Hvorfor skal vi bede?

Af Roger Forster [1]

Der er intet mere menneskeligt end bøn. Når vi ser ind i Guds hjerte, finder vi her hans formål med menneskeheden fra før verden begyndte, nemlig at vi skulle have fællesskab med hinanden og med ham. Det er kun, når vi beder, at vi er fuldt ud menneskelige, for det er kun når vi beder, at vi fuldt ud kan opdage, kende og have fællesskab med Gud. Bøn er selve vores åndedræt som mennesker. Hvis livet ikke deles med nogen, er det dødt. "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud" (Johs.17,3).

Vores daglige liv kræver, at vi har at gøre med og har fællesskab med andre mennesker. Vi har brug for at tale sammen, for det er gennem at tale sammen, at forholdet udvikles. Hvis vi aldrig kommunikerer med nogen anden, lever vi ikke i virkeligheden. Hvis vi aldrig kommunikerer med Gud, opfylder vi ikke hans formål med at være mennesker; vi når ikke vores potentiale som delagtige i det guddommelige liv, den store bestemmelse, som han altid har haft i sit hjerte for os. Det liv, som varer evigt og aldrig dør, er et liv tilbragt i fællesskab med Gud og med hinanden, mens vi lærer ham at kende både individuelt og i fællesskab. Derfor holdes det kristne liv i live gennem bøn.

Apostlen Paulus opfordrer os til at "bede uophørligt" (1.Tess.5,17). Det betyder givetvis ikke, at der ikke er tid til "perioder", "møder" eller "stunder" med bøn. Nogle mennesker synes at mene, at det at bede uden ophør betyder at drømme løs og håbe, at man har kontakt med Gud, og derfor uden at sætte en specifik tid af til at være sammen med ham. Dette er ikke sandt. Jesus havde bønnestunder, som vi kan se, hvis vi læser Luk.11,1. Men når han var færdig med sin bønnestund, talte han stadig med sin Far i sit hjerte. Det er meget fascinerende at indse ved dagens slutning, at alt, du har gjort, har været ind for Herrens ansigt. I hvert øjeblik og i hver omstændighed har du vendt dig til ham, ikke nødvendigvis med bevidste ord, men blot været åben overfor ham, lidt ligesom en ven, du er så godt kendt med, at I ikke altid behøver bruge ord for at kommunikere. Dette er, hvordan Paulus kan opfordre os til at "bede uden ophør", men det udelukker ikke de tider, vi sætter af til i særlig grad at være sammen med Faderen.

Fælles bønnestunder er også vigtige. Når vi beder sammen, stimulerer vi hinanden, og fordi vi er en del af det samme Legeme (Rom.12,5), fungerer vi bedre i fællesskab. Vi lærer bedst, når vi lærer sammen med andre. Tilsvarende beder vi ofte mest effektivt, når vi beder med andre. Når vi samles i enighed, finder vi mere kraft i bønnen (Matt.18,19). Så når vi går mere i dybden med disse områder, vil vi forhåbentlig opdage mere af, hvad det er at være ægte menneskelige, kristne og guddommelige udtryk for og afspejlinger af, hvad Gud ville have sin kirke til at være. Dette omfatter at bede alene og i en gruppe. Men hvorfor skal vi bede?

Kommunikation

Den tidligste omtale af mennesker i Bibelen er i 1.Mos.1,26: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!" Af den udtalelse lærer vi noget om Gud og noget om de mennesker, der er skabt i hans billede. Gud er en Gud, som taler, reflekterer og deler indenfor Treenighedens fællesskab. Indenfor Guddommens enhed kommunikerer Faderen, Sønnen og Helligånden ustandseligt med hinanden, en vidunderlig Treenig Gud! Derfor begynder bøn, guddommelig kommunikation, i Treenigheden. Faderen taler til Sønnen, Sønnen beder Helligånden om noget, Helligånden vender det igen med Faderen osv. i en evig interaktion i kærlighed.

Mennesker er skabt i Guds billede. Derfor har også vi brug for at kommunikere. Det er der, hvor bøn begynder: "Lad os skabe mennesker i vort billede!" Vi taler med Gud, fordi han taler. Johs.1,1 siger: "I begyndelsen var Ordet" - ikke "sandheden" eller "helligheden", men "ordet". Gud taler. Det er derfor, han kan lide, at vi taler med ham; det er den vigtigste afspejling af, hvem han er.

Gud går videre og siger "De skal herske..." (1.Mos.1,26), for Gud er også en Gud, som regerer og har herredømme og hvis vilje finder sted! Men før vi kan herske over jorden, før vi kan gøre det arbejde, vi er blevet betroet af Gud, må vi efterligne og følge det karaktertræk, som Gud åbenbarer først - kommunikation i bøn. Vi skal bede, fordi vi er skabt i Guds billede, og det er en del af det, vi er skabt til at gøre. Vi er bestemt til at kommunikere, fordi Gud er en Gud, som kommunikerer. Stilhed kan være en åndelig disciplin, men manglende kommunikation kan ikke.

Når Gud taler til Job og siger, " Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!"[2] så driller han Job. Trods alt gælder det, at hvis vi tager os selv alt for højtideligt, når vi lider, så lider vi dobbelt så meget. Hvis vi kan le ad os selv, letter noget af smerten. Det er, som om Herren siger til Job, "Kom igen! Du opfører dig som et uvidende dyr! Tal med mig som et menneske!" "Spænd bæltet om lænden" svarer til "Rejs dig op!" Det er et af de vigtigste træk ved mennesker: vi kan stå på vore fødder, vi er tobenede. Vi er de eneste skabninger, som er skabt med evnen til at stå op, se op og samtale ansigt til ansigt. Det er sådan, vi taler med Gud og med hverandre. Vi er skabt til at være talende skabninger. Ingen andre skabninger taler - selv evnen til at kommunikere hos meget intelligente delfiner kan ikke kaldes "tale". Kun mennesker har munde, som kan udtrykke sig. Størstedelen af menneskehedens tænkning sker gennem ord, og hvis vi ikke kunne tale, ville vi ikke være i stand til at formulere ideer, koncepter eller nogle af de dybe ting i vores ånd. Derfor er det at tale med Gud, kommunikation, starten på at blive som Gud.

Fællesskab

Guds ønsker for menneskeheden var ikke kun, at vi skulle kunne kommunikere, men at vi skulle have fællesskab med ham. Dette fredfyldte fællesskab blev brudt i Edens have:

"Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: 'Hvor er du?'" (1.Mos.3,8-9)

Gud forsøgte at få Adam og Eva i tale. Vi skal bede til Gud og svare ham, fordi han stadig siger til os: "Hvor er du?"

Vi ville ikke ønske at bede eller bryde ud af de "fæstningsværker", vi har bygget rundt om os selv for at holde folk ude, hvis ikke Gud konstant opsøgte os. Han søger at få fællesskab med os, og det er derfor, vi ønsker at give gensvar! Selv når du ikke helt ved, hvordan du skal vende dig til Gud, eller hvor du skal finde ham, så er det fordi, han søger efter os, at vi har en længsel efter ham i vore hjerter.

Salmisten lyder, som om han ønsker at gemme sig for Gud:

"Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast." (Salm.139,7-10)

Hans ord afspejler en bevidsthed om, at Gud er "efter ham". De, som siger "Hvor er Gud?" i et forsøg på at modbevise ham, synes ikke at indse, at spørgsmålet i sig selv antyder hans eksistens - hvorfor ellers spørge til ham i det hele taget? Gud leder efter os, og det faktum, at han opsøger os, er det håb, som fører os ind i fællesskab med ham.

I første Mosebog ser vi Gud i begyndelsen af menneskehedens historie, mens han vandrer med mennesket i haven. Det fællesskab fuldkommengøres i Johs.17, hvor Jesus viser sit fællesskab med Faderen i bøn. Der er noget underfuldt i dette. I Johs.17,3-8 siger Jesus til sin fader:

"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig."

Kan du forestille sig dette ufattelige sceneri? I ovensalen, hvor disciplene er samlet til en sidste afsked med Herren, hører de ham tale til sin Fader. Idet han taler, er det, som om han strækker sine arme ud og trækker dem ind i samtalen. Han taler om dem! De siger intet - det er for overvældende. De er vidne til Faderen og Sønnen i fællesskab med hinanden, og mens de samtaler, bliver disciplene draget ind i den dybeste og mest intime relation i Guddommen: selveste Guds hjerte. I takt med, at vi kommer tættere på Herren, fører han os nærmere på Guds hjerte. Og vi svarer ved at gå dybere og dybere ind i deres fællesskab, indtil vi opdager, at energien fra deres fællesskab tager magten over os.

Det er, hvad Paulus mente, da han skrev, at "Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke" (Rom.8,26). Helligånden tager Guds tanker og lægger dem i os, fordi vi har lyttet til Guds hjerte og er blevet fanget ind af den slags bøn, han kan lide. Når det sker, ved vi, at vi er i gang med at bede om de rigtige ting! Fællesskab med Gud er en af grundene til, at vi skal bede. Fællesskab er afgørende, hvis vi skal finde ind til det vidunderlige sted i universets hjerte, hvor vi kan lytte til Faderen og Sønnen, som deler alting, og blive draget ind i samme bønsliv.

Befaling

Vi skal bede, fordi vi har fået befaling om det! Jesus siger, at vi skal "bede og ikke blive trætte" (Luk.18,1-8). Han siger ikke nødvendigvis "bede uden ophør", som Paulus gør, men han mener, at vi burde være i stand til at bringe hver eneste lille ting til Gud i bøn. Desuden burde vi aldrig give op, før vi får et bønnesvar.

Paulus formaner os også langs de samme linjer: "Glæd jer altid", "Bed uden ophør", "Sig tak under alle forhold", "Udsluk ikke Ånden" (1.Tess.5,16-19). Vi er blevet befalet at bede og aldrig give op! Jesus mente, at det var vigtigt. Paulus mente, at det var vigtigt. Hvis vi bestandigt siger tak og glæder os, vil vi opdage, at det er lettere at bede uden at give op! Paulus kobler ofte bøn og taksigelse sammen i sine breve, for når vi ikke tager Guds godhed for givet, men forbliver taknemmelige for alt, han har givet os, så flyder det naturligt ud i bøn til ham. Rom.1,21 advarer os om, at frugten af et utaknemmeligt hjerte er tåbelighed og ugudelighed. Det er, når vi bliver ved med at være taknemmelige, at vi bliver ved med at bede.
Samarbejde

"Gud gør intet," sagde John Wesley, "undtagen som svar på bøn." Vi kan tænke, dette er en overdrivelse - det er åbenlyst, at Gud holder Universet i gang uden at nogen beder ham om det! Men når det angår at etablere Guds rige i alle ting, så gennemtvinger han ikke dette på sit eget initiativ uden hensyn til vores engagement! Han søger samarbejde med den del af menneskeheden, som han har forløst, og som han kan betro sit arbejde. Gud arbejder sammen med os. Han er ikke en, som gør det hele selv! I stedet ønsker han at dele arbejdet med sit folk, så vi sammen kan få det gjort. Wesley havde ret.

Det er kun, når vi beder, at Gud samarbejder med os om at få sin vilje til at ske. Det er derfor, han lærte os at bede "Komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden" (Matt.6,10). Hvordan skal Gud få himmelske ting til at ske på jorden, hvis vi ikke beder? Vi må bryde ud af den passive teologi, der siger, at Gud vil gøre, hvad han vil, når han vil, uanset om vi beder om det eller ej. Det vil han ikke! Han vælger at arbejde sammen med sine børn. Han griber ikke ind og tvinger sine børn til noget, de ikke vil. I stedet beder han os om at bede, så vi kan gøre ting sammen. Herren har tanker, som han vil lægge i vore hjerter, og vi vil have nogle, vi kan dele med ham! Initiativet kommer enten fra Gud eller fra os, men vi arbejder sammen. Vi arbejder ikke så meget for Gud, som sammen med ham! Amos siger, at "Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne" (Amos.3,7). Profeter beder og forkynder det, de har fået fra Gud. Det kan ikke undre, at Gud gør så lidt, hvis kirken ikke beder, lytter og svarer!

Moses fik faktisk Gud til at skifte mening gennem bøn (2.Mos.32,11-14). Dette er muligt. Moses vendte sig til Gud og sagde:

"Moses ville formilde Herren sin Gud og sagde: 'Herre, hvorfor skal din vrede flamme op mod dit folk, som du førte ud af Egypten med stor kraft og stærk hånd? Hvorfor skal egypterne kunne sige: ›Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade.‹ Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk! Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du gav det løfte, da du svor ved dig selv: Jeg vil gøre jeres efterkommere så talrige som himlens stjerner, og hele dette land, jeg har talt om, vil jeg give jeres efterkommere til evig ejendom.' Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk."

Gud vidste naturligvis, at han havde ført Israel ud af Ægypten med en mægtig hånd. Han havde ikke brug for at få det at vide. Gud vidste, at ægypterne ville sige, at han havde tilladt sit folk at gå til grunde i ørkenen. Men han havde brug for nogen, som ville nævne det for ham! Gud virker gennem samarbejde. Vi må tage det op, som vi ved om Gud, ind for hans ansigt, så han kan se, at vi har del i det, han er, og det, han gør. Moses' bøn viste ekstraordinær indsigt i Guds karakter. Han vidste, at Gud ikke ønskede at opgive sit folk. Han vidste, at Gud ønskede at løfte dem frem foran andre nationer. Han vidste, at Herren i sin vrede ikke ville glemme sin barmhjertighed og ikke ville gennemføre sin trussel om at udslette dem. Så Moses mindede Gud om, at han er nåderig, og viste Gud, at han ønskede at samarbejde med ham i den nåde. Når vi beder på denne måde, får Gud opfyldt sit højeste formål med at forstå ham og samarbejde med ham. Dernæst kan han føre sin vilje ud i livet.

Frygt ikke, at dette begrænser Guds magt - det er blot den måde, han har besluttet at køre Universet på. Det er hans længsel at arbejde side om side med sit folk. Gud er ikke kærlighed for sin egen skyld. Kærlighed er for en anden. Gud er kærlighed for dem, han har skabt. Hvordan skulle det kunne være anderledes? Og derfor hørte Gud Moses' bøn og stedet for at udslette israelitterne satte han dem i stand til at vandre i ørkenen i yderligere 38 år.

Medfølelse

I Matt.9,36-38 ser Herren udover skaren og ser, at de er som får uden hyrde. Han så dem ligge opgivne og under pres, og fordi han var grebet af medfølelse, bad han sine disciple om at bede: "Bed derfor høstens Herre sende arbejdere ud til sin høst," sagde han. Det var udfra medfølelse med menneskers "fortabthed", at Jesus bad og opmuntrede sine disciple til at bede. Selv når vi ikke ser behovet for at bede for vores egen skyld, så må vi fortsætte at bede for andres skyld! Lad medfølelse lede dig til at bede for andre og til at se deres behov. Bed, fordi mennesker har brug for at blive elsket, og fordi du elsker dem og ønsker, at de skal blive velsignet. I Jak.4,2-3 minder Herrens bror os om, at vi "opnår intet, fordi vi ikke beder", eller fordi vi beder forkert med de forkerte motiver. Vores egeninteresse kommer ofte i vejen for vores bøn. Men det er langt lettere at bede og stå i tro for en andens problemer, end det er for vores egne. Vi kan bede og have tro for helbredelse for andre mennesker, mens vi har meget lidt tro for vores egen. Hvorfor? Fordi der ikke er noget mere uselvisk end at bede for andre udfra medfølelse for dem. Vi må bede uden egeninteresse, men med megen medfølelse!

Bevægelse

Vi skal bede, for at vi må fortsætte at bevæge os fremad med Herren. Hvis vi ikke beder, vil vi ikke komme videre med Gud. I Johs.15 bruger Jesus den enestående beskrivelse af sig selv som "vintræet" og hans disciple som grenene. Det er i denne kontekst, at frugten kommer frem gennem beskæring.

Jesus fortsætter med at tale om behovet for beskæring, så der kommer "megen frugt" (Johs.15,2.8). Spørgsmålet er, hvilken frugt vi taler om? De fleste kristne vil svare, at det er Jesus i den troende, Åndens frugt, kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Men apostlen Paulus havde endnu ikke skrevet dette! "Frugten" er ikke blot en generel frugt af det liv, som Jesus lever i vedkommende; og det er heller ikke frugt af evangelisation, som er en anden bibelsk frugt (at bringe høsten i hus er at bringe frugterne af et evangelistisk fremstød - Matt.9,37-38).

Den bedste måde at forstå noget, er at se på teksten selv og se, hvad den siger. Frugten i den pågældende passage er allerede defineret (Johs.15,7-8):

"Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple."

Hvad er "frugten" da? Frugten er: "bed om, hvad I vil, og I skal få det". Frugten er at bede og få bønnesvar, at tale med Gud og se ting forandre sig.

For det tilfældes skyld, at vi ikke er helt overbevist, kan vi se på et andet sted, hvor der er en definition på frugt, nemlig i Johs.15,16: "Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn." Dette er frugten - bønnesvar!

Hvis vi ikke fortsætter med at bede og få bønnesvar, så vil beskæringen ophøre, og grenen vil blive kastet ud. Herrens advarsel til os er klar og tydelig. Vi må lære at gå dybere og dybere i bøn og lære, hvordan man beder om noget, og hvordan man modtager det.

Der er en fortælling om et gammelt landsbykapel. En lærd, ny prædikant kom på besøg. Han fik lov til at prædike, og før han prædikede, besluttede han at bede. Hans bønner bevægede sig i øst og vest, kom ind på verdenssituationen, fortolkede den med kompleks teologi og citerede perifere skriftsteder. Prædikanten snakkede løs om ting, som Gud allerede vidste! Midt i hans bønner rejste den gamle bonde, som låste op og i for kapellet sig og råbte: "Pastor! Hvorfor kalder du ham ikke Far og beder ham om noget?" Det er, hvad virkelig bøn er - at kalde på Faderen og bede ham om noget. Når vore bønner bliver besvaret, vokser vi med Gud og opmuntres i vores tro.

Jud.20-21 bekræfter dette:

"Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden. Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv."

Med andre ord så bygger vi os selv op og uddyber vores relation til Gud, mens vi beder. Vi vil stå foran hans trone "uden fejl" (v.24), fordi vi er fortsat og har blevet ved. Hvordan har vi gjort det? Ved at bygge os selv op ved at bede i Ånden.

Konfrontation

Endelig skal vi bede, fordi bøn er en måde, hvorpå vi fører krig, konfronterer og uddriver fjenden. Der er et element af bøn, som er aggressivt og krigerisk. Mark.11,23 fortæller os, at hvis der er bjerge, som står i vejen for os, skal vi befale dem at kaste sig i havet. "Sandelig siger jeg jer: Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det." Jesus fortsætter i vers 24 med at sige "Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det." At betragte et bjerg og befale det at kaste sig i havet er bøn. Hvis du står overfor dit problem, erklærer det ude af verden, tror at det vil forsvinde, så er det bøn, selvom du ikke direkte henvender dig til Gud. Du taler til bjerget, men du taler faktisk til Gud, eller taler ind for ham i hans nærvær.

Nogle mennesker laver en masse postyr om dette. De siger, "du skal ikke tale til problemerne, du skal ikke tale til Djævelen eller dæmonerne". Men ikke desto mindre er det at drive en dæmon ud en form for bøn! I Judas' bog ser vi, at "Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses' lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: 'Herren straffe dig!'" (v.9). Der er ikke nogen reel forskel på at sige "Herre, driv Djævelen ud!" eller at sige "Ud, djævel, i Jesu navn!" Der er ikke nogen egentlig forskel, for begge bønner appellerer til, at Gud i sin kraft vil tage sig af dæmonen. At bede Gud om at åbenbare sin kraft på vore vegne er den eneste måde, man kan konfrontere visse omstændigheder. Hvis du konfronterer dem uden Gud er der intet håb. Hvis du konfronterer dem sammen med Gud, så gælder, at "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror." (Matt.21,22).

Betragt tillige Ef.6,11-12:

"Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. "

Vi kommer ind i dette domæne og begynder at angribe gennem bøn og gennem at tale Guds ord. Vi ved, at Faderen hører os, når vi påkalder Jesu navn for at bryde åndelige fæstningsværker, og når vi tager Åndens sværd op, som er Guds ord. Hvordan? Gennem bøn!

For at besvare titlen på artiklen, så skal vi bede, fordi det er sandt menneskeligt, for at kende Gud, for at adlyde Gud, for at samarbejde med Gud, for at bære frugt og for at gå imod det onde.



[1] Artiklen er første kapitel i Roger Forsters bog fra 2003, "Bøn - at leve i Guds Ånde", og oversættes og bringes her med tilladelse. Også tilgængelig på engelsk på www.ichthus.org.uk

[2] Job.38,2-3