Sand eller falsk enhed

Interview med Bruno Knutzen, Seniorpastor for ImpactChurch i Roskilde

Op gennem kirkehistorien og for den sags skyld også i Skriften ser man eksempler på falsk enhed side om side med den sande og bibelske enhed. Hvordan vil du beskrive forskellene?

Der er grundlæggende to typer enhed. Den ene har sin grund i treenigheden, Faderen, Sønnen og Helligånden - den anden i treenighedens modstykke, djævelen, antikrist og den falske profet.

Den ene finder vi før skabelsen af mennesket, når treenigheden taler med sig selv og siger: "Lad os gøre mennesker i vort billede." En enhed, som er født i hellighed, enhed og uselviskhed. En enhed, som har til hensigt at skabe, udvikle og tilføje skønhed og mening til universet.

Den anden finder vi i det store oprør ved Babelstårnet, hvor mennesket taler med hinanden og siger: "Lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til Himmelen, og skabe os et navn." En enhed som er født i vanhellighed, oprør og egoisme. En enhed, som har til hensigt at kontrollere, styre og give magt til mennesket. En enhed, som ultimativt vil samle hele verden, når Antikrist får alle til undrende at følge efter sig. Enhed for enhver pris har sit udspring her.

Babeltårnets enhed er fokuseret på os. Lad os bygge os en by og skabe os et navn. Tre gange "os" i et vers. Den er fokuseret på ulydighed, vores egen vilje og vores egen gavn. Målet er, at mennesket skal få magt, blive store og stærke. Vi skal være synlige og få indflydelse i denne verden.

Det er om en sådan enhed, profeten profeterer, når han råber ud: Ve dem, som slutter forbund, uden min Ånd er med.

Her bliver nikolaitternes[1] gerninger til nikolaitternes lære - hvor den personlige salvelse er ligegyldig, og Helligåndens frihed erstattes af ritualer, som gør, at man ikke længere kan bevæge sig frit i frihed. Denne enhed fører ultimativt til forvirring og splittelse.

Her mister brødrene modet, og her bygges der med træ, hø og strå.

Helligåndens enhed er fokuseret på Guds Rige. Hvor det ikke drejer sig om personlig magt, men om at fremme himmelens sag på jorden. Fokus er på åndelige værdier og på Guds vilje. Også selvom det betyder, at vi er mindre synlige og har mindre magt i verden. Vi kan være kendt i himlen uden at være kendt på jorden.

Denne enhed taler Paulus om, når han formaner menigheden i Efesus til at stræbe efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd. Det er samme enhed, som gav ur-menigheden ét hjerte og en sjæl - ingen kaldte noget for sit eget, men de havde alting fælles.

Denne enhed kan kun komme, når olien begynder at flyde, og mennesker fyldes af Helligånden og skaber Åndens enhed i fredens bånd. Det er ikke den kunstige enhed, man kan købe i stearinlysenes skær, men den guddommelige, som tændes ved, at ilden fra himlen falder.

Her fatter brødrene nyt mod - og ved Guds nåde bygger de i ly af Åndens vind med guld, sølv og ædle stene.

Åndens enhed kan ses i det store mirakel, som finder sted, når et ægteskab indgås og to bliver et - her opstår sand enhed. Her udviskes alt, som løfter den ene over den anden, men i Guds billedes lighed kommer det bedste ud af begge - ja der kommer ting frem, som aldrig kunne komme, hvis der kun var en! Denne "en" er Babeltårnets enhed. En enhed, som løfter den ene op og udsletter den anden. Som binder, lænker og forkrøbler.

Guds riges enhed fordobler, tidobler, dobler uden grænse, fordi denne enhed frigør og forløser.

Dette er en stor hemmelighed - når Kristus og menigheden er et, forløses skjult potentiale i Åndens kraft! I Åndens enhed. Det er som ilden, der svejser sammen. Som vinden der blæser hvorhen den vil, uden politiske lænker og bindinger - uden tilladelse fra politisk korrekthed, men enkel lydighed mod åndernes far. Et sted hvor tørre ben samles og rejses op til en vældig hær. En hær hvor den enkelte er usynlig, og hvor titler og positioner intet betyder, men hvor troslydighed er altafgørende!

Det er længslen efter en enhed, som forener himmel og jord, som får den nidkære Jesus til at sige: giv mig min menighed tilbage!

Vi spørger ham så, hvem han vil have menigheden tilbage fra, og han svarer: Fra alle som har villet kontrollere, styre og politisere eller mele deres egen kage - deres egen ego og deres egen dagsorden! Fra dem, som har troet, at menigheden var deres, så de kunne behandle den, som de vil.

Når Jesus får menigheden tilbage, vil ilden brænde, Guds ånd vil falde, herligheden vil skinne og her forløses Guds kraft til dybgående forvandling fra åndens dyb i menneskets indre!

Åndens enhed vil genkendes i en vidunderlig regn, der falder som et skybrud, gør tørre egne frugtbare og rejser Guds folk op i glæde og begejstring. Jubelråbet, som runger gennem atmosfæren, og begejstringen, som får himmel og jord til at forene sig, er produktet af denne Åndens enhed og dette åndsnærvær!

Det lyder langt hen ad vejen som en kritik af det, man kunne kalde den institutionaliserede kirke. Men falsk eller usund enhed kan vel også forekomme i frikirker, selv huskirker og fritstående frikirker? Hvordan genkender man den, og hvad skal man være på vagt overfor her?

Mit budskab er ikke ment som en kritik af nogen kirker. Det er ment som et kald til at forstå, at Guds rige ikke er af denne verden og aldrig vil blive det. Kristendommen - Jesus selv - vil aldrig blive accepteret i verdens samfund. Dertil er den - og han - for radikal og for smertelig for det sekulære, humanistiske menneske, som aldrig vil acceptere, at verdens problemer begynder i det enkelte menneskes ondskab.

Babels enhed er en leflen for jeg'et - et forsøg på at vinde sig indflydelse ved politiske midler. Jesus sagde klart, at hans rige ikke var af denne verden.

Åndens enhed er det diametralt modsatte - her falder hvedekornet i jorden og dør.

Jeg er overbevist om, at falsk eller usund enhed ikke opstår pga. systemer. Den kan opstå alle steder, selv i det enkelte menneske, og den genkendes ved at se på motiverne bag handlinger og beslutninger. Hvis man f.eks. er mere optaget af, hvad mennesker mener om en - ære fra mennesker - er det et tydeligt tegn på, at ånden fra Babel lever i bedste velgående.

Åndens enhed kan i selve sin natur udelukkende gro, vokse og trives der, hvor mennesket søger Guds ære og vilje først. For Ånden vil aldrig acceptere noget andet.

Mit ærinde er udelukkende at vække samvittigheden, så den enkelte kan vurdere, hvorvidt hans motiver er mere den ene vej eller den anden. Jeg har absolut ingen lyst til at pege fingre af nogen og dømme det, som er skjult i mennesket. Jeg ved, at jeg selv skal dømmes med den dom, jeg dømmer andre med. Det er sket alt for ofte, at vi har skudt andre motiver i skoene, som de aldrig har haft.

Derfor er al økumenisk arbejde og forsøg på at bygge bro på tværs af forskellige kirkelige traditioner ikke automatisk ånden fra Babel.

Et af de mennesker, jeg i mit liv har haft den allerstørste respekt for - og ønsket at ligne - har også været en af dem, som mere end nogen anden forsøgte at få mennesker fra alle kirkesamfund til at tale sammen. Han blev kaldt Mr. Pinse og var den første åndsfyldte pinseven som forkyndte sandheden om Helligåndens dåb til bl.a. paven i Rom og ærkebiskoppen af Canterbury. Hans navn var David du Plessis - og han blev udstødt af mange pinsevenner på grund af det, han gjorde. Han søgte dog aldrig en trone for sig selv eller havde en længsel efter politisk indflydelse. For ham var det tilstrækkeligt at være en røst, som råbte i ørkenen, og udføre det, som han var overbevist om, at Gud havde kaldet ham til.

Det er ikke vanskeligt at genkende Babels ånd, når den først har bygget Babelstårnet og praler med bevidst ulydighed mod Guds bud, fordi Babels ånd laver sine egne bud og regler. Her råder uenighed, splittelser og spidse albuer. Det ville ikke overraske mig, hvis det var ud fra denne jordbund, at antikrist selv kommer til at vokse frem.

Det er heller ikke vanskeligt at genkende Åndens enhed. Her råder fred som floden - Guds fred som overgår al forstand - og hvem der står forrest er af allermindste betydning.

Det afgørende her er at være lys og salt - og gøre Guds vilje som hans tjener.

Vi kender utvivlsomt alle til oprigtige og genfødte troende, som har befundet sig i rammer med en falsk eller usund enhed af den ene eller den anden grund. Hvordan relaterer man til disse? Og kan der være enhed "på tværs" af rammer og strukturer, man ellers ikke ville bifalde eller koble sig på?

Hvordan relaterer man til mennesker, som er klatret op ad Babelstårnet? Som man relaterer til alle andre mennesker. Du skal elske din næste som dig selv, sagde vores Mester.

Når det så er sagt, er det farlige ved at tale om disse ting, at vi lynhurtigt dømmer andre mennesker og putter dem i en boks med tydelig inskription på. Og i det øjeblik vi gør det, er vi selv begyndt at kravle op ad Babelstårnet. Jeg kommer i centrum. Jeg ved bedre! Jeg kan se. Jeg forstår.

Ydmyghed er et must, så vi bevæger os forsigtigt og ikke tillægger andre motiver og planer, som de ikke har. Skriften siger, vi skal være barmhjertige, fordi barmhjertighed træder frimodigt op imod dommen. Vi skal møde mennesker, som Jesus mødte dem. Og Jesus mødte mennesker med ubetinget og ufortjent kærlighed.

Han sablede de mennesker ned, som lagde byrder på andre, som de ikke selv var parate til at bære. Farisæerne var en af de grupper. Men selv her trak Jesus ikke alle over en kam, for han havde både tid og hjerte til at tale med farisæeren Nikodemus. Med andre ord gik Jesus altid efter bolden og aldrig efter manden.

Hvis man imidlertid lukker øjnene for den falske og usunde enhed, så baner man i virkeligheden vej for den. Det er derfor det er vigtigt at forstå de to slags enhed. Det vil bevare - det kan bevare - den enkelte fra at falde i Satans snare.

Men kan der være enhed "på tværs" af rammer og strukturer, man ellers ikke ville bifalde eller koble sig på?

Babelstårnets enhed findes absolut hverken i rammer eller strukturer. Den findes i hjerterne - og bliver synlig gennem personlige ambitioner og hovmod. Da Djævelen stadigvæk var i Himlen som en ærkeengel, byggede han det første Babelstårn, da han besluttede sig for at storme Guds trone og indtage den plads, som han mente, han var bedre egnet til end Gud selv.

Dette sataniske princip ligger så snublende tæt på det faldne menneskes allerinderste, at vi alle står i fare her. Derfor hedder det: "den som står - se til at han ikke falder."

Gud hjælpe os til at tale sammen på tværs af alle kirkesamfund og teologiske forskelligheder og vise samme kærlighed og omsorg for hinanden, som Jesus gjorde. Men midt i dette kan vi selvsagt aldrig give køb på Bibelens ord. Ikke uden grund sagde Jesus: "I farer vild, fordi i hverken kender Skrifterne eller Guds kraft." Dette gælder i allerhøjeste grad også i dag.

Når Jesus bad: "Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig", så var det en bøn om en Åndens enhed i fredens bånd, hvor man aldrig sælger Guds vilje bort for at blive accepteret i samfundet! Kun Herren kan hjælpe os til dette!



[1] Nikolaitterne er omtalt i sendebrevene i Johannes Åbenbaring. ordet betyder folkeherskere. fra at kirken var et legeme hvor alle lemmer havde en funktion, udviklede kirken gennem historien et professionelt præsteskab som overtog de enkelte lemmers funktion. Hvis man betragter sendebrevene som et profetisk kronologisk scenarie, betyder det at gerninger forandredes til lære gennem de første århundreder af kirkehistorien.