Helligånden og enhed - et pentekostalt perspektiv

Af Leif Petterson, Underviser på Mariager Højskole



Enhed er en bibelsk udfordring for alle kristne. Kirkehistoriens mange kontroverser, inklusiv pinsebevægelsens mange splittelser, demonstrerer at enhed nemt forbliver en religiøs floskel, vi kun praktiserer med dem, som ligner os. Enhed er altid nemmest inden for min egen etniske, kulturelle og kirkelige komfortzone, hvorimod bibelsk enhed paradoksalt nok er rummelig og pluralistisk.

I denne artikel vil jeg belyse Helligåndens virke og enhed som et bibelteologisk og pentekostalt perspektiv på enhed. Pentekostal enhed retter vores forståelse og praksis mod økumenisk enhed, et pluralistisk nådegave- og tjenestesyn, og inklusion af de marginaliserede og hjælpeløse.
Helligånden og enhed mellem alle kristne

Pinsekirker bekender sig til de klassiske trobekendelser, som bl.a. siger, vi tror på "én, hellig, almindelig, apostolsk" kirke.[1] Udtrykket "én kirke" giver pinseteologen Amos Yong tre grundlæggende Helligånds-perspektiver på, som de fleste kirker, herunder pinsekirker, vil være enig i. For det første er Ånden den personlige virkelighed, som bringer individer sammen til et fællesskab. Helligånden er kilden til enhed midt i en forskellighed og pluralitet, som ikke skal ensrettes, eftersom Ånden sikrer den enkeltes integritet blandt de mange. For det andet, selvom Kristus er grundlæggeren og hovedet for kirken, er det Kristi Ånd, der gennemsyrer hele kirken. Kirkefædrene kaldte derfor Ånden "the soul of the Church". For det det tredje vil Åndens enhed ses i de troendes hverdagsliv, i de kristnes solidaritet og praktiske kærlighed (Yong, 2005, s. 135-136).

Den globale kirke er i en eller anden forstand enige om, at Helligånden skaber kirken og til stadighed arbejder på kirkens enhed samlet om troen på Kristus. I den ene ende at spektret tolker katolikker Helligåndens virke institutionelt (det kirkelige hierarki og ikke mindst pavedømmet),[2] mens pinsekirker er mere spontane (ad hoc struktur), organiske og pragmatiske i sin pneumatologiske ekklesiologi,[3] hvilket den danske pinsebevægelse er et eksempel på.

Troen på "én kirke" forpligter alle kristne på at være bevidst om Helligåndens "økumeniske" dagsorden og arbejde i den globale kirke. Dermed skal man ikke nødvendigvis give køb på sin egen teologiske overbevisning eller ekklesiologiske praksis, tværtimod bør vi omfavne og samarbejde, når vi genkender Helligåndens mangfoldige virke i sammenhænge, som accepterer kristendommens klassiske bekendelser. Ånden driver os til at bygge "én kirke" i vores byer og i vores nation i samarbejdet med alt Guds folk.

Fra pinsevækkelsens begyndelse skabte den nye åndserfaring åndelig enhed. Det er en velkendt historie, at vækkelsen på Azusa Street nedbrød sociale skel. Kristne, som havde en længsel efter Helligåndens dåb, mødtes fra forskellige kirkelige retninger. Sorte og hvide kom til gudstjeneste sammen i en tid med raceopdelte kirker. Kvinder fik en større plads i kirkerne og tjente side om side med mænd, som vi f.eks. også kender det fra den danske Anna Larsen Bjørner (som var evangelist i den danske pinsevækkelses begyndelse). De etablerede kirker havde det imidlertid svært med deres medlemmers nye erfaring af Helligånden, og bl.a. derfor endte man med at skabe selvstændige pinsekirker, som endda også oplevede modstand fra andre kirker (Sundstedt, 1969-1973). I dag er billedet anderledes i takt med pinsebevægelsens egen modningsproces, samtidigt med at den pentekostale spiritualitet ("lovsang" og karis-matik) er blevet alment accepteret i de fleste kirkelige sammenhænge.

Pinsekristendommen kan drage nytte af sin historiske arv og arbejde for enhed og forsoning mellem alle kristne og samtidigt forvalte et pentekostalt udtryk for kirken, som forkynder evangeliet med Guds kraft. Arbejdet med kirkelig enhed har i mange år været gode tværkirkelige tiltag som ledersamlinger og bønne- og lovsangsfællesskaber, men måske er det næste skridt, Ånden leder os til, at samarbejde omkring evangelisation og diakoni i vores byer, såvel som menighedsplantning og mission?

Åndens enhed i menighedens mangfoldighed

Pinsevækkelsens begyndelse reflekterer Helligåndens komme på pinsedag. Her grundlagde Gud en "eskatologisk" tid (den sidste tid), som er kendetegnet ved en profetisk enhed mellem ung og gammel, mand og kvinde, slave og fri. De sociale, religiøse og etniske skel, som hindrer os i at erfare Gud, er nedbrudt, og fra da af kan alle erfare livet med Gud (Yong, 2005, s. 137). At den profetiske åndsudgydelse skaber enhed i menighedsfællesskabet kan yderligere ses, idet de "kom i enighed i templet hver dag" (Apg.2,46), under forfølgelse råbte de til Gud, "alle som én" (Apg.4,23), og Lukas beskriver kirken med, "Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind" (Apg.4,32).

Når Paulus underviser kirken i sine breve lægger han også vægt på at forstå, hvad "Åndens enhed" er (Ef.4,1-16). Enhed er en udfordrende spænding mellem tjenesternes forskellighed og enhed og modenhed i troen, som vi skal lære at håndtere og værdsætte, både i vore lokale kirker og kirker imellem. Vores tjenestegaver giver os præferencer for bestemte typer opgaver og ønsker, som ikke nødvendigvis deles med samme engagement af en anden type tjeneste, og vise versa.

Paulus velsigner den lokale kirke med ønsket om, at "Helligåndens fællesskab" må være med de troende (2.Kor.13,13), netop fordi det er Helligånden, som opbygger enheden i kirkefællesskabet.

Enheden kommer helt ned på et lavpraktisk plan, når han formaner kirken til at lade sig "fylde af Ånden" (Ef.5,19), hvilket resulterer i et menighedsfælleskab, som formaner og opbygger hinanden med sang og musik, og ved at leve sammen i respekt og kærlighed i ægteskabet, i forældre-barn relationer, og på arbejdspladsen (Ef.4,17-6,9). Alle disse formaninger om ”hellig enhed” med hinanden, ville blive ”lovtrældom” og svære at efterleve, hvis ikke grundlaget var, at Helligåndens fylde er Kristus selv, der skaber enhed i sin kirke.

Klassisk pinsekristendom har altid lagt vægt på tungetale som et tegn på Åndens fylde, men måske glemmer vi, at der er et stort bibelsk belæg for at søge kristen enhed, både lokalt og globalt, som en synlig konsekvens af Guds Ånds virke.[4] Som med Åndens frugt og Åndens gaver er der er en vekselvirkning mellem, at vi gør noget, og at Gud gør noget. Vi bliver fyldt af Ånden, når vi stræber efter kristen enhed. En åndsfyldt kristen udtrykker sig ikke kun igennem ”Åndens gaver” (1.Kor.12,8-10), men forstår at værdsætte og samarbejde med hele Kristi legeme (1.Kor.12,12-26), fordi vi forstår at ”alt dette virker den ene og samme ånd” (1.Kor.12,11). Selvom splittelser og åndelig selvhævdelse var Korinthermenig-hedens problem,[5] var Paulus’ formaning ikke at droppe karismatikken, men at leve i kærlighed og enhed (1.Kor.13) og at stræbe efter profetisk opbyggelse (1.Kor.14).

Når Helligånden fylder et lokalt menighedsfællesskab, skabes der ifølge Paulus enhed midt i nådegavemangfoldighed. I enhedens navn giver vi plads til de forskellige åndsudrustede nådegaver og tjenester. Her tror jeg på linje med Gordon Fee,[6] at Rom.12,6-8 og Ef.4,11 skal ses som ad hoc eksempler, fremfor låste nådegavekategorier. Min pointe er, at alle nådegaver, tjenester og funktioner er en udrustning fra Helligånden, og at Paulus’ undervisning sigter mod frihed til mangfoldigheden – et pluralistisk udtryk for Guds nåde, frem for overbetoning af én slags spiritualitet, én type nådegave, og én bestemt tjeneste. Den samme Ånd manifesterer sig, når én "falder i Ånden", og en anden ikke gør det, når én bliver mødt gennem lovsangstjenesten, og en anden i forkyndelsen, når én vil tjene med socialt arbejde og en anden med profetisk evangelisation. Princippet er, at enhed kun skabes i et pluralistisk udtryk af nådegaver og forskelligheder.

Man kan sige, at enheden gled i baggrunden i Apg.6, hvor der skete en favorisering af de jødekristnes fattige enker, som gjorde, at de hellenistiske enker følte sig tilsidesat. Dette fik apostlene til at standse op og bede menigheden vælge syv mænd, som var fulde af "ånd og visdom" (v.3), ikke mindst Stefanus, som var "fuld at tro og Helligånd" (v.7). Læg mærke til Helligånden som kendetegn i udvælgelsen af disse mænd, hvis tjeneste sikrede, at menigheden nu kunne enes og fortsat vokse (v.8). Når Helligånden får lov til at bruge de tjenester, Kristus har udrustet sin menighed med til at betjene tilsidesatte grupper, skabes der vækst og fremgang for evangeliet.

Enhed forudsætter gudgiven forskellighed i form af nådegaver og tjenester i Kristi legeme, som frigøres og støttes af åndelige ledere. Måske vil Åndens harmoni mellem åndelig pluralitet og enhed skabe en større bredde af missionale menighedsfælleskaber i alle mulige former, som rækker ud til et pluralistisk samfund, ligesom mere rummelighed i det lokale menighedsfællesskab bliver et vidnesbyrd for verden om den enhed, Jesus bad om måtte kendetegne kirken (Joh.17,21).

Åndens enhed inkluderer de hjælpeløse

Åndens enhed starter i hjertet på den enkelte og flyder ud til alle samfundslag og kirkelige grupperinger. Den første kirkes enhed fik evangelistisk og diakonal betydning for samfundets laveste. Amos Yong nævner, at resultatet af pinseerfaringen var, at Gud sammenførte samaritanere, etiopiere og andre hedninger med jødekristne i en verden af etnisk og racemæssig fjendtlighed. Materielle goder blev delt ud til de trængende (som Barnabas i Apg.4,36-37), eller Dorcas’ og Lydias diakonale tjeneste (Apg.9,36-43 og 16,13-15). Enheden inkluderede endda en etiopisk hofmand, "eunuk", som var kastreret på grund af sin tidligere religion: Selvom han var forment adgang til jødedommens forsamling, blev han inkluderet i Kristi legeme. Med Yongs ord "de-marginaliserede" evangeliet de marginaliserede grupper og skar igennem etniske, sociale og politiske fragmenteringer, såvel som fysisk marginaliserede grupper af mennesker (Yong, 2005, s. 137).

Lukas’ tosidige fokus på Helligåndens kraft og social retfærdighed i Jesu tjeneste og efterfølgende i den første menighed har kendetegnet den globale pinsebevægelse i to, næsten modsigende, strømninger. Den ene vej flyder den karismatiske strøm af tungetale, helbredelse og profeti, mens der den anden vej flyder en diakonal strøm af mad- og tøjuddeling til de fattige, oprettelse af børnehjem for de faderløse, rehabiliteringshjem for misbrugere, osv.[7] Den diakonale dimension er ved at få en renæssance blandt unge, som i stigende grad involverer sig i socialt arbejde blandt hjemløse, tidligere misbrugere, integration og arbejde imod menneskehandel. Flere pinsekirker arbejder også med julehjælp og andet hjælpearbejde som en voksende strøm af Åndens enhed, der flyder ud over kirkens mure og inkluderer de socialt udsatte. Diakoni og social ansvarlighed er ikke bare et moderne udtryk, som er politisk korrekt, men det er den åndsfyldte kirkes dagsorden at inkludere og være ét med de hjælpeløse og marginaliserede.

Opsummering

Jeg har givet et pneumatologisk perspektiv på enhed, som peger på Helligånden som kilden og agenten, der skaber "én kirke". Pentekostal pneumatologi viser det paradoksale, at når Ånden virker, skabes der ikke ensartethed, men en spænding mellem nådegavernes pluralitet og enhed, og mellem den hellige kirke og dens sociale engagement i det sekulære samfund. Ånden arbejder ikke i det ekskluderende eller sekteriske, men leder os til at samskabe en åndelig enhed, som er inkluderende, økumenisk, missional, karismatisk og diakonal. Det er denne vision for åndelig enhed, pentekostalismen altid har stået for, og som Ånden stadig tilskynder os til at arbejde for i dag.


Henvisninger:

Fee, G. (1987). The First Epistle to the Corinthians. Eerdmans Publishing.

Fee, G. (2009). God’s Empowering Presence-The Holy Spirit in the Letters of Paul. Baker Academic.

Migliore, D. L. (2004). Faith Seeking Understanding. Michigan: Eerdmans.

Sudgen, V. (1999). Mission as Transformation. Carlisle: Peternoster Publishing.

Sundstedt, A. (1969-1973). Pingstväckelsen. Stockholm: Norman Förlag.

Yong, A. (2005). The Spirit Poured Out on All Flesh. Grand Rapids: Baker Academic.



[1] Se www.frikirkeleder.dk og www.folkekirken.dk/om-troen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter.

[2] Se Amos Yong, The Spirit Poured Out on all Flesh, Baker Academic, 2005, s.137 for en kort beskrivelse af dette.

[3] Dette kunne også kaldes et "helligåndsperspektiveret kirkesyn". Jeg vælger bevidst, at bruge de teologiske begreber, når der refereres til en systematisk teologi, som ekklesiologi, læren om kirken, og pneumatologi, læren om Helligånden.

[4] Dette skal ikke læses, som om jeg er for eller imod ”tungetale, som et efterfølgende tegn” på Helligåndens dåb.

[5] De fleste bibelkommentarer vil være enig i, at dette var ét af deres store problemer. De ”åndelige” i Korinth, var muligvis dem som overdrev tungetalen, for at hævde sig over de andre, ifølge Gordon Fee, The First Epistle to the Corinthians, Eerdmans Publishing, 1987.

[6] Gordon Fee, God’s Empowering Presence-The Holy Spirit in the Letters of Paul, Baker Academic, 2009.

[7] Se Sugden, V. S., Mission as Transformation (Carlisle: Peternoster Publishing, 1999), som giver en indsigtsfuld beskrivelse af pentekostalismens sociale ansvarlighed.