Enheden udfordret

Af Jakob Vagner, Underviser på Mariager Højskole


For et par år siden udfordrede en ung nyreformert kristen sin præst til en samtale om Guds suverænitet og menneskets fri vilje. Da de mødtes over en kop kaffe, gik der ikke ret lang tid, før præsten var klædt fuldstændigt af med henblik på argumenter for den frie vilje, og den unge kunne uhindret buldre frem med gennem-reflekteret teologi omkring Guds suverænitet.

Enheden blev sat på prøve, og inden længe var den unge mand ikke længere en del af menigheden.

I disse år presses de danske frikirker særligt fra to kirkelige bevægelser; den emergente og den nyreformerte. Herhjemme lever disse strømninger med "kun" nogle hundrede unge, men med den vækst bevægelserne har i særligt USA, skulle det ikke undre mig, at vi kommer til at se mere til dem i de kommende år.

Emergent kristendom dukkede for alvor op i Danmark med fortalere som Brian McLaren og Rob Bell for ca. 15 år siden, og kendetegnes hovedsageligt ved dekonstruktion af vestlig, evangelikal kristendom med dens til tider poppede tænkning og overfladiske praksis, og et forsøg på at formulere en postmoderne, missional teologi. I disse sammenhænge har man i særdeleshed set sig sur på de frikirkelige strømninger, der arbejder med søgervenlige gudstjenester og megakirker. Med udgangspunkt i sociologiske analyser afvises disse praksiser som irrelevante i en postmoderne kultur og udfra et meget socialt Evangelium peges i stedet på en Guds Rige vision med refleksion, omsorg og social mission som omdrejningspunkter.

Den nyreformerte bevægelse er lidt nyere og fik for alvor sit gennembrud med fortalere som John Piper og Mark Driscoll for ca. 10 år siden. Her er de centrale temaer bibeltroskab og radikal efterfølgelse af Jesus. Sjovt nok er denne strømning en reaktion på emergent liberalisme og anden lignende tænkning, og med udgangspunkt i reformatorer som Luther og Calvin fremlægges et nærmest fundamentalistisk bibelsyn og en meget rationel teologi omkring Guds suverænitet og forudbestemmelse. Dette har så igen ledt til kontroversielle holdninger med indskrænkning af menneskets fri vilje og imod kvinder i lederskab.

Begge bevægelser har udmærket sig ved ret gennemtænkt teologi, nogen profetisk inspiration og enkelte virkeligt brillante ledere, men desværre har de også fra start båret på nogle indbyggede problematikker.

Emergent kristendom er til tider endt i ukonstruktiv kritik af kirken og i ubibelsk liberal etik. De har været dygtige til at stille kritiske spørgsmål og være dekonstruktive i forhold til usunde kirkelige tendenser, men de er kommet til kort, da det gjaldt at konstruere noget alternativt i form af både livsstil og fællesskaber. Liberale etiske holdninger uden objektive holdepunkter og "flydende" kirker uden faste rammer har ikke vist sig hverken sunde eller levedygtige.

Den nyreformerte bevægelse har nogle gange taget en fundamentalistisk fordømmende og religiøs drejning. Kærligheden til Bibelen har drevet folk ud i overdreven rationalistisk og kulturbestemt Skriftfortolkning. Det har så igen ledt til forenklet teologi omkring f.eks. kvindeligt lederskab, børneopdragelse og menighedsstruktur, og i nogle sammenhænge kan kvinder ikke lede, børn opdrages meget hårdt, og kun én menighedsstruktur betragtes som bibelsk korrekt. Med andre ord er en nærmest profetisk bevægelse blevet en sekterisk strømning.

Vejen frem

I de danske frikirker har reaktionen på emergente og nyreformerte unge desværre som oftest været nedslående. Disse menneskers stærke teologi har i mange tilfælde skabt usikkerhed og frygt blandt ledere og forkyndere, og derfor har de sat fokus på mangler og svagheder fremfor mulighederne i disse nye og friske bevægelser.

Frikirkernes egen ignorance, overåndelighed og indadvendthed har parkeret missionale og radikale disciple fra emergente og nyreformerte sammenhænge i små ligegyldige kirkelige enklaver. Enheden er brudt og synergi umuliggjort.

Selvfølgelig er der kristne, der er så sovset ind i vranglære og uretfærdighed, at de ikke er værd at bruge tid på, men min oplevelse er, at de fleste provokerende unge faktisk bare længes efter mere af Jesus og hans rige, og at de har et stærkt behov for åndelige ledere og forældre, der kan dirigere deres drive i den rigtige retning.

En af de ting, der de seneste år har fascineret mig ved Paulus i Ny Testamente, er at han ved flere lejligheder irettesætter mennesker, der i den grad er rodet ind i usund lære og vanvittig praksis, men at han på intet tidspunkt bryder relationen og menighedstilhørsforholdet til dem.

Han formaner f.eks. kristne i Korinth, som er ekstremt overåndelige og seksuelt umoralske, og beder dem omvende sig, men han er ikke sen til at stå ved, at han har startet menigheden, og at de til stadighed er hans brødre og søstre i troen.

I Galaterbrevet giver Paulus en flok religiøse kristne en ordentlig skideballe, da de er faldet tilbage i usunde religiøse ritualer, fremfor et liv i en personlig relation til Kristus. Igen er han ret klar i mælet, men han antyder på intet tidspunkt, at han vil afbryde forbindelsen til dem.

Hvis vi i dag skal finde en anden vej frem i forhold til emergente og nyreformerte unge, så har vi noget at lære af Paulus, og jeg mener, at identitet og relationer er to afgørende faktorer i den sammenhæng. Ledere og meningsdannere, der hviler i Gud og sig selv, vil ganske naturligt blive i relationer, hvor meningsudvekslinger er en del af pakken, og det vil på sigt kalde det sunde frem hos unge idealistiske kristne.

Alt for mange indflydelsesrige ledere og kristne er "ukultiverede"! De har aldrig gennembearbejdet deres familiemæssige og kirkelige baggrund, de ejer ikke en gennemreflekteret og velafprøvet teologi – og derfor bliver de usikre, når de støder på dygtige, men lidt kantede unge kristne.

Da bliver det nemmere at isolere sig lidt på toppen eller måske omgive sig med en flok rygklappere, så forstyrrende missional og kritisk tænkning kan holdes tre skridt fra livet. Det kunne jo gå hen og blive en trussel mod etableret tænkning, praksis og lederskab.

Der er ingen tvivl om, at vi skal have grænser i de danske frikirker, både når det gælder vores tænkning og praksis. Bedømmelse er måske tidens vigtigste nådegave, og vi skal ikke sluge alt, der bliver serveret for os.

Når det er sagt, så kunne en mere sagtmodig og rummelig tilgang til unge emergente og nyreformerte kristne i Danmark være særdeles frugtbar.

Disse unge er egentlig ikke ude på ballade, de længes bare efter mere af Gud og Hans rige. De har i deres søgen efter mere fundet inspiration til efterfølgelse og mission i det emergente og nyreformerte. Alt, de behøver, er modne kristne, der kan hjælpe dem til at skille skidt fra kanel. Bringes de på ret spor, kunne de meget vel blive en generation, der lykkedes med at bringe Evangeliet til vores gennemsekulariserede land. Da er enheden ikke længere udfordret – men så er det enheden, der udfordrer!