
“It is a part of our Pentecostal culture, and it is amazing what a few minutes of prayer can do, and how significant it can be in people’s lives.”
Conversely, the pastor in Church B were more discipleship-process oriented and cautious about the public expression of the charismatic:
“We don’t have the classical Pentecostal elements of free prayer and free testimonies and being interrupted by speaking in tongues, but there is relatively often someone with a prophetic word or a picture at the end of the service.”
In his doctoral research, Angelo Cettolin studied the use of charismatic gifts in the Australian Assemblies of God (AOG).[6] The study explains how pastors and churches have not changed their charismatic theology, but the use of public tongue speaking and prophecy have changed mainly due to cultural changes and institutional growth:
“Low frequencies of classical Pentecostal practices indicate there is a lessening in spontaneous, oral, narrative and participatory ‘liturgies’ in church services. While this may be expected with an increasingly literary society, there also appears to be a change of emphasis from more ‘individualistic’ classical spiritual expressions such as messages in tongues and prophecy in church services, towards more corporate spiritual expressions, such as combined singing in the Spirit and community praise and worship.“[7]
Over one hundred and ten AOG pastors indicated that “AOG pastors are moving away from a number of key Pentecostal practices that form a major part of early classical AOG spirituality”. In his survey, the classical Pentecostal practices consisted of personal prophetic words to another person, falling under the power of the Holy Spirit, miraculous healing, supernatural visions and dreams, demonic deliverance, giving a message in tongues and other expressions of charismata.[8] Angelo Cettolin observes that this development has helped the Australian AOG to form their own culturally contextualized spirituality giving preservation, growth and health to local Churches.[9]
The Australian tendency to contextualize the classical Pentecostal expressions of spiritual gifts seems to correspond with church B, while church A represents the classical Pentecostal expression. Yet, both churches are examples of Pentecostal-charismatic churches that attempts to express Jesus in power, but in two different ways. The expression is local, while the understanding of the transformative work of the Spirit is the same.
What is Pentecostal Power really about?
The Pentecostal scholar, Douglas Petersen, holds that charismatic spirituality is only a part of Pentecostalism. In his article, ‘Pentecostals: Who are they?’ he argues that while the main focus of Pentecostalism has been on baptism in the Holy Spirit, speaking in tongues and the belief in divine healing, other characteristics like personal conversion, discipleship, church life, and holiness balances the ”spectacular display” of tongues and miracles that may encourage an unhealthy attention.[10] The two most prominent features of Pentecostalism are speaking in tongues and healing, but Petersen argues that it is neither ecstatic, nor mystical, and it is not an escape from the social needs of this world: “Pentecostal congregations, quite unlike a group with a mind only on heavenly things, are highly involved in alleviating pain and suffering in the physical realm”.[11] This approach involves reaching out to marginalised women and children, establishing literacy programmes for adults and schools for children, rehabilitation programmes for alcoholics and drug addicts, the author states.[12] If the global traits of Pentecostalism is involvement in social concern it leads to the question, to what extent do Danish Pentecostal Churches balance their classical or contextualised belief in “spectacular” power, with social concern?
An awareness of social concern has been normal for DPC in traditional mission work in the third world, but not much in the local Danish community. Even though both churches surveyed had sent missionaries to several countries where it was natural to have a holistic approach of ministry, there were only a marginal awareness and effort to engage in social work in the local community. There can be several reasons to this distinction, like the Danish social welfare system, and probably also a spiritualistic-supernatural conviction about what is important. Still both of these particular churches also witnessed a beginning desire and awareness of the social needs in the local society.
As stated before, this picture is changing in many churches today, where Christmas help offered for needy families, work among the many refugees, and other ministries to people in need is more accepted. But there is still a lot of work left, if we are to practise Jesus in power and love. Perhaps our problem is that we lack a biblical theology of reaching to the poor? This leads me to a few thoughts on developing a holistic spirituality.
Jesus in Love and Power:
Developing a Holistic Spirituality
In a book on Pentecostal missiology Andrew Lord suggests a holistic spirituality and theology of mission based on an understanding of God’s motivation for mission.[13] He states that Pentecostals have a need for developing a holistic spirituality that embraces both the blessings of the Kingdom of God, but also the weakness, sin and brokenness in our own lives as well as in humankind. Actually many Pentecostal scholars have suggested a better holistic understanding of spirituality and mission in their writings about the Holy Spirit, the Kingdom of God, and Luke’s pneumatology of church mission.[14]
The scholar Andrew Lord develops his spirituality from the future hope of “a new heaven” and “a new earth”.[15] In this future place there is worship, it ends hunger and thirst, sorrow and pain, and there is healing, moral purity because Christ is in the centre as the Lamb of God. Other NT passages, like Ephesians 1:10 and Colossians 1:20 state that Christ is at the centre of uniting and reconciling the whole of creation. So, if mission is about bringing heavenly blessings into earth, a holistic mission must include both evangelism and healing, social mission, reconciling and ecological mission, and building Christian character into relationships.[16]
The integration of the earthly and heavenly comes from the life of Christ, especially pictured in the Gospel of Luke. The quotation from Isaiah 61 and 58 in the beginning of Jesus’ ministry is purposefully narrated by Luke and shows Jesus’ holistic focus.[17] In other words “Jesus is love and power” towards the needy is not a dualism between the natural and supernatural. The quote is used metaphorically on exorcisms, healings and proclamation,[18] and overcoming spiritual evil.[19] But the ministry of Jesus also contains a significant social dimension in Luke. Jesus is concerned about the rich and poor, Samaritans, Gentiles, women and tax collectors.[20] A reading of the Gospel of Luke and Act challenges missionaries in the steps of Christ to focus both on social responsibility and spiritual transformation.[21]
The Kingdom of God is already filled with liberation, mercy, care, justice, reconciliation, healing, music, arts and worship, and helps us see God in everything, even in people outside the Christian faith. At the same time there is also this human longing the Church should be aware of. All humans encounter sin, sickness, death, hopelessness, and sorrow. What are Christian’s response to this? A holistic theology of mission embraces the ”already, but not yet” aspect of God’s Kingdom, the heavenly blessings and the yearnings of the Spirit.[22] The Kingdom blessings are a foretaste of all the heavenly: a relationship with Christ, healing in its fullness, the social shalom of justice and peace, reconciliation and unity, a renewed creation and fresh creativity in arts, music, and finally transformed lives. But in the midst of God’s blessings, the Spirit also expresses a yearning that comes from suffering of all kinds; in the midst of sin there might be a longing for forgiveness; the Spirit yearns for God’s intervention in all Creation, so that Gods Kingdom may become visible in the midst of pain.[23] In my view, Danish Pentecostal spirituality should attempt to contextualise the “old” Pentecostal-charismatic approach (whatever that means?) with a Danish expression of charismatic gifts (whatever that means!). However, a biblical and holistic Jesus inspired spirituality must also include good news to the poor, healing, social responsibility, reconciliation and even ecological action. Jesus in love and power means moving all creation towards the coming Kingdom in any aspect of life.
[1] Sandra M. Schneiders, Christian Spirituality: Definition, Methods and Types, in Philip Sheldrake (Ed.),The New SCM Dictionary of Christian Spirituality (London: 2005), 2-3
[2] 1.Cor.12:6-8
[3] A short intro to Pentecostal-charismatic spirituality is given in Philip Sheldrake (Ed.),The New SCM Dictionary of Christian Spirituality (London: 2005), 185.
[4] The term social work, social concern or social justice is often called ”diakoni” in Denmark.
[5] All the empirical data is gathered by interviews and observation which has been written down.
[6] Downloaded the 31 May 2010 from
http://www.bcv.vic.edu.au/content/documents/post%20grad%20files/Pentecostal-Spirituality-D-Min-Research-Project-by%20Angelo-Cettolin-2007.pdf
[7] Ibid, p.98
[8] Ibid, p.98
[9] Ibid, p.176
[10] Sugden, 1999, pp. 76-100
[11] Sugden, 1999, p. 98
[12] Sugden, 1999, p. 98
[13] Lord, 2005, p. 52
[14] Lord, 2005, pp. 39-42
[15] Revelation 21-22
[16] Lord, 2005, pp. 61-63
[17] Luke 4:16-21
[18] Luke 4:31-43
[19] Luke 8:26-39, 9:37-50, and 11:14-36
[20] Luke 6:20, 21:1-4, 14:12-14, 16:19-26
[21] Lord, 2005, pp. 62-66
[22] Romans 8:18-30
[23] Lord, 2005, pp. 135-141
Spirituality is about how we live our Christian life. Spirituality refers both to individualistic and community oriented expressions of faith and emphasises a quest for personal and spiritual transformation.[1] Pentecostal spirituality refers to the particular characteristics of the Pentecostal practice of faith. The Danish Pentecostal Movement has traditionally pursued charismatic spirituality,[2] [3], and is marked by a particular Danish ecclesiological praxis (eg. organised as local individual churches, no fixed liturgy, dynamic church developments but limited by a respect for the larger Pentecostal network, etc.). However, the last 10-15 years Pentecostal churches have tended to move from a traditional expressive Pentecostal-charismatic spirituality towards a more contextualised, less emotional and less outward expression. At the same time social work[4] like Christmas help, helping refugees, feeding homeless and the like is growing in many churches all over the country.
This article discusses two observations made from worship services in two representative Danish Pentecostal Churches. The first observation under our theme “Jesus in power” is that church A worked with a traditional charismatic church expression, while church B had moved from a classical Pentecostal-charismatic expression towards a more contextualized Danish expression.
The second observation under our theme “Jesus in Love”, is that there seemed to be a neglect of social concern in both churches surveyed. While these are only two examples, they are still real churches that probably represents many others in some ways.
Jesus in Power in Danish Pentecostal Churches
The following observations were made in 2008 where I was doing a study of Pentecostal worship services.
The characteristics of classical Pentecostal-charismatic spirituality was evident both in church A and church B but with two different expressions. In both churches I could hear some speaking privately in tongues and while the congregation were singing worship leaders in both churches encouraged believers to sing their own spontaneous song to God. In one service in Church A, two healing testimonies were given with references to “the power of God”and “touched by God”[5] and people were invited to come forward for personal prayer at the end of the service. Also in Church B, “prophetic words” were given by a guest preacher. Church A announced healing meetings with the Danish evangelist Hans Berntsen, while Church B did not have healing meetings in the surveyed year (2009). However, both before and after my study (ended in 2012) the same healing evangelist was used in both churches.
But a visitor would also observe a difference. In Church B there were fewer of the charismatic expressions in the church services compared to Church A. This was later confirmed in interviews with the pastors. Church A explained that they usually offered personal prayer for people at the end of each service and said:
“It is a part of our Pentecostal culture, and it is amazing what a few minutes of prayer can do, and how significant it can be in people’s lives.”
Conversely, the pastor in Church B were more discipleship-process oriented and cautious about the public expression of the charismatic:
“We don’t have the classical Pentecostal elements of free prayer and free testimonies and being interrupted by speaking in tongues, but there is relatively often someone with a prophetic word or a picture at the end of the service.”
In his doctoral research, Angelo Cettolin studied the use of charismatic gifts in the Australian Assemblies of God (AOG).[6] The study explains how pastors and churches have not changed their charismatic theology, but the use of public tongue speaking and prophecy have changed mainly due to cultural changes and institutional growth:
“Low frequencies of classical Pentecostal practices indicate there is a lessening in spontaneous, oral, narrative and participatory ‘liturgies’ in church services. While this may be expected with an increasingly literary society, there also appears to be a change of emphasis from more ‘individualistic’ classical spiritual expressions such as messages in tongues and prophecy in church services, towards more corporate spiritual expressions, such as combined singing in the Spirit and community praise and worship.“[7]
Over one hundred and ten AOG pastors indicated that “AOG pastors are moving away from a number of key Pentecostal practices that form a major part of early classical AOG spirituality”. In his survey, the classical Pentecostal practices consisted of personal prophetic words to another person, falling under the power of the Holy Spirit, miraculous healing, supernatural visions and dreams, demonic deliverance, giving a message in tongues and other expressions of charismata.[8] Angelo Cettolin observes that this development has helped the Australian AOG to form their own culturally contextualized spirituality giving preservation, growth and health to local Churches.[9]
The Australian tendency to contextualize the classical Pentecostal expressions of spiritual gifts seems to correspond with church B, while church A represents the classical Pentecostal expression. Yet, both churches are examples of Pentecostal-charismatic churches that attempts to express Jesus in power, but in two different ways. The expression is local, while the understanding of the transformative work of the Spirit is the same.
What is Pentecostal Power really about?
The Pentecostal scholar, Douglas Petersen, holds that charismatic spirituality is only a part of Pentecostalism. In his article, ‘Pentecostals: Who are they?’ he argues that while the main focus of Pentecostalism has been on baptism in the Holy Spirit, speaking in tongues and the belief in divine healing, other characteristics like personal conversion, discipleship, church life, and holiness balances the ”spectacular display” of tongues and miracles that may encourage an unhealthy attention.[10] The two most prominent features of Pentecostalism are speaking in tongues and healing, but Petersen argues that it is neither ecstatic, nor mystical, and it is not an escape from the social needs of this world: “Pentecostal congregations, quite unlike a group with a mind only on heavenly things, are highly involved in alleviating pain and suffering in the physical realm”.[11] This approach involves reaching out to marginalised women and children, establishing literacy programmes for adults and schools for children, rehabilitation programmes for alcoholics and drug addicts, the author states.[12] If the global traits of Pentecostalism is involvement in social concern it leads to the question, to what extent do Danish Pentecostal Churches balance their classical or contextualised belief in “spectacular” power, with social concern?
An awareness of social concern has been normal for DPC in traditional mission work in the third world, but not much in the local Danish community. Even though both churches surveyed had sent missionaries to several countries where it was natural to have a holistic approach of ministry, there were only a marginal awareness and effort to engage in social work in the local community. There can be several reasons to this distinction, like the Danish social welfare system, and probably also a spiritualistic-supernatural conviction about what is important. Still both of these particular churches also witnessed a beginning desire and awareness of the social needs in the local society.
As stated before, this picture is changing in many churches today, where Christmas help offered for needy families, work among the many refugees, and other ministries to people in need is more accepted. But there is still a lot of work left, if we are to practise Jesus in power and love. Perhaps our problem is that we lack a biblical theology of reaching to the poor? This leads me to a few thoughts on developing a holistic spirituality.
Jesus in Love and Power:
Developing a Holistic Spirituality
In a book on Pentecostal missiology Andrew Lord suggests a holistic spirituality and theology of mission based on an understanding of God’s motivation for mission.[13] He states that Pentecostals have a need for developing a holistic spirituality that embraces both the blessings of the Kingdom of God, but also the weakness, sin and brokenness in our own lives as well as in humankind. Actually many Pentecostal scholars have suggested a better holistic understanding of spirituality and mission in their writings about the Holy Spirit, the Kingdom of God, and Luke’s pneumatology of church mission.[14]
The scholar Andrew Lord develops his spirituality from the future hope of “a new heaven” and “a new earth”.[15] In this future place there is worship, it ends hunger and thirst, sorrow and pain, and there is healing, moral purity because Christ is in the centre as the Lamb of God. Other NT passages, like Ephesians 1:10 and Colossians 1:20 state that Christ is at the centre of uniting and reconciling the whole of creation. So, if mission is about bringing heavenly blessings into earth, a holistic mission must include both evangelism and healing, social mission, reconciling and ecological mission, and building Christian character into relationships.[16]
The integration of the earthly and heavenly comes from the life of Christ, especially pictured in the Gospel of Luke. The quotation from Isaiah 61 and 58 in the beginning of Jesus’ ministry is purposefully narrated by Luke and shows Jesus’ holistic focus.[17] In other words “Jesus is love and power” towards the needy is not a dualism between the natural and supernatural. The quote is used metaphorically on exorcisms, healings and proclamation,[18] and overcoming spiritual evil.[19] But the ministry of Jesus also contains a significant social dimension in Luke. Jesus is concerned about the rich and poor, Samaritans, Gentiles, women and tax collectors.[20] A reading of the Gospel of Luke and Act challenges missionaries in the steps of Christ to focus both on social responsibility and spiritual transformation.[21]
The Kingdom of God is already filled with liberation, mercy, care, justice, reconciliation, healing, music, arts and worship, and helps us see God in everything, even in people outside the Christian faith. At the same time there is also this human longing the Church should be aware of. All humans encounter sin, sickness, death, hopelessness, and sorrow. What are Christian’s response to this? A holistic theology of mission embraces the ”already, but not yet” aspect of God’s Kingdom, the heavenly blessings and the yearnings of the Spirit.[22] The Kingdom blessings are a foretaste of all the heavenly: a relationship with Christ, healing in its fullness, the social shalom of justice and peace, reconciliation and unity, a renewed creation and fresh creativity in arts, music, and finally transformed lives. But in the midst of God’s blessings, the Spirit also expresses a yearning that comes from suffering of all kinds; in the midst of sin there might be a longing for forgiveness; the Spirit yearns for God’s intervention in all Creation, so that Gods Kingdom may become visible in the midst of pain.[23] In my view, Danish Pentecostal spirituality should attempt to contextualise the “old” Pentecostal-charismatic approach (whatever that means?) with a Danish expression of charismatic gifts (whatever that means!). However, a biblical and holistic Jesus inspired spirituality must also include good news to the poor, healing, social responsibility, reconciliation and even ecological action. Jesus in love and power means moving all creation towards the coming Kingdom in any aspect of life.
[1] Sandra M. Schneiders, Christian Spirituality: Definition, Methods and Types, in Philip Sheldrake (Ed.),The New SCM Dictionary of Christian Spirituality (London: 2005), 2-3
[2] 1.Cor.12:6-8
[3] A short intro to Pentecostal-charismatic spirituality is given in Philip Sheldrake (Ed.),The New SCM Dictionary of Christian Spirituality (London: 2005), 185.
[4] The term social work, social concern or social justice is often called ”diakoni” in Denmark.
[5] All the empirical data is gathered by interviews and observation which has been written down.
[6] Downloaded the 31 May 2010 from
http://www.bcv.vic.edu.au/content/documents/post%20grad%20files/Pentecostal-Spirituality-D-Min-Research-Project-by%20Angelo-Cettolin-2007.pdf
[7] Ibid, p.98
[8] Ibid, p.98
[9] Ibid, p.176
[10] Sugden, 1999, pp. 76-100
[11] Sugden, 1999, p. 98
[12] Sugden, 1999, p. 98
[13] Lord, 2005, p. 52
[14] Lord, 2005, pp. 39-42
[15] Revelation 21-22
[16] Lord, 2005, pp. 61-63
[17] Luke 4:16-21
[18] Luke 4:31-43
[19] Luke 8:26-39, 9:37-50, and 11:14-36
[20] Luke 6:20, 21:1-4, 14:12-14, 16:19-26
[21] Lord, 2005, pp. 62-66
[22] Romans 8:18-30
[23] Lord, 2005, pp. 135-141
Generation Z - den næste generation
Af Thomas Willer, præst i regen
I 1989 var jeg 12 år, og måske var jeg en lidt mærkelig 12-årig. I hvert fald var jeg altid meget interesseret i at se TV-Avisen (måske var det fordi, der ikke var andet at lave om aftenen), men jeg husker tydeligt, da Berlinmuren faldt. Jeg husker billederne af unge østtyskere, som kravlede op på muren og begyndte at banke løs på muren for at få den til at falde sammen. Men jeg anede ikke, at netop de begivenheder ville blive symbolet for, hvordan min egen generation kom til at opleve og opfatte verden. Berlinmurens fald blev på mange måder et profetisk tegn for Generation X.
Spol så tiden 12 år frem. Jeg står som ungdomsmedarbejder i en kirke og er i gang med at gøre klar til eftermiddagens rykind af socialt udsatte og alt for kække teenagere fra Københavns vestegn. Jeg får en opringning fra en af de frivillige, som siger, jeg skal tænde for fjernsynet. Jjeg tænder og når lige at se røgen fra de bombede tårne i New York, og jeg aner ikke, at 9/11 bliver tegnet og symbolet, man skal forstå den næste generation igennem.
I denne artikel vil jeg gerne gøre rede for, hvorfor det er vigtigt, at vi forstår de generationer, som er ved at vokse frem.
Jeg vil kort beskrive Generation X, som er en generation, som er vigtig at have kendskab til for at forstå Generation Z, som jeg vil giver en længere beskrivelse af, og hvordan deres opfattelse af verden giver nogle forskellige udfordringer for, hvordan de forstår og oplever troen, verden og dem selv, så vi kan være kirke for den næste Generation.
Hvorfor så optaget af den næste generation?
Når vi taler om den næste generation, så henviser vi som oftest til “den unge generation”. Generelt i vores kultur kan man spore en enorm interesse omkring ungdomskultur. Alle ønsker at være unge, og vi søger efter måder, hvorpå vi kan udtrykke vores ungdommelighed. Vi taler om 40’erne som de nye 20’ere. Forældre bytter tøj med deres teenagebørn. Medier og virksomheder investerer enorme summer af penge for at nå det unge segment.
Men hvordan skal man forstå det at være ung. Traditionelt set har man forstået ungdom på to forskellige måder: livsunge og aldersunge.[1] Aldersunge henviser til en særlig aldersgruppe, og det afhænger meget af konteksten, hvordan man ligger snittet for, hvornår man forstår nogen som ung. Nogle taler om 18-30 år, andre taler om 13-25 år. Det er meget vanskeligt at definere, hvornår man er ung. Derfor er man begyndt at tale om livsunge. Altså mennesker i forskellige aldre, som udlever de idealer, som vi forstår som ungdommelige. Når vi i denne artikel taler om generationer af unge, så beskriver vi særlige karakteristika ved en gruppe af aldersunge, som er vokset op på et særligt tidspunkt.
I den kristne tradition har der altid været fokus på oplæringen af “vores børn”. Vi kan se det i visdomslitteraturen i Gamle Testamente. Vi kan spore det i discipelkulturen omkring Jesus. Flere NT forskere mener, at disciplene var teenagere altså ca 15-18 år med undtagelse af Peter.[2]
Men første gang vi hører om vigtigheden af den næste generation, er i forbindelse med jødernes vigtigste bøn shema, som vi finder i 5. Mos.6,4-7. Her står der:
”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op.”
Som man kan se, så er der allerede fra tidlig tid i jødernes historie en forståelse af at oplære den næste generation, at give det videre, som man selv har fået, og den tone finder vi igennem hele Bibelen, og det er måske derfor, at der altid i Kirken har været fokus på oplæring og uddannelse af den næste Generation.
George Carey, tidligere ærkebiskop udtrykker det samme fokus på den næste generation på følgende måde: Kirken er kun en generation fra at uddø. Hvis vi ikke formår at give de gode nyheder videre til den næste generation, så får Kirken et problem.
Hvis Careys udsagn er sandt, så er det bydende nødvendigt, at vi som kirke forstår den verden, som de unge vokser op i, så evangeliet kan inkarneres ind i den næste generation. Hvis vi ikke forstår deres verden, bliver det vanskeligt at kontekstualisere de gode nyheder, og så får vi en kæmpe udfordring i kirken, for hvordan skal budskabet om Gud så give mening for dem.
Før vi kigger på den generation, som er ved at vokse frem, så vil jeg kort give en beskrivelse af Generation X. Dette er vigtigt, fordi Generation Z, som vi kalder dem i denne artikel på mange reagerer imod Generation X.
Generation X
Der er sagt meget om den tid, vi befinder os i. For 10 år siden talte man meget om det postindustrielle, postmoderne, senmoderne samfund. Man forsøgte at beskrive de forandringer, man så i kulturen. Zygmunt Baumann, en af vor tids mest citerede sociologer, skrev i 2000 bogen Liquid Modernity, som beskriver et samfund, hvor alt er til forhandling, hvor alt bliver flydende.[3] At de systemer og store historier, man tidligere havde navigeret efter, begyndte at blive dekonstrueret. Douglas Coupland skrev sin klassiske bog, Generation X, om en generation som var på jagt efter mening, men som samtidig var kyniske og skeptiske. Der er lidt forskellige meninger om alderen på Generation X. Men generelt siger man, at personer, som er født mellem 1968 og 1980 er en del af Generation X.
Mark Sayers, austalsk præst og kulturanalytiker, beskriver i sin bog The Road Trip that Changed the World,[4] hvordan Jack Keuracs episke bog On the Road nærmest blev et profetisk billede og et pejlemærke for hele Generation X. Bogen handler om to unges roadtrip tværs igennem USA, og dybest set handler det om, hvordan de besøger by efter by, og de finder ikke den mening, som de længes efter, men de håber, at den næste by bliver bedre. Så det ender med en endeløs søgen efter mening og formål.
Sayers mener, at dette præcis er, hvad der kendetegner Generation X. En rastløshed efter mening, en mening man aldrig finder, fordi man er opdraget med at stille spørgsmål og dekonstruere systemer. Med Zygmunt Baumanns ord, så er det flydende blevet et livsvilkår for Generation X.
Zygmunt Baumann taler om, hvordan fællesskaber er blevet til garderobe-fællesskaber, hvor man kun er fællesskab, når man deltager i samme event. Når eventet er overstået, er man ikke længe en del af fælleskabet, så fællesskab er blevet en meget flydende størrelse.[5] Tid og rum er blevet flydende. Med internettets fremkomst kan vi sidde i Danmark og tale med folk i Japan, Nigeria og Brasilien på én gang; man kan være i de samme rum men befinde sig fysisk på forskellige kontinenter. Det giver en fornemmelse af tid og rum, der flyder.
På den måde mener Baumann, at alt er til forhandling og er flydende. Den usikkerhed, som det flydende giver, er ikke et problem for Generation X, for det er en usikkerhed, som de selv har skabt ved at stille kritiske spørgsmål. Det giver selvfølgelig en kæmpe udfordring for Generation X, når det handler om tro. For ligesom i andre aspekter af livet, så har Generation X også en flydende og roadtrip-agtig tilgang til tro. Det betyder, at det godt kan være, at en oplevelse af det åndelige i en kirkelig sammenhæng kan give mening her og nu, men det betyder ikke, at det nødvendigvis giver mening i morgen. Kirken som institution får også en udfordring i mødet med Generation X, fordi Generation X er opdraget til at være kritiske og stille dekonstruerende spørgsmål. Derfor oplevede man også for 10-15 år siden en hel generation, der stillede spørgsmålstegn ved den etablerede kirke, og mange forlod Kirken, fordi man ikke oplevede, at der var plads til spørgsmål og kritiske spørgsmål.[6]
Generation X var altså en generation, som dekonstruerede alt det etablerede og befandt sig godt i sammenhænge, der var flydende, og hvor alt var til forhandling. Der er selvfølgelig meget mere at sige om Generation X, men pladsen tillader det ikke. Men jeg vil i det følgende vise, hvordan Generation Z reagerer imod Generation X og give et billede af den generation, vi som kirke er kaldet til nu.
Generation Z
Udfordringen ved at beskrive Generation Z er, at det er en generation, som stadig er ved at blive formet og dannet, så der er ikke lavet mange undersøgelser af dem. Derfor vil jeg i det følgende også bero mig på mine egne sociologiske og kulturelle observationer.
Generelt siger man, at Generation Y er født fra 1980-1990, og Generation Z er født fra 1990-2000. Det hersker der dog en del debat omkring. Min observation er, at de unge som jeg her betegner som Generation Y er en mellem-generation, som både kan genkende træk fra Generation X og Generation Z. Derfor vil jeg udelukkende koncentrere mig om Generation Z i denne artikel.
Generation Z søger svar
Hvor Berlinmurens fald blev et symbol for Generation X og deres trang til at dekonstruere, så blev 9/11 symbol for den næste Generation Z. Hvor Generation X selv skabte usikkerheden og det flydende ved at stille spørgsmål til det etablerede, så har Generation Z oplevet, hvordan det er noget udefra kommende, der har skabt det flydende. Både 9/11 og den senere finanskrise, som har været en del af Generation Z’s opvækst har skabt ustabilitet og har dekonstrueret en virkelighedsforståelse af, hvad der var sikkert. Så for Generation Z er dekonstruktion og det flydende ikke noget positivt. Man oplever nemlig masser af ustabilitet, som man ikke selv har skabt, og derfor er Generation Z også en generation som i langt højere grad end Generation X søger svar og modeller for, hvordan man kan leve.
Generation Z søger at forandre verden
Når sociologer skal beskrive identitetsdannelsen hos mennesker, så siger de, at vi alle tager udgangspunkt i tre spørgsmål[7]
Hvem er jeg?
Hvor hører jeg til?
Hvordan kan jeg bidrage med noget unikt, som kan forandre verden?
I enhver generation vil der dog altid være et af spørgsmålene, som er vigtigere end de to andre. De fleste sociologer vil være enige om, at for Generation Z, så er det spørgsmålet om at bridrage med noget unikt til denne verden, som er det vigtigste spørgsmål. Man tror på, at man kan forandre verden, og de er vokset op med budskabet om, at de er noget særligt. De er vokset op med reality programmer som X-faktor, Idol osv. Programmer der fortæller historien om, at en helt almindelig pige kan blive hele verdens popstjerne. Så Generation Z vil altid spørge, inden de engagerer sig i et fællesskab eller et projekt, om det kan være med til at forandre verden, ellers er de ikke med.
Generation Z søger at bygge og skabe
Ifølge flere “spil-hjemmesider”, så er Minecraft det mest populære computerspil blandt Generation Z. Minecraft er et spil, som handler om at bygge og skabe byer, veje, huse mm. Med ankomsten af Generation Z lavede Lego et kæmpe turnaaround og begyndte at give overskud, efter man igen begyndte at fokusere på legoklodsen. Generation Z er vokset op med tablets, smartphones og apps, og enhver, der har adgang til disse ting, kan lave sin egen musikvideo, udgive sin egen bog eller skabe sin egen film. Generation Z er skabere og nybyggere. De er kommet ud til en verden, hvor Generation X har dekonstrueret alt, og derfor er der nu tid til at bygge og skabe. De har oplevet, at ting er faldet sammen, men som sagt har det altid været noget udefra, som har fået det til at falde sammen, derfor ønsker de at skabe og bygge noget nyt. De har en tro på, at det kan lade sig gøre.
Generation Z søger familie
Generation X formåede at dekonstruere familien. For Generation X blev venskabsgruppen det vigtigste henvisning. Sådan forholder det sig ikke med Z’erne. For ti år siden lavede jeg en række undersøgelser for Børnerådet af den gruppe af børn/-teenagere, som vi i dag beskriver som Generation Z. Hvor undersøgelser ikke tidligere havde vist, at teenagerne efterlyste, at forældrene kom mere på banen, så var det meget tydeligt, at i de undersøgelser jeg var med til at lave, så ønskede børnene, at forældrene spillede en endnu større rolle i forhold til at sætte grænser, valg af fremtid, regler osv. Familien er vigtig, og måske hænger det også sammen med, at Generation X fik dekonstrueret familiebegrebet, så det, som i tidligere generation syntes sikkert, er nu også blevet flydende. Generation Z søger væk fra det flydende, og her bliver det at være en del af en familie en modvægt til usikre og overfladiske relationer.
Generation Z og Kirken
I 2010 udkom et meget interessant studie af amerikanske teenageres tro.[8] Vi lever i en global kultur, der selvfølgelig har nogle lokale særlige nuancer, men på mange måder oplever teenagere de samme globale fænomener, de lytter til de samme sange, ser de samme film, er på de samme sociale medier, så på mange måder bliver de formet af de samme ting. Derfor er det ret interessant at se på, hvad de fandt frem til. Man interviewede teenagere, som var vokset op i kirkelige miljøer, og det interessante var, at lige meget om det var konservative, karismatiske, evangelikale hjem eller mere liberale kristne hjem, så var den måde, man udtrykte troen på den samme, og den tro, som kom til udtryk, kan bedst beskrives som en moralistisk terapeutisk deisme.
I praksis betyder det, at man tror:
- At Gud eksisterer og holder øje med jorden
- at Gud ønsker at mennesker skal være gode mod hinanden, hvilket bibelen og alle andre verdensreligioner også tror på.
- at det centrale i et godt liv er, at man skal være lykkelig og have det godt med sig selv.
- at Gud ikke er involveret i mit liv, medmindre han skal løse et problem for mig.
- at gode mennesker kommer i himmelen, når de dør.
Nogle vil måske argumentere for, at sådan forholder det sig ikke for danske kristne teenagere. Men har vi undersøgt det? Men hvis vi ser på den kontekst og den verden, som de befinder sig, så er det jo lige præcis det, som vores kultur forkynder. Det er jo en superindividualiseret tro. I Danmark ligger vi gang på gang højt i de internationale lykkestudier. Vi bliver betegnet som verdens lykkeligste folk, så selvfølgelig vil Generation Z i Danmark også tænke, at det vigtigste i dette liv er at være lykkelig. Hvis de unge i vores kirker har samme tilgang til troen, så står vi overfor en stor discipelskabsudfordring. For den tro, som Dean beskriver, er ikke et klassisk evangelium, men mere et moderne selvhjælps-lykke-evangelium.
Opsummering
Vi har altså at gøre med to meget forskellige generationer. Vi oplevede som kirke generelt, at Generation X forlod kirken og stillede sig meget kritisk overfor kirken som institution. De stillede nogle meget relevante spørgsmål i forhold til, hvordan kirken forholder sig til, at kulturen forandrer sig. Ligesom missionærer ved, hvor vigtigt det er at forstå den kultur, som de skal leve i, så mente Generation X, at det var vigtigt for kirken at forholde sig til, at man var kirke i en ny tid. For at bruge Baumanns billede gik man fra et konsolideret samfund til et flydende samfund, og det fik betydning for Generation X’s måde at tale tro og Gud på.
Generation Z derimod er vokset op med, at usikkerhed og det flydende er noget, som kommer udefra. Derfor har de mere behov for at bygge og skabe noget, som holder. Der er masser af perspektiver for os som kirke i forhold til at hjælpe Generation Z med at bygge og invitere dem ind i vores familier, så de oplever at kunne stå på sikker grund i en verden som flyder; men ikke bare blive lukket inde i kirken, for det er en generation, som ønsker at forandre verden, og hvis de ikke her fornemmelsen af at være med til at forandre verden, så forsvinder de også ud af kirken.
Så spørgsmålene til os som kirke, hvis vi gerne vil være kirke for Generation Z er:
Giver vi dem plads til at bygge?
Inviterer vi dem ind i vores familier?
Er kirken et sted, som er ved at forandre verden, eller forsøger vi at beskytte vores medlemmer mod verden?
Bauman, Zygmunt Liquid Modernity. Cambridge, Polity, 2000
Bauman, Zygmunt, Community, Cambridge, Polity, 2001
Dean, Kenda, Almost Christian, Oxford, Oxford University 2010
Oestreicher, Mark youth ministry 3.0, Grand Rapids, Zondervan, 2008
Sayers, Mark The Road Trip that Changed the World, Chicago, Moody 2012
Willer Thomas, Østergaard, Søren Generation Search, youthresources, 2001
Willer, Thomas, Østergaard, Søren Jeg tror på det hele…, København, Unitas, 2004
Young, Bradley Meet the Rabbis: Rabbinic Thought and the Teachings of Jesus, Peabody, Ma : Hendrickson, 2007
[1] Generation Search, Østergaard og Willer, Youth Resources, 2001
[2] Meet the Rabbis: Rabbinic Thought and the Teachings of Jesus, Peabody, Young Ma : Hendrickson, 2007
[3] Liquid Modernity. Bauman Cambridge, Polity, 2000
[4] The Road Trip that Changed the World, Sayers, Chicago, Moody 2012
[5] Community. Seeking Safety in an Insecure World, Bauman, Cambridge, polity, 2001
[6] Jeg tror på det hele, Østergaard og Willer, København, Unitas, 2004
[7] Youth Ministry 3.0, Oestereicher, Grand Rapids, Zondervan, 2008
[8] Almost Christian, Dean, Oxford, Oxford University 2010
Det profetiske
Af Jesper Veiby, stifter af Kristent Institut
Den profetiske dimension er uløseligt knyttet til Kirkens liv, side om side med det mirakuløse og det naturlige. Det profetiske, mirakuløse og naturlige udgør her tre grundlæggende aspekter, som skal forstås i bredest mulige forstand. Det profetiske handler ikke kun om profetiske ord, men om viden formidlet udover den viden, man opnår via sanser og logik. Det mirakuløse handler ikke om kun mirakelgaven, men om den midlertidige dispensation fra de naturlove, vi er underlagt, i forbindelse med guddommelig indgriben. Det naturlige handler tilsvarende ikke om det jordbundne og måske kødelige, men om fysik, forstand og sanseapparat, hvorved vi er i kontakt med verden.
Det må her understreges, at det profetiske hhv. mirakuløse ikke er mere ”åndeligt” end det naturlige, for så vidt man med åndeligt forstår bibelsk og i tråd med Åndens vilje. I den forstand er også det naturlige givet af Gud for at tjene Gud – vel at mærke ligeværdigt med det profetiske og det mirakuløse. Forskellen er snarere, at det profetiske og mirakuløse typisk forudsætter Guds intervention, mens man altid kan trække på sine naturlige ressourcer, selvom også de to førstnævnte bør være almindeligt til stede og naturligt integreret i den kristnes liv.
Den profetiske dimension er koblet på ”kraft-dimensionen” i den kristnes liv, men også her gælder jo jvnf. Paulus formaning,[1] at kraft koblet af kærlighed er værdiløs, og at den ingen værdi har i sig selv, men kun i forbindelse med formidling og betjening. Da der ikke i Bibelen er nogen systematisk behandling af den profetiske dimension og tjeneste, i modsætning til f.eks. Romerbrevets systematiske behandling af retfærdiggørelse, bærer megen undervisning præg af en vis kobling til erfaringer og oplevelser.
Imidlertid er det min overbevisning, at man kan se et mønster i Skriften, for hvordan den profetiske dimension kommer til udtryk (og skal komme til udtryk), og at dette bør fungere både som blueprint og lakmusprøve.[2] Ligesom det er min overbevisning, at den profetiske dimension udfra Skriftens mønster hverken har den hypede eftersmag af Hollywood eller den beske eftersmag af noget underligt,[3] men bør være en integreret del af Kirkens liv – til og med diakonalt, om man vil.[4]
2.
Inden vi går videre, er det nødvendigt at adressere den lektie, vi kan lære af Skriftens eksempler og ikke blot af den direkte undervisning. Historisk har dette været et stridspunkt, og det traditionelle standpunkt siden reformationen har ofte været, at alene de såkaldt didaktiske[5] tekster – altså primært brevene – kunne anvendes som norm. Jeg vil hertil hævde, at de eksempler, som Helligånden har udvalgt i beretninger fra såvel Jesu liv som de første kristnes liv, også tjener som norm, idet disse udgør et normativt mønster.
Den, som måtte erklære sig enig heri, kan om nødvendigt springe dette afsnit over, men et lille sidespring er her nødvendigt.
Det er næppe til diskussion, at eksempler i almindelighed ikke er normative. Hvis en tænkt observatør iagttager f.eks. arbejdsgangen på en skadestue, så kan vedkommende umiddelbart kun udlede, hvad der sker (deskriptivt), og ikke hvad der bør eller burde ske (preskriptivt). Vedkommende vil derfor ikke på basis af sine observationer kunne udforme en regel. Sådan vil den traditionelle argumentation lyde. Bibelens eksempler er i det lys tvivlsomme som norm, idet de måske afspejler den handlendes ufuldkommenhed. Eksemplerne fra Jesu liv naturligvis undtaget, men her vil man til gengæld argumentere for, at eksemplerne ikke udgør et bevidst mønster.
Med førnævnte eksempel fra skadestuen vil de fleste dog nok indrømme, at har man et tilstrækkeligt datamateriale, så er sagen en anden. Idet man antager, at folkene på skadestuen arbejder udfra visse skrevne eller uskrevne normer, så vil man også kunne antage, at disse følges nogenlunde, og at de fejlkilder, som er i observationerne, kan reduceres ved hjælp af flere data. Således vil f.eks. 1000 eksempler på behandling af et benbrud nok kunne bruges til at beskrive skadestuens procedurer, da nogle enkeltstående fejlbehandlinger skiller sig ud og kan sorteres fra. Men da Bibelens eksempler er få og spredte målt med en sådan målestok, er de ikke nok til at kunne udlede normative retningslinjer af.
Det er fristende at påpege de dele af kirkens praksis, som reelt kun understøttes af relativt få bibelske eksempler, f.eks. brugen af søndag som ugentligt helligdag i stedet for den jødiske sabbat,[6] eller den frikirkelige praksis med barnevelsignelser, som næppe finder støtte i andet end en enkelt begivenhed i Skriften.[7] I praksis godtager man altså et normativt forbillede, som man teoretisk tager forbehold overfor.
På et menneskeligt plan er der igen diskussion om de førnævnte forbehold hhv. krav om betydeligt datamateriale. Hvis man imidlertid forudsætter, at de udvalgte eksempler ikke er tilfældige, men repræsentative, ændrer det alting. I vores almindelige omgang med data kan man ikke forudsætte, at eksempler, målinger eller tests er repræsentative, ligesom man heller ikke kan forudsætte, at påstande, tekster mv. er udtryk for ufejlbarlige sandheder. Men ligesom Kirken jo hævder det sidste om Bibelen, så vil det være naturligt at hævde det første om Bibelens eksempler. Bibelen bekræfter dette og slår fast, at det, der er skrevet, er skrevet for, at vi kan ”lære af det”.[8] Dette ville reelt være umuligt, hvis eksemplerne ikke er prototypiske, hvis Kirkens mænd og kvinder i de fremhævende eksempler og episoder ikke agerer både indenfor den tilladte og af Gud ønskede ramme og ”normalt” indenfor denne.[9]
Det korte af det lange er altså, at de eksempler, som Helligånden ledte Bibelens forfattere til at fremhæve og medtage, må forudsættes at være repræsentative; altså at de dels afspejler Kirkens praksis og lære,[10] dels individuelt afspejler noget typisk eller prototypisk,[11] og dels samlet tegner et tilstrækkeligt billede af den konkrete problemstilling.[12]
Det er rigtigt, at man ikke via eksemplets magt kan trække lige så skarpe og klare grænser op, som man kan udtrykke med ord og klar tale. Derfor må Bibelens eksempler naturligvis suppleres af og understøttes af de skriftsteder, som taler om et givent emne, ligesom man må udtale sig mindre kategorisk, hvor der er få og måske uensartede eksempler at bygge på. Men ikke desto mindre vil vægten i langt højere grad ligge på eksemplerne og det normative mønster, man kan udlede heraf, når det drejer sig om spørgsmål, hvor der ikke gives samlet og systematisk undervisning,
Man kan illustrere dette ved at tænke de bibelske eksempler indtegnet i et koordinatsystem, med forskellige karakteristika langs hver akse. Det er selvfølgelig simplificeret, men et godt pædagogisk hjælpemiddel.
Enkelte måtte måske have det synspunkt, at ”Gud er suveræn, så derfor kan vi ikke sige, hvordan han vil gøre ting”, hvilket bevirker, at hele ”arealet” er i brug, selvom de bibelske eksempler alle måtte befinde sig indenfor en snævert område. Selvom synspunktet måtte udspringe af en tilsyneladende respekt for Guds suverænitet og/eller et ønske om ikke at begrænse Åndens virke i Kirken, så er det alligevel ude af trit med Guds måde at gøre tingene på. Gud kan vel gøre ting på alle mulige måder, men han gør det bare ikke i praksis.
Andre ville måske i praksis tillade en ikke ubegrænset men dog meget stor afvigelse fra de bibelske eksempler udfra samme tankegang, men i en mindre dogmatisk forklædning. Man kan illustrere det ved at tegne en meget stor cirkel rundt om de bibelske eksempler. Problemet er her grundlæggende det samme som før, nemlig at man implicit åbner op for, at Gud gør ting på en måde, som han bare i praksis ikke gør. Og hvis den cirkel, som billedligt måtte indhegne det tilladelige, er af overnormal størrelse, så vil det i praksis ikke være muligt at ”lære af det”, som Skriften siger, for (næsten) alt andet kan også være ok.
Den anden grøft kan man finde hos den, som mener, at Bibelen angiver de eneste mulige måder, som ting skal ske på, og som derfor mener, at Kirkens praksis og åndelige erfaringer skal befinde sig direkte oveni de bibelske eksempler. Også her kan der være tale om et udtryk for respekt for Guds Ord, men tilgangen er alligevel for rigid. Peter og Johannes helbreder syge ligesom Jesus gjorde, men enhver detalje og ethvert ordvalg er selvsagt ikke identisk. Gud giver friere rammer end som så.
Den bibelske tilgang, vil jeg hævde, er at tegne en snæver cirkel om de bibelske eksempler. Alene på den måde kan man i praksis ”lære af det”, der står skrevet, uden at man bevidstløst skal kopiere givne eksempler til mindste detalje.
Det må her være indlysende, at hvis der er meget få eksempler, så er man tvunget til at være mindre præcis, end hvis der er mange, og hvis de eksisterende eksempler fra Bibelen varierer en del, må ”rummeligheden” selvsagt være betydeligt større, end hvor de er ensartede og entydige. Tilsvarende kan det være nødvendigt dels at supplere med undervisende tekster, dels opdele eksemplerne efter type, hvis dette giver større klarhed. F.eks. kunne man i teorien forestille sig, at man skulle evangelisere på forskellig måde overfor jøder end overfor hedninger.[13] Hvis det var tilfældet, ville man måske få et uensartet billede, hvis man betragtede alle Bibelens eksempler på evangelisation og sjælevinding under ét, men opnå et klarere og mere entydigt billede, hvis man så på de to typer for sig. Tilsvarende vil gælde enhver anden problemstilling.
Nogle praktiske eksempler kan illustrere pointen. Der er mange eksempler på helbredelser i Bibelen, og de er ret uensartede. Nogle salves med olie,[14] andre får mudder smurt på øjnene,[15] nogle befales at bade,[16] andre helbredes af bælter og skygger,[17] [18] andre igen befales raske.[19] Det er indlysende et område, hvor der tillades variation. Samtidig kræver det blot en lidt veludviklet fantasi at forestille sig eksempler, som ville være så langt ude, at de ville diskvalificere sig. Tjenester og kirkens ledelse er et andet punkt. Der omtales ældste,[20] ligesom apostle indgår i lederskabet,[21] og tjenesteteams ditto.[22] Men selvom der er en vis variation, og man en enkelt gang tilmed valgte via lodtrækning,[23] så vil alle nok være enige om, at en månedlig lodtrækning om hvem der skal være præst i kirken, oplagt falder udenfor det bibelske mønster og dermed det bibelske mandat. Andre steder er variationen betydeligt mindre, f.eks. omtales tungetale[24] eller tungetale og profetiske ord[25] altid i forbindelse med, at mennesker modtager Åndens dåb, hvilket efterlader et begrænset rum for variation mht. hvad der kan tages som udtryk for eller bevis på Åndsdåben.
Anvendelsen af normative forbilleder på basis af de mønstre, man kan se i Skriften, vil nok opleves lidt diffust for nogle og snærende for andre. Ikke desto mindre vil jeg hævde, det er bibelsk og følger naturligt af det overleverede vidnesbyrd som en kilde til læring, selvom man også her er afhængig af god eksegese og en fornuftig og sund bedømmelse af de aspekter, som er relevante i relation til de konkrete eksempler.
Endelig bør det nævnes, at man kan bedømme en given situation med afsæt i de bibelske forbilleder, uden at man behøver have fuld forstående af de mulige fejlkilder, som er involveret. Ikke mindst mht. det profetiske er dette en vigtig påmindelse. Der er situationer, hvor dæmoniske kræfter er på spil, selvom det næppe er hovedkilden i kirkeligt regi. Der er situationer, hvor den enkeltes forudindtagethed[26] eller generelle ufuldkommenhed[27] spiller ind. Og tænkeligt er der situationer, hvor almindelig dumhed, banale misforståelser eller blot vaner og traditioner spiller ind. En afvisning af et profetisk udtryk er ikke automatisk lig med en påstand om, at der så er tale om dæmonisk forførelse, ligesom det ikke pr. definition vil være et forsøg på at udslukke Åndens virke i Kirken, og som sådan bør det heller ikke opfattes. En afvisning på førnævnte præmisser er alene et udtryk for, at man i Kirken er forpligtet på de bibelske eksempler og sorterer afvigelser fra, både når årsager og kilder er klart belyst, og når det er uklart, om fejlene (blot) måtte skyldes menneskelig ufuldkommenhed, misforståelser og tankeløshed.
3.
Hvis man betragter de eksempler, som Bibelen giver indenfor det profetiske, så er det umiddelbart oplagt, at der er eksempler, som straks diskvalificerer sig. Således kommer det profetiske ikke til udtryk gennem fiktion, og selvom der i tidens løb er udgivet megen fiktion, som hævdes at have noget profetisk over sig, så åbenbarer Gud sig ikke profetisk gennem fiktion. Fiktion kan selvsagt være skrevet i et forsøg på at levendegøre og tolke det, som måtte være profetisk beskrevet i Skriften, og som forfatteren i forvejen er bevidst om og har en mening om. Men der er ikke bibelsk belæg for, at en forfatter i kraft af sin almene følelse af ”inspiration” får kontakt med en ”profetisk åre”, hvorigennem Gud formidler ny åbenbaring i fiktionen, sådan at fiktionen åbenbarer ny viden, man ikke havde og ikke kunne udlægge fra eksisterende profetiske ord. Der er nemlig ingen eksempler på den slags i Skriften. Gud taler, men ikke gennem fiktion. Tilsvarende er der ingen eksempler på, at profetiske ord og profetisk betjening afregnes med kontant betaling, som det måtte ske ved sandsigersken på en markedsplads, og en eventuel kirkelig praksis med betaling for profetiske ord må derfor tilsvarende og selvfølgelig afvises.
Til gengæld er der et rigt, men også meget sammensat vidnesbyrd om profetiske forudsigelser, profetisk betjening, profetisk viden og profetisk ledelse, spændende fra det mere spektakulære til det næsten dagligdags. Bibelen lægger sig ikke fast på en bestemt opdeling, og andre ville måske vælge at inddele emnet på anden måde, f.eks. i 1) profetens tjeneste og 2) profetiske gaver; eller i a) profetiske ord, b) profetiske drømme osv. Man vil kunne vælge forskellige vinklinger og forskellige inddelinger af praktiske og pædagogiske grunde, og som understreger forskellige pointer uden at konflikte.
I mine øjne differentierer de fire typer (forudsigelser, betjening, viden og ledelse) imidlertid naturligt mellem grundlæggende forskellige typer af profetiske udtryk, når man ser på kontekst, målgruppe og den praktiske håndtering.
4.
Profetiske forudsigelser er nok det, som de fleste i al almindelighed forbinder med det profetiske, selvom det ironisk nok udgør den mindste del af det profetiske område, bredt betragtet. For at afgrænse i forhold til andre udtryk, så må en profetisk forudsigelse angå, hvad der vil ske, eventuelt hvad der betinget vil ske;[28] og ikke blot hvad der kan ske. Forudsigelsen retter sig mod fremtiden på en absolut måde, mens det profetiske ord eller profetisk ledelse vel kan rette sig mod fremtiden, men ikke på en absolut måde.
På dette område kan der opnås stor afklaring ved at betragte forskellige typer af forudsigelser såvel som hvilke typer af personer/tjenester, disse formidles igennem. Man kan grundlæggende opdele forudsigelser i to grupper, den ene de kristologiske hhv. eskatologiske forudsigelser, altså de forudsigelser som angår Kristi komme eller de sidste tider før hans genkomst; den anden forudsigelser angående andre forhold. Ligeledes kan man observere, at den førstnævnte gruppe i Gamle Testamente blev formidlet af profeter, men i Ny Testamente af apostle; samt at det hverken i GT eller NT er enhver profet eller apostel, som formidler den slags, men alene dem, man traditionelt på engelsk har betegnet ”foundational prophets/apostles”, altså de profeter/-apostle, som skrev Skriften.[29] Man kan finde flere eksempler på profeter hhv. apostle, som virkede i den pågældende tjeneste, men som ikke bidrog til Skriften, og som heller ikke bidrog med kristologiske/-eskatologiske forudsigelser.[30] Bibelens møn-ster er her entydigt og åbner ikke op for kristologiske eller eskatologiske forudsigelser fra andre end disse, hvilket vel rettelig på disse områder henviser os til at søge viden gennem bibelstudier fremfor gennem profetiske ord og profetisk ledelse.
Man kan også konstatere, at profetens tjeneste nok går igen i Ny Testamente, og den nytestamentelige navnebror til den gammeltestamentelige profettjeneste har overtaget nogle af dennes funktioner, men der er på den anden side ikke grund til at behandle de to som samme to tjenester, ligesom nogle af den gammeltestamentelige profets opgaver tydeligvis i NT er henlagt til aposteltjenesten.
Lad os af pladshensyn nøjes med at konstatere, at den nytestamentelige profet sammen med de andre tjenestegaver gives os i forbindelse med Herrens opstandelse og herliggørelse.[31] Hermed er det på sæt og vis en ny tjeneste og ikke en direkte videreførelse af den gammeltestamentelige tjeneste. Der er således både på et praktisk og ikke mindst principielt plan ingen grund til, at nytestamentelige profeter skal spejle sig (for meget) i gammeltestamentelige ditto, som der måske kan være en tendens til, men tværtimod bør spejle sig i de (indrømmet færre) nytestamentelige eksempler. Omvendt er der flere paralleller,[32] så man kunne nok mere præcist kalde den nytestamentelige profettjeneste en nytestamentelig inkarnation af den gammeltestamentelige.
At apostlen i praksis overtager profetens rolle som talsmand overfor f.eks. myndigheder og repræsenterende kirken eller forsamlingen udadtil, fremgår dog af flere eksempler,[33] hvor apostle i rigt mål træder ind i disse opgaver, men hvor ingen profeter markerer sig på samme områder.
Endelig må det naturligvis huskes, at den troende i Gamle Testamente ikke var født på ny og ikke var udrustet med Helligånden, men at begge disse jo nu er opfyldt. Hvor den gammeltestamentelige troende var afhængig af profetens tjeneste som en mellemmand eller kontakt til Gud, så har den nytestamentelige troende nu selv fri adgang til Gud og til Guds ledelse – og Guds profetiske dimension i sit liv.[34] Det er derfor naturligt, at profettjenesten i Ny Testamente har en langt mindre fremtrædende rolle end i Gamle Testamente, og at såvel aposteltjenesten som andre tjenester nu udfylder mange af de roller, som profeten havde i Gamle Testamente.
Det er dog ubestrideligt, at de eneste gange i Ny Testamente, hvor der formidles profetiske forudsigelser af almen karakter, så er det profeten, som formidler disse. Altså forudsigelser ind i kirkelivet, af relevans for kirken og dens medlemmer og angående dens/deres fremtid og omstændigheder. Profetens tjeneste er bredere end dette, og anses typisk også forbundet profetisk betjening i bredere betydning – jvnf. næste afsnit – samt profetisk forkyndelse i betydningen aktuel, konkret og rammende forkyndelse. Den profetiske dimensions forskellige udtryk berøres i de kommende afsnit, men profetens tjeneste som sådan er ikke temaet for artiklen. Det mønster, Bibelen viser os, og som her er pointen, er derimod, at profeten fortsat er den eneste formidler af almene profetiske forudsigelser, og det er derfor, den nytestamentelige profettjeneste er interessant her. Det er naturligvis ikke sådan, at kun profeten må have lov til at komme med forudsigelser, men sådan at (sande) forudsigelser ganske enkelt vil komme gennem profeten fremfor de andre tjenester, fordi dette nu engang er det mønster, Bibelen viser os. At det er unikt for profettjenesten og ikke findes i den profetiske tjeneste i bredere forstand bekræftes også af Apg.21,8-14, hvor Filip havde fire døtre med profetisk gave,[35] men hvor den profetiske forudsigelse først formidles, når profeten Agabos er til stede og gennem ham.
Grundlæggende sker bedømmelsen af profetiske forudsigelser retrospektivt, selvom Kirken naturligvis skal afvise profetiske forudsigelser, som åbenlyst er i modstrid med Bibelens forudsigelser og øvrige tale. Profetien bekræftes af opfyldelsen. Dog er der implicit betingede profetier, a la Jonas’ overfor Nineve, og profetier hvor dette ikke ligger implicit, og som derfor er profetier om noget, der ganske enkelt blot vil ske, f.eks. hungersnøden i Ægypten.
Der kan måske nok herske nogen uenighed om, hvorvidt alene profetien eller også selve profeten diskvalificeres af en fejlagtig forudsigelse. Men nærlæser man 5.Mos.18,22 er pointen tydeligvis todelt, dels en fordømmelse af den fejlagtige profeti og det faktum, at profeten er fremturet med det; dels en erklæring om, at [fra][36] pågældende profet skal man ”ikke frygte”.[37] Ved en overfladisk læsning kan man få det indtryk, at alene forudsigelsen forkastes, ledsaget at et betryggende ord. Men det at ”frygte” må oplagt læses analogt med brugen i Bibelen i øvrigt. Når der i Bibelen står ”frygt Gud”,[38] så bruges det ikke på samme måde som når der står ”frygt ikke”, men om at give den ærefrygt eller respekt, som tilkommer, i dette tilfælde Gud, i det andet profeten. Ordet om ikke at frygte den pågældende profet handler derfor næppe om, at man ikke skal ”være bange” i den almindelige betydning af ordet, men at man ikke skal/behøver respektere vedkommendes tjeneste, selvom man da underforstået så heller behøver være bange for noget, vedkommende siger. Pointen er, at det (også) er fremadrettet. Der er næppe heller nogen mening i et udsagn om, at man ikke skal være bange for den forudsigelse eller dom, som nu bevisligt ikke er gået i opfyldelse. Det ville være overflødigt at nævne, hvis det alene var tilfældet.
Det er vel muligt, Gud havde kaldet vedkommende som profet, men her tilbagekalder Gud de facto tjenesten.[39] Pointen er nemlig, at man ikke i øvrigt skal tage imod, hvad der kommer fra vedkommende, men at man i stedet ikke længere skal behandle profeten som profet.[40]
Man kan mene, at Gud sætter overliggeren højt ved at diskvalificere tjenesten på grund af en enkelt fejlslagen profeti, eller man kan mene, det kun gjaldt i Gamle Testamente. Men det bekræftes indirekte i Ny Testamente at det også samme er gældende her, og for nytestamentelige profetiske forudsigelser, idet der ved Agabos’ profeti om hungersnøden bekræftes, at denne gik i opfyldelse.[41] [42] Bibelens mønster og standard må derfor tages til efterretning. Hedenske og okkulte profeter har også nogle gange ret, og horoskoper kan ramme plet. Men Guds profeter tager aldrig fejl. Hvis man ophæver den præmis, udvisker man en helt afgørende bibelsk grænsedragning.
Her må indskydes en bemærkning om betegnelsen ”falsk profet”, som til tider bruges lidt i flæng. Denne bruges både (fejlagtigt) som ”skældsord” i forhold til kristne, folk er tilstrækkeligt uenige med; som betegnelse for den ”almindelige” forfører, og endelig om den, der hævder at være profet, men som ikke er det. Sidstnævnte er strengt taget rigtigst rent sprogligt og er ikke forskelligt fra, at en falsk bror er en, som hævder at være kristen, men som ikke er det, eller at en falsk apostel hævder at være det, men ikke er det. Nu er det jo ikke sådan, at alle som ikke er kristne, dermed er falske brødre. Kun hvis de giver udseende heraf, rammer betegnelsen. Der er derfor ikke noget dybere problem i, at en person, hvis fejlagtige forudsigelser udelukker en tjeneste som profet, ikke behøver bære betegnelsen falsk profet og i stedet kan få en velsignet tjeneste på ethvert andet område, hvis vedkommende har selverkendelse og ikke fremturer med yderligere forudsigelser, som falder under profetens tjeneste, hvor vedkommende har diskvalificeret sig.
Eksempler fra Bibelen på kristologiske eller eskatologiske profetier er talrige og ikke temaet her, men hvis vi skal fremhæve nogle eksempler på almene profetiske forudsigelser i Skriften, så kunne vi fra Gamle Testamente nævne Josefs profetiske tolkning af faraos drøm mht. de syv gode år og syv magre år;[43] Elias’ forudsigelse af Jesabels endeligt;[44] profetien om jødernes tilbagevenden i Daniels bog;[45] såvel som Jonas’ betingede forudsigelse af Nineves endeligt. I Ny Testamente opererer Jesus også selv i profetens tjeneste og kommer her med flere profetiske forudsigelser både af eskatologisk og af almen karakter;[46] [47] ligesom der er eskatologiske forudsigelser af både Paulus og Peter og naturligvis i Johannes’ Åbenbaring. Af profetiske forudsigelser af almen karakter har vi i Ny Testamente først og fremmest Agabos’ forudsigelse af Paulus’ tilfangetagelse[48] samt af en kommende hungersnød.[49]
Når man betragter de bibelske eksempler på profetiske forudsigelser, så er det værd at bemærke, at de faktisk er meget operative. De er af aktuel og personlig relevans, og det er muligt at handle på dem. Josef forudsiger således ikke blot, at der på et eller andet tidspunkt skal komme nogle gode år og derefter nogle dårlige år. Det er aktuelt, og der er syv af begge, så der kan planlægges udfra profetien. Agabos’ forudsigelse om den kommende hungersnød var også konkret; der ville blive tale om hungersnød, som man mentalt og praktisk ville kunne forberede sig på, ikke om en uspecificeret ulykke, og tidsmæssigt faldt den relativt kort efter;[50] mens mere langsigtede men almene profetier som f.eks. fra Daniels bog om jødernes tilbagevenden har et præcist åremål på.[51] Man kan næppe sætte en firkantet regel op, men det er oplagt udfra de bibelske eksempler, at forudsigelserne er umiddelbart forestående eller retter sig mod en nær fremtid, hvis ikke de rummer en mere præcis tidsangivelse, ligesom de er præcise mht. det, de forudsiger. Hertil er de af relevans for modtageren. Kirken i Apostlenes Gerninger ville jo selv komme til at stå i hungersnøden, jøderne i Ægypten under Josef ligeså, og Paulus’ tilfangetagelse var oplagt relevant for ham selv.[52] Omvendt er der (naturligvis!) ikke eksempler på forudsigelser af hungersnød i Kina, selvom sådanne utvivlsomt også har forekommet, eller af fjerne og for modtagerne uvedkommende begivenheder, det være sig kristenforfølgelserne under Nero, jødeforfølgelserne under Hitler eller reformationens komme.
Profetiske forudsigelser gives nemlig ikke for at imponere, for at stimulere vores intellektuelle nysgerrighed eller som en form for Gudsbevis, men som udtryk for Guds omsorg i situationen, og selvom formen kan have noget ”spektakulært” over sig, er det en pointe, som ikke må glemmes.
5.
Profetisk betjening angår her den profetiske dimension i mødet med andre mennesker gennem de såkaldte åbenbarings- og talegaver blandt de ni Åndens gaver eller åndsåbenbaringer, som Paulus remser op i 1.Kor.12,7-10.[53] [54] Det omfatter profetiske ord, som sprogligt – ofte begge kaldt ”profetier” – ligger tæt op af profetiske forudsigelser, ligesom det omfatter visdomsord og kundskabsord, såvel som bedømmelsens gave.[55] Naturligvis kan personlig betjening rumme en profetisk forudsigelse, som falder under det foregående punkt, ligesom man under personlig betjening eller til kirkens møder kan opleve personlig profetisk ledelse. Pointen er her de profetiske udtryk, som hører betjeningen til ved kirkens møder eller på tomandshånd, og som er givet af Gud hertil.
I det følgende forstås de førnævnte begreber udfra en pentekostal referenceramme, altså som Åndsinspirerede ytringer eller åbenbarelser, og ikke blot (eller alternativt) som en gave til at prædike med klarhed og aktualitet, besidde visdom og kundskab eller kunne anvende sin sunde fornuft, som traditionelle ikke-karismatikere typisk har tolket de pågældende passager.
Sprogbrugen i Bibelen er næppe helt stringent, og vendinger som at ”tale profetisk” kan angive såvel profetiske ord såvel som en prædiken, der rammer plet. Her må man nogle gange søge i den konkrete kontekst for at vide, om der er tale om det ene eller det andet, ligesom det ikke altid er helt klart, om den gave, der var i brug i en given af Bibelens passager, var f.eks. visdom, kundskab eller profetisk tale. Imidlertid er det klart udfra Bibelen, at der er tale om gaver, der gives i mødet med andre og i betjening af andre. De gives med Bibelens ord ”hver enkelt til fælles gavn”, og det er derfor rimeligt at betragte disse under et som ”betjeningsgaver”.
Da de gives til fælles gavn, i konteksten af mødet med og betjeningen af andre, så er der naturligvis ikke belæg for at få et profetisk ord til sig selv som opmuntring eller for at kalde et nedslag af personlig ledelse for et visdomsord til en selv. Den profetiske betjening og de gaver hhv. eksempler, som gives i så henseende, er altid rettet mod andre, og det mønster, man ser i Bibelen, bekræfter naturligvis dette.
Profetisk betjening kommer dels til udtryk i kirkens (lukkede) samlinger,[56] hvor særligt profetiske ord er nævnt og fremhæves. Et af det bedste eksempler er her, da Ånden talte til Paulus og Silas om at rejse ud,[57] og hvor det profetiske ord bliver en katalysator og en bekræftelse overfor kirken. Der henvises også til profetiske ord over Timoteus,[58] selvom vi ikke kender disses præcise indhold. Dels forekommer profetisk betjening i det udadrettede møde med andre mennesker. Jesu profetiske betjening med kundskabsord til den samaritanske kvinde er et godt eksempel;[59] men eksempler på Åndens gaver går igen gennem Evangelierne og Apostlenes Gerninger.
Der gives i Skriften nogle få, grundlæggende retningslinjer. Profetiske ord defineres som værende til ”opbyggelse, formaning og trøst”,[60] hvilket gør dem til et udtryk for Guds hjerte og vilje i situationen, fremfor forudsigelser. Tilsvarende lægges der op til en umiddelbar bedømmelse. ”De andre” skal bedømme, siges der,[61] selvom det nok praktiseres for sjældent. Der er intet af afvente, eftersom der ikke er tale om en forudsigelse, og bedømmelsen må derfor gå på dels den bibelske overensstemmelse,[62] dels på overensstemmelse med det, Gud allerede har talt eller virket i modtageren.[63]
I modsætning til profetiske forudsigelser er det her budskabet, som bedømmes, ikke budbringeren. Bibelen udelukker ikke, at den profetiske betjening kan rumme fejl, men insisterer i stedet på åbenhed og løbende bedømmelse for at sikre sundheden heri.[64]
Guds omsorg og interesse i mennesker er også her omdrejningspunktet for gaverne, hvilket ikke mindst er tydeligt mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Den profetiske betjening gives ikke for at imponere eller skabe en platform, men fordi Gud har hjerte for mennesker, og intervenerer med overnaturlig viden, ligesom han til andre tider intervenerer med overnaturlig kraft.
6.
Udover budskaber rettet mod andre, såvel som betjening af andre, så er der i Bibelen mange eksempler på, at Gud deler af sin viden, hvilket pr. definition er profetisk, da det løfter os op over det, vi kan vide og observere i det naturlige. I nogle situationer er det i konteksten af personlig ledelse, som behandles i næste afsnit, men i andre tilfælde går den viden udover dette, og den kontekst, som Bibelen placerer den slags i, er hos forbederen.
Der er få eksempler at trække på, men mødet med Simeon, da Josef og Maria bringer Jesus til templet, er et godt eksempel.[65] Simeons forudsigelse gives her på tomandshånd og helt personligt, og udfra konteksten er det tydeligt, at han ikke har et offentligt budskab at forkynde om Jesus, men blot deler sin profetiske viden overfor de få, som den personligt vedrører. Det er ubestrideligt profetisk i den bredere betydning af ordet, men i en helt anden betydning end profetens forudsigelser; her ser vi i stedet forbederens profetiske indsigt.
Guds samspil med Abraham inden Sodomas og Gomorras ødelæggelse,[66] er et andet og oplagt eksempel fra Gamle Testamente. Abraham betegnes ikke som profet, men Gud taler til ham og deler sine planer, og Abraham beder udfra dem. Det er essensen af en forbeder. Man må formodningsvist antage, at Gud lige vel kunne have delt en anden situation, som Abraham var ubekendt med, og ansporet Abrahams forbøn ind i denne.
Endelig bør man nævne Epafras, hvis bøn for kirkerne holdes frem på en særlig måde.[67]
Med andre ord, Gud åbenbarer ting for dem, vi nu om dage typisk ville kalde forbedere, og som vi alternativt måske kunne kalde åndeligt lydhøre. Men (!) som 1) ikke er givet et budskab at tale ud, 2) hvis budskab/viden ikke er endegyldigt som profetens forudsigelse er.
Abrahams reaktion på det, Gud fortæller ham, er her forbilledlig. Han annoncerer det ikke for sin husstand. Slår ikke budskabet op på Sodomas mure. Rundsender ikke et nyhedsbrev. Nævner det ikke på Facebook. Deler det end ikke i sin bedegruppe. Han taler ikke med mennesker, men med Gud. Og han beder om, at det ikke må ske. Selvom det er Gud selv, som her handler, og ikke blot en udefrakommende ulykke, så prøver Abraham at afvende det. Man kunne nok forestille sig enkelte, som ville ”bakke op” om Guds beslutning i bøn, men Abraham gør nærmest det modsatte, for han kender hjertet bag ordene.
Tilsvarende kan siges om Paulus, som gentagne gange opfordrer til forbøn i forbindelse med hans missionsrejser og forkyndelse af evangeliet, men holder sig i generelle vendinger uden at blive specifik. Det samme gælder Epafras. Tænkeligt havde Gud talt til Epafras om en del ting i lønkammeret, ligesom han talte til Abraham, og Epafras kunne vel have sagt til Paulus, ”Du, Paulus, kan du ikke lige minde kolossenserne om at være med til at bede om det her, Gud har vist mig…” Men Epafras mod-står fristelsen. Det var en sag mellem ham og Gud – og måske mellem tusind andre enkeltpersoner og Gud.
En anden grund til, at forbederens viden ikke skal deles og udbasuneres, som profetens forudsigelser skal, er at den er stykkevis og stadig åben for forandring.
Naturligvis er den også fejlbarlig. Måske har man hørt forkert. Det, Gud sagde, kom måske ikke fra Gud, men fra en selv eller var en misfortolkning af et billede, syn, indtryk osv. Forbederen er som alle andre ikke hævet over menneskelig fejlbarlighed. Men selv hvor det vitterligt er fra Gud, er det ikke fastlagt, som profetens forudsigelse er. Sodoma kunne være blevet skånet. Måske. Hvis Abraham havde været dristigere og ikke standset ved de ti retfærdige. De lukkede døre kan åbnes. Og de åbne døre kan lukkes. Det afhænger (bl.a.) af, hvordan forbederne reagerer på det, Gud fortæller dem. De får et glimt af en mulig fremtid, mens profeten, som Gud giver forudsigelsen, ser et glimt af den reelle fremtid.
7.
Endelig er den profetiske dimension synlig i relation til profetisk ledelse. Igen er det et område, hvor Gud forstærker den naturlige dimension, på samme måde som forudsigelser er på et andet niveau end prognoser, profetisk betjening er på et andet niveau end menneskelig visdom og rådgivning, og profetisk viden er på et andet niveau end almindelig information og viden. Det betyder naturligvis ikke – heller ikke her! – at den kristne ikke skal benytte sig af det naturlige, her naturlig ledelse, f.eks. sund fornuft eller kendskab til Guds Ords principper og retningslinjer. Men det betyder, at der er også her er ekstra en dimension, som er tilgængelig for den nytestamentelige troende.
Profetisk ledelse kan angå viden om et personligt anliggende, men det kan også blot være en tilskyndelse i en bestemt retning uden nødvendigvis at rumme viden om baggrunden for den konkrete ledelse. Den kan opleves intenst, som en hørbar tiltale,[68] i et syn,[69] i en drøm,[70] som en tilskyndelse[71] og formodentlig også som en mere diskret, intuitiv ledelse, som Jesus formodentlig følte, da han følte, han ”måtte” gå gennem Samaria.[72] Udover de praktiske eksempler er profetisk ledelse fremhævet i løftet om Helligåndens udgydelse.[73]
Man må tilsvarende under personlig ledelse henvise det, som ikke er strengt personligt, men dog indenfor den enkeltes sfære i modsætning til forbederens bredere viden. Således f.eks. pastorens ledelse mht. sin kirkes retning eller forælderens ledelse mht. familiens gøren og laden.
Der er jvnf. de førnævnte eksempler en væsentlig variation, men af forholdsvis indlysende årsager står der ikke noget om bedømmelse af profetisk ledelse. Det er ikke en sag for kirken, og skal derfor ikke bedømmes af kirken. Det giver sig selv, at også denne kan rumme fejl, i og med at den opleves af og gennem ufuldkomne menneskers ufuldkomne personlighed og sind, og at dette ikke i sig selv diskvalificerer eller udelukker profetisk ledelse i fremtiden. Bedømmelsen er normalt også ligetil. Hvis Kornelius ikke havde været hjemme, ville Peter kunne have regnet ud, at det ikke var et syn, men måske en hallucination eller noget lignende. Hvis Gud viser en, hvem man skal giftes med, men vedkommende så viser sig allerede at være gift, så ditto.
Den profetiske ledelse er i sagens natur knap så synlig, og slet ikke så spektakulær som andre aspekter af det profetiske, men der er stadig tale om en reel profetisk dimension i den nytestamentelige kirke, som var fraværende før, men meget nærværende nu, og som samtidig ikke må sammenblandes med forbederens generelle viden, eller tjenestens profetiske betjening, endsige profetens sikre forudsigelser.
8.
Der er utallige eksempler i Skriften på den profetiske dimensions tilstedeværelse i kirkens liv, men der er også eksempler på misbrug og uklog omgang med de profetiske gaver. Kirken i Korinth er her den klassiske prügelknabe på grund af de fejl, som Paulus adresserede, og som forekom i kirken. Gaverne blev brugt uden hensyn til helheden, og tilsyneladende var der en overoptagethed af visse gaver på andres bekostning, ligesom kirken i almindelighed bar præg af mangel på modenhed og lederskab. Men også i Tessaloniki var der problemer, idet folk skabte forvirring med ”profetiske” ord om Jesu snarlige komme.[74] De fleste, som har været kristne i nogle år i karismatiske sammenhænge, vil nok også have stødt på tvivlsomme profetier eller en håndtering af det profetiske, som man kunne sætte en del spørgsmålstegn ved.
Det kan naturligvis ikke undgås, at der begås fejl, og at menneskelig ufuldkommenhed spiller ind. I korinternes tilfælde synes der også at være en umoden, men til dels forståelig betagethed af de åndelige gaver. Den nye kristne, som for første gang modtager et præcist profetisk ord, kan godt i sin første begejstring negligere den naturlige ledelse og sunde fornuft til fordel for en overåndelig forventning om ene og alene profetisk ledelse. Det er en klassisk og forventelig ”begynderfejl”, men der er mere grundlæggende årsager til fejl og frustrationer, som ofte overses.
Det er oplagt, at hvis man ikke skelner mellem de forskellige typer af profetiske udtryk og håndterer dem hver især, som de skal, udfra de bibelske tekster og det bibelske mønster, så kan der opstå forvirring. En typisk fejl er sammenblandingen af profetiske ord og profetiske forudsigelser. Et profetisk ord kunne f.eks. lyde i retning af ”Herren kalder dig ind i en tjeneste som evangelist”. Men et profetisk ord er jo til opbyggelse, formaning og trøst og ingen garanti i sig selv. Det udtrykker Guds vilje og bekræfter i eksemplet en kaldelse overfor en person som måske havde brug for bekræftelse eller opmuntring. Men opfyldelsen er afhængig af vedkommendes eget gensvar og vil naturligvis ikke ”gå i opfyldelse”, hvis vedkommende i stedet graver gaven ned eller fravælger den til fordel for sin karriere. Tilsvarende er ”opfyldelsen” måske afhængig af kirkens forbøn, eller at andre er lydhøre og tager imod den gave, Gud giver. Der kan sagtens opstå frustrationer, hvis profetiske ord modtages som stensikre forudsigelser. På den anden side kan det, som skulle være formidlet som et profetisk ord eller et opmuntringsord, af en lidt for ivrig formidler måske blive spidsformuleret som ”du kommer til at forkynde for mange” eller noget i den stil, som går udover rammerne og skabelonen for profetiske ord og sprogligt bliver en forudsigelse, hvis manglende opfyldelse skaber frustrationer og miskrediterer tjenesten til den, som kom med ordene.
Det er her vigtigt at skelne mellem et profetisk ord, der retter sig mod fremtiden i en ånd af opmuntring, formaning eller trøst, og en profetisk forudsigelse, der direkte fortæller om fremtiden.
Noget tilsvarende kan ske i forbindelse med forbederens profetiske viden. Hvis den viden, som ikke var tiltænkt at blive delt, undtagen måske på tomandshånd eller i en mindre, lukket kreds, bliver delt i en større kreds og det mulige billede af fremtiden bliver præsenteret som et ”Gud viste mig, at…” så kan det både vise sig ikke at gå i opfyldelse og stemple pågældende som falsk profet, ligesom det potentielt kan fjerne fokus fra det, som var Guds hensigt, nemlig forbøn.
Måske nogle vil protestere og hævde, at det er deres pligt at videregive, hvis Gud viser dem ting, f.eks. med henvisning til Ez.3,16-21. Men det er en fejlslutning. Teksten angår alene profeten, som har fået et budskab fra Herren at videregive, ikke forbederen, som får en viden at bede udfra. Sat på spidsen, hvis en forbeder oplever en trussel, det være sig en byrde for nogle missionærer eller en advarsel om f.eks. et terrorangreb eller tilsvarende, eller omvendt oplever en byrde for at bede om en aktuelt åben dør for evangeliet i en given kontekst, så skal vedkommende tale med Gud og ikke tale med mennesker. Tilsvarende gælder den personlige profetiske ledelse. Hvis nogen f.eks. måtte føle sig advaret mod at tage en bestemt tog- eller flyafgang eller tilskyndet til at investere i dette og hint, så er dette ikke et mandat til at advare alle andre hhv. opfordre alle andre til samme. Hvis Gud lægger en bestemt person på ens hjerte og måske deler bestemte, konkrete behov eller problemer, så er det heller ikke ensbetydende med, at dette nødvendigvis skal deles med vedkommende eller med andre. Gud formidler det profetiske i hver sin kontekst og med hver sit formål, rækkevidde og forpligtelse tilknyttet, og her må man stole på, at Gud taler til dem, der skal tales til, og sikrer forbøn for dem, der skal bedes for, og så ellers blot selv handle eller bede udfra det, Gud måtte vise en.
En mere lumsk fælde er det faktum, at den profetiske dimension kan sameksistere med usund lære eller individuel synd. En gave, selv en stærk gave, er ikke en guddommelig blåstempling af personen, og en ”betjeningsgave” overfor tredjemand er heller ikke ensbetydende med, at pågældende evner at opfange Guds personlige ledelse eller irettesættelse endsige korrektion af læremæssige fejl. Det profetiske må derfor ikke kobles af det naturlige, f.eks. det der med almindelige evner og færdigheder kan læses ud af Bibelen, og den profetiske tjeneste er ikke hævet over ”mindre profetiske” tjenesters input og korrektion.
Endelig er det værd at nævne det frustrerende, men uomgængelige faktum, at det profetiske formidles gennem vores indre ”filter”, hvad enten dette sker bevidst eller ubevidst. Et tænkt, men plausibelt eksempel vil illustrere problemstillingen. Paulus opfordrer Timoteus til at drikke noget vin for sin maves skyld, og i princippet ville der derfor næppe være noget i vejen for, at en tilsvarende visdom kunne formidles gennem et profetisk ord til den, som måtte være usikker på, om det var ok. Bibelen taler tilsvarende om gyldige skilsmissegrunde, og at man i så tilfælde er fri til igen at gifte sig. Også her ville man principielt kunne forestille sig et profetisk ord om dette til den, der af ubibelske grunde havde anfægtelser herover. Bibelen forhindrer heller ikke kvinder i at forkynde ordet, og igen burde den sandhed også kunne bekræftes af en profetisk opmuntring overfor den, der måtte have anfægtelser herom.[75]
Imidlertid har jeg aldrig hørt om, og har vanskeligt ved at forestille mig, at en person, som mente, at al indtagelse af alkohol var synd, ville eller kunne formidle Guds
– bibelske! – tiltale, jvnf. det første eksempel. Og det er lige så svært at forestille sig, at den, som kategorisk afviser, at fraskilte kan giftes, eller som kategorisk afviser kvindelige forkyndere, ville kunne formidle Guds – bibelske! – tiltale i det andet og tredje eksempel.
Vi vil gerne tro, at det profetiske formidles ”ufiltreret”, og at den, som udtaler et profetisk ord eller formidler noget andet profetisk, blot gengiver det, som vedkommende får fra Gud. Men der er næppe tvivl om, at der er et filter i os alle, bestående af værdier og teologiske holdninger, som indvirker på formidlingen, og som enten får os til bevidst at ”censurere” det, vi fik, eller (måske oftere) ubevidst blokerer for det. Det var vel heller ingen garanti for, at Peter, da han fik synet af dugen med de urene dyr, ikke kunne have ”bedømt” dette som værende ikke fra Gud og afvist det af teologiske årsager, fremfor at blive den første hedningemissionær?
Det rejser en væsentlig pointe. Nemlig at sund profetisk formidling er afhængig af sund teologi såvel som en sund personlighed.
Bibelen giver også eksempler på profeter, der profeterer udfra deres ”eget hjerte”[76] eller ”egen ånd” jvnf. ældre oversættelser. Her er der ikke blot tale om et filter, men om noget indbildt, de troede var fra Gud, men som ikke var fra Gud og i stedet udsprang af noget i dem selv. Ikke iflg. konteksten dæmonisk påvirkning og forførelse, men måske snarere noget i retning af personlige kæpheste, sjælelige ”issues” eller et alt for påvirkeligt sind.
Ikke kun i Hollywood, men også indenfor kirkelige kredse portrætteres profeter eller profetiske tjenester ofte som lidt underlige, sære og unormale. Men det er ikke det billede, Bibelen viser os, eller som Jesus selv demonstrerer. Vel gjorde Jesus ting, som ikke alle forstod, men hans profetiske formidling er ikke overgearet, og han eksemplificerer det naturligt overnaturlige i f.eks. mødet med den samaritanske kvinde og i den praktiske betjening og mødet med andre mennesker. Tilsvarende var både Paulus, Peter og Johannes, der personligt levede i den profetiske dimension og formidlede profetisk viden til andre, integreret i kirkelivet, og havde en jordnær og klar teologi.[77]
Med de bibelske eksempler og den førnævnte problemstilling in mente, så bør man forvente (forlange?) af profetiske tjenester, at de er sunde kristne med en sund teologi og en balanceret personlighed, snarere end det omvendte. At der er tale om mennesker, som også i resten af deres liv eksemplificerer discipelskab, indbyrdes kærlighed og gensidig underordnelse i et kristent fællesskab. For det er de træk, der sikrer en uforstyrret formidling af det, der er sandt og sundt og bibelsk, og manglen på samme, der i mange tilfælde har været den bagvedliggende årsag, når det profetiske kører skævt. Den virkelige årsag til, at det profetiske nogle gange er kørt af sporet, er det samme, som når det naturlige eller det mirakuløse er kørt af sporet: nemlig at det står alene. Konkret når det profetiske ikke får modspil fra en reflekteret teologi, der kan ”indramme” det profetiske i helheden, og ikke får modspil fra det praktiske/-diakonale, som ”inkarnerer” det profetiske i en profan verdens praktiske virkelighed. Her er der en pendant til Paulus’ ord om kraft, kærlighed og sund fornuft, her blot med trioen det profetiske, det naturlige og det mirakuløse. Ingen af de tre kan stå alene, og ingen kan undværes.
[1] 1.Kor.13,1-
[2] Altså som skabelon at arbejde efter og som målestok for sund/sand anvendelse eller udtryk.
[3] Som Kirke må vi til dels gribe i egen barm og erkende, at heller ikke ethvert udtryk for det profetiske indenfor Kirkens rammer har været lige sundt og afbalanceret.
[4] Jeg bruger her betegnelsen diakonalt for at vise, at den profetiske dimension ikke blot handler om intellektuel forudviden eller intellektuelle fortolkninger heraf, ej heller repræsenterer den et trækplaster ved hvilken Gud ønsker at få folk i tale. Den profetiske dimension handler om, at Gud taler. På forskellige måder og gennem forskellige gaver, men udfra omsorgen for den ufrelste, for den enkelte af sine børn og for Kirken i almindelighed.
[5] ”belærende”
[6] Apg.20,7
[7] Ex. Matt.19,13-15
[8] Rom.15,4
[9] Det er indlysende, at der heri ligger det forbehold, at Bibelen også beskriver gudløse og frafaldne menneskers handlinger, og at disse måske nok kan være typiske for sådanne, men naturligvis ikke er normative for vore handlinger. Det er ikke principielt forskelligt fra, at Bibelen citerer både Judas og Djævelen selv, men uden at vi citerer eller bruger netop de passager som et udtryk for Guds ord til os.
[10] Når det f.eks. i Apg.20,7 nævnes, at de troendes samledes den første dag i ugen, eller i luk.10,39 nævnes at Maria modtager undervisning af Jesus, eller at Gal.2,12 viser, at heller ikke de jødetroende spiste kosher, så må det forudsættes, når konteksten ikke viser, at der er tale om et eksempel på synd, oprør mv., at dette er i tråd med Kirkens forståelse af disse ting, og eventuelle tilsyneladende (!) modsætninger i forhold til andre passager må løses gennem god eksegese.
[11] Alle situationer og alle møder mellem mennesker er unikke, men det må forudsættes, at når et eksempel på den måde er udvalgt og taget frem med det formål, at man kan lære af det, og det ikke specifikt nævnes som en undtagelse, så befinder eksemplet sig ikke i periferien af det tilladte, men godt og grundigt indenfor normalen.
[12] Heri ligger, at hvis Helligånden har udvalgt en række eksempler, så kan disse samlet set ikke være ”skævt” eller have bias, men må forudsættes at udgøre en repræsentativ stikprøve.
[13] Jeg siger ikke hermed, at dette er tilfældet, men nævner det alene som et eksempel på en type af problemstilling, der kunne forekomme, og som ville kunne afdækkes herved.
[14] Mark.6,13
[15] Johs.9,6
[16] 2.Kong.5,10
[17] Apg.19,12
[18] Apg.5,15
[19] Mark.5,34
[20] Apg.14,23
[21] Jvnf. Apg.15,2
[22] Antydet i Apg.13,1 og i Paulus’ teams med bl.a. ham selv og Timoteus.
[23] Apg.1,26
[24] Apg.10,46
[25] Apg.19,6
[26] Ez.13,2 ”profeterer ud af eget hjerte”
[27] 1.Kor.13,9
[28] Altså betinget af konkret omvendelse eller mangel på samme, som Bibelen åbner op for, jvnf. eksemplet med Jonas og Nineve, men ikke betinget af f.eks. forbøn eller mangel på samme eller tilsvarende, som Bibelen ikke nævner som eksempler.
[29] Eller i det mindste hvis autoritet ligger bag de bøger, som bærer deres navn, og for hvem de er den primære kilde, uanset om f.eks. Samuel vel måtte have nedskrevet Moses’ ord i Mosebøgernes endelige form, eller Markus nedskrev for apostlen Peter, og Lukas for apostlen Paulus.
[30] Ex. Elias fra Gamle Testamente eller Agabos fra Ny Testamente. Selvom de ikke skrev nogle af Bibelens bøger, eller stod bag dem, så kunne de godt have kommet med en kristologisk eller eskatologisk profeti, som kunne blive nedfældet i Bibelen sammen med de andre beretninger om, hvad de gjorde. Men der er ingen eksempler på den slags.
[31] Ef.4,7-13
[32] Her særligt profeten som ophav til profetiske forudsigelser, retningslinjer herfor, såvel som navnet og association, der ligger heri.
[33] Apg.26 er et oplagt eksempel.
[34] Jvnf. Joel 3,1 som den klassiske passage.
[35] Udfra konteksten er det tydeligt, at den profetiske gave, som omtales, er profetiske ord som en af de ni nådegaver eller Åndsåbenbaringer i 1.Kor.12,10, men ikke profettjenesten som tjenestegave jvnf. Ef.4,11.
[36] Forskellige oversættelser varierer lidt mht. om det er profeten, man ikke skal frygte, eller om det er noget fra profeten, man ikke skal frygte. Typisk vil ældre, tekstnære oversættelser hævde, at det er profeten, som ikke skal frygtes. Man kan selvsagt diskutere, om dette er ordkløveri, men den bibelske konsekvens træder i hvert fald tydeligere frem ved en tekstnær læsning.
[37] ”Hvis en profet taler i Herrens navn og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt. I formastelighed har profeten talt; fra ham behøver du ikke at frygte noget.” (5.Mos.18,22)
[38] F.eks. 1.Pet.2,7
[39] Man kan indvende, at Gud ikke fortryder sit kald og sine nådegaver, og omtalte ”tilbagekaldelse” er rent praktisk. Guds kald over personen er vel det samme, uanset om dette omfatter et kald til profet, eller ikke, men en profet, man ikke længere skal behandle som profet, kan selvfølgelig ikke fortsætte i en sådan tjeneste eller blive betragtet som sådan i kirkelige kredse.
[40] Det følger logisk, at en profets troværdighed ikke i sig selv understøttes af en påstand om, at ”han forudsagde x”. Troværdigheden afhænger af, at han ikke på andre tidspunkter har forudsagt noget, som ikke gik i opfyldelse, og (implicit) at vedkommende tjener udfra en kirkelig kontekst, som kan stå inde for netop dette.
[41] Apg.11,28
[42] Det er sandt, at mange ”falske profeter” gennem tiden har fremkommet med fejlagtige forudsigelser, men ikke nødvendigvis alle hævder, at de fik dem gennem profetisk åbenbaring, men hævder dem på basis af en fortolkning af diverse bibeltekster, hvor vidtløftlig denne end måtte forekomme andre. Både Jehovas Vidner udenfor Kirken og Syvendedagsadventisterne i periferien heraf kunne vel nævnes som eksempler. Måske er ”falsk lærer” i sådanne tilfælde en mere korrekt karakteristik end ”falsk profet”, men spørgsmålet er, om det reelt gør nogen forskel, om man diskvalificerer sig gennem en falsk forudsigelse eller gennem en falsk tilgang til Skriften.
[43] 1.Mos.41
[44] 2.Kong.9,10
[45] 70 år iflg. Jer.29,10 og Dan.9,2
[46] F.eks. Luk.22,61
[47] Det er almindeligt antaget, at Jesus i sine år her på jorden midlertidigt aflagde sin almagt og opererede under Åndens udrustning analogt til den måde, Åndens gaver og udrustning kommer over den nytestamentelige troende, fremfor at gøre brug af sin almagt til f.eks. helbredelser. Analogt må antages mht. profetiske ord og forudsigelser, selvom det vel kan diskuteres, om nogle af Jesu ord her baserer sig på hans forudgående viden, der åbenlyst fremgår andre steder, f.eks. i hans reference til at have set Satans fald (Luk.10,18). Almene profetier fra andre er derfor af større interesse for os som eksempler.
[48] Apg.21,10-11
[49] Apg.11,28
[50] Den kom under kejser Claudius, og Jesus blev korsfæstet under kejser Tiberius, der blev efterfulgt af kejser Caligula i en kort periode på cirka 3 år, før denne blev efterfulgt af kejser Claudius, så tidsrammen fra det profetiske ord til dets opfyldelse være relativt kort, hvilket også synes at fremgå af, at der umiddelbart tages beslutning om hjælp til de troende i Jerusalem.
[51] 70 år som tidligere nævnt, jvnf. Dan.9,2
[52] Det er her interessant, at Paulus så at sige sidder advarslen overhørig. Mange af os ville antagevis have tolket et profetisk ord som det givne, som en advarsel fra Gud om ikke at drage af sted. Nogle gange kan dette naturligvis også være tilfældet. Men konteksten indikerer ikke, at Paulus er oprørsk overfor det profetiske ord eller afviser det, så pointen må være, at det blev givet for at forberede Paulus og for at give ham et informeret valg.
[53] ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.” (1.Kor.12,7-10)
[54] De såkaldte ”kraftgaver”, omfattende helbredelser, mirakler/undergerninger og tro falder udenfor det profetiske og i stedet under det mirakuløse, udfra artiklens indledende definitioner.
[55] Tungetale og tydning af tunger falder qua sin karakter nok udenfor den profetiske betjening, selvom tydning af tunger vel rettelig kan fungere analogt hertil, hvor budskaber gives i tunger.
[56] 1.Kor.14,29
[57] Apg.13,2
[58] 1.Tim.4,14
[59] Se Johs.4
[60] 1.Kor.14,3
[61] 1.Kor.14,29
[62] Med en mulig kliche så er et profetisk ord om, at man kan/skal forlade sin ægtefælle til fordel for en anden naturligvis her ligetil at bedømme, fordi den falder klart og tydeligt udenfor Bibelens rammer.
[63] Ordet til Paulus og Silas indikerer således, at Gud allerede havde talt til dem, ”som jeg har kaldet dem til” står der jo i Apg.13,2, og de ville og burde derfor have kunnet afvise en profeti, som gik i en helt anden retning.
[64] Man vil med rimelighed kunne anlægge samme linje overfor anden type af profetisk betjening, ej heller kundskabsord er kundskab om fremtiden, og både kundskab, visdom og bedømmelse må besidde en tilsvarende støttende, styrkende og afklarende karakter, og bedømmelsen tilsvarende gå på budskabet fremfor budbringeren. Naturligvis må og vil der ske en bedømmelse af budbringeren, hvis der er et mønster af profetiske ord, kundskabsord mv. som i utakt med de omstændigheder, de taler ind i. Ikke alle har disse gaver eller oplever dem regelmæssigt i deres liv. Men det er ikke sådan, at en fejl indenfor den profetiske betjening udelukker, at pågældende fremover vil kunne bruges indenfor samme, som tilfældet er med profettjenestens forudsigelser. De behandles som enhver anden gave, som noget der skal forvaltes ordentligt, og hvor der om nødvendigt kan korrekses, men hvor der også er rum for vækst og plads til forbedringer.
[65] Luk.2,25-35
[66] 1.Mos.18,16-
[67] Kol.4,12-13
[68] Se Paulus på Damaskusvejen i Apg.9
[69] Jvnf. Peters syn i Apg.10 eller Paulus i Apg.27,3
[70] F.eks. overfor Josef i Matt.1,20 eller overfor Paulus
[71] Formodningsvist i Apg.16,7 hvor Helligånden ikke tillod dem at rejse videre.
[72] Johs.4,4
[73] Joel 3,1
[74] 2.Tess.2,2
[75] Hvis nogen måtte være uenig i de konkrete eksempler, kan de let erstattes med andre, men med samme pointe.
[76] F.eks. Ez.13,2
[77] Tænk på apostlen Johannes’ sidste og legendariske ”elsk hverandre” prædiken, eller Paulus’ systematiske og gennemtænkte forståelse af kristendommen i sine breve.
Abonner på:
Opslag (Atom)