Er sekulær lovgivning mulig?

Af David McIlroy [1] [2]

Spørgsmålet "Er sekulær lovgivning mulig?" er et provokerende spørgsmål i det 21. århundredes England,[3] hvor de fleste stadig ser sig selv som kristne, men i bedste fald er ambivalente om kirkens rolle i politik. Men for at kunne adressere spørgsmålet er det vigtigt at forstå de forskellige betydninger, som kan given til ordet "sekulær". Hvor en total adskillelse af religion og politik både er umulig og tillige farlig, rummer den kristne undervisning en nøgle til selve ideen om sekulær lovgivning.

1. Sekulær lovgivning er umulig

Idag ville de fleste tænke, at det sekulære og det religiøse er hinandens modsætninger. Hvis noget er religiøst, er det ikke sekulært, og hvis det er sekulært, er det ikke religiøst. Udfra den forståelse ville islamisk lov, kirkelig lov og kanonisk lov alle være eksempler på religiøs lovgivning, mens den almindelige lovgivning og de civile love er eksempler på sekulær lovgivning.

Men udover den uproblematiske opdeling i sekulær ret og religiøs ret (en opdeling, som vi senere vil se har sine rødder i den kristne forståelse af det sekulære), så er der forvirring i forhold til to yderligere betydninger, som ofte gives til ordet "sekulær".

For sekularister er noget sekulært, hvis det ikke er religiøst, og det desuden er fri fra religiøs indflydelse. Sekulær lovgivning er derfor en lovgivning, som er fri fra enhver religiøs påvirkning i det hele taget. Ifølge den anden definition, som var den almindelige forståelse af sekulær lovgivning i sidste halvdel af det 20. århundrede, så er en lov sekulær, ikke blot hvis den er fri fra religiøs påvirkning, men var opnået gennem anvendelsen af den almindelige fornuft, som stammer fra sekulær liberalisme, altså en liberalisme, der søger at forholde sig neutralt til forskellige verdensbilleder.

Selvom vores kultur ofte overser dette, burde det stå klart, at de to syn på, hvad det vil sige at være sekulær er indbyrdes modstridende. En lovgivning, der er fri fra enhver religiøs påvirkning er ikke en lovgivning, som er neutral i forhold til forskellige verdensbilleder. Hvis en lovgivning er fri fra enhver religiøs påvirkning, så er det fordi religiøse verdensbilleder bevidst og systematisk er blevet forhindret i at bidrage til lovgivningen. En lovgivning, som er fri fra enhver religiøs indflydelse, er ikke en sekulær lovgivning, men en sekularistisk lovgivning.

I dagens Storbritannien[4] er det en vigtig del af vores fælles forståelse af retfærdighed, at folk med stærke religiøse overbevisninger, folk med svage ditto, folk uden samme og folk med antireligiøse overbevisninger alle skal kunne "føle sig hjemme" i vores samfund og være rimelig tilfreds med dets love. Vi foretrækker derfor love, der er neutrale i forhold til forskellige verdensbilleder i forhold til love, som er systematisk renset for sådanne. Vi foretrækker neutral, sekulær lovgivning fremfor sekularistisk lovgivning.

Vanskeligheden består i, at selvom sekularistisk lovgivning er muligt, så er neutral, sekulær lovgivning en umulighed. Det stærkeste filosofiske syn på retfærdighed, som opstod i det 20. århundrede, var John Rawls'. I hans "Theory of Justice" kobler han sig på en tankerække fra oplysningstiden, der løber fra John Locke til Immanuel Kant. Han beder os forestille os en oprindelig tilstand, hvor folk ikke ved, om de vil komme til at tro på Gud eller ej, om de vil blive rige eller fattige, veluddannede eller analfabeter, talentfulde eller talentløse, sorte eller hvide, gifte eller singler. Rawls spørger: hvilke principper for retfærdighed ville folk bag et sådant "uvidenhedens slør" blive enige om? En stor del af hans svar er, at folk ville blive enige om et system, der maksimerer de dårligst stilledes situation.

Det, som Rawls tilbyder, er en sekulær udgave af retfærdigheden,[5] som alene hviler på fornuften, og - som han formulerer i sit senere værk "Political Liberalism" - potentielt kan accepteres både af dem, der tror på Gud, og dem, som ikke gør.[6] Rawls forsøger at være den filosof, der giver stemme til neutral, sekulær liberalisme. Men der er mindst to problemer med Rawls' udgave af sekulær liberalisme.

Den første udpeges at den kritiske, retslige filosof, Costa Douzinas, som i en kommentar til John Rawls' liberalisme skriver:

"I manglen på en udbredt vision af det gode liv, støtter liberalismen sig på formelle procedurer, på positiv lovgivning og generelle distributionskriterier. Lovgivningen udelukker overvejelser omkring værdier fra sit område og begrænser jagten på eller anvendelsen af substantielle kriterier for retfærdighed. Lovgivningen bliver den primære erstatning for den manglende etik og den tømte normernes verden... Moral må - ligesom politik - holdes på afstand; faktisk er den grundlæggende betingelse for lovgivningen i dens samtidige udgave, at enhver subjektiv eller relativ værdi bør fjernes fra det retlige system".[7]

Douzinas har sat fingeren på et vigtigt aspekt af sekulær liberalisme. Den glider ubemærket fra at behandle mennesker med samme respekt (upartisk i forhold til forskellige personer) til en påstået neutralitet mellem forskellige moralnormer (hvilket indebærer ligegyldighed i moralske spørgsmål). Men loven kan aldrig være blind overfor moralske valg, ligesom den ikke kan undgå at træffe moralske afgørelser.

Michael Sandel har argumenteret for, at idealet om "liberal neutralitet", som har domineret moderne lovgivning og retsud-øvelse i årtier - altså at vi aldrig burde "bringe moralske eller religiøse overbevisninger i anvendelse i den offentlige debat om (retfærdig) lovgivning og rettigheder"[8] - faktisk er en umulighed. Årsagen er, at "...lovgivning uundgåeligt fælder moralske domme. Uanset om vi diskuterer finansielle hjælpepakker, rugemødre, kønsneutrale ægteskaber, diskriminationsforebyggelse eller lederlønninger, så er debatten om lovgivningen forbundet med forskellige begreber som ære, dyder, stolthed og anerkendelse. En retfærdig lovgivning handler ikke kun om, hvordan man fordeler ting. Det handler også om den måde, vi værdisætter dem".[9]

Det vigtige her er, at Sandels eksempler ikke kun handler om private valg. De handler om, hvad loven skal og ikke må tillade. De handler om, hvordan loven afspejler den offentlige moral. Som Jospeh Raz har sagt det, "juridiske argumenter er en form for moralske argumenter. Retlige doktriner kan kun retfærdiggøres, hvis de kan retfærdiggøres moralsk, og de bør kun følges, hvis det er moralsk rigtigt at gøre det".[10]

Forestillingen om, at dommere kan agere som neutrale opmænd, der anvender en ikke-moralsk lov, når de konfronteres med parter, der har modstridende moral, blev udstillet i USA som urealistisk for mere end 100 år siden. Dengang hævdede dommere, at fortolkningen af love og retspraksis var en rent formel øvelse, en teori om fortolkning, der er kendt som "formalisme". En dommer, som afgjorde en sag, traf ikke en beslutning, men anvendte i stedet en regel på samme måde, som man ville anvende en grammatisk regel.

Det urealistiske i denne påstand blev udstillet i den famøse beslutning af USA's højesteret i sagen "Lochner vs. New York 198 US 45" fra 1905. I sagen tilsidesatte domstolen lovgivning fra staten New York, der lagde en begrænsning på bageres arbejdstid til 10 timer om dagen og 60 timer om ugen. Dommerne mente, at lovgiverne overtrådte de ansattes ret til frit at indgå aftaler. Beslutningen skabte stort postyr.[11] Højesteretsdommerne traf ikke en moralsk neutral afgørelse, men prioriterede det 19. århundredes ideologi om frie aftaler, som ignorerede magtforholdene i industrien.

Lad os bevæge os fra 1905 til 2012 og fra bagere til bankmænd: Hvad med debatten om lønniveauet indenfor bankerne? På den ene side er der dem, der siger, at "markedet skal afgøre lønniveauet for ledende bankfolk", og på den anden side er der dem, der siger, at "belønningerne skal være proportionale til aktivitetens sociale værdi og ikke designes på en måde, som fremmes overdreven risiko". Før man bliver teknisk, omkring hvordan topleders lønninger kan reguleres mest effektivt, er der et forudgående moralsk spørgsmål, om de skal reguleres i det hele taget.

Selv en tilgang, der siger, at en lov skal være så liberal som muligt, eller at man skal have den mest udbyggede sociallovgivning,[12] bygger på visse moralske værdier, i dette tilfælde mht. personlig autonomi.

En neutral sekulær lovgivning er umulig, fordi det er umuligt for loven ikke at tage stilling til vor tids store moralske spørgsmål. Loven kan ikke, stillet overfor misbrug af børn eller slaveri, intellektuel ejendomsret eller stalking på nettet, sætte alle moralske vurderinger på stand by. Som Neil MacCormick sagde til dem, der kalder sig positivister,[13] så er loven selv ladet med moralske værdier.[14]

Disse moralske værdier kommer fra et eller andet sted. Vore tre sidste premierministre har været meget klar over, hvor de kom fra. Tony Blair, som siden sin tilbagetræden som premierminister har kompenseret for ikke med egne ord at have "been doing God", mens han var i embedet, er meget tydelig omkring betydningen af den kristne tro i hans eget liv. Gordon Brown, hvis far var præst i den skotske kirke, gav sine forældre æren for at have givet ham et moralsk kompas. David Cameron, gjorde ret i at understrege, hvor dybt kristne værdier er blevet britiske værdier, uanset hvad man måtte ønske at lægge i hans ord om Storbritannien som et "kristent land".[15] Disse værdier er blevet anerkendt som sund fornuft, selv af dem, hvis kristne tro enten var svag eller ikke-eksistrerende.

Det er næsten umuligt for os at se os selv udenfor den judæo-kristne forståelse af, hvad mennesket er, og hvordan vi skal agere overfor hinanden, som vi har arvet. Vi bliver chokerede, når vi opdager, at den store filosof Aristoteles mente, at slaveri var naturligt, og at nogle mennesker ikke var egnet til andet end at være levende redskaber for andre.[16] Vi bliver oprørte, når vi forstår, hvordan kastefordomme påvirker dalitterne, de kasteløse, hvis menneskelighed nægtes dem. Vi italesætter debatter om aktiv dødshjælp med ord om lidelserne hos de ældre, kroniske syge og døende, fordi det er utænkeligt for os, at de skulle aflives, blot fordi de nu ikke længere bidrager til samfundet eller er i stand til at forsørge sig selv.

Vi reagerer sådan, fordi vores offentlige moral, vores universelle, fornuftige, liberale moral fortæller os, at ingen fornuftig eller normal person kunne tænke sådan. Og alligevel er det, vi betragter som fornuftigt, i sin kerne påvirket af kristne tankegange. Arkitekten bag vores universelle, fornuftige, liberale moral er John Locke, som var en stor filosof fra Oplysningstiden, men også et livslangt medlem af den anglikanske kirke og forfatter til "The Reasonableness of Christianity"; Immanuel Kant var et barn af pietistiske forældre og forsøgte at forsvare religionen i kølvandet af David Humes skepsis ved at skrive "Religion within the Bounds of Reason Alone"; og senest John Rawls, som seriøst overvejede at lade sig ordinere i den episkopale kirke, før han valgte sin livsvej som politisk filosof.

Hovedsagen er ikke styrken af den religiøse overbevisning hos hver af disse mænd. Det er, at de antagelser, disse mænd gjorde - om alle menneskers ligeværd (i Lockes tilfæde),[17] om at antage maksimer for sine handlinger som man også ville acceptere at andre antog (i Kants tilfælde), og om samfundets behov for at være retfærdigt i sin behandling af de svageste (i Rawls' tilfælde) - antager vi som rimelige, tilmed som "naturlige", fordi de og vi er et produkt af en civilisation, hvor kristendommen har haft en betydelig indflydelse.[18]

Dette betyder, at neutral, sekulær lovgivning, som ikke gør andet end at fremskaffe en neutral "bane" at spille på, er en umulighed. Der findes ikke neutrale baner. Et offentligt rum, hvorfra religiøs påvirkning er bandlyst, er ikke neutralt. Det er et rum, hvor al anden påvirkning end den sekularistiske er blevet bortcensurerede. Det er ikke et rum, hvor alles stemmer bliver hørt, og hvor alles stemmer bliver respekteret. Det er et rum, hvor religiøse stemmer bliver bragt til tavshed, og hvor antireligiøse synspunkter bliver trukket ned over folk. Det er ikke et tolerant samfund, det er et tyrannisk samfund.

Vi står derfor tilsyneladende overfor et valg mellem en sekularistisk lovgivning på den ene side og en kristen lovgivning på den anden side. En sekularistisk lovgivning er helt klart en mulighed. Faktisk er det et eksperiment, som er blevet forsøgt i det tyvende århundrede, mest tydeligt i Sovjetunionen, men resultaterne var ikke god reklame for en "sekulær lovgivning".

2. Sekulær lovgivning er mulig

Selvom neutral, sekulær lovgivning er umulig, er det tilsyneladende valg mellem en sekularistisk lovgivning og en kristen lovgivning, er falskt valg. Lovgivning, som er påvirket af kristendommen, behøver ikke været et system, som er domineret af en institutionel kirke. Faktisk behøver det, som det walisiske selvstyre begynder at vise, ikke omfatte en etableret kirke i det hele taget.

Selvom sekulær lovgivning i betydningen lovgivning, som er neutral i spørgsmål angående religion og religiøse spørgsmål, er umulig, så er sekulær lovgivning mulig, hvis vi med "sekulær" mener, at den ikke skal være domineret af en institutionaliseret kirke. Denne opfattelse af "sekulær", som vi typisk tilskriver Oplysningstiden, har faktisk sine rødder i kristendommen og før det i de hebræiske skrifter.

Det er, som Jane Austen ville have sagt det, "en alment anerkendt sandhed" i Storbritanien og i den Vestlige verden idag, at lovgivning ikke er identisk med moral. Det, som kan og bør være genstand for offentlig regulering og offentlige beslutninger, er ikke sammenfaldende med det, som er moralsk forkert. Denne forskel, en gang beskrevet som forskellen på forbrydelse og synd, går helt tilbage til det første fundament for judæo-kristen moral, de ti bud. De ti bud har sammen med velkendte forbud mod ægteskabsbrud, tyveri, mord og mened en befaling eller to (afhængig af hvordan man tæller) imod at begære, imod den misundelige lyst efter en andens hustru eller ejendom. Buddet mod at begære, er ikke og kan ikke være, et udtryk for sekulær lov. Bygget ind i selve den judæo-kristne moralske struktur, er der derfor en skillelinje mellem på den ene side de ting, som er umoralske og under Guds dom, og på den anden side de ting, som er forbudte og under menneskers dom.

Selv i Middelalderen, hvor kirken dominerede i "den kristne verden", lærte kirkens tænkere, at der var en forskel på den sekulære regering og religiøse autoriteter, mellem de ting, hvor man stod til regnskab overfor sekulær lovgivning; de ting, hvor man stod til regnskab overfor den institutionelle kirke; og de ting, hvor man kun stod til ansvar overfor Gud. Den største tænker i middelalderkirken, Thomas Aquinas, lavede en klar skillelinje mellem den institutionelle kirkes mission og den sekulære regerings rolle.[19] I hans øjne var der ikke den menneskelige lovgivnings opgave at frelse sjæle, men derimod at bevare freden, "statens midlertidige ro", ved at styre og dirigere folks ydre handlinger og gå i rette med "de onder, som måtte forstyrre statens fred".

Selv før reformationen var der i kirken en lang tradition for at lære, at sekulær lovgivning er muligt,[20] og at der er et rum for udøvelse af den fri vilje, som ikke rammes af trusler om retlige sanktioner. Denne skelnen er integreret i kristendommen. Kristendommen betragter den hebræiske bibel som Gamle Testamente, og da Aquinas, Calvin, Kuper og andre læste disse skrifter, læste de en beretning om, hvordan Gud udvalgte sig et folk, israelitterne, og velsignede dem foran alle andre folk ved at give dem Moseloven, Toraen, som rettesnor for deres fælles liv. Det er beretningen om, hvordan Gud var trofast overfor folket på trods af deres gentagne overtrædelser af Loven og forkastelse af Guds kærlighed. En af de centrale konklusioner, som kristne drager af den beretning, er at loven, selv den bedste lov i verden, selv en lov direkte fra Gud, er utilstrækkelig til at sikre retfærdigheden eller til at frelse verden.[21]

Udfra Ny Testamente mener kristne at kunne se en Gud, der har handlet på afgørende vis med verden, men uden at bruge politisk magt. Julen var en politisk begivenhed, men den var ikke fødslen af en jordisk konge.[22] Jesus var ikke en Justinius, som formulerede en autoritativ række af guddommelige love. Han var ikke Henry II, der organiserede et lands retsvæsen. Han var ikke Stair eller Blackstone, som satte lovgivningen i system. Jesu opgave var ikke at udstede en endegyldig række af guddommelige love, men derimod at rette op på konsekvenserne af menneskers oprør og ulydighed gennem sin død på korset.

Desuden voksede den tidlige kirke ikke gennem politiske erobringer og krigsførelse, men gennem overtalelse og omvendelse, ikke kun koblet på en forståelse af, hvem Jesus var som Guds Søn, men også gennem troen på kraften i den tredje person i Guddommen, Helligånden. Hvad der specielt fanger en, når man læser Aqunias' tekst om loven, er den måde, hvorpå han henviser til Helligånden som "den nye lov". For Aquinas indtager Helligånden den plads i Ny Testamente, som Moseloven indtog i Gamle Testamente.[23] Bygget ind i selve kristendommens DNA er derfor troen på, at sand retfærdighed er noget inden i os. Helligånden er den, hvorigennem Guds retfærdighed ændrer menneskers hjerter, og som et resultat deraf menneskers handlinger. Loven, som kommer til udtryk gennem regler for ydre adfærd, har derfor en begrænset rolle at spille i stræben efter retfærdighed. Lovmæssige rettigheder og pligter skaber en ramme, indenfor hvilken man kan stræbe efter retfærdighed. Men blandt kristne indtager Helligånden den plads, som Toraen indtager i ortodoks jødedom, og som sharia indtager i ortodoks Islam. Kristendommen er ikke forpligtet på at gengive sin morallære i ydre regler, men derimod i forvandlede hjerter.

Sekulær lovgivning, i betydningen en lovgivning, der ikke er domineret af en institutionaliseret kirke, hvad enten den er veletableret eller ej, er mulig. Det er muligt af tre grunde, som er indbygget i vores kulturs kristne arv:

a. Fordi Bibelen fra de ti bud og frem skelner mellem forbrydelser, som rammes af statens straf, og synder, som ikke gør.

b. Fordi kristendommen bygger på den overbevisning, at loven er utilstrækkelig til at sikre retfærdighed og frelse verden.

c. Fordi kristendommens primært breder sig gennem omvendelse og ikke gennem lovgivning.

3. Sekulær lovgivning er nødvendig

For at opsummere, hvad vi så langt er nået til, så er sekulær lovgivning umulig i form af en lovgivning som er neutral i religiøse spørgsmål; men sekulær lovgivning er mulig i form af lovgivning, der er adskilt fra en institutionel kirke; og endelig er sekulær lovgivning nødvendig.

Ordet "sekulær" stammer oprindeligt fra det latinske "saeculum", som betyder "tidsalder". I Middelalderen blev "saeculum" forstået som den nuværende tidsalder, altså tiden her os nu i den verden, Gud har skabt, og hvor Gud har handlet for at forløse verden, men hvor verden endnu ikke er fuldt genoprettet og forvandlet til den endelige herlighed, Gud har til den.

Det walisiske ord "bydol" og det gæliske ord "saoghalta", som svarer til det engelske "sekulær", betyder "af verden"[24] og rummer betydningen af noget jordbundet, midlertidigt og dødeligt, som også var den oprindelige betydning af "saeculum". For at der kan være et frit og retfærdigt samfund, er det nødvendigt, at loven begrænser sig til midlertidige ting, der har med denne jord at gøre.

Kristne har tre væsentlige pointer omkring "saeculum", altså den nuværende tidsalder, som er grundlæggende for lov og orden og for den civilisation, vi kender.


a. Mennesker er skabt i Guds billede.

b. Der vil komme en endelig dom.

c. Statens rolle er begrænset.

Ang. a) så er det ikke uundgåeligt, at vi betragter os selv og andre mennesker, som vi gør i Vesten idag. Man kan argumentere for, at vores samfund er besat af frihed på bekostning af andre værdier,[25] men det kan bedst forstås som en overdreven tilknytning til et sandt og ægte, menneskeligt gode. Frihed betyder noget, og menneskelig værdighed betyder noget, og disse afhænger begge af den tanke, at enkeltpersoner er skabt i Guds billede, og at de er elsket af Gud.[26] Dette alene udgør et tilstrækkeligt fundament for at forstå, hvad folk har ret til, og hvordan de skal behandles.

Vores forståelse af, hvad folk har ret og, og hvordan de skal behandles, har en klar kristen form. Den forståelse af menneskets værdi, som afspejles i mange love, udspringer af julen. Det er den kristne forståelse af, hvad det er at være menneske, bygget på inkarnationen, som har påvirket den vestlige kultur i en mere menneskelig retning. Hvis Jesus var blevet født i et palads, ville vi så have tænkt, at Gud elsker de fattige lige så meget, som han elsker de rige? Hvis Jesus ikke var død på et kors, ville det så være gået op for os, at Gud elsker den kriminelle og den udstødte lige så meget, som han elsker borgerskabet? Som David Bentley Hart udtrykker det:

"De etiske forudsætninger i moderniteten... er svage fragmenter og spøgelsesagtige ekkoer af kristen morallære. Selv den mest stålsatte sekularist blandt os hylder som oftest menneskelige rettigheder, økonomisk og social retfærdighed, omsorg for de fattige, lighed for loven eller grundlæggende menneskelig værdighed, som den før-kristne vestlige kultur ville have fundet tåbelige, hvis ikke ubegribelige".[27]

Ikke kun romerne, grækerne og ægypterne, men også for anglosakserne og kelterne ville se den forpligtelse til social retfærdighed, til at byde flygtninge velkommen og til at tage sig af de fattige og handicappede, som vi føler er "naturlig", som værende både overraskende og irrationel.

Ang. b) så er forestillingen om en endelig dom vigtig på to måder.

For det første så indebærer det, at dagens ledere er, og selv ser sig som ansvarlige overfor en højere autoritet. De ved, at de vil blive dømt på basis af, hvordan de har forvaltet deres magt. Ansvarlighed overfor Gud er fundamentet for ansvarlighed overfor mennesker.

For det andet betyder det, at deres undersåtter ved, at deres ultimative dommer ikke vil være staten eller regenten, men Gud. Det åbner et rum for "en sfære af individuelt ansvar overfor Gud, hvor den offentlige orden ikke umiddelbart er i fare".[28] Der er en sfære af frihed, hvor jeg kan handle moralsk eller umoralsk uden at handle ulovligt.

Den kristne forståelse af den endelige dom har en videre betydning for sekulær lovgivning, som er vigtig, og som bidrager til friheden. Den sidste dom har endnu ikke fundet sted. Ny Testamente understreger, at Gud venter og holder sin dom tilbage (Rom.2,4; 2.Pet.3,9). Sekularisme opstår, når forestillingen om "saeculum", en tid hvor Gud venter, går tabt. Kristne ser ikke "saeculum" som en realitet i sig selv, men som en tid, hvor Guds kærlige hensigter går i opfyldelse.[29] De modsætninger mellem det gode og det onde, som kendetegner den nuværende tidsalder, skyldes det faktum, at Gud har givet enhver af os tid her på jorden. Denne tid er en anledning til omvendelse, tro og lydighed. Det er en tid, hvor Helligånden arbejder i menneskers liv, og hvor Guds primære appel til mennesker sker gennem kærlighed og overtalelse, og ikke gennem lov og tvang. Det indebærer, at bevisbyrden ligger på at vise, at en given lovgivning er nødvendig eller at fordømmelsen af ugerningen må sker her og nu og ikke kan vente til den endelige dom. Som Oliver O´Donovan siger det:

"Gud har givet os hver især en saeculum, en tid til at leve, at tro og at håbe under et regime af midlertidig dom; også her er det muligt at forsones, eftersom Guds tålmodighed venter og bevarer verden fra selvdestruktion. Det praktiske udtryk for denne mellemfase af almindelig nåde er det politiske... regeringen som dommer".[30]

Ang. c) så har viden om disse to ting, at mennesker er skabt i Guds billede, og at der vil være en endelig dom, ført til en af vor civilisations største opdagelser, forestillingen om en begrænset statsmagt.

Fordi mennesker er skabt i Guds billede, kan de ikke ejes eller styres af staten. Staten har ikke det ultimative krav på vores lydighed. Folket eksisterer ikke for at tjene staten; staten eksisterer for at tjene folket. I sidste ende førte det efter Reformationen til den forståelse, at staten ikke skal løse religiøse konflikter med magt eller undertrykke afvigende opfattelser.

Som Michael W. McConnell forklarer, "længe før liberalismen blev formuleret som teori eller i praksis, var forskellen på den midlertidige og den åndelige autoritet i kristen forståelse årsag til det, der ville blive det mest grundlæggende kendetegn ved liberale demokratier: forestillingen om en begrænset statsmagt, individuelle samvittigheder og dermed individuelle rettigheder, samt tanken om alle menneskers lige værdi. Disse værdier opstod... som forsvar for religionen overfor staten."[31] Forestillingen om, at statens styre skulle være begrænset opstod som et led i forsvaret af kirken overfor statslig indblanding og i forsvaret for rettighederne hos den enkelte troende og hos grupper af troende.[32] At indse, at politiske autoriteter ikke frelser og ikke kan fri os fra alt ondt, er afgørende for at kunne modstå tyranni.

Desuden har O'Donovan argumenteret for, at det er udsigten til den endelige dom, som skaber den nødvendige kontekst for at forstå behovet for en begrænset statsmagt i den nuværende tidsalder eller "saeculum". I hans arbejde stiller han det provokerende spørgsmål: Hvis det liberale demokrati, det har groet i den kristne kulturs muld, mister evighedsperspektivet, vil det så ikke ophøre med at være liberalt, fordi det ikke længere kan fastholde tanken om en begrænset statsmagt?[33]

Kristne tænkere forstod længe før Margaret Atwoods "The Handyman's Tale", at ethvert forsøg på at etablere Guds Rige her på jorden, ville føre til tyranni.[34] Dette er også sandt, hvis "gudsriget" er et sekularistisk utopia, hvorfra al religion er blevet udryddet. Lovgivning løsrevet fra religiøs indflydelse vil ikke være human og end ikke en humanists paradis. Politisk kontrol over det, man kan sige og skrive; bureaukratiske beslutninger om hvem der er menneskelig og hvem der ikke er; undertrykkelse af de undermennesker, der regnes for udskud; offentlige henrettelser som underholdning; velstand til de få og sult til masserne; disse er mere sandsynlige udfald, hvis kristen undervisning om menneskeværd og om lovgivningens grænser bliver ignoreret.

David Bentley Hart kommer med en strålende pointe i sin bog, "Atheist Delusions":

"Hvad jeg finder mest mærkværdigt... er den besynderlige formodning, at et virkeligt sekulært samfund af natur ville være mere tolerant og mindre tilbøjelig til vold end et samfund, der er formet af nogen form for tro. I betragtning af at den moderne tid med dens sekulære regeringer uden sammenligning har været den mest uhæmmede og mest voldelige periode i menneskehedens historie målt i dræbte, så er det svært at få øje på årsagen til denne selvtillid... Det er ikke engang klart, hvorfor disse forfattere forestiller sig, at et samfund renset for tro ville vælge nogle moralske rettesnore tæt på deres egne; og det uklare heri bliver helt ugennemtrængeligt hos dem, der synes at mene, at en gennemført materialisme bygget på darwinistisk biologi skulle kunne hjælpe os med at lægge vores 'stammetænkning' og 'irrationalitet' bag os for i stedet at leve tolerant side om side. Trods alt har den eneste ideologiske og politiske gruppering, der har forsøgt sig med en etik i overensstemmelse med darwinistisk videnskab... været den socialistiske racehygiejne i starten af det tyvende århundrede og nazismen, som udsprang af den."[35]

John Gray kommer med en tilsvarende pointe med henvisning til Nietzsches kritik af kristendommen:

"Han så ikke nogen forbindelse mellem ateisme og liberale værdier - tværtimod mente han, at liberale værdier udsprang af kristendommen og fordømte dem til dels af den grund. I modsætning hertil har ateistiske evangelister [som Richard Dawkins] fremstillet sig selv som forsvarere af liberale friheder - uden at undersøge, hvor disse friheder er kommet fra, og uden at tillade den tanke, at nogen religion har haft noget at sige mht. at skabe dem."[36]

Fra et kristent perspektiv er tanken om menneskers værdi og en begrænset statsmagt sandheder, der historisk er blevet opdaget indenfor kristendommen. At hævde, at de ikke giver mening udenfor et kristent verdensbillede, ville være at benægte naturretten, den generelle åbenbaring og den almene nåde. Men det er på sin plads med en advarsel til liberale sekularister. Ikke alene gør de sig skyldige i historieforfalskning, hvis de udvisker kristendommens afgørende bidrag til deres idealer fra deres egne bøger, men de svækker også afgørende de intellektuelle ressourcer og den motivation, som er nødvendig for at forsvare dem. Som filosoffen Aristoteles selv viser, er fornuften ikke ufejlbarlig eller ahistorisk. Selv den klogeste kan tage fejl omkring grundlæggende ting, og vi ræsonnerer alle indenfor den kulturelle kontekst, vi er blevet oplært i. Desuden rummer verden ikke kun de gode, som tager fejl, men også, som ved de gamle athenere, dem der gerne tilsidesætter de svagestes behov, hvis det tjener deres eget formål.[37] Dem, der taler de svages sag og de legitime behov hos dem, der kæmper mod statens overmagt, har brug for alle de argumenter og alle de allierede, de kan få.
Konklusion

Om sekulær lovgivning skal anses for umulig, mulig eller nødvendig afhænger af, hvad der menes med sekulær. En sekularistisk lovgivning er mulig. Love, der afspejler et udpræget had til religion, er bestemt mulige. De er blevet ført ud i livet flere gange og flere forskellige steder, i det 20. århundrede mest dramatisk i nogle kommunistiske lande. Men lovgivning, der er sekulær i den betydning, at den ikke indtager nogen moralske standpunkter overhovedet, og ikke hviler på nogen som helst omstridt påstand om menneskets natur, moral eller værdier, er umulig. Der kan være måder, hvorpå man kan søge at udjævne den "bane", vi spiller på, men der findes ikke nogen neutral bane.

Sekulær lovgivning er mulig, hvis man hermed mener lovgivning, der ikke er domineret af en institutionaliseret kirke. Desuden er der gode grunde, uanset hvilken slags kristen du er, til at mene, at kirken og staten har knyttet for tætte bånd, både i Middelalderen og i nogle lande efter reformationen og modreformationen. En adskillelse af kirke og stat er ikke blot mulig, men i høj grad ønskværdig.

Sekulær lovgivning er nødvendig. Lovgivning, der er påvirket af kristne læresætninger om menneskeværd, den endelige dom og statens begrænsede magt, er nødvendig. Hvis vi ønsker gode love, har vi brug for love, som ikke dæmoniserer mennesker eller berøver dem deres menneskelighed, men som respekterer deres værd og behandler dem med værdighed. Hvis vi ønsker ærlige regeringer, har vi brug for en politisk kultur med ansvarlighed gennem love, politik og civilsamfund, men også gennem den følelse, magthaverne har af ansvar overfor egen samvittighed og overfor Gud, som i sidste ende vil dømme deres gerninger. Hvis vi vil have et begrænset styre, så har vi brug for ledere, der forstår, at deres magt kun går så langt, og at menneskers sjæle er udenfor deres rækkevidde. Historisk har kristendommen været inspirationskilde til mange af disse ideer, som er blevet universelt anerkendt som en del af vore fælles værdier. Kristendommen er fortsat deres mest naturlige hjem og deres mest effektive formidler.



[1] David McIlroy er sagfører og gæstelærer i jura på SOAS, University of London. Han er forfatter til "A Biblical View of Law and Justice" og "A Trinitarian Theology of Law", og har bidraget med kapitler til "God and Government" og Religion and Law", såvel som talrige artikler omhandlende forholdet mellem lovgivningen og kristendommen. Denne artikel blev først trykt i journalen "Law and Justice: The Christian Law Review", nr. 169, Trinity/Michaelmas, 2012.

[2] Artiklen er hentet fra Theos Think Tank, www.theosthinktank.co.uk, og er oversat og bragt med tilladelse.

[3] Tilsvarende i Danmark, hvorfor problemstillinger og principper også kan gøres gældende her. (overs. anm.)

[4] ...og i dagens Danmark [overs.anm]

[5] Dombrowski, "Rawls and Religion", State University of New York Press, 2001, ix.

[6] Rawls, "Political Liberalism", udv.udg. Columbia University Press, 2005, s.40.

[7] Douzinas og Gearey, "Critica Jurisprudence: The Political Philosophy of Justice", Hart Publishing, 2005, s. 133. Kritikken er muligvis uretfærdig over Rawls. Han anerkender i "Political Liberalism", at hans moralske konstruktivisme er et moralsk standpunkt (s.446) og begrænser udelukkelsen af moralbegreber afledt af samtidige læresætninger til det forfatningsmæssigt essentielle og spørgsmål om elementær retfærdighed (s.44 og 442). Ikke desto mindre forekommer Douzinas' Geareys kritik sund i forhold til sekulær liberalisme i dens almindelige former.

[8] Sandel, "Justice: What's the Right Thing to Do?", Penguin 2009, s.248.

[9] Sandel, "Justice...." s. 261

[10] Joseph Raz, "Ethics in the Public Domain: Essays on Morality of Law and Politics", Clarendon 1994, s.324

[11] Debatteret i Tamanaha, "Law as a Means to an End: Threat to the Rule of Law", Cambridge University Press, 2006, s. 47-52.

[12] Oprindeligt "at vi skal overgå hollænderne og danskerne i sociallovgivningen", hvilket i en dansk oversættelse begribeligvis må oversættes anderledes. [overs.anm.]

[13] Positivister betyder i denne sammenhæng de, som alene mener, at den positive, gældende lov er ret lov, og som ikke foretager en moralsk bedømmelse af denne udfra f.eks. morallove, naturret osv. [overs.anm.]

[14] MacCormick, "Legal Reasoning and Legal Theory", Clarendon, 1994, s. 233.

[15] Cameron, "Prime Minister's King James Bible Speech", http://www.number10.gov.uk/news/king-james-bible/

[16] Aristoteles, "Nicomachean Ethics", Oxford University Press, 2009, og "Eudemian Ethics", af A. Kenny, Oxford University Press, 2011.

[17] Waldron, "God, Locke and Equality: Christian Foundations in Locke's Political Thought", Cambridge University Press, 2002

[18] Dombrowski bemærker også, at Rawls' syn på dyr "bygger på det traditionelle syn på dyr, som findes i gængs kristen lære", se "Rawls and Religion", s.143.

[19] Aquinas, "Summa Theologiae", I-II.98.1

[20] Angående vigtigheden af at fjerne kirken fra politiske og retlige roller under den lutherske reformation, se Witte, "Law and Protestantism: The Legal Teaching of the Lutheran Reformation", Cambridge University Press, 2002.

[21] Det samme gælder moral, selv kristen moral. Kristendommen bygger ikke sit håb for verden på moralsk opbyggelse, men på en korsfæstet Frelser.

[22] Holmes, "The Politics of Christmas", Theos, 2011

[23] Aquinas, "Summa Theologiae", I-II.96.S ad.2

[24] Hvilket også gælder det danske synonym for "sekulær", nemlig "verdslig". [Overs.anm.]

[25] Dette er en del af Bentley Harts argumentation i "Atheist Delusions: The Christian Revolution and its Fashionabe Enemie", Yale University Press, 2009.

[26] Milbank, "The Gift of Ruling: Secularization and Political Authority", New Blackfriars, 2004, s.212-238 og Wolterstorff, "Justice; Rights and Wrongs", Princeton University Press, 2008.

[27] Bentley Hart, "Atheist Delusions", s.32-33

[28] O´Donnovan, "The Desire of the Nations: Rediscovering the Roots of Political Theology", Cambridge University Press, 1996, s. 255.

[29] Milbank, "The Gift of Ruling", s.217

[30] O´Donovan, "The Just War Re-visited", Cambridge University Press, s.6

[31] McDonnell, "Liberalism and People of Faith i "McConnell, Cochran og Carmelias "Christian Perspectives on Legal Thouht", Yale University Press, s.6

[32] McDonnell, "Liberalism and People of Faith", s.10

[33] O´Donovan, "Common Objects of Love: Moral Refletion and the Shaping of Community", Eerdmans, 2002, s.42 og 69; "The Ways of Judgement", Eerdmanss, 2005, s.76-77.

[34] McConnell, "Liberalism and People of Faith", s.8. Der var dog mange "kristne" regenter, hvis styre var tyrannisk.

[35] David Bentley Hart, "Atheist Delusions", d.16

[36] Gray, "Gray's Anatomy: Selected Writings", Penguin, 2009, et redigeret uddrag er tilgængelig på www.abc.net.au/religion/articles/2012/01/09/3213725.htm

[37] Se en drøftelse af udvekslingen mellem Athen og Samos, Mytilene og Melos i det 5. årh.f.Kr. ad Alasdair MacIntyre i "Whose Justice? Which Rationality?", Duckworth, 1988, s.52-53.