Teologiens plads

Af Jesper Veiby

Med en vis berettigelse er karismatiske kristne blevet beskyldt for at være uinteresserede i teologi, ja direkte dårligt teologisk funderede. Det er dog en sandhed med modifikationer. Sandt er det, at nogle karismatikere reagerer negativt på ordet teologi. Til gengæld er mange karismatiske kristne godt kendt med Ordet, og det er jo på sæt og vis teologi, nemlig „læren om Gud“, som ordet teologi jo betyder.

Teologi i den rette betydning af ordet har en naturlig plads i det kristne liv, eller bør have det. Både blandt karismatiske kristne, og blandt pastorer, bibelskolelærere og kristne ledere.

2.

Men hvad er teologi dybest set? Med en utraditionel definition er teologi intellektets tilbedelse af Gud! På samme måde som f.eks. dans eller opløftede hænder er en måde, hvorpå man med sin krop ærer Gud. Og på samme måde, som man med andre sider af sig selv ærer og tilbeder Gud, f.eks. gennem omsorg, tiende, gode gerninger og et helligt liv. Teologi er den måde, ens intellekt giver ære til Gud, gennem at udtrykke og beskrive Hans væsen, karakter og vilje og derigennem prise Hans storhed og visdom.

Vi excellerer på forskellige områder. Det er ikke alle givet at skrive inderlige lovsange, levere flammende prædikener eller formidle Guds visdom i sjælesorg og rådgivning, men alle kan tilbede Gud med det, de har. Og alle bør kunne nyde og værdsætte, når andre udmærker sig på andre områder.

Tilsvarende kan nogle få skrive teologiske afhandlinger om avancerede emner og udmærke sig på det område, men langt de fleste kan sætte sig ind i Guds Ord og formidle det til andre, selvom man normalt ikke forbinder ordet teologi med den slags dagligdags situationer. Man behøver ikke at have gået på bibelskole, man kan blot have studeret Guds Ord, læst kristne bøger og sat sig ind i forskellige emner. Så kan man være en „teolog“, som kan lære nye kristne mere om Jesus, og hjælpe andre kristne til at forstå, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan man skal forholde sig til dette og hint. Det er der brug for.

Hvad der derimod ikke er brug for, er kristne, der godt nok er herligt frelst og fyldt af Guds Ånd, men som dårligt nok ved, hvor deres tro adskiller sig fra Jehovas Vidners, og som i praksis er uvidende om indholdet i begreber som retfærdiggørelse og nådegaver.

3.

Guds Ånd tager bolig i os, når vi bliver frelst, og vi har, som Johannes skriver, alle en salvelse til at afvise vranglære og forførelse (1.Joh.2,20-), men det er først, når vores sind fornyes, og vi spejler den slags i lyset af Guds Ord, at vi kan forklare hvorfor, vi skulle være på vagt overfor dette eller hint, hvad enten det er forførere udenfor kirken eller vranglærere i dens midte.

Man kan selvfølgelig mene, at Åndens ledelse må være tilstrækkelig overfor vranglære. Men faktum er, at Djævelen ofte forsøger at argumentere os væk fra sandheden, hvad enten det er i et forsøg på at stjæle vores tro på guddommelig helbredelse, i et forsøg på at bagatellisere vores synd eller i et forsøg på at lede vore tanker og opmærksomhed ind på et sidespor. Men Gud kan også argumentere, som C. S. Lewis siger det i en af sine bøger. Og det er her, et godt teologisk fundament viser sit værd.

4.

Guds Ord er ikke uklart, men der kan opstå misforståelser, hvis vi læser det overfladisk eller med farvede briller, ligesom alle er underlagt almindelig ufuldkommenhed og begrænsning. Også her er det gode teologiske fundament med til at skabe klarhed og forløse ind i Guds planer.
Det er f.eks. en teologisk problemstilling at skelne mellem tungetale til personlig opbyggelse og budskaber i tunger, og herigennem bane vej for en fri og ubekymret brug af den personlige tungetale. Det er ligeledes en teologisk problemstilling at skelne mellem den profetiske nådegave og profettjenesten, så vi hverken lægger mere eller mindre i nogen af dem, end vi bør. Og det er en teologisk problemstilling at forstå og forklare skriftstederne om kvinders tjeneste, så kvinder frigøres i stedet for at begrænses.

Når det er sagt, så indebærer det også, at der findes teologiske retninger, som er mindre gode, enten de baserer sig på et overfladisk studium eller fejlfortolker Skriften på grund af en forkert forståelse på konkrete områder. Men også her er et godt teologisk fundament med til at afværge skadevirkningerne fra disse.

5.

Et hyppigt citeret spørgsmål er, hvad der er vigtigst, læren eller livet. De rigtige teologiske synspunkter eller livet i Gud. Nu kan man have begge dele, men hvis man studerer Skriften, er fokus på erfaringen, og teologien et hjælpemiddel til at formidle den erfaring eller forvalte den ret.

Jesus kom til jorden, for at vi skulle få evigt liv. At opleve det evige liv engang er i den egentlige betydning af ordet en erfaring eller en oplevelse. Det samme gælder det at blive retfærdiggjort og født på ny. Endnu det samme gælder det at blive døbt i Helligånden, at blive helbredt, eller at få sit sind fornyet. Det er en erfaring, for der sker noget konkret med mig. og jeg oplever noget.

Det er vigtigere at få evigt liv, end at vide alt om, hvad det går ud på. Det er vigtigere at blive retfærdiggjort end at jeg bliver undervist om retfærdiggørelse. Erfaringen har forrang frem for kundskaben herom. Men hvor kundskaben kan hjælpe mig til at gøre den pågældende erfaring eller leve i fylden af, hvad den indebærer for mig, så er kundskaben eller teologien vigtig. Det er enkelt og bibelsk.

Det samme gælder Jesu person. Disciplene mødte Jesus og kom til tro på ham, før de vidste alt om, hvem han var, og lang tid før de kristne dogmer blev formuleret. Erfaringen kom først, og beskrivelsen af den erfaring kom senere. Det samme gælder os alle idag: Først møder vi Jesus, og efterfølgende lærer vi ham bedre at kende.

Hvis man tager os lidt friheder i udlægningen, så er Johannes Døberens udtalelser meget beskrivende for teologiens plads: „Han må blive større, og jeg blive mindre“. Teologi er ikke sagens kerne, men som alt andet kun en skygge af Kristus og underordnet Ham. Teologien kan derimod være et vigtigt hjælpemiddel til at fastholde fokus på, hvem Jesus og Gud er, og et nødvendigt udgangspunkt i forståelsen af, hvad der hører Guds Rige til. Hvor Kristus træder tydeligt frem, finder teologien sin naturlige og rette plads som en afspejling af ham og ham alene.