Bibel og beskatning

Af Richard Teather [1]

Skatteindtægter er i de forløbne tiår blevet betragtet som blot og bart et spørgsmål om lovgivning og tal, "anvendelsen af lovens bogstav på situationer, arrangementer og transaktioner, der selv har rødder i lovgivningen".[2] Forsøg på at reducere ens egen skattepligt var derfor enten lovlige eller ulovlige og udover honoraret til rådgiverne, var der ikke meget med at stille spørgsmålstegn ved. Men i de senere år er moralen begyndt at snige sig ind i debatten, og indenfor virksomhedsbeskatningen hævdes det, at "debatten om grænserne for virksomhedsansvar har udvidet sig til også at omfatte skattespørgsmål",[3] hvilket har trukket skatten ind i spørgsmål om moral i dagens erhvervsliv.

Der er to områder, hvor moralen er synlig; i første omgang selve designet af skattesystemet, herunder særligt hvilke skatter der sal opkræves og til hvilke skattesatser; og i anden omgang den rigtige holdning til de love, der nu engang er vedtaget, herunder særligt om og i hvilket omfang, det er tilladt at søge at minimere sin skattebetaling.

Som kristne må vores moral bygge på ønsket om at adlyde Gud, og vi må søge et teologisk grundlag for enhver "skattemoral". Formålet med denne artikel er derfor at undersøge den kristne lære og undervisning og forsøge at anvende den på vor tids skattesystemer.[4] Dette må gøres med omhu; alt for ofte er der i sådanne drøftelser en overset antagelse om at beskatning og de statslige udgifter, som den finansierer, i sig selv er et moralsk gode - "når først den uløselige forbindelse mellem beskatning og for eksempel uddannelse, sygdomsbehandling, velfærd og forsvarsudgifter etableres, så kommer moralen, den fornemmelse for rigtigt og forkert vi alle navigerer efter, hurtigt i spil".[5] Det konkrete citat er måske nok fra en part i sagen, men følelsen bag er ofte synlig.[6]

Beskatning som et moralsk gode?

Lad os først forholde os til det mere politiske spørgsmål (som først trænger sig på i den brede offentlighed) - hvordan vores kristen tro bør påvirke det, vi mener om skattesystemet.

Hvis vi leder efter direkte vejledning i Bibelen, vil vi se, at der kun er nogle få, spredte kommentarer om beskatning. Der er kopskat[7] i forbindelse med folketællingen ved udgangen fra Ægypten, hvor israelitterne skulle give Gud en gave, hvor "Den rige skal ikke betale mere og den fattige ikke mindre end en halv sekel".[8] Der synes også at have været proportionale skatter,[9] mest tydeligt fra Jojakims side for at kunne betale skat til Ægypten, som blev pålagt "efter hvad hver enkelt var pålignet",[10] og til og med progressive skatter, som kun ramte de "velstående".[11] Denne variation gør det vanskeligt at hævde, at en bestemt slags skat er bibelsk, i særdeleshed efter skatterne i almindelighed blot beskrives som noget faktuelt fremfor noget ideelt.[12]

Selvom det ikke specifikt siges, om disse skatter vakte Gud velbehag, er der en vis kritik af beskatning i Bibelen. "Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen",[13] beklager israelitterne overfor Nehemias (som til sit forsvar påpeger, at han aldrig havde opkrævet de fyrre shekel til sit "daglige forbrug",[14] som hans forgængere havde, men i stedet havde levet af sine egne penge). De var dog blevet advaret. Profeten Samuel forkyndte om farerne ved menneskers styre, som han primært så i form af krige og skatter: "Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk".[15] Faktisk forekommer dette budskab, som nok er den eneste direkte kommentar til generelle skatter af Gud gennem sine profeter,[16] forbløffende relevant idag.

I fraværet af klare, bibelske retningslinjer for beskatning har teologer selvsagt anvendt kristne læresætninger på emnet (omend sjældnere end man skulle have troet), men disse historiske diskussioner må anvendes med omtanke,[17] eftersom de generelt har fundet sted indenfor en form for monarki. Eftersom skatterne blev set som en byrde, kongen lagde på sine undersåtter, handlede debatten først og fremmest om hans autoritets legitimitet og grænser snarere end skatten i sig selv. Deres konklusioner har derfor begrænset værdi i et demokrati, hvor en mere brugbar drøftelse er, hvordan kristne burde stemme i skattespørgsmål - som en fri beslutning indenfor rammerne af Guds lov, snarere end et dekret fra en menneskelig regent.

Det fremføres derfor ofte af dem, der ser en kristen moralsk eller teologisk basis for omfordelende skatter, at moderne beskatning er et moralsk gode, som opfylder vores pligt til velgørenhed. I sin ekstreme form kommer synspunktet til udtryk i påstanden om, at "den moderne udgave af velgørenhed er brugen af progressive skatter".[18] Det er den primære måde, hvorpå man søger at få kristnes opbakning til omfordelende skatter - den velfærdsstat, som skatterne understøtter, hjælper vores næste, og derfor må dens udbredelse være en kristen pligt.

Dette er i direkte modstrid med Bibelens undervisning. "I hjertet af den hebræiske bibel er den Gud, som søger frie menneskers frie tilbedelse",[19] og ligesom vores kærlighed til Gud kun er ægte, hvis den kommer frivilligt og fra hjertet, så gælder det samme vores kærlighed til næsten. Vores pligt til at øve velgørenhed er en pligt, vi må udføre frivilligt. Der er ingen moralsk gevinst ved at tvinge mennesker til at give, som Paulus siger: "enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver".[20]

Vi har en pligt til velgørenhed overfor vores næste, og vi bliver advaret mod at efterstræbe rigdomme, men dette er personlige pligter, som er lagt ud til hver os som enkeltpersoner snarere end en kollektiv forpligtelse, som kan opfyldes gennem indordnelse under et menneskeligt skattesystem. Vi kan ikke gennem kontrakter befri os fra medmenneskelige forpligtelser, og vi kan heller ikke gøre det ved at nationalisere dem i en velfærdsstat. Den gode samaritaner[21] overlod ikke den døende mand til præsten eller levitten, som var repræsentanter for den jødiske stat, men tog sig selv af ham. Endnu mindre kan vi opfylde vore forpligtelser overfor vores næste ved at tvinge en anden næste til at møde dennes behov.

Ligesom den unge mand, der spurgte Jesus, hvordan han skulle komme ind i Guds rige,[22] kan vi ikke bygge frelsen på, om vi har overholdt Loven (og slet ikke mindre, rent menneskelige love), men om vi personligt har hjulpet de fattige. Farisæerne forkastede Guds befalinger til fordel for deres egne overleveringer,[23] og vi opfører os som dem, hvis vi sidestiller vore pligter mht. velgørenhed med at betale skat, eller føler at vore pligter kan opfyldes gennem menneskers love fremfor gennem personlig kærlighed overfor vores næste. Det er trist, at mange bruger skatterne som en undskyldning for at fravælge personlig velgørenhed, idet de tror, de har gjort noget godt, når de faktisk blot har overholdt loven.[24]

Det er svært, som meget indenfor kristendommen er det. De fleste af os vil hellere dulme vores samvittighed gennem økonomiske bidrag til en velgørende organisation end ved personligt at hjælpe en hjemløs, og det er endnu bedre, hvis vi kan klare det gennem en obligatorisk check til skattevæsenet. Men der kan ikke opnås noget moralsk set gennem tvungne gaver. Beskatning møder end ikke delvist vores pligt til velgørenhed.

Selv hvis vi antog, at hjælp via skatterne var en af mange legitime måder, hvorpå vi kunne udtrykke vores kærlighed til næsten, så er det bestemt ikke den eneste. Jesus befaler os at elske vores næste, og teologien kan måske give os et fingerpeg om, hvad det betyder, men kristne kan være uenige om, hvad der er den rigtigste eller mest praktiske måde i konkrete tilfælde. Det er langt fra sikkert, at velfærdsstaten er den bedste måde at møde de trængendes behov på,[25] og det er et legitimt alternativ (tilmed et bedre alternativ) for den kristne at mene, hans forpligtelser overfor næsten er bedre tjent på andre måder end at stemme for velfærdsydelser. Og selv her er vi ikke forpligtet til at møde vore medmenneskers materielle behov,[26] men til at elske dem. Det er langt fra sikkert, at statslig velfærd er den bedste måde at fremme kærlighed mellem mennesker, og mange kristne vil måske finde, at mere direkte handlinger er mere effektive. Som det er blevet sagt:

"(Velfærds-) statens fejl skyldes en mangelfuld forståelse af, hvilke opgaver der passer sig for staten... Ved at blande sig direkte og fratage [civil]samfundet sit ansvar, fører (velfærds-) staten til et tab af menneskelige initiativer og en uforholdsmæssig vækst i offentlige organisationer, som er domineret af bureaukratisk tænkning snarere end ønsket om at hjælpe deres klienter, og som følges af en enorm stigning i udgifterne. Faktisk virker det til, at folks behov bedst ses og mødes af de mennesker, der er tættest på dem, og som handler som næste i forhold til deres behov."[27]

Forpligtelsen til at betale skat

Vore pligter som kristne fører derfor ikke nødvendigvis til en forpligtelse til at stemme for højere skatter. Men der tilbagestår et andet spørgsmål: Hvis skatter udskrives, hvordan skal den kristne da reagere på dem?

Det er klart udfra Paulus' undervisning, at hvis der udskrives skatter, så er vi som kristne forpligtede til at betale dem.[28] Men den sammenhæng, hvori han siger dette,[29] handler ikke om det moralsk rigtige ved beskatning (Bibelen siger intet herom), men om myndighedernes autoritet. Vores pligt som kristne til at betale skat er blot en del af vores pligt til at overholde loven i det land, hvor vi bor.

Vi bør derfor overholde loven, men hvad med de mere interessante "gråzoner", hvor ens skattepligt reduceres uden at bryde nogen lov?

Først må begreberne klarlægges. Skattesvig er manglende betaling eller manglende angivelse af skatter, som vi er forpligtede til at betale, og det er derfor ulovligt og samtidig syndigt, fordi vi ikke lever op til vore legale forpligtelser. Det involverer typisk også svindel og falsk vidnesbyrd, som i sig selv er en synd.[30] I modsætning hertil er skattetænkning et arrangement, som teknisk set friholder os fra skat. Eksempelvis er det skattesvig ikke at opgive renteindtægter, men at overføre vore penge til en særlig konto, som er blevet bevilget skattefrihed af renteindtægter, er skattetænkning.

Et andet eksempel er den såkaldte "transfer pricing", hvor virksomheder flytter profitterne hen, hvor de ikke betaler skat. Et typisk eksempel på skattetænkning via transfer pricing er en multinational virksomhed, der stifter et datterselskab i et skattely. Dette selskab vil så besidde koncernens patenter (eller tilsvarende aktive) og afkræve andre dele af koncernen gebyrer for at benytte dem. Disse gebyrer vil reducere overskuddet (og dermed skatten) i de selskaber, der betaler dem, mens selskabet i skattelyet kun betaler en nominel skat og dermed reelt modtager gebyrerne skattefrit (og opnår en kapital, som kan geninvesteres i koncernens forretninger). Der har været forsøg på at misbruge sådanne ordninger, men de fleste vestlige lange har nu meget klare regler, som håndhæves via OECD, som skal forhindre multinationale selskaber i at misbruge sådanne arrangementer. Grundlæggende er de fleste regeringer tilfredse med, at de modtager en rimelig skat, forudsat at de takster, der afregnes med internt i koncernerne, afspejler markedsværdierne. Naturligvis kunne man have lavet en striksere lovgivning, men man har valgt ikke at gøre dette.

Men uanset forsøgene fra forskellige parter på at mudre begreberne til, så er det faktisk meget enkelt; i forbindelse med skattesvig bryder man loven, i forbindelse med skattetænkning gør man ikke. Men naturligvis brydes en lov, selv hvis ulovligheden aldrig opdages, eller hvor den skyldige aldrig straffes, og skattetænkning, der f.eks. skjuler ejerskabet af aktiver, er stadig skattesvig, selvom skattevæsenet aldrig opdager sandheden.[31]

Skattetænkning indebærer derfor hverken løgn eller manglende indbetaling af skatter, men derimod at drive sin forretning eller aktiviteter på en måde, hvorpå skattepligten bliver reduceret. Er dette også umoralsk? Hvis man har valget mellem to veje hen til sit mål, og den ene går over en afgiftsbelagt bro, så kan det næppe være umoralsk eller ulovligt at vælge en anden vej. På samme måde må en virksomhed have lov til at vælge mellem forskellige legale måder at drive sin forretning på, selvom den ene medfører lavere skatter, og domstolene har længe accepteret dette. Faktisk er der mange incitamenter indenfor skattesystemet, der specifikt er designet for at motivere folk til at ændre deres adfærd for at kunne drage fordel af en given skattelettelse. Staten forventer derfor, og opmuntrer i nogle tilfælde til, at borgerne udøver skattetænkning, for ellers ville deres forsøg på at bruge skattesystemet til at forandre borgernes adfærd være meningsløse.

Hvor meget skat skal betales?

Skattetænkning er derfor i modsætning til skattesvig helt lovligt og sanktioneret af domstolene, men der er stadig nogle, som argumenterer for, at der findes legal, men umoralsk skattetænkning. For at kunne gøre dette, må de i praksis argumentere for en større skattebyrde, end loven kræver, og lægge større byrder på skatteyderne, end folketinget[32] og domstolene gør. Det bliver nogle gange sat på spidsen med krav om, at skatteyderne godtager både den skattelovgivning, som folketinget vedtager, og den fortolkning, som skattemyndigheder har heraf.[33] Dette er åbenbart nonsens, da det i praksis vil medføre en pligt til at betale udfra skattemyndighedernes skøn.

Ikke blot lægger det en for stor moralsk byrde på skattemyndighederne, men det undergraver også grundloven. I de fleste demokratier bliver skatterne (som andre love) vedtaget af folketinget eller af en anden folkevalgt forsamling og fortolket af domstolene. Skattemyndighederne er blot administratorer.[34] De, der finder skattetænkning umoralsk, kan derfor kun gøre det ved at sætte egne meninger om skattens rimelige størrelse over folketingets og domstolenes. Det er ikke blot arrogant, men udfordrer også de respektive myndigheder, som vi ifølge Paulus skal underordne os. Vi kan næppe overholde loven ved at tilsidesætte den, som er betroet opgaven med at udforme og fortolke den.

Men burde vi trods alt ikke fly al skattetænkning og gladeligt betale mere i skat, end vi er forpligtet til, fordi det hjælper til at finansier de trængendes behov? Det er naturligvis en mulighed, som den kristne skatteyder bør overveje, men som drøftet i det foregående, er det ikke den eneste, og heller ikke nødvendigvis den bedste måde at praktisere næstekærlighed på.
Konklusion

Vi kan derfor postulere en ramme for en teologi for beskatning:

1. Vores forpligtelse overfor vores næste er personlig og kan ikke opfyldes gennem skattesystemet. Der er derfor ikke nogen generel kristen pligt til at stemme for skattebetalt velfærd.

2. Vores forpligtelse mht. skatterne er at overholde loven, som den fortolkes af de, der er betroet den opgave; der kan derfor ikke være umoralsk, men legal skattetænkning.

Nogles politiske overbevisning får dem måske til at ønske højere skatter for virksomheder, men det er ikke en kristen pligt, og hvis det ikke lykkes dem at vedtage højere skatter gennem den demokratiske proces, kan de ikke pålægge andre en moralsk pligt til at betale en "skat", som loven ikke kræver.

Dette indebærer ikke, at vi kan læne os tilbage med vore skattefri profitter og føle os retfærdige; vi har stadig vore kristne forpligtelser overfor Gud og overfor vores næste; og de så vanskelige, at de kun kan opfyldes med Guds hjælp. Men disse forpligtelser følger os, uanset hvor meget vi har betalt i skat. Når vi står foran tronen på dommens dag og Kongen siger "for jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke; jeg var en fremmed, og I tog ikke imod mig," hvad vil det så nytte at svare "Herre, jeg betalte jo min skat"?



[1] Richard Tether er Senior Lecturer i skatteret ved Bouremouth University i Storbritanien. Artiklen med titlen "Tax and Theology" er først bragt i Journal of Markets & Morality, vol. 9, nr. 1, foråret 2006, og oversat og bragt med tilladelse fra Acton Institute, www.acton.org

[2] Dave Harnett, Deputy Chairman of the Board of Inland Revenue, The Wyman Debate, Institute ofChartered Accountants in England and Wales, 15 May 2003.

[3] "Tax, Risk and Corporate Governance", Henderson Global Investors, London, februar 2005.

[4] "Kirken har ingen [økonomiske] modeller at fremvise...[men] kirken tilbyder sin undervisning som en ufravigelig og ideel retning", afsnit 43, Centesimus Annus af pave Paul II på 100-års jubilæet for Rerum Novarum af pave Leo XII om kapital og arbejde, Rom, 1991.

[5] Dave Hartnett.

[6] "Socialisterne, som stjæler selve evangeliet for lettere at kunne bedrage de uopmærksomme, har for vane at ændre det for at tjene deres eget formål", afsnit 5, Quid Apostolici Muneris af pave Leo XIII om socialisme, 1878.

[7] Altså en skat, hvor alle betaler samme beløb uanset indkomst.

[8] 2.Mos.30,15

[9] 4.Mos.31,28 selvom dette var et offer til Gud (ligesom mandtalsskatten i 2.Mos.), der skulle gives til præsterne som et offer, snarere end en skat til de civile myndigheder.

[10] 2.Kong.23,35: Vers 37 siger dog, at Jojakim gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne", selvom dette virker som en henvisning til han generelle adfærd mere end hans skattepolitik.

[11] 2.Kong.15,20. Dog blev pengene opkrævet af Menahem for at betale assyrerkongen Pul for at denne skulle "støtte ham og sikre ham kongemagten", og det virker derfor ikke som det bedste, moralske eksempel.

[12] Man kunne muligvis skelne på basis af den persons stilling, som introducerede skatten. Mandtalsskatten i 2.Mos. er en direkte befaling fra Gud til Moses, omend i en bestemt situation, som betaling for deres liv i forbindelse med udgangen af Ægypten, fremfor som en generel skat til at finansiere offentlige udgifter. I modsætning hertil blev de proportionale skatter i kongebøgerne introduceret af mennesker, som vakte Guds vrede.

[13] Neh.5,4

[14] Neh.5,15

[15] 1.Sam.8,15

[16] Hvis vi undtager mandtalsskatten i 2.Mos. fra at være en almindelig skat, se tidligere note.

[17] For en diskussion af den sjældent forekommende og vanskelig økonomiske analyse i Bibelen, se Maughan & Copp, "Economic Eficiency, the Role of Law, and the Old Testament", Journal of Interdisciplinary Economics, vol.14, 2003, s. 249-98.

[18] Murphy, "A Theology of Taxation", Faith in Business Quarterly, Winter 2003/4

[19] Rabbiner professor Jonathan Sacks, "Morals and Markets", Institute for Economic Affairs, London, 1999

[20] 2.Kor.9,7

[21] Luk.10,29-37

[22] Matt.19,19-22

[23] Mark.7,9

[24] Moralfaren eller -risikoen [eng. "moral hazard"] i forbindelse med beskatning er ikke kun teoretisk. Det, der gives til velgørenhed i USA, hvor skatterne er lavere, er højere end i England, hvor skatterne er højere, og endnu lavere i resten af Europa, hvor skatterne er endnu højere.

[25] For et studie over den skade, både åndeligt og materielt, som velfærdsstaten har haft på samfundet og særligt på de fattige, se Bartholomew, "The Welfare State We're In", Politico's, 2004.

[26] ...selvom det helt sikkert kan være en del af vores forpligtelser.

[27] Afsnit 48, "Centesimus Annus" af pave Johannes Paul II på hundredeårsdagen for Rerum Novarum (af pave Leo XIII) om kapital og arbejde, Rom, 1991

[28] Dette behøver dog ikke være en ubegrænset pligt. Thomas Aquinas udviklede teorien om retfærdige love og undersøgte grænserne for vore forpligtelse til at adlyde disse, hvis de er uretfærdige, og senere teologer har anvendt disse principper på skatterne. Men for denne artikels formål vil jeg forudsætte, at vore gældende skattelove er retfærdige.

[29] Rom.13,6-7

[30] Spørgsmålet om at give information, der er vildledende, men teknisk set korrekt, er et mere vanskeligt spørgsmål. Abraham beskriv sin hustru Sara som sin søster, da han besøgte Farao (1.Mos.12,13), hvilket teknisk set var sandt (som hans niece var hun dækket af det hebraiske ord), men helt klart med den hensigt at vildlede. Men dette angår os ikke i denne forbindelse, og vi forudsætter her fuld ærlighed.

[31] Personligt ville jeg stille mig selv spørgsmålet: "Hvis dette kom for retten, og alle fakta blev lagt frem for dommerne, ville de så mene, at der var tale om skattesvig?". Naturligvis indebærer det i sidste ende en professionels bedømmelse.

[32] ...eller tilsvarende lovgivende forsamling, f.eks. det engelske parlament i forfatterens artikel. [overs.anm.]

[33] Se her Murphy, "A Theology of Taxation", Faith in Business Quarterly, Winter 2003/4.

[34] Som vi har set, forhindrer domstolene skattesvig, men tillader skattetænkning, og folketing og parlamenter, der vedtager finanslove og skattelove, har trods nogle politikeres ønsker ikke ændret på dette.